Hun er alene hjemme den dag, hun beslutter sig for at sy sine kjoler sammen. Hun vender kjolerne på vrangen og træder pedalen i bund. Lyden fra symaskinens nål, der hamrer ned over stoffet, sætter sig i hende, som en hidsig, indre takt. Hun skal vise dem, hvad bilder de sig ind at være så l e t t e. Det tynde stof generer hende, svajet, hvordan kjolen løfter sig, når hun løber. Hun syer kjolernes ender sammen, forbinder dem som siamesiske tvillinger: ingen åbninger mere, kun de sammensyede kjoler. Hun forestiller sig, hvordan kjolerne netop er siamesiske tvillinger, at de danser med hinanden, de hovedløse, de organløse, hendes døtre.

Det er piger, der oftest fødes sammenføjet, ingen ved hvorfor. Hun kalder dem for Martha og Marie, efter det siamesiske tvillingepar, der døde efter en fejlslagen operation engang i attenhundredetallet. Hun har set skelettet og de konserverede organer svæve rundt i cylinderformede glasmontrer, set hvordan pigerne var hæftet sammen i bunden, som kjolerne. De havde adskilte nervesystemer, fæstnet til hinanden ved bækkenet. Blæren var det eneste organ, de delte. Man ved, at forældrene ikke kunne udholde synet af deres døtre, at misdannelser og den slags tvillingefødsler blev anset som Guds straf eller som et ondt varsel om krig og ulykke, at ammerne krævede ekstra betaling for at lade pigerne die. Hun lægger pigerne i sengen, løfter dynen over dem. Hun vogter over dem, aldrig skal nogen forsøge at skille dem ad.
 
 

HOS LÆGEN

Uroen starter i venteværelset. Håndfladerne bliver fugtige og gnides mod kjolestoffet. En flue forsøger at forsvinde ud af det lukkede vindue. På et lille bord står en vandkaraffel og en stabel plastikkrus. I et akvarium svømmer små, farvestrålende fisk rundt. En dreng presser hænderne mod glasset og kigger undersøgende på sugemallen, der har klæbet sig fast. Dens gæller bevæger sig. På væggene hænger billeder af Krøyers malerier. Man taler om lyset og mener: lykke og sommerlig idyl. Kroppen vil gerne flyde ud på den hårde plastikstol eller dråbe for dråbe fordampe i lokalet. Der er ingen vej tilbage. Sekretæren har meldt hendes ankomst.

Dobbeltdøren holder lydene og de fortrolige samtaler låst inde i eksaminationsrummet. Briksen står midt på gulvet. Hun tænker på, hvordan det sorte betræk har opsuget kvindernes stemmer og diagnoser, at alle sporene efter dem og deres væsker er blevet vasket væk med steriliserende midler. Lægen sidder bag sit skrivebord og rækker hånden frem. En ren hånd med nedklippede negle. Hun tøver. Hans fingre er grove og tykke. Hun sveder under armene og i håndfladerne, tørrer hurtigt hånden af i kjolen, inden hun lader deres hænder mødes; tørhed og fugt, kølighed og feberagtig varme. Hun undgår øjenkontakt, ser på et punkt mellem hans øjne, de næsten sammenvoksede øjenbryn.

På lægens kontor bærer de masker, han leger læge, hun, patient. Han begynder proceduren, taler den hvide kittels sprog: Undersøgelsen kan inddeles i tre trin. Først ser jeg på de ydre kønsdele, om der skulle være forandringer. Derefter fører jeg to instrumenter ind i skeden og åbner dem, så jeg kan se efter forandringer her og på livmoderhalsen. Rummet, møblerne, hans kittel og hænder lugter af desinfektionssprit og rengøringsmiddel. Som lille fik hun honningbolsjer. Gule og sukkerskinnende lå de i en skål og ventede på hende. Nu er det instrumenterne, der venter. De skal lukke hende op, det er nødvendigt, for alene synet af det kolde metal får alt til at snøre sig sammen. Skeden er ikke en mund. Skeden har ingen kæber. Ingen mekanisk åbnelukkefunktion. Lægen burde vide den slags ting. Han siger: Til sidst fører jeg to fingre ind i skeden samtidig med at jeg mærker med en hånd på den nederste del af maven, her mærker jeg på livmoderen og i siderne, hvor æggestokkene som regel ligger. Han strækker ordene ud, er omhyggelig med ordvalget, som om han tror på, at hans stemme kan have en beroligende virkning.

Tiden er kommet til, at hun skal klæde sig af. Lægen retter på instrumenterne, der ligger på et hvidt klæde på et lille bord, og tjekker journalen en ekstra gang. Hun fumler med tøjet, snørebåndenes dobbeltsløjfer er næsten umulige at få op. Hun vrikker skoene af, ruller strømpebukserne ned, en flig fra neglen får en tråd til at løbe. Trusserne er lidt våde af sved, en stribe mælkehvid udflåd har samlet sig. Hun folder trusserne ind i strømpebukserne og efterlader tøjet og skoene i en lille bunke på linoleumsgulvet. Papiret, der er lagt hen over briksen, klistrer mod hendes fugtige ryg. Støtterne til benene tvinger hende i en åben position. Lægen lægger en hånd på hendes mave. Hun skal trække vejret ned i maven. Hun er en dygtig pige, der kan trække vejret helt ned i maven.

Hun kan ikke se instrumenterne derfra, kun det blomstrede kjolestof og lårene, der peger ud til hver sin side. Han hiver gummihandsker på og smører instrumenterne ind i glidecreme. De glinser. Underlivet vrænger af metallet. Så forsvinder han bag det blomstrede kjolestof. Hun beordrer sig selv til at ligge stille. Lægen må presse for at udvide åbningen. Han er en krabbe, der tvinger skallerne fra hinanden. Hun kniber øjnene sammen, er i kroppens modstand. Det er som om, hun kun kan ånde ind, som om hun er under vand. Kroppen synker, en tung sten trækker hende ned. Mørket i dybet er en gave for de, der ikke tåler lyset i skagensmalerierne. Hendes køn er et koralrev, små fisk i alle farver svømmer ind og ud af hullerne i krateret. De nipper til de mikroskopiske krebsdyr og plantevækster, der trives på ydersiden. Deres fiskemunde kilder. En mandehånd piler hen over bunden, så sand hvirvler op. Hånden borer sig ned i sandet. En søstjerne fanges i dens greb. Hånden klemmer til. Lægens kittel har sat sig fast mellem nogle sten. Strømmen får den til at blafre. Hun vil, at fiskene skal løsne den, så den stiger op, væk fra deres lille koralunivers. Det var det, siger lægen. Det var det. Nu kan hun rejse sig og gå. Han giver hende noget papir, så hun kan tørre det klistrede væk fra inderlårene.

Venteværelset er tomt, da hun kommer ud. Sekretæren ser op fra sin skærm. Hun bliver bange for, at det kan ses på hende, at lægen har sat et aftryk i hendes ansigt. Skal du have en ny tid? spørger sekretæren. Hun ryster på hovedet. Hun ser på skagensmaleriet. En kvinde sidder i en havestol og læser til venstre i billedet. En hund sover ved hendes side. I forgrunden står en rosenbusk med blomster i en sart rosa, den samme farve som kvindens kjole, florlet, blomsterkvalmt. Hun har ikke tænkt over skyggerne i billedet før. Bladenes skygger. Den tomme havestol ved siden af kvinden. Måske læser kvinden ikke. Det foroverbøjede hoved kunne betyde noget andet. Rosenbusken skjuler huset. Den kunne vokse. Skyde i vejret. Flænse kvindens kjole. Hun får lyst til at gå ind i billedet, være kvinden i havestolen. Hun går ud på gaden. Ud i solen. Et par børn kommer gående med dryppende ispinde. Hun stiller sig i køen foran iskiosken.