Alle kvinder har en fugl i munden, så nu taler vi fra det udgangspunkt
Alle kvinder har en fugl i munden. Når de taler, ser man fuglen titte frem bag tænderne. Fuglene er altid farvestrålende mod den blege hud og de bleghvide tænder. Går man på en plads med mange mennesker, er der typisk stille, bortset fra de sporadiske bræklyde fra kvinder, der får fjer galt i halsen. Man betragter dette som en privat sag på niveau med at barbere sig og lignende, derfor er der aldrig nogen, der banker de hostende kvinder i ryggen. Indimellem falder en kvinde om, fordi hun simpelthen er blevet kvalt i en fjer. Disse kvinder kan blive liggende på jorden i flere dage på grund af den altomsluttende berøringsangst med emnet om fuglene. Den første, der giver sig i kast med at bære kvinden væk, vil ofte skulle påtage sig at skræmme fuglen væk. Det kan være en grum proces. Kun en enkel gang har jeg set det med mine egne øjne. En mand satte sig på hug ved den døde kvinde og så sig skamfuldt omkring. Forsigtigt åbnede han hendes læber, til der blev plads til hans hånd, som han så stak ind i hendes gab. Herfra begyndte han ellers at grave med hånden inde i hende, mens han holdt kæben åben med den anden hånd, indtil han trak en kanelbrystet eremit ud af hende. Fuglens ryg er krum, men glat som bronze og kold som bronze i natten. Alle fugle er krumryggede, men har stadig et spændstigt bryst. Fuglen sprællede som en gal for at vriste sig fri af hans greb, og dette med så stor kraft, at den ellers ganske lille fugl lykkedes med at vriste sig fri og herefter sprang direkte tilbage i kvindens mund så hurtigt, at manden umuligt kunne have reflekser til at reagere. Dette gentog sig flere gange, jeg selv blev utålmodig og overvejede at gå, da den kæmpende mand med fuglen i hånden tog et panisk valg om at lyne gylpen op, trække pikken ud og fylde kvindens mund ud med den, så fuglen ikke kunne komme derind. Det skete med en hurtighed og snilde, som jeg sjældent har set siden. Så gav han slip i kolibrien. Fuglen forsøgte at hakke sig vej tilbage i munden, men måtte indse, at kampen var tabt. Nedslået fløj den sin vej, mens den stakkels mand blev stående der midt på gaden med sin penis i den kvalte kvindes åbne mund i frygt for, at fuglen ville komme tilbage og finde hende. Ingen tilbød ham at overtage tjansen. Man må huske på, at processen er yderst tabubelagt. En kvinde kommer forbi og siger til mig, for at være høflig, at jeg har spildt kanel på mit bryst. Jeg er meget rystet, jeg tænker: Hvor skulle den kanel dog være kommet fra. Jeg ser ned ad mig selv, og der ser jeg en spinkel fuglekrop. Jeg skriger.
Her er jeg anonym og kan derfor være mig selv
I denne gade er der ingen, der ved, at jeg en dag kom ind i klassen og sagde godmorgen, og ingen svarede mig. Jeg er et tomt, fremmed ansigt, jeg er en europæisk krop, jeg er et stykke råt kød. Jeg krydser gaden ved fodgængerovergangen, jeg lader mine øjne vandre mod kavalergangene, jeg skiller mig ikke ud, europæer. Over nakken holder jeg en plastikvandflaske, der er så kold, at den er våd udenpå. Jeg skruer låget af, der er ingen her, der ved, hvad jeg fantaserer om. Mit hjerte banker hårdt, fordi jeg har spist så meget sukker. Jeg presser flasken mod munden, jeg drikker og drikker, den fede krop læner jeg op ad en lygtepæl, mens den fyldes med vand som et bassin, jeg forsøger at få øjenkontakt, bare med én eller anden, men ingen ser direkte på mig, der er ingen, der ved, hvem jeg er, og vandet driver fra min mund og ned af kroppen, jeg tømmer flasken og smider den, der er ingen, der ved, at jeg er miljøbevidst, der er ingen, der ved, at jeg er et hemmeligt skovsvin, at jeg spiser gelatine i smug. Jeg brækker mig med to fingre i halsen op ad en mur, brækket driver ad mig. Skødesløst henvender en mand sig til mig, kalder mig Bella, rører ved mit bryst, rækker min brækmund en underskriftindsamling. Fører min hånd.
