Anna Hechmann Knudsen: At være krop for andre

Vi flager for Satan skratter min farmor, og peger op på flaget, der hænger slapt ned ad flagstangen i skumringen. Røgen fra hendes cigaret sejler rundt i den mørke have. Den formklippede girafbusk kaster en dæmonlignende skygge hen over græsplænen. Jeg går tæt bag hende hen ad havestien i kolonihaven og hiver papirflag op ad jorden. De andre gæster er taget hjem. Mine søstre og jeg skal blive og overnatte. Farmor på den lille topersoners sofa, min lillesøster og jeg i trækudsengen ved køkkenet og min storesøster på luftmadrassen ved siden af os. Ved kakkelovnen har farmor stillet en spand frem, hvis en af os skal tisse om natten. Så slipper vi for, at gå ned bag i haven til lokummet. Mørket ligger tungt under træerne i haven. Rundt om fuglehuset skyder fasanhamp og selvsåede solsikker op. Blomsternes tunge hoveder får dem til at ligne kutteklædte dværge, der afholder en ceremoni i mørket. Min farmor har altid haft et nært forhold til småfuglene. Kalder dem for sine pippere. Køber store sække med solsikkefrø i Tyskland. Hænger fuglekugler op før frosten sætter ind. Hænger andeskrog i træerne efter jul. Blander fedt og solsikkekerner i mælkekartoner. Det er vigtigt at holde fuglene til, siger hun. De skal spise lus og småinsekter i køkkenhaven hele sommeren. Når vi kommer på besøg, står hun altid i vinduet og vinker. Skyller cigaretten under vandhanen og smører franskbrødsmadder med gul smør og brun farin. Tager os med til banko i boligforeningens fælleshus. Jeg er elleve og min søster er ni. Jeg vinder et glas syltede asier i sidegevinst, og er dybt ulykkelig. Jeg forsøger ikke at vise det, men min søster vinder en plade chokolade og min farmor en flæskesteg. Jeg synes det er uretfærdigt. Min farmor trøster mig med, at uheld i spil betyder held i kærlighed. Det siger hun også, når vi ikke vinder noget, på de skrabelodder som hun altid har liggende til os. Hun siger, at kærlighed er vigtigere end penge, at man hurtigt bliver sær, hvis man er alene. At man får sin egen orden, hvor der ikke er plads til andre mennesker. At hun kunne mærke, at det pludselig var af stor vigtighed, hvor hendes tøfler stod, da hun blev alene efter at farfar døde. At hun indrettede hver en centimeter af huset efter sit hoved. At ingen skulle flytte på noget. At hun efter vores forældres skilsmisse skriver lange bekymrede breve til vores mor. Skriver, at hun håber, at hun snart finder en ny, siger, at det er langt sjovere at være to end en. Siger til min storesøsters kæreste, at hun håber, at se ham igen, men at man aldrig ved. Siger, at min storesøster er for hård. Kalder hende en jomfrunatisk snerpe. Det lyder næsten som en slags fugl, tænker jeg. Siger til min storesøster, at hun er den eneste af sine veninder, der ikke har fået oldebørn endnu. Siger, at vi ikke skal være kræsne. Det vigtigste er ikke at være alene.

Min mormor har ikke haft en mand siden 1978. Siden min morfar døde i en meget ung alder af mavekræft. Han havde altid haft et eller andet med maven, sagde hun. Han havde fx aldrig kunne tåle stærk mad og spiritus. Men efter ulykken blev det værre. Han var lokomotivfører, og statistisk set kunne det ikke undgås. Men det satte sig fast i hans krop. Det brag der flåede den ene krop i tusind stykker, og knapt nok ridsede den anden. At han følte, at han var togets krop i det øjeblik. At han så ud igennem togets øjne, så manden på skinnerne, i sekunderne før det skete. At han måtte melde sig syg bagefter. Syren stod ham i halsen. Åd hans krop indefra. Og efter nogle måneder åbnede lægerne ham op. Et snit, og kræften spredte sig til resten af kroppen. Det var som om at det var ilten der gjorde det. Som om at kræften pludselig kunne ånde og det var det der gav den det eksplosive liv. Efter fjorten dage døde han, og min mormor var alene tilbage i huset med den store have og de tre halvstore børn. Og hun blev ved med at være alene. Der er for meget arbejde i at have en mand, siger hun til mig. Dét er en dobbelthed i hende. Hun opvarter alle mænd, der træder ind i hendes hjem. Gør sig til husmor igen. Tager bussen ind til byen for at købe kød hos slagteren. Dækker op i spisestuen med porcelæn og sølvtøj. Skærer friske blomster i haven. Sidder på spring og løber efter mere steg og sauce. Nu er hun 92 år så er der dage, hvor hun glemmer at tage rollen på sig, dage hvor hun ikke gider mere, dage hvor min lillebror må bære alle årenes opsamlede vrede på sine unge skuldre. Er det under din værdighed at hjælpe til i køkkenet, snerrer hun pludselig ad ham. At det begynder at drysse med bænkebidere fra loftet. At de pludselig er alle vegne i hendes hus. I brødristeren. Bag stationsuret i stuen. Under bøgerne på natbordet. At vi ikke kan finde ud af hvor de kommer fra. At vi om aftenen ser et program om dybhavsfisk. At min mormor spøger med, at blisterpakken med beroligende piller kommer til at holde længere end hende. At hun ikke overlever endnu en vinter. Hun falder i søvn med strikketøjet i skødet, synker sammen og forsvinder næsten helt ind i lænestolen. Tv’ets flimrende lys reflekteres i hendes brilleglas. Ubådens infrarøde lys afslører et tæt fald af marinesne i det dybsorte hav, i den dybsorte stue. Projektørens lyskegle fokuserer på kadaveret af en kaskelothval. Ål, krabber og gennemsigtige isopoder renser systematisk knoglerne for det sidste kød. De afspiller fortæringen i fastforward. Det tager kun et minut, så forsvinder ådselsæderne ud over dybhavssletten igen. Hvordan jeg opsluges af min egen krops forfald. Tiden der får den til at sprække og smuldre som et sødmælksfranskbrød. Rynkerne mellem brysterne om morgenen. I sollyset. I spejlet. Det ene øje der hænger langt nede ad kinden.

 
 
 

Kajsa Mia Balk-Møller: Hareskår

Hareskår kender os ikke endnu

OS:
Vi er i haven.

DEN ENE AF OS:
Nogle gange er vi stille.

DEN ANDEN AF OS:
Nogle gange siger vi en masse.

DEN ENE AF OS:
Nogle gange ligger vi bare i græsset i flere timer.

OS:
Hareskår ligger også i græsset. Hun har lukkede øjne. Hareskår, din krop er så hvid, når du ligger her.

DEN ANDEN AF OS:
Når græsset skyder op mellem dine fingre.

OS:
Hey, hvad laver du her?

HARESKÅR:
Hvem er I?

OS:
Hey, hvad laver du i græsset, hvorfor ligger du her?

HARESKÅR:
Hvem er I?

OS:
Din krop ser underlig ud, når du ligger her.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Du ligger med armene over hovedet.

DEN ENE AF OS:
Det her må vi sige: Dine fødder peger i hver sin retning.

HARESKÅR:
Fortæl mere.

OS:
Du har lukkede øjne.

HARESKÅR:
Fortæl mere.

OS:
Dit hår er brunt, lidt lyst ude i den ene side, eller også er det solen, det ved vi ikke. Du har vabler på benene.

HARESKÅR:
Fortæl mere.

OS:
Dine hænder er hvide. Din næse løber.

HARESKÅR:
Hvordan ser jeres kroppe ud?

OS:
Lange, snavsede.

HARESKÅR:
Som hunde, der graver i jorden?

OS:
Så at sige.

HARESKÅR:
Og jeres tøj?

OS:
Brunt, hærdet.

HARESKÅR:
Som en gammel læderlampe?

OS:
Så at sige, kom lad os gå en tur langs vandet, eller lad os sidde og glo på det.

 

 

Hareskår vælger tøj

OS:
Hareskår står foran spejlet og vælger, hvad for noget tøj hun skal have på, når vi skal gå en tur langs vandet eller sidde og glo på det. Nu går hun rundt i undertøj.

HARESKÅR:
Jeg skal passe på med at komme til at ligne en cirkusklovn.

OS:
Hareskår, du bevæger dig hektisk, står stille, bukker dig, strækker dig, sukker, griner og begynder forfra.

HARESKÅR:
Nu flyver der ugler ud af mit tøj.

OS:
Ja, det ser vi.

HARESKÅR:
Hvor kommer de fra?

OS:
Uglerne kommer fra træet i haven. De kom for tidligt. De er først med senere.

HARESKÅR:
Jeg tjekker, hvad klokken er.

OS:
Mens du står og bladrer gennem kjoler, prøver skjorter, skifter bukser, bliver desperat, bliver veloplagt og begynder forfra, ligner du en klovn.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At du står og bladrer gennem kjoler, prøver skjorter, skifter bukser, begynder forfra. At vi kalder dig for en klovn.

HARESKÅR:
Hvordan ser jeg ud?

OS:
Klovn!

DEN ENE AF OS:
Vi øver os i grimme skældsord.

DEN ANDEN AF OS:
Det er bare en øvelse.

HARESKÅR:
Ej, helt seriøst. Hvordan ser jeg ud?

OS:
Du har blå bukser på. Det ser underligt ud.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At bukserne hænger nede om lårene på dig.

HARESKÅR:
Jeg har tit fået at vide, at mit kantede navn passer til de stærke ben.

OS:
Vi tror, at dine bukser er et nummer for store.

HARESKÅR:
Det er noget medfødt, det er de tunge knogler, jeg har arvet dem fra min mor.

OS:
Du kigger på dig selv i spejlet.

HARESKÅR:
Det er de tunge knogler.

 

 

Hareskår samler sten på stranden

OS:
Vi går på stranden. Hareskår samler sten. Hareskår, når du bøjer dig, ligner du en fugl.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At du krummer din ryg, når du bøjer dig mod stenene.

DEN ENE AF OS:
Du bliver såret nu, vi ser det ud af øjenkrogen, at du bliver såret.

DEN ANDEN AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ENE AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At nu løber der tårer ned ad dine kinder.

HARESKÅR:
Jeg er bare så træt.

OS:
Se mågerne.

HARESKÅR:
Jeg kigger nedad mod stenene, mod sandet, jeg ser ikke mågerne.

OS:
Vi holder hænderne over stenene, vi leger, at det er små fisk.

HARESKÅR:
Må jeg være med?

OS:
Nej.

HARESKÅR:
Der er så mange sten.

OS:
Nu ligger du dig i sandet. Det ser underligt ud.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Du ligger på maven.

DEN ENE AF OS:
Vi kan også spørge hende om noget.

OS:
Er det sandet, der giver dig de vabler på benene?

HARESKÅR:
Det er noget medfødt.

OS:
Vi ser, at du er rastløs, kom, lad os gå hjem.

HARESKÅR:
Jeg kan ikke bevæge mig.

OS:
Vi bærer dig.

DEN ENE AF OS:
Jeg tager benene.

DEN ANDEN AF OS:
Jeg tager armene.

OS:
Du er tung.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At du vejer omkring de 73 kilo.

HARESKÅR:
Jeg har det ikke så godt.

 

 

Hareskår har fået feber

OS:
Vi er på værelset, og det er nat. Hareskår ligger i sengen.

DEN ENE AF OS:
Det er hende, der græder.

DEN ANDEN AF OS:
Det er hendes stemme, vi hører.

DEN ENE AF OS:
Haven er udenfor.

DEN ANDEN AF OS:
Vinden er udenfor.

DEN ENE AF OS:
Og mørket med uglerne imens det lyner.

DEN ANDEN AF OS:
Indenfor bevæger alting sig meget langsomt.

DEN ENE AF OS:
Vi står i døren.

DEN ANDEN AF OS:
Vi træder frem.

OS:
Her sover vi dårligt.

DEN ENE AF OS:
Det er fuldmånen.

OS:
Vi peger op mod den. Se.

DEN ANDEN AF OS:
Eller vi fortæller om vinteren.

DEN ENE AF OS:
Hvor koldt det bliver på værelset, når kulden lister sig ind mellem træsprækkerne.

DEN ANDEN AF OS:
Hvordan uglerne lyder, når de sidder i træet.

DEN ENE AF OS:
Hvor meget hvidt der er.

OS:
Sådan her lyder det, når vi fortæller om vinteren: Det er hvidt herude. Kyndelmisse slår sin knude. Overmåde hvas og hård. Hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgaard. Det er tyst herude, kun med sagte pik på rude melder sig den små musvit. Der er ingen fugl, der synger, finken kun på kvisten gynger, ser sig om og vipper lidt. Det er koldt herude. Ravne skrige, ugler tude, søge føde, søge læ. Kragen spanker om med skaden. Højt på rygningen af laden, skele til det tamme kræ. Hanen sig opsvinger på en snemand, sine vinger klaskende han sammenslår. Krummer halsen stolt og galer – hvad monstro han vil, den praler? Hvis endda om tø han spår! Inderlig jeg længes efter vår, men vinteren strænges, atter vinden om til nord! Kom, sydvest, som frosten tvinger, kom med dine tågevinger, kom og løs den bundne jord!

DEN ENE AF OS:
Men Hareskår kan ikke høre os.

DEN ANDEN AF OS:
Hun sover.

OS:
Hareskår, du sover med åben mund som et fjols.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Du har åben mund, når du sover.

DEN ENE AF OS:
Det her må vi sige: Når du sover, savler du.

DEN ANDEN AF OS:
Nogle gange er du stille.

DEN ENE AF OS:
Nogle gange siger du en hel masse.

OS:
Nogle gange ligger du der bare i flere timer. I den seng.

HARESKÅR:
Jeg tror jeg er vågen, jeg hører uglerne, hvor er de?

OS:
I træet udenfor.

HARESKÅR:
I haven?

OS:
Ja, med vinden og mørket.

HARESKÅR:
Kan vi gå derud nu?

OS:
Nej, det er stadig nat. Hareskår, du ligger i sengen. Vi sidder med vores stok.

DEN ENE AF OS:
Det er Hareskårs stok.

DEN ANDEN AF OS:
Det er Hareskårs stok.

DEN ENE AF OS:
Vi kigger på Hareskår.

DEN ANDEN AF OS:
Vi har lyst til at slå, men siger om vejret, at det bliver godt.

OS:
Hareskår, vi ved ikke, om du kan høre det, men vi siger, det bliver godt.

DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At det bliver solskin.

HARESKÅR:
Jeg hører jer, jeg sover ikke helt.

DEN ENE AF OS:
Nu begynder det at regne.

DEN ANDEN AF OS:
Nu begynder det at tordne.

HARESKÅR:
Er I med i et mareridt jeg har?

OS:
Så at sige.

HARESKÅR:
Jeg drømmer om stranden, om uglerne.

OS:
Ja, det ser vi.

HARESKÅR:
Uglerne samler sig på stenene.

OS:
Om natten er uglerne i træet, de larmer.

DEN ENE AF OS:
Ligesom hunden larmer om dagen, eller græsslåmaskinen, eller bomberne, pistolskud, skrigene.

DEN ANDEN AF OS:
Det må vi ikke sige.

DEN ENE AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Om natten kan man høre uglerne. Om dagen kan man høre græsslåmaskinen, bomber, pistolskud og skrig.

DEN ANDEN AF OS:
Hareskår, hvordan kan du sove i den larm?

OS:
Hareskår, hvad drømmer du om nu?

HARESKÅR:
Jeg ligger og krammer græsset imens det visner. Jeg synker ned i jorden, mine hænder stikker op.

OS:
Dine hvide, hvide hænder.

HARESKÅR:
Jeg rejser mig, jeg rager rundt i mørket med min stok. Jeg vil ramme uglerne.

OS:
Du rammer billederne af børnene. De falder ned fra væggen. Nu græder du. Nu brækker du dig. Vi lægger dig tilbage i sengen.

HARESKÅR:
Av, mit ben.

OS:
Sov nu.

 

OS:
Nu er det morgen. Nu står vi ved vinduet.

DEN ENE AF OS:
Uglerne har været her.

DEN ANDEN AF OS:
De har været i træet.

DEN ENE AF OS:
De har også været i vindueskarmen.

OS:
De har kigget på dig, Hareskår, imens du lå og sov.

DEN ENE AF OS:
Jeg vækker dig.

DEN ANDEN AF OS:
Jeg tænder lys.

OS:
Vi holder om dig, Hareskår og siger, at du skal drikke.

HARESKÅR:
Uglerne har været der. De har været i træet.

DEN ENE AF OS:
Nu snakker Hareskår om uglerne. Det forstår vi godt.

DEN ANDEN AF OS:
Nu snakker Hareskår om hænderne. Det forstår vi ikke.

OS:
Vi forstår dig, Hareskår. Fortæl mere.

HARESKÅR:
De var så hvide. De stak op af jorden. Jeg blev så distraheret.

OS:
Vi skræller et æble og skærer det i både. Vi spiser og rækker også til dig, Hareskår.

DEN ENE AF OS:
Jeg henter vand.

DEN ANDEN AF OS:
Jeg henter urter.

OS:
Nu er vi tilbage. Nu står vi ved vinduet. Den ene af os med foden op ad væggen.

DEN ENE AF OS:
Det er mig.

DEN ANDEN AF OS:
Nej, det er mig.

OS:
Vi står begge med den ene fod op ad væggen.

DEN ENE AF OS:
Jeg står med den højre fod op ad væggen.

DEN ANDEN AF OS:
Jeg står med den højre fod op ad væggen.

HARESKÅR:
Uglerne brøler.

OS:
Ugler brøler ikke. Ugler tuder.

HARESKÅR:
Uglerne tuder.

OS:
De er i træet.

HARESKÅR:
De er nærmere nu.

OS:
Vi lukker vinduet i.

HARESKÅR:
Åben vinduet igen.

OS:
Nej, du skal sove nu.

 

OS:
Nu er det morgen. Vi hugger i træet.

DEN ENE AF OS:
Vi bruger øksen.

DEN ANDEN AF OS:
Vi arbejder.

DEN ENE AF OS:
Vi ved, hvordan det er.

DEN ANDEN AF OS:
Træet falder.

DEN ENE AF OS:
Det gør uglerne også.

DEN ANDEN AF OS:
Vi dækker de hvide hænder til med jord og kommer ikke mere i haven.

DEN ENE AF OS:
Vi går ind.

DEN ANDEN AF OS:
Vi lukker vinduet.

DEN ENE AF OS:
Jeg tager Hareskårs hånd.

DEN ANDEN AF OS:
Jeg reder hendes hår.

OS:
Vi skubber billederne af børnene på plads på væggen.

Daniel Boysen: Moja Bieda

han går rundt
med en afgrund i sig

den står som
en vase i brystet

når han lægger sig
falder lidt af deres liv
ud

fordeles i kroppen
og bliver til

tomme områder
 
 
*
 
 
vi sænker jeres aske
i mulden

om nogle år
vokser I op
med grene
og blade

vi kan klatre mod
en himmel

på jeres nye rygge

 
 
 

Thomas Rude Andersen: Tre digte

væksten kæntrer i grønne knogler
sekunder ælter sekunder
til små butikker
jeg stopper med at handle i
tankerne rider med lanser
mod hinandens maver
gud læser med besvær
alting koster regn
ingen ved hvordan man henvender sig
de går rundt og dropper bagage
tjekker ind
køber tørre dyr
de stopper op i deres armhuler
boarder
de er ligesom byer
med biler i tænderne
og albuer låst fast til caféborde
servitricen hiver skjorter ud
af mit ene øje
propper dem ind i det andet
du taler grimt til mig
jeg giver dig et lille tryk
vi kan ikke nå det
min mail sidder fast i fingrene
som piller omsonst ved en kugle
vi fjerner tal og ben
fra luftens organer
dagene skylder
vi hælder fløde i navlen og opdager
det er forkert
det kan ikke erstattes
ungerne kaster spyd efter de ansatte
lokker galant fluer ud af hinandens munde
lægger øjne fra sig
taber et sprog
en måde
de kan spejle deres kærester på
du sælger grå flag
sætter sten ind i mit kød
jeg knuser mine elskede billeder
puster dem ind i dine lunger
du tager mælken ud af mit hoved
sætter den ind på en konto
der alligevel bare flyder
maskinerne vælger selv
hvem de vil regne med
døden vender sig mod os
vi er med i den store roman
det er muligt det kunne have været anderledes
men vi ved det ikke

 

 

 

jeg tror livet er en straf
for noget man har gjort
i noget der ikke er livet
eller en belønning
men bemærk at jeg ved det ikke
og ønsker ingen politiske konsekvenser
af synspunktet

 

 

 

du kan godt styre dig
du har et værksted
du har bestået de prøver du skulle
når du får ferie
tager du fat i den lange ende og slentrer
i noget grønt og blåt
det giver mening
du kender solen
du forstår at nogen har lånt dig en krop
du skal slide op og forlade

Jeppe Mørch: Ler

En storm er tilfældig, og tilfældet tæsker sommerhuset Ost, så splintfyldte vægge duver i kramper over finerede brædder. Her bæver, mor og jeg drikker den billigste frugtte fra kopper i de vinterhænder, vi har. Vi får sand i munden. Da hun stadig arbejdede som sygeplejerske, tog jeg en nat med på vagt for at skrive opgave i nye omgivelser. En portør viste rundt og smurte sennep i munden på de indbildske, der vågnede i kramper over akrylgulve, før jeg rettede kommaer. Svinefedt aflejres i blodårerne og øger risikoen for forhøjet blodtryk. Jeg fik saftevand i tastaturet, da patienten med gesimspande lod munden løbe over mig. Et menneske, en klud. Mor arbejder ikke længere som sygeplejerske, og skiltet Ost tages af vinden. Vi kan ikke tale sammen, jeg har aldrig holdt mere af mor, og tid aflejret i pytter som erindring er gennemskinnelige formationer. Der var engang en uge, hvor mor kun var træt. Jeg så hende hele tiden. Mor havde opdaget en afgrund, som stjal fra os. Hendes mund var størknet ler. Ved et tilfælde ødelagde jeg mine sko i skoven bag huset, og vi måtte køre ud for at købe nye. Vi valgte de praktiske, vi kørte hjem. Men de sko, der passede mig i butikken, var nu for små, og mors mund var ved at knække af, mens jeg bævede på stengulvet. Arrigt greb mor højre sko. Den forbaskede. Da knuste en mægtigeres hånd hele min mors ansigt og dets folder og knaster, kun for at genskabe det. Så grinte mor, og alt genopstod, for vi havde glemt at tage det formopretholdende, sammenkrøllede papir ud af fodtøjet. De passede igen. Vi cyklede meget i den periode ved rapsmarker. Meget blev mindre. Alkyone devaluerede sin egen mytologi ved en vintermandag at traske langs Sæbyvej i fornuftig anorak. Det plasker med søvnigt vand, teen i min krop følger radiatorrør, da trawl fra havet bryder ind som sørgeslør, og det er længe siden, jeg har set mor.

 
 
 
 

Selina Rom Andersen: Mary Alice

Mit navn er
Mary Alice Young

Når du læser morgenavisen
vil du måske komme til
at læse om min lidt
specielle uge
denne her uge

Normalt er der ikke
noget unormalt ved mit liv
men alt det ændrede sig
sidste torsdag

Jeg blev begravet på
en mandag

Jeg lavede morgenmad
til min familie

og løb mine ærinder
 
 
meget stille polerede
jeg mine rutiner til de
         skinnede

det var meget mærkeligt
at jeg aldrig havde brugt
den revolver jeg fiskede
op af min kommode

liget blev fundet af min nabo
hvis vaner jeg altid
kommenterede

Hun kan sidde og gnave
i en lysestump på sin
veranda til langt ud
på formiddagen

En lysestump!

En person der bruger
så mange penge på
dyr vin og
danskvand

friske citroner til
at presse i vandet

altid vand med isterninger,
citron og
mynteblade

parat når jeg kommer
forbi for at sige:
hvorfor sidder du og
gnaver i den samme
lysestump på
din veranda
dag ud og dag ind
det er jo nærmest
hver eneste formiddag
at du sidder dér?
Og hun svarer mig
næsten altid sådan
her (jeg forsøger at
gengive det så nøjagtigt
som jeg
nu kan):
Fordi jeg ikke kan
lade mine engle
ude af syne bare
én gang
så er hele min villa
fyldt med sne og is
Man må
passe på sig selv

Tror hun er blevet skudt
Det er meget blod
Det er en byrde
Det er en flot have
Det er noget du har gjort

Hun kiggede hele tiden på sit hus
hun lavede ikke andet
Hun blev fjernet fra gerningsstedet
Hun ville kunne lide det
Jeg vil gøre noget forfærdeligt
det vil fortrylle