Carl-Christian Perch-Nielsen: Sortrust

sortrusten i kornet på marken
svajende i tidens løb
i tidens løb
i tidens løb

 

 

 

læhegnet omkring og

en bonde kører ned ad bakken
traktoren kører på jorden

kornet der snart

skal høstes

 

 

 

det bliver malet til
mel
for aldrig at blive korn igen

 

 

 

kornet der snart
skal høstes

i tidens løb

en bonde kører ned ad bakken
traktoren kører på jorden

det bliver malet
til mel

 

 

 

en bonde kører ned ad tiden
traktoren kører på jorden

læhegnet

aldrig der snart
skal høstes

i tidens løb

 

 

 

svajende i jordens tid
sortrustens mel

læhegnet omkring og

en bonde kører ned ad bakken

 

 

 

træ blandt træ og tåge

en skovhugger
hugger

og efter tid
lægger øksen han lægger den nu

på jorden

blandt tåge og tåge på øksen

han stirrer i skoven

tågen

skoven og dens træer

lægger han øksen
på sin skov

hugger efter tid
nu er der tåge i skoven

han skal hjem

i tågen
hugger han stadig

 

 

 

hvad sker der ikke med trællen
den kommer fra landet

den vil gerne ind
den banker endnu

 

 

 

hvad sker der ikke med trællen
ude i skoven bygger den dit hus

under skovbunden ligger dens hjerte
trællens hjerte

den vil gerne ind
den banker endnu

 

 

 

den banker fra landet
fra trællen gerne ind

under skovbunden ligger du herre
han vil gerne trællen

herre du har i trællens hus
som månelyset skinner på
banker trællen på

den banker
nattens rytme

 

 

 

træerne ligger i skoven
de blev plantet

 

 

 

træerne stopper horisonten

uden holdt inde er lyset
træerne i bøgerne

 

 

 

et bord er skåret i fyr
som snedkeren i vinter

fra tundra blev lyset holdt ude
han skar i fyr

 

 

 

teksten i den
skåret i snedkeren

fyret blev stoppet
horisonten blev glemt
bordet skåret

træerne ligger i skoven
plantet i bordet

 

 

 

til hånden graver han
i tidens løb

alle smede
græder
over deres ord

de ligger i mel

igen prøver han at huske
slagene uden historisk betydning

og sortrusten er i teksten
plantet i bordet
svajende i tidens løb
træ blandt træ og tåge

 

Fie Huusfeldt: Hello Gorgeous

Mit hjerte, hvorfor banker du sådan i takt med pigebarnets sutten
Det suger og niver i det bryst som ikke beskæftiger den lille mund
Det er næsten erotisk, men hvem kan man gå til med dette?
Det er uhørt
En klam sensation som i en bagoverbøjning der åbner brystkassen
Jeg ser Matador imens hun bliver lagt til af hænderne
Mine egne, med en bullen langefinger på højre hånd
Jeg gnaver neglerødderne af med fortænderne, for at gøre det lidt pænt om neglene
Piller bladene af potteplanterne og kigger ud på gaden
For at se om der sker noget
Sætter spejle i solen så de kan skinne ind i lejligheden
På den måde kan vi blive her, pigen får den sol hun skal have
Jeg husker at skrabe hudresterne væk fra barnets øre, fører det op til næsen
Så sidder jeg her og lugter med mit barn
Jeg skal vaskes, jeg skal vaskes nu!
Det går ikke at lade stå til
Imens jeg studerer kvindens ansigt på en Aldi reklame beslutter jeg at gøre gymnastik
Gymnastiske øvelser for den prøvede kvindekrop
Stræk og bøj
Tal pænt til dit spejlbillede
Hello Gorgeous
Dine strækmærker de er tigerstriber
Min rosenmund, mit maveskind er et skræppeblad, se hvor de folder og snor sig
Hvor morsomt
Jeg drømmer om en sygeplejerske med stram rødmalet mund der har laserpistol og lakhandsker
Kør over mig med cremer og ekstrakter, det er kun mit hylster nu og jeg skyr ingen midler!
Jeg indhyller mig i silke imens jeg vælger en æblelomme fra bake off
Lidl damen er min tavse ven, hun har similisten på pegefingerneglene
Jeg lugter af kat
Jeg lugter af kaffe
Jeg lugter af syrnet mælk
En kvinde i radioen bruger ordet syltehylde
Jeg kunne sylte moderkagen
Jeg kunne give den en omgang grill
Stræk og bøj lille missekat
Hvæs hvæs, riv riv riv
Nogen skriver SMATKASSE henover min lænd imens jeg sover
Op af brusekabinens væg
Læser et gammelt blad hos lægen
Husmoderen kan slanke sig, selv mens hun spiser med af familiens kraftige mad
Kålkuren, juice dine grøntsager, jeg juicer et hvidkål
Klemmer mælken ud i små beholdere og laver stuvet hvidkål
Spis mine grise!
 
 
 

Robert Henningsson: Fem digte

Så snart jeg hører et hurra
kravler jeg ind under huden
som en gammel hare i botanisk have.

Selvom vi skræller et løg lag for lag
vil alle kager fylde læberne
og oboen lyde som det første kys.

At tale om tiden, der er gået
øger hyggens greb
vi fik os en kop af det bløde jeg.

De døde ligger i døgnets tombola
som et langtidsledigt digt
især stærene på kirkegården
kredser om den kinesiske vandgran.

Kunne vi bare have sex
ved at spænde buen.

Ret op ad bakken kysser træernes bark hinanden.
 
 
 
 

Tangenterne springer op
i tonerne han finder
fingrene trykket
af andre fingre
springer
i læbernes lydløse
formgivning
af hændernes ridt
springer
op til tungens taktfaste slag
selv pauserne synger
snart har han fødselsdag
snart skal han dø
ingen anden glæde
kan måle sig
med en sådan fryd.
 
 
 
 

Hanens Blodige Hoved

Hanens Blodige Hoved

Hanens Blodige Hoved

Hanens Blodige Hoved

Hanens Blodige Hoved

Hanens Blodige Hoved

Hanens Blodige Hoved

                    O

         Blodige Hoved

                    O

                Hane.

 
 
 
 

Hanernes kjoler af blod
tegner aftenskumringen forstemt.

Jeg har ingen symboler
at erstatte dine øjne med.

Murstenene har slanket mørtelen
ud af hver fuge.

I en gammel kalender kan jeg se
hvilke hængelåse du troede
jeg er nøglen til.

Hanernes kjoler af blod
giver dagen tyngde.

Vi bærer hornugler
som en idé der skal give
afsavnet mening.

Men hanernes kjoler af blod
er et sydlandsk stænk
over vinterens afgrund.

 
 
 
 

Summen af mine forældres fødselsdatoer
er to kufferter i hver sin retning
og rejsen ind i tunnelen
til lyksalig retardering
så mange år skulle der gå
før hvert trin fik et mål
korset på væggen
antændte første trin
de to næste
bragte skæbne
med knaldrødt hår
og tre poser
gensyn.
 
 
 
 
 

Nikoline Langkilde: To digte

1
et kærlighedsdigt #2
se pæon i glasvase folde sig ud for at se til en verden
se bløde blades pudrede flæser åbne sig op for at se til en verden
vi ville nok kneppe hinanden i navlerne hvis hullet var lidt dybere
nøgen vågner jeg op i gråblå stilhed for at se til en verden
konstaterer at mørkerøde perler i kønsbehåring må være
indikator for at jeg skal kneppes i navlen
majs ærter æg
flyder i mavesæk som en banalitet jeg ikke kan byde dig
o pæon din nysgerrighed er en tragedie
jeg æder dig i glasvase for
hvis jeg skal kneppes i navlen
hvis du skal se til en verden
hvis noget skal flyde i mavesæk
må dine bløde blades pudrede flæser blomstre indeni i mig
må jeg byde dig det smukkeste syn;
ham

 
 
 
 
 

2
du ringer til dem
allesammen
fortæller dem at de ikke kan læse at de
ord de læser ikke skal forstås
de prøver så hårdt at forstå
den nat du troede græsset havde grebet dig
lægger sin hånd dødt på deres pander
de troede på meteorers løfter de troede på at du
talte sandt da
hele gulvet sank
sammen for alt det vi håbede byen havde lovet dig;
kollaps
menneske lyt på min håndflade
tingene din nakke betror mig
i denne novembers løshed slipper himlen sine stålstænger mod nakkehvirvle
ubemærket
drik drengebørnenes penisser der erigerer ved ordet “wifi”
forsøg at forstå samtiden hun ønsker sig
rosenfrø rosentræ aldrig stilkeroser siger hun
sølvplamagen han efterlod på kinden
rubiksterningerne og staniolkulører som
slår slag om sig selv i skiftende tempi
dybt i hovedpulsåren
slår spar sig løs tynd flage i piruet
flaksende i mavesæk hjerter hjerter hjerter
klør for den ting
han ikke kan sige
der ikke vil trække nålestriber op gennem benene
der ikke vil fugte mosset fra hendes ribben og
pudse de spejlbobler de
dryppede på hinandens skuldre
sytråden der bandt deres læber sammen for hvert ord de sagde de ikke forstod
ærteskræller og stikkelsbærstilke han gylpede op som afsked
med distancen som smæld i baggårde
på vej hjem med spyd i panden
hun smører ham ud på sin hud
samler alle ord han har sagt gennem tiden i sin mavesyre
dansende indtil musikken ikke længere spiller
fire fingre ind i æggestokken og hun forstår
at alle rubiksterningens seks sider
har samme farve
et es og et
pulver strøet ud over
hele efteråret

 
 
 

Nina Svenne: Til deg, du myr (utdrag)

Far er jord og mor er stemor.
Blomstens hjem er under steinen, men
jeg vil duve oppi lia. Hvis jeg tisser litt
på grava skyter sikkert soppen frem.
Mjuke legemer med hatt på,
soppens stive hattebrem,
hatten klemmer steinen ned,
mycelnett og tråder
fingrer voll og myr.
Jeg vil ikke klemmes mer.
La meg slippe hender, fingre,
tunge tupper. Steiner og
kan klemmes flate, mjuke.
Jeg kan huske den gang damals,
jeg husker det i foten min,
unge piker vandra freidig opp,
som tiraderimsopp, opp
fjellets sleipe redningssti,
over nuten, over knuten,
ut på kanten
 
 
 
 
 
 

Jeg fant og
en kunstig dam djupt i byen, og jeg sank
i silkesofaen, for jeg ville heller vrikke
fingeren i nesa enn å kjøre spett i jorda, men
blei jeg noensinne varm i den offentlige storstua?
Livet fosser
sett og usett, uansett så er det sånn, at jeg har min respawnspot
midt i periferien av det scandosentriske systemet, swing.
Jeg kan finne meg igjen
og mangfoldiggjort kan jeg spre
det friske i meg ut i denne
min multipolare tid. Morgenstråler skinner opp
som blomsterbluss, for barn har sovet seg til ny
i blomsterform og flower power.
Lodnemyrklegg suger saft av vierrota, rosa åpner blomsten seg, rosa luer, hatter, lepper, håret hvitt som hvite lam. Kunne blitt og blitt som den. Den åpner seg i flokk om våren. Soppen hilser fungi-power-blidt på vollen. Jeg er eksentrisk pop-up-node. Nå vil jeg følge
utmarsjtoget, t [rop] pe [r ute] n disipl [in , men
bare voyeuristisk. Oppi bakken
blir de borte, divergerende og polyamorøse, bak en kam og bak
en børste. Fyker ut i entropien, som
oppløst tropp
 
 
 
 
 
 

Jeg skal
ikke på klinikken. Jeg vil gro fast
i her i stubben, selv om huden bulker seg,
og den bobler seg i totter. Mjuke pels av
kjøtt. Tarmens totter vandrer ut, tar på luft
med ørsmå fingre. Tarmens totter vaier lett, bobler
seg i hudorganet. Maten pøses rett i blodet. Jeg kan ete
tang og tare. Surstoff, næring og berøring blander seg
i øyets tapper, jeg vil ete alt med blikket. Jeg vil vrenges
over verden, men jeg sitter fast i stubben. Her er bare myr
og stive fingre. Våris legger seg på vannet, myra
surkler sakte under. Alle fingre blir krystall,
tarmen fryser til et skall. Jeg må opp og røre på meg.
[Du m] å røre deg (i) t [akt, som] (i) [en dan] s .
Ikke vis meg fram på sirkus. Freden og kan være heslig.
Tusen ormer, hese hvesing høres knapt
fra hudens totter, de vil trekke seg fra verden, vende inn
mot hjertets varme, gro som sopp i hjertekammeret.
De vil skylle seg i blod, skylles igjennom og bli
reine, vaske seg i hva som helst. Kan jeg så
få komme hjem? Hjemmet er der totten kom fra, totter
vandrer ned i buken. Kan jeg så bli
folk igjen? Totter synker ned i varmen, sulten
flytter inn i kjernen, suget høres som et drønn, sakte
rumler luft i magen

Mikkel Roosevelt Hertz: naturen vokser igennem os

katten sidder i bregnerne
venter på formiddag
at den kan slumre på en varm bænk i haven
jeg krydser gårdspladsen
bløde lemmer, karseklippet
småsten i klemme mellem
foden og sandalen
prikker koldt
en presenning over brændestablen
lægger mig ind i den fugtige varme
blødt lys
under presenningen
noget findes stadig
gemt inde i munden
blødt lys halet frem
med fiskekroge
så meget forsvinder
når det tages op
en kat der glider
ud af ens hænder
som vand
grusvejens lyde
gennem skoven
den samme tur til bussen i otte år
en okkerrød ko der kælvede nede på engen
koen spænder
så langt endnu
kalvebenene dingler ud af den som kyllingeknogler

der er grænser for
hvad jeg kan
rumme
grænser for koen
og dens halve kalv
at dens øjne
ser gennem mig
at jeg ser varmebølgerne
over dens kurvede ryg
at jeg ikke kan
se på den
men må opfinde den

måske det er
at gennemskue sig selv
at se på koen
i al dens kohed
kæbernes cirklende ro
hovene der synker i det våde ler
månen der nu
er usynlig
men som svinger evigt rundt
min finger der glider
på en tallerkenkant

 
 
 
 
 

bregnernes spiraler
ruller ud som tunger
en bregnespore
gennem den tætte regn
planter sig klæbrigt på min håndryg

jeg går ad en sti en morgen
lyset glider
langsomt ud af tingene
smyger sig om piletræet
ned ad grenene
til bladene lige over vandet
drypper ned
som brikker i et puslespil

stumme fisk i søen
drikker ilt
bliver sig selv
flere gange i sekundet
glemmer deres glatte kroppe
vandet der holder om dem
den mørke luft i brystkassen bliver
til lys
når jeg ånder

sivene tikker som ure

ænderne
uden at vide det
daler de matematisk
verden
måske den er bevægelser mod
andre bevægelser

en and dykker
dukker op et andet sted
linjen mellem to steder
at stjernerne også er der om dagen
usynlige lysende søm
en bro af linjer
mellem stjernerne
mellem andens huller
naturen vokser
igennem
os
som søm
gennem hænder
spændt ud på himlen
stjernerne gennem kødet

stadig mine gummistøvler
der sætter udråbstegn
langs mosen

 
 
 
 
 

hendes bøjede nakke
lyset rækker ned mod gulvet
en kande i vindueskarmen
hvidt porcelæn med guldkanter
lyset glider over markerne
kvindens nakke
blød kærnemælk
køernes varme muler
nakken bøjer sig i solen
det hvide i øjet
et blad der drejer på en kvist
koens lysende bug
øjet trækker sig sammen
koens blodårer
der bulner under skindet
solen bøjer sig
mod mørket
rundingen over hendes øje
spændingen i kroppen
sådan står en bro
fordi alle stenene
falder på en gang mod vandet
kroppen er et løfte
en fugl gennem sivene
dens vinger holder luften nede
ryghvirvlerne som fugle på en vasketøjssnor
på et tidspunkt vil de lette
hun hælder fra en kande
kroppen er et løfte