Jeg har en krop, der stjæler dit land, når jeg står på den samme jord, i den samme have, ved det samme vand. Når jeg graver mellem rabarber og græs i jord, der er mørkere end min hud og ud af mulden bryder jeg alt det glemte. Når landet gror som en skinnende perle mellem orme og tomme sneglehuse – landet, der ikke længere tilhører dig og har aldrig gjort det. Når vi kræver det tilbage, du har lånt på ubestemt tid, det der bærer mit navn. Navnet rummer et løfte om tilknytning til land, men graven er dyb og jorden er gennemvædet af lækkede dokumenter, der ikke vil spire trods gødning og omhyggelig pleje.

Jeg har en krop, der stjæler din opmærksomhed, når jeg ankommer i mængden af genkendelige kroppe og andre hårstrå, der altid er for forkert klædt på til dette ustadige vejr, der synes alene ved sjatbyger og evindeligt blygråt at ekskludere sjæle, der ikke er meteorologiske integrerbare. Når mørket sluger mørke og definerer de bedst egnede som de, der vandrer med Häglöff og Fjeldräv på deres høje rygge, mens vi andre bøjer hoveder, fordi himlen er ved at falde ned. Regn får hår til at kruse, siger du mellem hyldeprodukter af balsam og lysende striber alt imens mit hoved stiger til vejrs som en mørk sky, der synes at bære på en himmel fyldt med regn.

Jeg har en krop, der stjæler din appetit, for markerne ligger i dag på andre kontinenter og op på land skyller oceaner af fertil jord. Min sult kræver jord, men du har stegt flæsk, frikadeller, kål, ramsløg og rådhuspandekager. Det skal vi værne om, siger du, være stolt af og servere som det første, når fremmede kommer til gæstebud. Du har salt fra havet, sild og ferske rejer fisket på andre kvoter. Man kan syde saltet ud af min hud, spinde fiskenet af mit hår, rive afgrøder af mine fingre og flå børn fra mit skød, men min mund er stoppet med jord på skøder, der gøder dine marker og skaber en sult, der flyver som græshopper og tygger sig gennem alt, der lever.

Jeg har en krop, der stjæler din tryghed alene ved at være en krop, der alt for hjemligt går gennem døren og kræver rum, der normalt bliver betrådt af syngende kroppe. Tryghed er ikke en menneskeret, den aflæses i gangarten og baseres på villigheden hvormed min krop danner værn for din. Din gangart kræver land, en åben mark, hvor du kan synge en en uudtalt sang, der gjalder genkendeligt. Der er højt til himlen i dine rum, men jeg kan ikke åbne min mund og synge på alle de strofer, for min krop klinger på en falsk gangart og volden lister sig igennem sprækkerne i rummene og svækker fremdrift og opfattelsen af at kroppe som min, er reelle menneskekroppe.

Jeg har en krop, der stjæler dit liv, når jeg fortæller dig, at dit job er bygget med mursten af brune kroppe og at der i din stol burde have siddet en, der hed noget andet end dig. Dit daglige liv leves i bygninger, der knejser for penge tjent ved konstant at genfortælle, at nogle kroppe blot er kroppe, mens andre er mennesker med en selvbestaltet ret til at gå gennem åbne døre mod en håbefuld fremtid bygget på de glemte andre, der står i køen ved din grænse for, hvor meget et marked defineret af kun dig, kan rumme og aflønne, mens du fortsat har frihed til at grave perler frem af fremmed land. Jeg skifter mit navn for at plante mig i rækken mellem rabarber og græs i jord, der er mørkere end min hud.