Europa og Amerika havde strakt sig, så langt de kunne, og hvor de mødtes opstod en serie af øer. Undersøiske vulkanudbrud fik landmasserne til at bule frem fra havets overflade. Lav og mos koloniserede jorden, og efter 400 år var skoven moden. Jeg kalder dem for en blanding af to kontinenter, nøgternt set er de dog et sammenrend af havestole, planter og pickup trucks fra alle mulige steder, som fragtskibe er kommet med og læsset af i vores havne.
1
For tretten år siden stødte et italiensk fragtskib på grund ved Nordstranden. Hvordan det kunne komme så meget ud af kurs, ved jeg ikke. Havnen ligger på den anden side af øen. Containere bankede mod klipperne og åbnedes. Sådan lå de en hel vinter. Olien forsøgte man at filtrere fra vandet. En container havde været lastet med kostumer og scenografi til et teaterstykke om en skibbruden. Stykket skulle have været opført her på øen, men nu gik det hele tabt. Jeg ved ikke om de opførte det alligevel, da skuespillerne landede med flyet. Men jeg ved, at vores lokale teatergruppe rejste til Italien.
Det er ikke mine historier. Jeg gør dem til noget andet, måske til mine. I de første mange år jeg kom her, skrev jeg de historier jeg hørte. Jeg så mig selv som en krabbe der førte historier henover munddelene. Så filtrerede jeg de mest problematiske fra. Jeg skrev ikke mine egne historier ned, fordi jeg fandt dem kedelige. I virkeligheden skulle jeg bare klippes, fordi saltvandet havde gjort mit hår tørt. Hos frisøren var jeg en høj kvinde med tørt hår, der talte brasiliansk, fordi det var den variation af portugisisk som man kunne lære på duolingo.com. Så sad jeg der i en brun læderstol og så hende feje mine hårtotter op. Jeg havde fortalt hende om, hvad jeg lavede på øen. Det var historien om, at jeg boede i øens største hus, og at jeg havde lånt følelsen af at tilhøre en familie med et navn. Til familien hørte huset og fornemmelsen for at lave suppe baseret på zucchini i stedet for kartofler. Familien ved, at alle medlemmer mødes til fødselsdagen på lørdag. Jeg bad hende om ikke at tørre mit hår, fordi hun allerede havde det så varmt.
2
Nogle gange vover jeg alligevel at kalde det et hjem her. Hvad skal man ellers stille op med et sted, man gerne vil blive, i et andet liv eller en anden dag. Jeg vil blive til en ældre kvinde med knoklede knæ, der går tur med sin hund ned ad bakken. Men når jeg løber, mørkerød af sved og ranglet, op ad villavejene og smiler til det ansigt, der blev født her, så ved jeg, at jeg er ligeså fremmed, som Jacobs forfædre var, da de koloniserede øerne for 400 år siden. Det var ikke deres øer. De gjorde dem til noget andet, måske til deres. Det gik hurtigt. Allerede før de bosatte sig, havde de introduceret køer. Satte de bare kvæget af og sejlede tilbage for at hente macheter? Det siges, at køerne blev mødt af en subtropisk regnskov. Hollænderne og portugiserne var knapt nok nået tilbage for at bosætte sig, før køerne havde transformeret mange af skovene til enge. PDF-filen jeg læser om øernes vegetation og flora er dårligt oversat til engelsk, så måske gør det skovene, der i forvejen beskrives som svære at placere i én økosystem-kategori, yderligere diffuse. Hele historien er så diffus. Der var ingen mennesker på øerne til at byde dem velkommen. Der er dem, der taler om at have fundet mærker indridset over indgangen til grotter. Er det nyligt ridsede streger der indikerer høstens kvalitet? Tegn lavet af at menneske der boede her før vi kom? Der er ingen til at forklare det i dag. Eller som Jacqueline, forsker i fortidens økosystemer ser det: In many cases, human colonization drastically modified the ecosystems of remote oceanic islands before scientists arrived to document the changes[1]. Taler man egentlig om kolonisering, når der ikke boede mennesker i forvejen? Ellers vil jeg sige, at vi koloniserede fuglene, de endemiske planter, tusindbenene og firbenene. De var her i forvejen. Vi bragte historier med, om os selv.
Måske vil der en dag være en, der blev født her, som fortæller disse historier. Bertrand var nær blevet født her. Hvorfor ikke, tænkte jeg, der er mindst tre læger i familien.
Måske vil der en dag være en, der virkeligt blev født her, som fortæller disse historier. Eller andre historier; Den om yachten fuld af kokain. Den lagde til i havnen, og besætningen var så bange for at blive opdaget, at de gemte kokainen i klippernes sprækker. Børn fandt det, husholdersker fandt det. De marinerede fisk, bagte brød, sniffede det og blev afhængige, eller døde. Da yachten sejlede videre til hovedøen, blev dens fragt opdaget. Jeg har kun hørt historien i glimt.
Hvide køer og jerseykøer gik og græssede ved siden af supermarkedet. Jeg sneg mig til et kig på dem. Den høje bambus indrammede mit udsyn. Man går ikke langs vejen her, hvis man har en bil, er jeg blevet fortalt. Hvor mange gange har jeg ikke kørt korte strækninger i en ophedet bil for ikke at blive set på vejen. Køerne havde navne, som kun Lourdes kendte. For 70 år siden havde en onkel insemineret en af køernes tipoldemødre med sæd fra en tyr der levede på en anden ø, og nu var hele øen befolket af den familie. Kvæget spiser ikke hortensia. Derfor vokser planten i kilometerlange hegn ved vejene og mellem markerne.
3
På ældre søkort, som man ikke bruger mere men måske indrammer og hænger op i sin stue, er Atlantis ofte indtegnet som en gruppe af øer midt i Atlanterhavet. En politiker i Amerika skrev, at vores øer kunne være Atlantis’ bjergtoppe. Måske bor vi oppe på bjerget, mens køer græsser på undersøiske marker i en blå dal.
Da vores øer blev koloniseret og indtegnet på kort, overtog de ligesom koordinaterne, der tidligere var forbeholdt Atlantis. Nu er der kortet, som hænger i sommerhusets stue. Her er de små klippefremspring ud for kysten ligeså store som øen.
Ifølge den amerikanske politiker omkom Atlantis i et forfærdeligt krampeanfald fra naturens side. Alle øerne sank ned i havet, med samtlige indbyggere.
Jeg holder af teorien om, at Atlantis blev til vores øer. Pludseligt har vi en historie, der strækker sig tusindevis af år tilbage i tiden.
Det er svært med de øer. Så snart jeg forlader dem, må jeg ty jeg til videnskabelige artikler og almene facts for at beskrive, hvad jeg har set eller fået fortalt. Det er som om de påny bliver slettet fra søkortet. Jeg har skrevet om dem som organer i en krop, hvor man jo også har formationer med ø-navne, såsom ’Langerhanske øer’. Men det dækker kun over, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Ikke engang når jeg er der. Den gule kjole jeg købte: Det føles som om den måtte rejse med en tidsmaskine igennem et ormehul i universet for at forlade øen. Uforståeligt at den så let kan bæres af mig nu, i en europæisk storby.
Det eneste, som rigtigt er tilbage, er en isoleret landmasse af savn. En familie, der eksporterer børn, teenagere og emigranter til kontinentet. De forlader øen med frisk ost og søde brød i håndbagagen. Det er, når familien siger farvel i lufthavnen, at jeg forstår havets udstrækning. Når jeg fortæller om øerne til naboerne her på kontinentet, kan jeg kun sige, at man kan se havet til alle sider. Bortset fra bagved, hvor kratere skyder op som et acne-angreb på øens jord.
4
Containerskibe passerer øerne på deres vej over Atlanten og hoster deres fragt op her i havnen. Alt, hvad du ser omkring dig, kommer fra containere. Nye butikker med navne som ’Loja do Macau’ og ’Loja Chinesa’ overtog tomme butikslokaler med billigere værktøj og hundredevis af perle- og gavebånds-typer. Deres store udbud fik familieimperier såsom værktøjsbutikken til at gå konkurs, og i det ryddede butikslokale flyttede endnu en Loja do Macau ind. Macau blev i århundreder omtalt som en af vores oversøiske provinser. Jeg husker, at min veninde boede der i 1999, da de fik uafhængigheden skænket ved en ceremoni med kinesisk fyrværkeri. Nu har Loja do Macau skabt en ny handelsrute her til øen.
Var det også en ny butik med større udvalg, der fik ’Casa Cardoso’ til at lukke butikken, hvor jeg købte den gule kjole? Den kjole havde lommer, der var store nok til at indeholde et sæt nøgler, en saks eller et klæde til at vaske sig med. Jeg hørte, at manden døde, og at kvinden besluttede at lukke butikken. Salget gik heller ikke godt. Jeg kan ikke forestille mig, at den kjole ankom med en container hertil. Forhåbentligt har den været båret om aftenen efter en arbejdsdag. Hvor det er køligt, og lommerne er tomme. Dette er historier, som ikke er mine, og som jeg ikke engang kender. Jeg vil gerne vide mere om Lourdes. Hun har 4 børn og 4 søskende, og hun vil ikke rejse væk natten over, fordi hun skal se til køerne om morgenen. Hun har forklaret hvordan vandet løber ned fra vulkanen, når det regner, og hvordan det kan være, at det kan komme til at smage salt. Åbenbart, blander det sig med havvandet. Jeg fik ikke det hele med. Nuancer i sproget går tabt.
Jeg forstår heller ikke, hvordan alle disse ting omkring mig er sejlet hertil. De store 5 liters vandflasker, fliserne til terrassen udenfor Helios hus på naboøen? Inde bag facaderne gemmer sig kæmpestore lokaler. Som den frisør i et højloftet rum med søjler og dancemusik, der var tre gange så dyr som den lille salon på naboøen. Det var hårproduktet, han solgte mig. Det kom også med et containerskib. Men hvorfor skulle alting ikke også være her. Hvorfor skulle øen her ikke også fyldes op af de produkter, som verden har at tilbyde.
5
Den første ø blev opkaldt efter Atlantis. Den næste ø fik navnet Virginie efter det mest fornemme menneske ombord på skibet, som ikke allerede havde fået opkaldt en plante fra den første ø efter sig.
Atlantis’ strande havde lyse sandkorn, skabt af årtusinders knusning og finmaling af skaller fra muslinger og havsnegle. De lagde sig i bølgeformede gradienter over det stålgrå lavasand. De må være mindre tunge, de knuste sneglehuse. Jeg kom ned til stranden en morgen og fandt alle fiskene døde. Deres glinsende kroppe bølgede frem og tilbage. Ingen vidste, hvorfor de døde. Om aftenen stod jeg ved siden af Jacob[2] udenfor restauranten, hvor hele familien spiste. Vi så fiskene vride sig og springe mod bølgen, når de blev skyllet op på stranden. De var desperate for at nå ud igen. Muligvis havde springene den modsatte virkning end hvad de søgte efter. I stedet for at blive ført ud af suget mod havet, strittede de imod og sad fast i det lyse og mørkegrå sand.
[1]Connor, S. E., van Leeuwen, J. F. N., Rittenour, T. M., Knaap, W. O. v. d., Ammann, B. & Björck, S. 2012. The ecological impact of oceanic island colonization – a palaeoecological perspective from the Azores. Journal of Biogeography, 39, 1007–1023.
[2]Han skiftede navn fra det flamske ’Jacob’ til den mere portugisisk-klingende version Jácome da de bosatte sig på øen, den ø de kaldte for ’den tredje’, fordi det var den tredje ø de fandt, næst efter Atlantis og Virginie. Han forsvandt, måske myrdet til søs. Hans søn giftede sig med en adelig kvinde.
