Spåkonen forudsagde, at min mor ville møde en mand med mørkt hår og komme ud for tre ulykker med vand. Hun sagde ikke noget om biler.

Boghandlen

Min far var sorthåret og havde en boghandel. Han ansatte min mor. Det var før min fars første kone Eva begik selvmord. Hun tog piller. Flere piller end hun plejede. Det var min halvbror som fandt hende i sengen.

Udover bøger kunne man købe tasker, spillekort, penalhuse (hvor jeg stjal de sjove viskelædere) eller hente sin medicin i apotekerudsalgets store skab. Jeg genkalder mig smagen af opiumshostesaft med lakridsrodsekstrakt, som giver sådan en fløjlsfølelse i kroppen.

Efter Eva var blevet båret ud flyttede min mor ind i huset, der lå bygget sammen med butikken. Min halvbror havde muret butiksbygningen, kommet mørtel imellem de mange hundrede røde mursten og stablet dem. Ovenpå hinanden.

Thunderbird

Min mor har været ude for tre bilulykker. Den første gang var før jeg blev født. Hun havde lånt sin fars metallic blå Thunderbird som hun mistede herredømmet over, så den trillede hen over marken. På hattehylden, i bagruden, lå en særudgave af Bibelen, i stort format, i brunt skind med versaler af guld. Hun er overbevist om, at den reddede hendes liv, eller at Gud gjorde.

Jeg kan tydeligt se hende køre rundt i det flade jyske landskab som en nordisk udgave af en italiensk signorina med en rosenkrans rundt om bagspejlet. Hun har violette Dior solbriller på og et mønstret tørklæde viklet rundt om håret, der flagrer som en vimpel, da bilen ruller henover markerne som en kastet terning.

Jeg forestiller mig det.

Spindelvæv

”Du skal ikke være bange,” siger min mor. Hun sidder på en stol i hjørnet. I hendes ansigt er der et spindelvæv af sytråde. I ansigtsbroderiet sidder sorte, størknede bloddråber i stedet for fluer. Kun de blå øjne ligner hende. Og kroppen. Hendes hænder der blidt og lokkende rækker ud imod mig. Jeg kigger ind i hendes vandblå øjne, inden jeg løber ud af køkkenet.

Hun havde spændt sikkerhedsselen op. Hun var på vej til at bøje sig forover for at tage sin håndtaske af krokodilleskind i bunden af bilens passagerside. I samme øjeblik blev den blå Volvo Stationcar, som hun og min far sad i, frontalt påkørt af en lille rød Maskot. Det skete i en afstand på under hundrede meter fra vores hoveddør. Inde i huset lå min søster og jeg og sov i hver vores seng.

I flere år efter ulykken kan hun presse glassplinter ud af panden, som gennemsigtige, skarpe hudorme. Hun gemmer dem i et uringlas forseglet med låg i sit smykkeskin. Det rasler, når jeg ryster det. Jeg holder glasset op foran mit ene øje (det andet er sammenknebent), og glassplinterne skinner, når de rammes af sollyset, som trænger igennem vinduet i mine forældres soveværelse, hvor jeg sniger mig til at prøve min mors ørestikker og perlekæder og spejler mig.

Der hænger indrammede illustrationer af Bjørn Wiinblad fra Tusind og én nat på væggene i soveværelset og på natbordet står et gammeldags trække-op-vækkeur og tikker.

Brystbenet

Min onkel er død, og min far og mor skal til hans begravelse i København. Men de når ikke engang til Karup lufthavn. En bilist i den modsatte kørebane overhaler med stor fart en lastbil i det isglatte føre og kører frontalt ind i mine forældres Toyota, der bliver totalskadet.

Min søster og jeg er i skole, da det sker og vi bliver hentet af vores nabokone, som siger, at vi skal sove hos dem om natten.

Jeg går hjem for at hente noget nattøj til min søster og mig. Den militærgrønne drejeskivetelefon i stuen ringer, mens jeg er alene i det store mørke hus. Det er en mandestemme. Han siger ikke hvad han hedder. Han spørger til min mor. Om hun lever. Siger at det ikke var med vilje. Jeg ved ikke hvad han snakker om. Men min krop begynder at forstå det. Den ryster. Jeg kan høre, at han har drukket. Han lyder ligesom min halvbror, når han ringer hjem til min far sent om aftenen fra en mønttelefon på et værtshus.

Dagen efter kommer min far hjem. Uden min mor. Vi skal være forsigtige med ikke at give ham hårde knus. Han har trykket ribbenene. Han fortæller, at vores mor har brækket brystbenet, der kun var to millimeter fra at ramme hovedpulsåren. Hun ligger på hospitalet.

Stålelevator op. Lange sterile gange. Drop der dunker. Slanger der skæmmer. Hvidlakerede stålsenge med tremmer og hjul. Lugten af afskårne blomster i stålvaser, der ikke fjerner lugten af hospital. Bækken af blankt rustfrit stål. Mor skal sove. Stålelevator ned.

På vej hjem fra hospitalet holder min far lånebilen ind foran musikforretningens plæne med det store springvand, der skifter farve og oplyser vintermørket i skiftevis gule, grønne, blålige, violette, orange, gule toner, som afløser hinanden i et sansebombardement. Han har stoppet bilens motor, rullet vinduet ned, og tænder en cigaret. ”Luften er kold, men det fryser heldigvis ikke længere,” siger min far, inden han ryger i stilhed. Jeg hører ikke lyden af de forbipasserende biler, kun lyden af mekaniske kaskader af elektrisk oplyst vand.

Den samme aften får vi lov at sove i min mors side af kanesengen. Min søster og jeg. Min søster har ondt i maven og hun føler, at hun har svært ved at trække vejret. Min søster har brug for en klud med pebermynteduft, som hun bruger i stedet for en sut. Jeg har svært ved at falde i søvn. Min far snorker højlydt og vækkeuret tikker.

Chicken race

De unge i landsbyen har bløde terninger hængende i forruden, og kører chicken race ned ad butiksstrøget, hvor de betonstøbte blomsterkummer blokerer for bil A eller B. Nogle gange går det galt: Bil A eller B lander som en bille på ryggen med de roterende hjul som spjættende dameben i vejret, når de unge danser jitterbug.

Vi noterer nummerpladerne på amerikanerbiler, politibiler, brandbiler og ambulancer i små kinabøger, min søster og jeg, imens vi iagttager dem i smug, skjult bag gardinet i min søsters værelse.