hun sidder tavst
du har stillet dig op på køkkenskamlen for at prædike
for Batman-figuren i plastic på voksdugen
en præstekrave af havregrød
præludium fra opvaskemaskinen
en nadver en kop med juice
om du da ikke bare falder ned af skamlen og
slår dig
Håb å’ nå å’ få
Frihíð mê’ sprô’
Téil’ dénsk å’ bli’ fô’ståð
På dê’ måð’ iá ké téilê dénsk på
Ké gót væá iá ik’ uðtéilá på sam’ måd’
Mên deá eá li’ så máð’
Fô’stålit bêtüdniĩ
Béi míinê oá som díinê
På trós é’ dó’li’ oá-stiliĩ
Måske mê’ ’t mêá frit sprô’
Kunê vi hinénên bêðá fô’stå
Måske dê’ bá’ dê’ kvadrátê sprôu
Grånen fó’ dó’li’ intêgráçion
It fó’víanê sprôu
Vó’ ”i” eá ”e”
Ó’ ”e” eá ”a”
”Ris” eá dóu rís på dénsk
Mên ”ristet” er resteð
Ó’ ”rest” eá rast
Dê’ o’iginéilê “a” fines i ”fAktA”
Mên ik’ så máð’ i dê dénskê sprôu
Iñên i Dénmák siá dán-mák
Uð’n ’t væá uðlêniĩ êla dôum
Alt går ud i ét ligesom mørket en oktober-morgen. I flere uger har jeg ikke haft natlige drømme, til gengæld er mine morgener fulde af sand og glas og tid. Jeg taler med hunden for at dække over, at jeg taler med mig selv:
Har du det godt? spørger jeg.
Er du ensom? spørger jeg og dyret lægger sig kælent på ryggen: Spreder ben, blotter køn. Tænk at være så ublu forbundet til sine behov.
Mine tanker er skovlede og mosgrønne, sommeren er for længst forbi. Kun mine bryster hænger stadig ved, som triste serpentiner længe efter at festen er slut.
*
Virkeligheden ligner noget, der kunne være en scene fra mit liv: Et krus med kaffe (frysetørret, tre skefulde med top), fire blyanter i et bæger og en overvældende følelse af ingenting.
Da jeg var barn, startede min mor hver dag med at gøre armstræk og lave fire rotationer om taljen. Ikke fordi hun troede på den slags, men fordi man jo skulle starte et sted.
Min far gik anderledes til værks: Han satte streger under alle de ord i avisen, der havde tryksvage endelser. Efter sigende for at understrege en pointe, vi alle (inklusiv han selv) vidste, aldrig ville dukke op.
Selv er jeg typen, der fodrer min hund, bladrer i topografiske atlasser over ømme punkter og råber Av! ved hvert opslag.
Der skrives en del om mælk.
Jeg går rundt i min egen lille bagedyst og lytter til den fede rytme
på mine blinde knogler. Jeg er inde i en historie om en masse vigtige
stoffer der forsvinder på én gang.
Jeg er ikke længere et ungt menneske. Når man ikke længere er helt ung,
er man heller ikke så bange mere.
I stedet forvandles frygt til sorg på forskud.
En hvid boble, op og ned mellem brystkassens og mavens kolber
Faktaboks: I det offentlige rum findes mælk efterhånden kun som latte.
Vi begynder at dø af det usynlige fedt mellem linjerne.
Jeg sidder i noget jordslået og længes efter noget hvidkalket.
Hvid indeni som chokoladen i et kinderæg.
Mælkerosen rasler rundt derinde som en lillebitte overraskelse
i en stor kærlighed.
Faktaboks: Mælken kom ud på arbejdsmarkedet i tresserne (det er derfor jeg er intolerant).
Det gik med mælken som med rosen. Det gik med mælken
som med roserne og smertehjertet.
Kvinder og mænd skriver om mælk. Så er den frost i spindelvæv, så er den i
universets tåger. Hvid og sort. Så er den i onde bryster og brødres kredsløb.
Mælk løber gul ud af gamle damers bryster. Den fosser ud af samfundet.
Mælk ses på insta i forbindelse med noget honning.
Mit problem er ikke mælken. Mit problem er ikke spermen
med dens konsistens som hårbalsam.
Problemet er sorgvæsken, der bare stiger og stiger.
Sorgvæsken den siler. Den sprøjter ikke.
Hverken hvid eller sort.
Faktaboks: Frisk mælk findes ikke på alle hylder i Sydeuropa, så meget af den mælk, du møder, vil være UHT-behandlet.
Mælken løber for hurtigt gennem sugerøret
og sprutter ud af barnets næse.
Tjener, der er en flue i min mælk!
En svømmende skrift i det hvide.
Gid min skrift var stracciatella, noget der knaser
let-bittert i alt det uformelige.
Gid nogen ville rose mælken.
Gid brysterne ville kuple.
Gid brysterne ville flashe i sojareservatet.
Faktaboks: I Orvieto er det kun turister, der drikker cappuccino efter frokost.
På murene omkring Orvieto hænger kapersbuskene
med deres vorter uden mælk.
Så flytter vi på landet, og der står et figentræ!
yes! Mælken er i fignerne. Fignernes mælk er klistret.
Jeg plukker deres store blå kirtler.
Hver andet år får jeg mine kapersvorter klemt sammen mellem to plastikplader.
Det gør ondt. Man screener og screener.
Morgen, middag, aften, sort eller hvid.
Der er kun solmælk tilbage.
Bonusinfo: Det er vanskeligt at gengive begrebet ”ost” på kinesisk, fordi en direkte oversættelse betyder ”rådden mælk”.
Mælkesnitter til: Paul Celan, Lea Marie Løppenthin, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Olga Ravn, Morten Søndergaard.
Mellem menneske og det andet
Glimmeret har afløst noget, jeg kaldte mig. Stedet var en skinnende manke i solen. Jeg står i naturen og skiller mig ud, som den natur jeg er. Kemisk hvidt på nogens tænder kemisk sølv på mit hoved. Jeg er et produkt af alle disse år.
Hver morgen trækker jeg gardinerne fra
Hver morgen tager duggen form som et mindre minde
en mindre mængde end den forrige
Hver morgen med gode gener og med gud
Hver morgen med håb og vand på de marker, jeg kalder mine
Jeg vander efter solen er gået ned
Så bliver der noget til overs
Til det liv der er
Hver morgen står jeg op med en stærk krop, en sårbar arbejdskraft jeg kalder min
En krop der beviser sig selv
Med sin lugt. Sin farve. Sin gennemsigtighed i huden. Sin plads i verden, den jeg forsøger at strukturere med mig selv i periferien.
Men styrket af lagenes fravær er jeg totalt gennemtrængelig for
hvad der må komme af beviser for dagen.
Massevis af dage der må komme som de kommer i en kontrol der er ude af sig selv
vi spiser dadler
på klipperne
lyng presser sine rødder inde fra al
den lethed varmen er
som en lille katastrofe
vi collecter nedfaldsæbler i hvide lagener
græsset er seriøst
stoppet med at være grønt
hvordan skal vi nu tale
om græsset
vi skræller æblerne rene med små frugtknive
og placerer de dampende stykker i en skål
vi forsøger at leve stille
vi forsøger at leve stort
vi vandrer som hårde
æbler igennem en hjortekrop
dette sunkne hvide
denne smerte
som bor i sommerens afgrundsdybe hyldebær
gid det sneede i august
et konkurrencedygtigt landskab kunne dampe og lade sine
bakker sprække i trods
