omskum/huden bølger mellem
tæller myrer mellem søerne
gulvbrædderne mellem
de anbragte skimtes
mellem fingrene på gaden
gå ikke ind i dem
så de stejler, galoperer tæller til huden
draperet over stolper
man kan knap nok se dér imellem dem
/pas nu på ellers eksploderer de
de anbragte løsladt dingler
den stol som en flået måge i containeren
skal med hjem nu
Søren ser på mig som om jeg er idiot
Søren har et venligt smil der siger idiot
Søren har et grin jeg stikker ned hver dag til jeg er treog
tredive
og galoppen er stilnet erstattet til stilnet jeg sidder og glemmer mig selv
og kindtænder synker tilbage i tiden
/den skolopender
der sidder i halsen
og synger som inge
n kan høre dig selv?
stanger dig selv en to tre. se den sol se dit
øje er væk. Se så hvor din tand din måne
forsvandt.
Hør den stol skrige så sandt vi skal dø
*
og imellem de skrig og små, hurtige træk
i skridtet/jernbanelegemer fløjter/kastrat
erne i syngende stund har halsbetændelse
/det slips er syet af puds/bider dine tænd
er i stykker kommer kommer kommer
regn
De lange dage da man stadigvæk talte til hinanden.
man taler stadig til hinanden. det er ikke nu endnu
men snart
armene knotler, forvikler sig i sengens mu
ld/ribbenene knaser under knæets vægt/k
orte smil i ryk/hvinende stød bryder de si
dste barrierer/de knager i mig/hendes læ
ber/jeg kommer kommer kommer
wifi siler fra himlen
Det sidste jeg husker er huler: knækkede engle, psykopater og kommu-
nister undslubet fra den sidste, store indslusning: en støvsuger på max i
tandlægens venteværelse: en ældre herre der poserer med en udstoppet
tiger, billedet koster 5 kr, og skrid så: dråbe
efter dråbe
tilbage til
realiseringen
det hele var virkeligt
jeg var vågen, her
i den første kreds.
*
Jeg skal glemme
jeg skal glemme jeg skal glemme
englende tale summende fra skyer/tagene letter
trusler der klikker fra dørtelefoner er du Allan Poulsen?
den lange kamp til jeg ligger og græsser på plænen
stirrer op i tårer på uldtæppet der daler ned
Jeg skal glemme Lars Løkke spytter mig i munden.
Martin Henriksen tager mål af mit hår
Inger Støjberg rider mit knæ til
vand og det skvulper derinde.
Men de var der ikke alligevel.
Nå.
Så skal jeg ha enchilada til
ethundredeoghalvtreds kroner
og en artisanøl til firs kroner
Og så græder jeg alligevel.
Det skal jeg også glemme.
Blond hår der smelter med solen, hvide tænder der
halvt skåret i stykker af fyrrenåle hvisker i skyggen
Det skal jeg også glemme,
glemme, skal Jeg glemme jeg skal glemme.
Englene taler fra udslæt og rynker/tagene slettes
bag dørtelefonernes summen foldes hukommelsen sammen
til dørtelefonernes summen foldes sammen
og sofaer og
sitren på hemsen
og fælles dyner, fælles mad,
fælles senge
det skal jeg også glemme.
Moralen af moralen
Der er en morale som moralen forbigår
i tavshed eller måske mere i den form for stilhed
der ligger bag tavsheden
den politikerne bruger
når de bare ikke svarer på et spørgsmål
når der stilles spørgsmål
som ikke besvares
som ikke besvares af et menneske
der står der uden at blinke
og som ikke reagerer på den undren
der breder sig omkring ham
over at dette spørgsmål ikke besvares
men blot venter til den går over
og man ved at det er løgn
man ved der er urigtighed et sted
man har ikke noget at hænge det op på
fordi løgnen gemmer sig bag tavshed
der er en morale som moralen
forbigår
måske fordi det er meningen
den skal bore
et lille hul i ens hjerte
hvor man kan mærke det når det er nødvendigt
og huske det når man skal
moralen er at man ikke kan gemme
løgnen bag tavshed
den træder frem ligesom en bestemt form for ir
på en skulptur hvis den er af kobber
den danner ar omkring sig
også selvom såret ikke var synligt
den påkalder sig et kendskab til smerte
som man kan se i Laokoons ansigt på skulpturen
Løgnen
Egentlig tror man at det er løgnen der siver igennem
ligesom hvis man har spildt noget blod
på et silkepapir
men det er det ikke, løgnen er en dødssejler
det er livet der bevæger sig
løgnen får alting den berører
omkring sig til at stå stille
og livet afslører den
Løgnen er ikke en bestemt usandhed
løgnen er livet der ikke fik lov at tale ud
på en måde
er det en trøst at dø ukendt
endelig
vægtløs.
*
som det er
forandrer mit liv ikke noget
universet
du og jeg.
*
jeg er for
genert til at være blufærdig
græder
sjældent.
*
jeg lytter
allerhelst mere end jeg taler
bemærker
ændringer.
*
jeg synes det
er bedre at høre om din uge
end at
læse mestrene.
*
jeg vil væk
men vinteren venter i øjnenes
rullende
rustvogne.
*
selv nu
længe før det første snefald
krystalliseres
ordenes fylde.
*
jeg er bare
et barn af et barn af et barn
navnløst
nippende.
*
det mindste
betyder mere end det største
øreringe
øjenskygge.
*
synet af den
nyfødte pige på min vens bryst
grundens
grundessens.
*
vi er sammen
fordi vi er unge, triste og tomme
hudløst
uærlige.
*
at være to er
en måde at holde sig selv ud på
det fjerne med
det nærværende.
*
vi bryder op
og bevæger os videre i rumtiden
i går
et lysår.
*
jeg synger
kun for dem der ikke gider høre
alle de ord
jeg opfinder.
*
de andre
jeg kan ikke med sikkerhed sige
hun er sådan
sådan er han.
*
jeg kan ikke
holde mig i ro når jeg har grædt
må gå vinden
ud af mine øjne.
*
hvis jeg var
en engel ville jeg være død men
jeg ville vide
hvad du tænkte på.
*
lad os fylde
tiden ud med stilhed og nonsens
intim hardcore
popcorn-salmer.
*
det er mig
der binder alle trådene sammen
sømløst
simulerende.
*
snart smider
træerne deres ham og går i dvale
stive pensler
uden maling på.
*
dagene går
med at jage ordene ud i det åbne
de stirrer på mig
stikker i et sprint.
*
at købe tøj
er nok noget af det mest uselviske
vi gør
for os selv.
*
at rose andre
for deres smag er det mest selviske
vi gør
for andre.
*
det du sagde
om det jeg fik sagt kunne jeg ikke
have sagt
bedre selv.
*
jeg ved ikke
hvad den og den fugl symboliserer
men jeg ved
når den er fløjet.
*
jeg vil væk
men er allerede sneet inde i sproget
når det smelter
vælter du med ud.
*
selv nu
længe før den første sne har lagt sig
kan jeg lugte
saltet i din ånde.
*
hvis jeg blir
stille er det bare fordi jeg skriver om
noget som jeg
næsten forstår.
*
En livmoder er et dyr en livmoder er et digt en livmoder er en tyr er en fe er en trylledrik et danserum et laboratorium et hjem. Et digt er en stue med mindst mulig plads til mest mulig et og alt. En livmoder er altings urskov ursuppe ursprog altings første og største en livmoder er en nat med rum til at gro.
Mit et og alt mit ur-.
Et et og alt har delt sig på væggen, et et og alt er et morbær, det hænger fast i nattens pels, deler og heler, bløde pulsende hjerte og piblende blod, i et bær i en fe i et digt.
Kom mit et og ur- og alt.
Jeg er klar.
Kom.
Et æg triller ned. En celle svømmer op. Og bydes ind.
Et befrugtet æg er en tanke der lukker sig om sig selv.
Smilet og mødet og smeltningens glimt, og så er starten slut og:
En er delelig med to, det vidste ingen, men sådan er det. To er delelig med fire, fire med otte, otte med seksten, ja seksten. Nu er det et morbær morula og snart ikke. Så er det første slut, og snart er det næste godt i gang. Seksten er delelig med toogtredive, toogtredive med fireogtres.
At dele med vilje, nej at dele er vilje.
At dele er
at hele
det hele
Hun bærer rundt på ham som en myre bærer rundt på en blomst
som i videoen When you’re an ant and you piss off your girlfriend
men hun har vel ikke pisset nogen af
hun slæber ham af sted
en sådan trækken i armen på en stor tung ubehjælpsom ting
en mand der ikke længere er en mand
hun kan snart ikke længere, men hun har for fanden brug for ham
for denne ubehjælpsomme ting
han stoppede med at trække vejret på et tidspunkt, det er snart ikke til at vide hvornår
kroppen skal med hende fra punkt A til punkt B før den ikke længere er en krop men et kadaver,
sådan et der ikke hænger sammen eller ligner hvad det er, et lig
mandens krop er meget tungere end en kvindes
kvindens krop er meget stærkere end mandens
der er mærker på hans halspulsåre
mærkerne er blå
halspulsåren er det smukkeste sted på mandens krop
når han sover og blotter den under sit kæbeparti og den banker af blod
græsset hvisler er et dødt fundament under hendes fødder
hun lægger armen fra sig, altså den tredje
denne arm skal ikke falde af hurtigere end højest nødvendigt, der er brug for den et sted
græsset er ikke grønt som et tegn på noget frodigt, græsset er nedtrampet af død
græsset er brugt og bukket under for ting som vejr, afkræftelse, tortur
græs bukker under fordi det bliver et vidne
mandens øjne kigger på hvert strå der ikke er grønt
øjnene kan ikke råbe er ikke et blik
kvinden sænker sin krop på niveau med mandens
kravler ind under ham som under et samleje
mærker noget der engang var varmt og påtager sig det som en kappe
et human shield
fortsætter sin færd, kravlende på alle fire to hoveder nær jorden
et der søger et der hænger
to arme to ben og en pik der hænger slapt imellem
i tiden må hun standse, lader vand og lyde komme ud mod markerne
hun lytter men det er svært at høre noget for blodet i ørerne
modløsheden kommer listende, der er brug for den krop, forbandet være grunden
fluer med vinger glitrende som noget rent vil komme forbi for at se hvordan det går
de vil invitere venner forbi, slikke på mandens krop og dykke ind i den
maddiker vil gemme sig i sæden der ikke løber længere
man vil ikke længere kunne se hvad det var
benene blottede og alt derinde under, et sidste succesfuldt stykke ødelagt
så hun slæber videre naturligvis
Jeg er også en form for kvalitet
det vil sige: jeg er her nu
alting vælter lad os sige det
verden er blevet et aflukke
kun for mennesker kun for dyr
der er husrester over det hele
jeg har savlet og man kan
danse til det
*
Jeg tog måske ikke din mødom
men jeg hjalp dig af med noget
dine tatoveringer bød mig at slikke på dem
som
måden du omfavner mig på:
den dovne arm
*
En fuldskab kan være så konservativ
mødet mellem skoddet og mundvigen: det levende og det syge
hvorfor skal vi undskylde –
gør vi noget af fryd og fryd alene er det det vi kalder fryd
som at beskue
en kæmpe massiv fugledød
ja ja
den døende sol bløder harpiks
klistrer himlen gylden
over havets azur
eller noget
men gud er jeg ej
en myg fossileret
i størknet lys
i årmillioner
på lit de parade
på postkort nede fra tanken
jeg ligger altså hér
sommerhusspættet
i nymindes gab
det er mine lår de pynter
med marehalm og golf
jeg trækker solen
ned i fjordens kile
støber den
til neg af knive
høster kystens møller
som kornet faldt
for bondens flint
da isen slap
og lod mig ligge
nøgen rå hér
studiet er et mørkekammer
mørkekammeret er begyndelsen
sig noget pjerrot
hvirvler og fjer i favnen
teleprompteren i negativ:
nyhederne godaften
det siver fra pergamentet
op i fjeren
op på vingen
op gennem skyloftet
solsuger ozonen
spuler regnen opad
klatter sorte huller
på evangelisternes hænder
på min hvide tatovering
før billedet
af lysets ankomst
før lyset ankom
før dyret gylpede blæk
på linsen
før newsreelet
blev profet
før det begyndte
før før
og nu over til dig anja
du er klar med noget vejr til os
scenen: kalklagslasagne
strøet med evolution
skov-korn-golf
mosekonens minibryggeri
i den gamle pornobiograf
agnete: luk mig op
aladdin: puds min lampe
agnete: spræng hul i min ryg
aladdin: tegn en appelsinbombe ha-ha
parkettet: hænder famler
aladdin stikker mikrofonen ind i hendes hul
mikrofonen: mine damer og hænder
dj earth vender kontinentalpladen
skyerne dier ved etnas bryst
himlen vander club eden med sod
bassen gungrer i gomorra
agnete tømmer fustagen i sit hul
begraver støjen i skum
aladdin/mikrofonen: jeg er en anden end dén anden den anden tror jeg er en anden end den anden jeg tror den anden er jeg tror den anden ikke er jeg ved jeg ikke er skål
skumhænder klap
udenfor teatret:
elverhøj løfter op i tågesløret
blotter den 1002. nat