I mit forrige liv indledte jeg som ganske ung et forhold til en midaldrende svensk kvinde og hendes mand, Hasse. Det skulle dog snart afsluttes som følge af min bratte og gådefulde død en sommeraften i Värmlands øde skove. I morges så jeg dem så igen. Ude på gaden lige her uden for vores hus, mens jeg parkerede Mazda’en. De kom gående med hinanden i hånden og lignede sig selv. Da jeg fik øje på dem, blev jeg så glad, at jeg løb dem i møde, mens jeg råbte alt, hvad jeg kunne. Jeg faldt dem om halsen på skift, mens jeg slikkede deres ansigter og hænder. Jeg løb rundt om dem og bed for sjov i Hasses bukseben, og hendes nederdel fik en ordentlig tur. Jeg stak næsen helt op under den og snusede til hendes trusser. Samme duft. Kradsede hendes øvre lår. Men de ville ikke kendes ved mig. De sparkede ud med deres spidse sko og skreg, at jeg skulle gå væk.

Status klokken 5.43: Motoren på den mobile kran, der skulle hejse oliespærrepontonerne op fra ladvognene, henover de rekreative arealer med den tilstødende kennel og ind gennem kvistvinduet på 4. sal, satte sig i stemplerne. Hydraulikken låste, så løftearmen gik i stå med pontonerne dinglende let i brisen. Kranføreren forlod med det samme stedet for at hente cola. Andet forsøg (med Vagn fra SOK) er kikset på grund af blæst og kraftig sommerhagl. Helikopteren ligger nu brændende ovenpå en flok schæfere, med Vagn indeni. Det giver anledning til en vis opstandelse i og omkring kennelen. De overlevende – primært pudler – kaster hidsige glam rundt i nabolaget. Lys tændes bag den sorte røg. Morgengryet melder sig umærkeligt over Nordbyens tage, mens jeg overvejer næste træk. Måske den oprindelige løsning: At tømme pontonerne for luft, trække dem op med mit motordrevne spil og puste dem op indenfor. Men jeg har ikke nok dieselolie, og jeg ryger trods løfterne (der blev afgivet under protest og under indflydelse af champagne og cigarer) stadig to pakker North State om dagen. Jeg beslutter at indtelefonere en meddelelse og aflyse det hele. – Vi ses nok ikke mere herefter, svarer hun med prusten i baggrunden.

De tog ham ind fra gaden som fireårig. Tynd og bleg og forfrossen, som han var. Efterladt af moderen, der var prostitueret i midtbyen. Jens Ole hed han, men de døbte ham “Nr. syv”. De fodrede ham op et års tid og spiste ham så til jul i en ret fin udskæring. Det vil sige, de gemte en fjerding til påske, hvor de skulle have nordmændene på besøg. De var helt enige om, at han var den hidtil bedste.