Katarina Lewkovitch: Antonio Bernadett

“Jeg præsenterer mig denne formiddag i spahotellets lobby som hverdagsprofet af Guds nåde. Ja, mit borgerlige navn er Antonio Bernadett, født i kvindekrop med metusalemsyndrom, og gennemgået køns og mentalskifte efter mangeårig medicinsk behandling både i og udenfor det etablerede sundhedssystem. Med dette foredrag, eller nærmere oplæg, som en del af teambuilding for souschefer i europæiske zoologiske haver, håber jeg at kunne medvirke til at forståeliggøre årsager og langtidsvirkninger af psykisk syge transkønnedes voldskriminalitet.

Jeg understreger, at der intet er at forsvare. Og at jeg til fulde er på ofrenes side. Men da direkte konfrontation mellem gerningsmand/kvinde og offer har set sig meningsløs på grund af risiko for en eskalering af voldshandlingerne fra begges side, vil jeg være med til at belyse problemet ved dialog.

I al ydmyghed vil jeg påstå at have momenter af klarsyn. Forstået på den måde at jeg umiddelbart inden et voldeligt vredesudbrud mod en sagesløs person på forunderlig vis modtager beskeder. Disse er gemt i komplekse farvemønstre på indersiden af øjenlågene og kan kun ses og tydes af mig. Ofte er disse beskeder af afgørende betydning for verdensfreden og kan have forbindelse til asiatiske diktaturers hemmelige bøddelkorps. Det viser sig nemlig i nogle tilfælde, at personer der befinder sig i den elektriske stol umiddelbart før dødens indtræffen, via de elektriske kabler, står i direkte kontakt med undertegnede. Jeg har således mulighed for at gå ind i denne persons tankeverden og påvirke både centeret for anger og samvittighed, centeret for skyld og bevidsthed og centeret for åndelig genfødsel og reception af nye moralsystemer.

Forestil Dem en voldspsykopat. Hun har bind for øjnene. Sidder fastspændt i den elektriske stol. Bag glasruden sidder pårørende til offeret i flere rækker. Nogle holder lommetørklæder op foran øjnene. Andre sidder stive med knyttede hænder i skødet og svedige overlæber. En intens stemning af adrenalin, vrede og tilbageholdt energi. På et gunstigt tidspunkt, ingen kan vide præcis hvornår, kan jeg spontant få en meddelelse på mit øjenlåg. Tegnene på dette viser sig ofte som en prikken i hovedbunden og en let kildren i næsetippen. Jeg lukker herefter øjnene, og frem springer billeder med fotografisk præcision af både den eksekverende bøddel og det dødsdømte offers indre verden.

Det er her, jeg nu kan gå ind og gøre min magt gældende. Jeg kan med en kirurgs præcision sætte små impulser i gang i bøddelen, der resulterer i et øjebliks tøven i det afgørende øjeblik. Pludselige og for personerne helt ukendte tanker af moralsk karakter spreder sig nu i sindet hos den ellers nådesløse, ja lad os bare sige afstumpede dræbermaskine. Disse tankestrenge rækker i deres vibreren nu ud over bødlens mentale grænse og flytter sig umærkeligt over i den dødsdømtes hjerne, hvor den også her skaber nyt tankestof af overraskende opbyggelig karakter.

Imellem de to mennesker opstår der nu en ordløs udveksling. Hvad der helt nøjagtigt foregår har jeg desværre ingen præcis viden om. Men der skabes en interaktion, som omhandler bevidsthed om skyld, tanker om anger, impulser af religiøs karakter, samt en uforklarlig tendens til paranormale tilstande såsom evner for bilokalitet, altså evnen til at befinde sig på flere steder samtidigt, samt fænomenet elevation, en tilstand, hvor objektet løftes og på uforklarlig vis trodser tyngdekraften og letter fra jorden.

Jeg understreger, at jeg naturligvis ingen andel eller ære har for disse fænomener. Jeg er vel at betragte som medium eller kanal for paranormale kræfter. Men da jeg første gang opdagede disse evner, følte jeg straks en forpligtelse til at gøre verden til et bedre sted at være i. I al beskedenhed selvfølgelig.

Og når jeg nu denne formiddag står og ser ud over forsamlingen her, jer, mine damer og herrer, så føler jeg trang til at sige, at også I kan drage nytte af disse erfaringer. Ja, mulighederne er næsten uendelige. Forestil jer konflikter mellem flamingoer. Mobbesituationer mellem pingviner. Eller voldtægtsangreb blandt løver. Efter kaffen vil jeg at vi inddeler os i grupper og arbejder med en lille øvelse. I skal ikke være nervøse. I kan meget mere end I tror. Selvom jeg trods mit udseende kun er treogtredive år, har jeg udrettet mirakler. Og I kan gøre det samme. Hvem af jer vil ikke være stolte over at fremvise netop jeres dyrepark, hvor der hersker en paradisisk fred? Hvor lammet ligger ved tigeren, hvor sommerfuglen hviler på leopardens tunge?

Efter pausen finder I hver en stol og placerer den overfor hinanden, to og to. Der vil ligge sorte øjenbind til jer, som I skal tage på. Mellem jer har jeg placeret et lille bord, hvorpå der ligger et par genstande. To kabler. En strømpistol. Et papegøjenæb. En issyl og en skalpel. Og så har I sikkert allerede regnet ud, at én skal spille offer og én skal spille bøddel. Men tag noget kaffe og kage, så ses vi om – skal vi sige et kvarter?”

 
 

Anne Vestberg: Fremmed fugl og Beviser

Fremmed fugl

Fuglen har et hoved som et jagerfly og et relativt stort næb. Farverne er strålende gule, røde, orange og lidt blåt prikket med grønt på vingerne. Der er ingen brise, der fanger fjerene. Øjet er sort og stirrer fast, og fødderne tripper ikke. Ingen ryk med hovedet.

Den er tegnet. Det er stregerne, der gør arbejdet. Det er dem, der har sagt til hinanden, hvor de skal ligge og tegne et terræn over en fugl. De har sagt tænk som en fugl, tænk på reden, på ungerne. Tænk på al den sult, tænk at blive skubbet ud, hvordan det føles. Gå der på jorden kun iført dun.

Der er streger, der slår buer og prædiker om det store rum med al den luft, om kroppen der letter og sindet, der vælter sig i lys, hvis bare man tror. Du skal tro på det. Gør det, gør det nu. Der er tykke streger, der bliver konger, fordi de andre streger var optaget af tanken om fuglen og ikke så, hvad der foregik omkring dem. Der er diplomatiske streger, der ikke har sagt noget til nogen men hørt og set det hele.

Alle udsagn er bøjelige. Fuglen kom hjem, der er to unger tilbage, og alle skal dø en dag. Der er streger, der knap nok er streger, mere prikker, men de er nødvendige. De skaber forandring og afbryder et herredømme eller ensformigheden, så nye streger kan løbe anderledes. Så er der de skjulte streger, det er dem, der betyder noget, for de holder de andre oppe. De er underlaget og strukturen, de andre kan leve sammen på. Alle siger, de har regnet det ud, at de kender de skjulte streger, men de siger noget forskelligt om dem. De må forhandle med hinanden hele tiden i nye formationer, og det er sådan fuglen lever. Den bevæger sig indefra.

 
 
 
 
 

Beviser

Skoene er bløde og komfortable med rågummisåler
crepegummi fordi de har størst slidstyrke og fleksibilitet
der findes ingen grænser for
hvad der opsamler sig i den gummi
kulstøv, allround støv, asfalt og lort
hår, græs, jord
sandkorn, glassplinter
mannafrø, mikroplast, en myre
kunstige øjenvipper, edderkop
cigaretfilter
voks og harpiks
en flig af ben, bid af negl, spidsen af en tandstikker
afbrækket muslingeskal
rocaille perle, øreringlås i sterlingsølv
grannål, træsplint, hørfrø, vindrueskal
kaffegrums og flamingo
rockwool med spor af frysetørret bær
blå uld, hvidt pulver
konfetti og tape
kunstgræsgranulat og peberkorn

Skoene er gamle nok til at bære originalt materiale
tyggegummi og nylon
to af de største opfindelser i det 20. århundrede
samme plastiske overflade
uden krop
ingenting nedenunder eller indeni
det er muligt at tage billeder af materialerne
forstørre, indramme og hænge dem op
gå fra billede til billede
gå ind i substansen
forstå historien som en fremlægning af beviser
uden det åndelige, teoretiske og politiske
uden misforståelser eller fejlfortolkninger
ævl og kævl
kun materiale
og aftrykket det har sat

 
 
 

Jaan Henrik Grønvald Jensen: Tre tekster

der havde været nogle dage sidst i oktober
med nattefrost.  nu var det omkring 5º igen
frost sank i overfladejord, smattede det hele
luften var våd, tung.  til at skære i.  sur

ålene kom ind på en eftermiddag med god sol
hyttefadet lå og skvulpede og gjorde nytte
og Jan halede slangerne op med teleskopnet
og over i kasser.  Rasmus sorterede med
store næver  små til at stege  store til ryge

afslimede i salmiakspiritus.  de var døde
uden at vide af det.  gift sivede langsomt
                                                                    ind

det var godt at høre Jan joke igen.  gen-
oplivet af at være i sit element om det så
var på lånt tid det var til at overse, glemme
fortrænge.  folk står længe for at afregne

var svært  at forestille sig far og søn rode
med andet.  Krible i dem i kvoteløse måneder

 
 
 
 
 

en aften bakkede han ind med et gammelt oliefyr
i traileren og sagde det var til når de skulle
på ferie, men i virkeligheden var det mere
til hvis han skulle på sygehuset igen og ligge

men det sagde han ikke.  sagde ikke Lene ikke
skulle rode med brænde.  bare han havde klunset det
på genbrugspladsen.  det havde han tit held til fordi
han var som han var, ikke lige til, og kendte gud
og hver mand.  det kunne stå og suge fra en dunk
petroleum.
                       de rodede med fjernvarme i byen
gravede indkørslerne op, lagde nye, gode rør
og nu var maskinerne der.  Om  det  var  noget for ham
stod en fyr med slips og hjelm og spurgte.  Ikke endnu

det var som det var med det brændefyr.  det sled sgu godt
på ham.  hver dag ud i Løjet skov og lave brænde
det holdt ham også i live, skoven, at have noget
at rive i.  Finde en hermelin kørt ned på vej
                                                                    hjem

 
 
 
 
 

sted mellem Skodsebølle og Glukse strømstation
er en landsby sunket i jorden.  i gadekæret
luder sivene over et dyreskelet.   i blæst
driver spøgelserne afsted, cirkler, prøver døre
leder efter deres huse hvor de lukker dig ind
sætter vand over til kaffe
                                                             det er som at være
hos lille Nora i et isslot     men  også  vide
det bare er mit smadrede,  mosgrå drivhus.  sådan
er det at se ind her.  hey  slå dig ned et øjeblik
foran det forsvundnes kakkelovn og slubr.  vær
ydmyg. tag imod det.  at se ind her er at se
                                                                               ud
 
 
 

Jacob Lassen: To digte

THE HANDFUL

Først drikker vi hønens blod.
Så beder vi vores hænder om at besvare følgende spørgsmål.
Hvordan føles et ægs overflade?
Hvad er den taktile fornemmelse af ægget i vores hånd?
Vi lægger tryk på ægget for at føle modstanden fra æggeskallen.
Vi lægger lidt mere tryk på ægget til det knuses.
Det føles koldt og slimet i vores hånd.
Så siger vi til den døde høne: ræk os et håndklæde

 
 
 
 
 

THE HAND TO THE HEART

Om det var noget særligt vi tænkte på?
Da vi stod med pistolen i hånden.
Dørhåndtaget. At stryge fingrene gennem græsset på en sommerdag.
Vi tænkte på den smerte som vores hænder var i stand til at påføre.
Vi slog en sprællende fisk mod stenene på kysten for at få noget at spise.
En underlig stemme nåede os fra et fjernt sted.
Den sagde: handsken kan ikke tale håndens sprog, den kan i bedste fald være tolk
Vi holdte silken op til kinden for at blive kølet af i middagsheden.
Vi knuste en valnød, som et symbol på vores vilje til at sejre i vores liv.
 
 
 

Robert Henningsson: At få en blind til at lande i øregangens guacamole

Solens nys som et murmeldyr
jeg vil se den rå røg i et kor, jeg dirigerer ud fra varmen i mit venstre øre
vores rebusevner røber, hvordan vi sover i den ultimative fosterstilling
i hver festsal har de enøjede dækket op til kys.

Fra sit skjul sender døden 250 breve
blot en blund til at tage toppen af latter fra et køn af muler
udenfor sniger natten smerten gennem et sigte
selv hvis hvert råb begyndte at klukke

kunne deres stemmer stryge gennem håret som fingre.

 
 
 

Klara Li Scheutz: Jokum snakker om al lykken

”Jeg tænker på dengang man var på din alder og man kunne blive helt ekstatisk, bare af at være ude en sommernat. Det kan jeg ikke længere. Men jeg tænker nogle gange på nordlys. At se det. Engang da var jeg også ude. Om sommeren var det så perfekt, at gå sådan gennem byen, under træerne, udad Jagtvej mod Frederiksberg. Jeg kunne have taget cyklen. På sådan en strækning mødte jeg Lotte, det var måske ikke engang der, men det var samme tid, mens jeg stadig gik. Det har måske været længere ude, eller også var det mere mod nord. Jeg mødte mange vigtige mennesker der.
Lotte var den vigtigste og jeg tror også godt hun vidste det. Hun vidste det godt. Det var noget med den måde hun sagde, at jeg bare kunne gå rundt om hjørnet og vente. At jeg bare kunne gå ud af butikken, hun skulle nok komme med poserne. Hun var sådan en der kunne finde en lille trådkrølle bag på bukserne og sidde og pille frustreret ved den, såret over at bukserne var gået op. Selvom vi var meget unge og ikke kendte hinanden købte vi et hus. Eller også flyttede vi bare ind i et hus sammen, jeg kan ikke huske helt om det nogensinde var vores. Jeg synes det var et stort liv, fyldt med skabelse og selskab. Vi gik i haven og jeg sov godt. Når jeg vågnede sagde hun altid noget til mig om, hvad hun havde lavet før jeg stod op. ’Jeg har købt vindruer, stillet dem ud’. Jeg gik ud på terrassen og spiste dem køleskabskolde, til morgenmad. Jeg lagde mig igen og hun sagde noget nyt. Jeg hørte det måske ikke, fordi jeg nogle gange når vi lå sådan i sengen om formiddagen blev så optaget af, at studere hendes meget smukke øre, at jeg ikke havde åndsnærværelse til, at høre hvad hun fortalte mig samtidig. Det er de fineste øre jeg nogensinde har kigget på. Faste og udfoldede, uden bløde folder. En streg der tegnede én ubrudt kurve, som aldrig rynkede og sluttede i en perfekt dråbe af blødt fedt i øreflippen, der også stadig var fast. Hun havde huller i dem. Så handlede det om ikke at skabe for meget rører og ikke opildne til for meget snak, men holde temperamentet i en form for dvale imellem os, så jeg kunne blive ved med at kigge på ørerne uden at hun pludselig vendte hovedet og håret faldt nedover dem, eller hun grinte højt og lagde sig ind til mig, eller hun ville kysse for tidligt. Under alle omstændigheder gik vi i seng med hinanden, jeg kyssede hendes krop, hendes brede hofter og hendes spinkle overkrop og jeg lod være med at kigge på ørene imens. ’Det er så dejligt det vi har her, det sagde hun når jeg havde hende sådan i armene, ’det er så dejligt det vi har sammen med hinanden, ’vi behøver ikke engang tænkte på hvad vi skal i morgen’, er det ikke utroligt, sådan var det virkelig.

Men bag huset løb en lille å, som man kom til når man gik ud ad havelågen og drejede til højre forbi nabohuset ad en smal havegang, der blev længere end den egentlig var, fordi at hækkene som definerede den var så høje, at man knap kunne se indover. Der boede alle de andre mennesker som vi ikke snakkede med, men som alligevel var afgørende for vores liv derude, på samme måde som at man måske helst vil gå en tur sammen ved søerne, hvis man kan se et ældre par gå ovre på den anden side med armen om hinanden og en familie med flere børn der går lidt bag dem, eller nogle meter foran én selv, og som ind imellem siger noget man kan høre når vinden blæser rigtigt ind på dem. Men så forsvinder deres stemmer og er en varm baggrundsstrøm igen, i nærheden af en, og på den måde har det lille indslag af familien gjort noget godt, at man husker at der er mere at glæde sig over. Nede ved åen bag de andres huse gik vi ture og jeg kan ikke huske at vi mødte andre der gik dernede samtidig med os. Måske gjorde de det og vi så det ikke, eller også gik de så langt foran os at de altid var nået forbi det næste knæk som åen havde i sit forløb inden den løb ud i kanalen og derfor kunne vi aldrig se dem, eller idet vi trådte ind på samme ubrudte strækning som dem og de ville have været synlige for os, var de gået bag en busk eller et fyldigt træ som der var mange af, både langs baghaverne og langs åbredden. I det hele taget var ålandskabet fyldigt med en grøngrøn og moden bevoksning, på en måde som jeg ikke tror, at jeg har set andre steder herinde i byen, som kunne minde én om et afdæmpet argentinsk landskab, sådan som jeg forestiller mig et afdæmpet argentinsk landskab, når jeg tænker på åen og da jeg gik dernede med Lotte. Det var ligesom at åen og alt det grønne havde fundet en måde at være landskab på sammen, som forenede og vedligeholdt dem, så stedet altid så godt og upasset ud. Fugten fra åen steg op i træerne, de holdt på den med kronerne og lukkede den inde i en tunnel rundt om løbet hvor vi gik, hvorefter fugten blev givet tilbage til åen fra bladene. Græsset var altid højt og vådt, så meget at man ikke kunne se når man skulle til at træde i et mudderhul, der aldrig blev fyldt eller på andre måder ordnet, for man kunne ikke finde det og tog sig kun af det når man var trådt i det, og så var man mest optaget af at få skoen fri og komme hjem, og så glemte man det efterfølgende. Det hele var på den måde upasset og selvom frugttræerne med sikkerhed var anlagte og der var plads til at de kunne vokse sig rimelig i størrelse, virkede det som om at de var vokset frem af sig selv, smalle og store på samme tid, udfoldede i forskellige højder med plads til sig, hver især. På den anden bred, altså den hvor vores hus ikke lå og der idet hele taget ikke var nogle huse men en lang bakkeskråning, stod bøgetræer hele vejen og dækkede for udsigten. Og bag træerne det ukendte, indhyllet i ukendt form, og i duft. Det eneste der afslørede sig var en blå plastikbåd der lå i vandet et bestemt sted i åen, sådan at to eller tre børn kunne skubbe sig ud til et andehotel på midten af løbet, og kigge på ænderne der sov.

Når vi nåede til den blå plastikbåd var turen næsten slut og man kunne ligeså godt gå tilbage igen med det samme og behøvede ikke at nå til enden, hvor man uundgåeligt på en mere klodset måde, skulle kigge lidt rundt og beslutte sig for hvornår man vendte om og gik den anden retning. Lige meget hvad gik vi tilbage og sad i vores egen have.