Ikke-svar
Indbakke
Fra: Jacques Derrida <differ@nce.fr>
Til: Bo Bredsgaard Lund <dr.badlab.neodrugs@gmail.com>
Dato: 14. juli 2010 kl. 15.49
Emne: Autosvar – Ikke til stede
Dette er ikke et svar, og slet ikke et ansvar, som Levinas taler om i sine skrifter, men højst et ikke-svar, måske et før-svar eller et for-svar for ikke-svaret – et for-svar for muligheden af ikke at få svar, for muligheden af ikke at få det svar, som ”man” (du, jeg, enhver; das Man1 eller l’autre) forventer, et for-svar for muligheden af at stemmen ”knækker” som i gråd eller sorg eller endda ved den endelige udånden, hvorefter tavsheden ”høres”, hvilket også er muligheden for at få et ikke-svar.
Autoreplies, som vi kender dem, fra diverse e-mails, lader altid-allerede kort tavsheden høres som et ekko fra Hades. Autoreplies dekonstruerer, om man vil, talesituationen, og tilføjer den et supplementært tegn, techne, med alle de konnotationer til den græske antik, skriften (l’écriture) og teknologi, som dette begreb indeholder, tilføjer talesituationen et genfærdsagtigt moment, hvor de døde genopstår og mumlen – i form af ikke-svar – genlyder fra gravene. Vi hører f.eks. Dante i Helvede, Hamlets far i mørket og Joyce overvære de(n) døde, ligesom netop Kafka vil være dig et svar skyldigt, og Borges endnu drømmer om det endelige svar.
J.D.
__________________
(1) Martin Heidegger, Sein und Zeit, Halle, Niemeyer 1929. 2. Aufl. 1. Hälfte (Alles Erschienene!) gr.-8°. XI, 438 S. OLn. Einbd. etw. fleckig. – (Sonderdruck aus “Jahrbuch f. Philosophie u. phänomon. Erforschung”, Bd. VIII, hrsg. v. E. Husserl).
Retten til spørgsmålene
Indbakke
Fra: Salman Rushdie <joseph@nton.com>
Til: Bo Bredsgaard Lund <dr.badlab.neodrugs@gmail.com>
Dato: 18. juli 2010 kl. 14.26
Emne: Autosvar – Ikke til stede
Den arabiske filolog Abu ‘Abd ar-Raḥmān al-Khalīl ibn Aḥmad ibn ‘Amr ibn Tammām al-Farāhīdī al-Azdī al-Yaḥmadī (أبو عبدالرحمن الخليل بن أحمد الفراهيدي; 718 – 786 e.Kr.), også refereret til som Al-Farahidi eller bare Al-Khalīl, er bl.a. berømmet for Kitab al-‘Ayn (der betragtes som den første ordbog over det arabiske sprog), Harakat (dvs. den diakritiske tegnsætning for angivelse af vokaler i arabisk skriftsprog) og opfindelsen af al-‘arud (studiet af arabisk prosodi), excellerede også udi astronomi, matematik, islamisk lov, musikteori og meget mere.
Du undrer dig sikkert over, hvad det er, jeg vil sige, ved at indlede med en henvisning til Al-Farahidi. Det skal jeg fortælle dig: Selvom Al-Farahidi på sin vis skrev den arabiske verdens bibel (i overført betydning er det måske mere oplagt at bruge udtrykket den arabiske verdens koran), når det kommer til stilistik, så forlyder det, at han aldrig dikterede, at efterfølgende arabiske digtere – nødvendigvis og partout og uden at tænke selv eller lytte til såvel sin sunde fornuft og følelse for sproget – skulle følge hans system. Faktisk hedder det, at han selv bevidst har brudt sine egne stilistiske regler fra tid til anden.
Så det, jeg – Salman Rushdie, Joseph Anton, Saleem Sinai, Buddha eller Stykke-af-månen – prøver at sige til dig, er, at du ikke får et svar. Der gives aldrig blot ét svar, selvom mørke kræfter med vold og magt vil have dig til at tro det. Der er svar i pluralis. Eller stadigt mere præcist, så er der f.eks. det direkte svar, det implicitte svar, det abstrakte svar, det meget konkrete svar, det uklare svar, det udenomssnakkende svar. Men der gives aldrig blot ét svar.
Vigtigere endnu er imidlertid, at det faktisk ikke er svarene i pluralis, der er det vigtige. Det vigtige er, at du bliver ved med at stille spørgsmål. Retten til spørgsmålene er din. Din menneskeret. Du må spørge dig selv og andre, du må spørge ind til magten, til udlægningen af teksterne, til den påståede sandhed. Selveste kimen til fortællingerne ligger i spørgsmålene, der jo – som vi har lært af Scheherazade – beriger livet og udsætter døden. Med spørgsmålene og dermed fortællingerne, udfordrer du magthaverne. Spørgsmålet er sværdet, der ikke dræber. Spørgsmålet er det, der får kaliffen til at tænke, kongen til at tvivle og bødlen til at tøve.
Men i spørgsmålene ligger netop også nysgerrigheden, den evige søgen, poesien og lærdommen. I spørgsmålene gemmer sig filosofien og litteraturen. Uden spørgsmålene havde vi ikke haft algebraen, astronomien, opdagelsen af andre planeter og udforskningen af indre verdener – kort sagt gemmer det, der bringer verden videre, sig i spørgsmålene – som en gentagelse af det, der aldrig gentager sig selv (som en filosof vist engang har formuleret det).
Men med spørgsmålene følger også omkostningerne. Spørgsmålene må stilles på bekostning af det, jeg forestiller mig, at du har kært: Lyden fra bølgerne i Stillehavet, og Stillehavets mangeartede varianter af blå, der i al evighed generobrer de polynesiske kyster, strandenes sandkorn, der vækker mindelser om Sahara eller selveste Universet – og dermed tiden og rummets uendelighed, de usynlige venner fra barndommen, den karamelagtige duft af rom og stærk tobak i Havanna, friskmalet arabica-kaffe, besøgene i bibliotekerne, fortællingerne, der allerede er formuleret, og fortællingerne du måske en dag kan fortælle, nætterne med din elskede… og ”indenihinandenvævede begivenheder mirakler steder rygter.”2
Spørgsmålene må kort sagt stilles på bekostning af eller med risiko for at miste det, du har allerkærest. De må stilles med risiko for at miste din frihed, ja endda dit eget liv. Og således spørger jeg dig: Gemmer spørgsmålene på svarene?
__________________
(2) Mogens Boisens oversættelse. Originalteksten lyder: “… intertwined lives events miracles rumours,…” Jf. Salman Rushdie, Midnight’s Children, p. 9, Vintage 1995 (1981).
