Vi stod i et køkken på et hostel i Delhi. Jeg var kommet til at afsløre over for gynækologen, at jeg skulle på museum. ”I’ll come with you,” sagde han. Ved entréen beklagede han sig højlydt over prisen og gik med raske skridt ind til udstillingen. Hans øjne blev smalle, mens han så ud i rummet. ”This is ice cream”, sagde han og pegede rundt på de store udhugninger af romere, der angreb, trak sig tilbage, sejlede og byggede broer. Store kvæg, geder og svin, der symboliserede fredens komme. Han var vant til større og flottere inventar hjemme i Ægypten og bedre skiltning. Han rystede på hovedet. Ellers chattede han en del med sine venner undervejs og tog selfies foran statuer af nøgne mænd. Det brød fortryllelsen. Han var ligesom en klovn. Jeg ville gerne fri fra min ambition om at have det godt hele tiden. Måske være mere som gynækologen, han havde så meget glæde i beredskab, at han kunne brokke sig over alting uden at gøre skade på sig selv. Hvor alt dette livsmod kom fra, kunne jeg ikke forstå. Jeg følte mig bundet til at tænke, at udstillingen var spændende for at overleve mit tungsind. Det var før jeg begyndte at danse.
 

*

 
I mørket bliver jeg tavs. Her begynder min fantasi at fabrikere dystre billeder af blege, nøgne kroppe, uhyrer og våde sten. Disse syner er et værn, de er en del af lyset. Når mørket rammer er der stille. Enten sover jeg, eller også er jeg død, men der findes en tredje tilstand, hvor jeg ser alting klart; ser mig selv sove, ser mig selv før jeg blev født. Hvad var mit første navn? Hvad hed mine første forældre? Måske var mit første navn; Adrian. Jeg ved, at jeg i mit tidligere liv var en mand, og at jeg har fået dette liv til en transformation. Det er vigtigt for en sjæl at finde sig til rette i begge køn. Som en fodboldspiller der skal prøve at spille fra alle positioner og se, at der kun er ét mål. Fra jeg blev teenager følte jeg instinktiv beskyttelsestrang over for kvinder og børn. Det var naturligt for mig at tage ordet i forsamlinger med et særligt bredskuldret kropssprog og sidde med spredte ben og tale, mens jeg strøg en pige skødesløst på håret eller op og ned af ryggen med en finger. Min kvindekrop gav mig en følelse af at være ydmyget fra starten. Som at være skaldet blandt folk med hår eller nøgen i en forsamling med tøj på. Derfor har jeg valgt at danse. Hver gang jeg går ind i en butik, lyder en stemme i mit hoved: ”I har intet her, som jeg begærer”. Kun de ting, der kalder på mig, tager jeg med hjem. Jeg bor i en mindre kystby i Norge. Jeg kan lide lyset her; skarpt og samtidig blegt som et barn, der har set for meget fjernsyn og endelig træder ud i solen. Ikke ligesom Indiens tunge, trykkende varme og det bratte skift mellem lys og mørke, når solen går op og ned, som om den rejser sig i et overraskelsesangreb og falder ned under jorden som trådte den ud over en afgrund, den havde overset. Jeg var i Indien for at lære yoga. Senere tog jeg til Cuba. Jeg har fire grønne jakker. Mine tørklæder er røde. Jeg har forsøgt at forholde mig konkret til regnen. At se den som et skybrud og en måde for planterne at få vand. Ikke en tilstand i mit hjerte. Sandheden er at det oftere regner i mit hjerte, end jeg fortæller. Min danseskole har ikke ret mange elever. Et gymnasielærerpar er de eneste, som holder ved. Hendes hage har jeg fået til at pege frem, men han forbedrer sig ikke. Hun danser efterhånden flot, hendes hage har jeg endelig fået til at pege fremad i stedet for at hænge, men han forbedrer sig ikke. Den fortrolighed som jeg har forestillet mig, at nære venner har, har jeg ikke med nogen mennesker. Senere har jeg erkendt, det er en fortrolighed de færreste har med hinanden, og bare det at jeg længes efter den, er et tegn på, jeg måske ikke altid vil være ensom. Kunne jeg udtrykke mig uden ord, ville jeg danse mine hemmeligheder offentligt. Hænderne er en vej til at forstå. Venligheden kommer med dansen. Der siges meget om kvinder der danser. Det jeg vil sige er, at ingen har bedt mig om det. Jeg lægger mærke til mænds øjne, når jeg danser. Mange af dem vil gerne ses som mænd, men der ligger et andet ønske under. Måske vil de danse som en kvinde. Det er dette ønske, de undertrykker med deres muskler. Jeg tænker det, fordi jeg selv engang var sådan en mand. De bærer kønnet frem som et uroligt smykke. I Indien lovede jeg min yogalærer at komme tilbage. Måske skal det være snart. I Sverige skyder staten ulvene, og i Norge er der mange, som gerne vil skyde Breivik, mens andre vil giftes med ham, og Breivik vil gerne giftes med Norge, for det synes han er awesomeness, og han vil gerne skyde dem, som vil skille Norge og ham fra hinanden. Breivik vil ikke ud af sig selv, han bor bag sin strakte arm, bag sit ansigt. Det er alles magtesløshed, at han bor så urokkeligt derinde bag sin arm og sit ansigt. Jeg vil derind, jeg vil se hvor han gemmer sig.
 

*

 
Min ældste mor bor i skoven. Her maler hun urter til pulver i en morter. Hun har krøllet hår viklet ind i en turban. Da jeg blev teenager, forsvandt hun i min underbevidsthed og vendte så tilbage, da jeg blev arbejdsløs. Min ældste far er min yogalærer i Indien. Han ligner en lav version af Jesus, har brune øjne, og får en alvorlig rynke mellem øjnene, når han taler til yogaelever. Den rynke gjorde ham til min far. Når han viser øvelserne, kan man ane hans muskler under det hvide bomuldsstof, han altid har på. Når han sidder med lukkede øjne i skrædderstilling virker han så lille. Min næstældste far bor i bjergene i Irland og går rundt med en stav, som han dræber kaniner med. Faren, jeg fik efter ham, går med jakkesæt, har en mappe under armen og fortæller folk, hvordan de kan effektivisere deres virksomhed. Også han har en rynke mellem øjenbrynene, når han taler til virksomhedsejere. Min ældste søster har hvidt hår, brun hud og bor i et varmt land, hvor hun er venner med en hel landsby. Hun blev født uden ben og ruller rundt i en kørestol, når ikke hun svinger sig rundt med armene og ryster frugter ned fra træerne til landsbyboerne med kurve på ryggen. Min ældste bror bor i det ene af de tvillingetårne, som styrtede sammen. Nu svæver han over byen, stadig placeret det sted i luften, hvor han sad, da tårnet faldt. Han tror stadig på, USA ikke vil invadere flere lande. Hver gang de invaderer et nyt, tror han at det er det sidste.
 

*

 
Min mormor så engang et genfærd; en mand gik nogle skridt over gårdspladsen i gammeldags tøj. Så forsvandt han i den tomme luft. Det udfordrede min forestilling om historie at tænke, at noget tøj kunne være gammeldags for min mormor. Om sommeren gik hun i en hjemmesyet kasket med lyserøde prikker. Hun kunne aldrig koncentrere sig om at lytte til nyhederne i tv, hvis værten havde et underligt slips på, eller det sad skævt. Hvis morfar sagde noget vredladent om verdens tilstand, kunne hun supplere med at sige; ja og sikke et slips! Hun varmede sin kaffe op igen dagen efter, hvis det hele ikke var drukket. En dag spurgte hendes børn hende, hvad hun ville gøre, hvis hun vandt i lotto, og efter at have tænkt sig længe om, svarede hun, at så ville hun stoppe med at drikke varmekaffe. Hun kunne gå rundt en hel formiddag i Bilka med en vogn og så komme hen til kassen kun med et lille hårnet i bunden af vognen. Ved sin mands begravelse måtte hun tage noget beroligende for at dæmpe nerverne. Da hun blev dement, råbte hun tit af postbuddet og krævede at få at vide, om han var socialdemokrat. Hvis han indrømmede, nægtede hun at modtage posten. På plejehjemmet skreg hun af en anden beboer, som brugte for meget køkkenrulle. En dag længe før tabte hun en hel pose påskeæg på gulvet i bussen. Alle æggene trillede rundt mellem sæderne, da bussen bremsede op og kørte fremad, og folk blev meget overraskede over at se påskeæg pakket ind i farvestrålende papir trille frem mellem deres fødder.
 

*

 
Danseskolen gik neden om og hjem. Der var ikke nok elever. Da jeg blev arbejdsløs, begyndte jeg at gå. Jeg gik gennem byerne, på landeveje og gennem skove og tog færgen til Danmark. Det jeg så mest af var marker. Gårdene var få og store. Udefra så de affolkede ud, og svinene var gemt væk i lader. Jeg gik hen over én af gårdspladserne. På kontoret sad bonden. Der hang en kalender med et billede af hvede på væggen samt et billede af en pige i bikini med tungen ude i luften. Han vendte sig om mod mig på sin roterende stol. Jeg bad ham sætte sig foran mig i skrædderstilling med lukkede øjne. Når han sad med lukkede øjne virkede han så lille. Hans mor kom ind af døren. Hun havde krøllet hår viklet ind i en turban. Hun sprøjtede pesticider rundt om os i en cirkel og stillede sig ved døren med sprayflasken. Jeg bad ham trække vejret dybt og samle hænderne foran sig i bedeposition. Jeg spurgte, om han troede USA ville invadere flere lande. ”Det må du spørge min mor om”, sagde han. Da jeg vendte mig om, var hun gået. Jeg bad ham række sine hænder frem, så jeg kunne studere håndfladen. Skæbnelinjen delte sig ved roden. Mens vi sad sammen blev det mørkt. Vi lagde os i en trailer. Der var fartstriber på indersiden af kanterne. Næste morgen forærede han mig et hvidt tørklæde med lyseblåt mønster. Mine tørklæder var ellers røde. Det var et princip for mig dengang. Jeg gik ud af grusvejen, mens tørklædet blafrede tilbage mod bondemanden, der løftede hånden til et stillestående farvel. Selv på afstand kunne jeg se den todelte skæbnelinje, der strakte sig i to retninger opad på håndfladen som et V for victory, og i min hukommelse døbte jeg ham Viktor.