Clara Skaarup: Hilsen til Næste

et stofnet fyldt med madvarer udenfor min brors hoveddør
mit potentielt sygdomsbefængte aftryk på det stofnet
den potentielle bakteriedeling mellem ham og mig
stof og hud
jeg længes langt efter et aftryk
at krammes af en jeg holder af
jeg føler også afsky og dødsangst i frosne frys
auberginerne i supermarkedet
hvor mange fingeraftryk kan der sidder på en aubergine
jeg møder noget mælk og tænker mig ikke om før jeg klør mig i øjet
det er et usynligt fællesskab vi har
at gå i stå med fingeren i øjet og tænke
hvem har sat sin finger her før mig
vi ser ind i et tilfældigt dnafletværk
der binder mig og mine bakterier sammen med dig og dine
 
*
 
genstande der kalder på aktivitet
bliver bedrøvede af stilstanden
en underlig skæbne
nu ingen holder materialerne varme
han ligger på stuegulvet og græder over sammenholdet nede i klubben
jeg presser hver en tårer i en bog fordi de er sjældne
så putter jeg dem ind i et lille charteks
han sætter et større aftryk end mig
jeg klamrer mig til hans usynlige hånd på køleskabshåndtaget når han går
til den spøgelseskrop der stadig kan ses i dynen inde i sengen
det er ikke bare et aftryk i en seng
det er ikke bare en dyne der er formet af en krop
det er et aftryk han har sat i mig
og det er en dyne der spørger mig hvor længe jeg har tænkt mig
at være alene
i dynen bor nogle eventyr der har været
som eventyrene i vores håndklæder
og på min kind til jeg vasker mig
 
*
 
du bidder en fortand ned i et æble
tager det ud af munden for at spørge om det er dit
og der må jeg bare sige ja
æblet er dit
når først du har sat det mærke
så er æblet dit
 
*
 
et jordbærmærke på barnets ryg
kræft i et modermærke
samlinger af hår og nullermænd under sokken
dna og dovenskab jeg bærer rundt på
et trykket babyhoved
et sprækket underliv
et vissent ansigt
elsket og savnet
arret efter operationen
arret efter en frygtesløs barndom i trækronerne
arret efter de mange dage der er gået med at distraherer sig selv
arret efter et dumt indhug i en legemsdel
et hvidløgssnit i lammekøllen
i omklædningsrummet er der blålillagrøngule mærker på kvindens bryster
resterne fra bålet på stranden og brandmærket under en pote
et gennemtæsket glasskår overleveres fra vandet til sandet
hulsten og skaller i en uro
pludselig noget tredje i sin samlede form
aftrykket fra den fede mad i galdestenene
et arvet smykke
er det rav
 
*
 
han trykker mig op imod klinkerne i bruseren
måske vi skal reproducere hinanden
i miniaftryk der kan ske at vokse til et folk
der kan ske en dag at kopiere sin røv på en kopimaskine
aftrykket i det udprintede kunstværk
den usynlige røv på printerens glasoverflade
en hilsen til næste forbruger
 
 
 

Sidsel Lundbye Berg: Valizas

For enden af havet
I et hus af sten
Bor en familie
 
En høj mand med overskæg
Og en lille dame med brune tænder
De har en søn med huller i tøjet
 
I huset har de mange ting
Så de må gå af stier på gulvet
Op ad væggene
Gror de grønne planter
De passer sig selv
 
I huset bor hønsene
Som alle har forskellige farver
To sorte katte
Med øjne
To lange hunde
 
Bag ved huset
Går den blinde ko
Den har familien
Fundet på vejen engang
 
Sønnen kan snakke med dyrene
Derfor spiser de ikke hønsene
Men kun deres æg
 
 
 

Alexander K. Holst: En luksus bohemes rapport fra de blødende tyvere

Du sidder i en etværelses under udgangsforbuddet og håber, nogen ringer. Du strækker din udgangsattest til randen af den tilladte kilometer og kan se Basilique Saint-Sernin på den anden side af pandemiens skillelinje. Du står i Carrefour og vejer to rødvin mod hinanden. Du trækker på skulderen og tager dem begge. Du sidder i din Toulouse-lejlighed og tæller dagene. Du skriver på bøger, der handler om liv. Du går i seng klokken ni og sover dig tom. Du læner baghovedet mod karmen og ryger ud af et ungt lejlighedskompleks. Du hører kufferter rulle gennem gangen og ser taxaer vente på maskerede udvekslingsstudenter på vej til lufthavnen. Du sidder i vinduet og husker at være ung. Du render efter tingene, mens de sker og prøver at forstå. Du støder tankerne mod dine fire Toulouse-vægge. Du læser nyheder og håber, nogen ringer.
 
*
 
Du tænker: i morgen tager jeg hjem og genopfinder mig selv. Du skriver, så sveden springer på det manus, du har lovet at støbe færdigt i Toulouse. Ned med ordene, ned med dem og så væk. Du drikker J&B, håndsprit, blæk og armagnac fra Château Laubade. Du snævrer dit fokus omkring den opgave, du står foran. Du er tvunget bag dit værelses fire vægge. Du kunne jo bare gå ud, men din daglige udgangskvote er allerede opbrugt. Du tog herned for at blive fri. Nu pukler du omkring i en lejlighed med din frihed på ryggen. Den vejer ikke noget, men er langt fra let.
 
*
 
Og du sidder i et fly med dig selv i hænderne. Din frihed er lagt i blød og opløst ud i flosser. Du vil bare væk. Du har skrevet til ende og indfriet din gæld. Under vinduet vajer solen i en rød bræmme. Den er et svejseapparat gennem skyerne. Alt andet er sort, og sjældent har du set noget så smukt. Du hører danske stemmer og fortryder alt i hele verden. Du beslutter, at ingen skal vide, du kommer tilbage. Ingen skal have den sejr. Dit nederlag er dit nederlag. Men du kan bære det – du er afklaret – og bærer det i turbulensen omkring parisisk luftrum. Ikke noget med at græde eller længes. Bare en ulægelig træthed.
 
*
 
Og du er nede og inden længe oppe igen i et nyt fly, som knækker endnu skarpere under uvejret og lander symbolsk brutalt på en dansk landingsstribe til en ung kvindes gisp et par sæder borte. Du smiler til stewardesserne og slipper dine sidste franske gloser, inden du vader ud i en sort storm, og nu burde du græde eller lignende. Men du er alt for træt, og klokken er midnat, og din togbus går først om to timer, og du ved ikke hvorfra, og du er træt. Du sidder til podning i et telt bag lufthavnen. En vatpind graver rundt under tungen. Du skutter dig i småregn og blæst og vinter og venter. Din kuffert vejer 22 kilo og består af bøger, en tennisketsjer og lidt tøj. Du forstår nu, hvad du har forladt. Du forstår nu, hvad der skete, og du vil kaste dig tilbage på et fly – kaste dig tilbage i karantænen. Det er dig i dine kufferter. Og du er den ene egenskab, som er længsel. Der findes ikke andet i din krop end længsel, og længslens genstand forskydes, uanset hvorhen du rejser. Du er ham, som altid er et andet sted og hverken her eller der og altid forbandet fri.
 
 
 

Octavia Bormann: Feberdrøm, Tekno 2020

CYKELTUR, AUGUST
 
Sprit klæber mellem fingerled
knæhaser klistre sammen
Svedpletter langs hvirvlerne
under en rygsæk
Det er så hedt hedt
hedt gummi fra styrbånd
smelter til sort fnuller, sætter sig
ind mellem linjerne i mine håndflader
Holder for rødt i et kryds
hvor jeg mærker en brise varm luft
så tyk og mættet at jeg får lyst
til at løfte hænderne fra styrbåndet
knuge brisen i en knyttet hånd
inden den blæsere videre igen
 
 
 
*
 
 
 
TEKNO 2020
 
Dråber i armhulehår
som dug i høvlformede lapper
på gule mælkebøtteblade
står ensom mellem to brosten
Morgentimer dryp dryp
drypper ned gennem halsen
tørrer sved og pulver af rejsekort
Ud af en højtaler
på en interimistisk dj-pult
af to hvide campingborde
i en tunnel ved Sølvgade
spiller en eller anden hvid gut
på sin Macbook et mix med en bas
så tung og mættet at man får lyst
til at løfte hænderne
række ud efter hænderne
hænderne til kroppe
med tørre tænder
dråber i armhulehår
alt i mens én i orange vest
går rundt med en spritdispenser
 
 
 
*
 
 
 
HAVNEBAD
 
Frotterede håndklæder så tætpakket
jeg må tage store skridt over bare rygge
røde skulderblade, udstrakte ben
for at finde plads
til mit frotterede håndklæde
plastikbakken med grønne vindruer
jeg plukker af stilk
mens kondensdråber løber ned
af flaskevand med den gennemvædet etikette
jeg kan tage af og klistre på igen
Det er så hedt hedt
hedt at svedperler pibler frem
ud af porerne ved mine lyse dun
lige over amorbuen
 
 
 
*
 
 
 
SKATERRAMPEN
 
Vi mødes ved Friheden
Nørrebroparken, alle er der
Vi har dresset op
vandresandaler, sølvkæder
lavtaljede haremsbukser i hør
sommerkjoler uden ryg
På skaterrampen spiller en soundbox
i en stjålet indkøbsvogn
Jeg holder min jakke op foran en veninde
da hun tisser op af Lidl
mens to sniffer op af en elboks
inden de løber i kiosken
rundt om hjørnet
hvor politiet dukker op
i dårligt undercover-tøj
hættetrøjer og kasketter
men de gør ikke noget
de står bare lidt og ser på
 
 
 

August Kjær: Tre glemte togture

det forundrer mig
at mit blik kan holde stille på loftets sprækker
i går flød det i en hvirvelvind af spritdampe
jeg bevæger mig en smule
og mærker med det samme
kvalmen skvulpe mod mine ribben
jeg vågner først rigtigt
til lyden af en SMS
den spørger
om jeg kommer i aften
det kræver en indre kamp
jeg vinder
og bliver velsignet med viljestyrke
til at tage mit tøj på
selvtilfredse blikke byttes
i de moderigtige solbriller
det mest slidte sted er det bedste
kebabmanden smører automatiseret
i lysstofrørets lys
må jeg minde mig selv om
at det ikke er leverpostej men hummus
jeg køber lidt tid og nyder min øl
Mit blik holder stadig skarp kontakt med revnerne
Venen strækker sig hele vejen fra vinduet
til lampen over poolbordet
I den løber fed tjære
af tusind ton tobak
ulmende gløder af stemmer
spreder sig gennem en time eller to
da stemmerne flammer højest
hilser Mathias og Signe på mig
en runde fernet branca
sender en sonde af iver
til bunden af mit bryst
da Signe har bundet sin øl
bliver der så stille
at ny kvalme
sætter sig i min hals
og jeg bliver stille igen.
bag regnens perleforhæng
på busstoppestedet
står vi
skidtet under nørrebrogades negl
fugten strammer sit greb
om mine skuldre
da bussen varmer min uldblazer
de to andre figurerer som galionsfigurer
aftenen har lysskær i vinduerne
det ligner regnbuen i sæbebobler
da toget endelig slæber sig ind på perronen
er natten blevet sort
gadelygterne bærer spøgelseslagner
de inddeler gaden i kapitler
som vi langsomt bevæger os gennem
den sidste sjat
skvulper i bunden at den flaske vin
der hænger slapt fra min arm
mine lemmer er aldente
ilddåben af omkring 60 højrøstede stemmer møder os
da vi træder ind af havelågen
“Hej Malthe!”
“I er fanme sent på den.”
hun griner lidt af mig
men byder mig ind i huset
hendes kastanjefarvede hår bliver kastet
som var det et par gardiner
om bag hendes øre
af en hurtig hånd
hun har et markeret ansigt
ikke udsultet
det kan man se
når hendes mimik trækker op
til et karakteristisk og skævt smil
“Vil du have en tår af vores fineste?”
to glas
fyldes op med færdigblandet rød saft
den er tynd
som den man fik
dengang på fritidshjemmet
“Jeg drikker ikke i aften.
Altså, tænk på alt det,
som det er, at man kan misse.”
hun griner lidt af sig selv
uden det skæve smil
i stuen vugger folk frem og tilbage
bassen i mit bryst
og diskant i mine tindinger
får mig til at danse lidt
det gør jeg ellers aldrig
med en let ringen for ørene
er ansigterne kun lyst op
af den lille glød
forenden af deres cigaretter
svævede de rundt i haven
“Kan du huske sidste gang,
vi var til fest sammen.
Dengang sagde du,
at du ville give pizza i roskilde.
Står det tilbud også i aften?”
en honningsød varme
breder sig til mine fingerspidser
“Har du i øvrigt lyst til at danse lidt?”
ordene drysser usikkert fra hendes mund
hvilket overrasker mig
sidste gang
virkede hun så sikker
vi danser i ottetaller
ind og ud af hinandens kredsløb
“Malthe, kan du..”
en dansende bag mig taber sit glas
de gennemsigtige trekanter
deler sig i deres øldrapering
ud over gulvet
lys tændes
musik slukkes
kost og fejebakke aktiveres
tobaksrøgen slår bølger
i himlens tjærekar
jeg driver i abrupte cirkler
rundt mellem samtaler
“Hvorfor gik du ud?”
“En fest stopper ikke bare,
fordi nogen taber et glas.
Lad os gå ind igen.”
hun hænger drømmende over alting
og drysser ord
jeg sluger hendes nedfald
med tændt lys og knust glas
lærer hun mig at danse brudevals
hun fører med lethed
som den hun taler med
mine fulde lemmer gennem dansen
klokken må være omkring tre om natten nu
hun begynder og spørge alle mulige andre
en lille flok af de andre
er med på ideen
vi bevæger os i samlet flok
hen mod stationen
toget skulle have været her for tre minutter siden
så vi kigger forvirret
på hinanden
vi venter femten minutter yderligere
det kommer ikke
så vi går tilbage
tørsten klør
bagerst i min gane
det bliver en flaske Gammel Dansk
den med chili
hvordan kan en rislende væske
kan blive til en blyklump i min mave
jeg kaster det sørgelige rester af flaskens indhold
ned ad mit svælg
mathias tømmer sin mavesæk
ned i en plastikpose
jeg tror signe
at dømme ud fra lyden bag den låste badeværelsesdør
er i samme manøvre.
“Jeg har fundet en ny afgang!”
hendes ansigt er et smil fra øre
til øre under de trætte øjne
hun begynder igen at spørge de andre
denne gang er de andre ikke mange
vi går i samlet flok mod stationen
for at konkludere
toget heller ikke denne gang kommer
deja vu
tilbage til festen
eller de sørgelige rester af en
den tilstand konkluderes
af svømmende øjne
på alle vores venner og bekendte
ude i baghaven
lyses ingen ansigter op af cigaretter
denne gang henvender jeg mig til hende
“Vi kan godt prøve.. Man siger jo tredje gang er lykkens gang.”
jeg slentrer rundt i ruinerne
og spørger de andre
det må være trangen efter pizza
og nye omgivelser
der for dem til at følge trop
minutterne vælter ind over hinanden
ikke togene
efter en halv time kalder vi den
og går ned på vejen
“Vi kunne også bare gå den.”
siger hun for sjov
jeg stopper op på fortovet
hun stopper midt på vejen
vender sit blik mod mit
og griner
“Mener du det.”
vi sætter i gang mod Roskilde
månen sigter sølv gennem bladene
vores fire fødder er monotone
på en måde
hvor jeg ønsker
at de aldrig stopper.
da vi endelig når frem
og får spist pizzaen
er solen begyndt at kaste sine gule klæder
ud over byen
jeg finder en afgang på stationens informationstavle
jeg siger
at mit tog går om fem minutter
vi sætter os i midterrabatten af et lyskryds
hun læner sin krop mod min
og spilder lidt varme
ned i mit bryst
vi rejser os
det sker på et splitsekund
uden af jeg kan forklare helt hvordan
min puls stiger
til en trommesolo
for på rekordtid
at falde dybt til ro i mit bryst
da jeg falder i søvn med hovedet mod ruden
tror jeg
må være det tætteste på lykke
som jeg nogensinde har oplevet
 
 
 

Marie Laurberg Nielsen: Lystrup

Grenåbanen om morgenen
om eftermiddagen
et billede på min første iphone
af Marie
der er gået ind i marken
for at plukke en blomst
en valmue sikkert
den måde den lodne stilk
knækker på
snap
den måde jeg var forelsket
i hende på
lige der
 
 
 

jeg går forbi den gamle æbleplantage
bag ved Super-Brugsen
de friske skud sidder på grenene
som en transplantation
solen skinner
på multibanen
hænger spillernes ånde længe i luften
basketballkurven
giver plads til bolden
til den er i spil igen
 
 
 

Hindbærhaven, Kirsebærhaven
Brombærhaven
Fars have
purløgene der vokser ved husmuren
havestolens varme lak
om lidt går solen ned
bag elefantgræsset
og kaster tremmelignende skygger
på terrassen
en pige går forbi ude på stien
man kan lige ane hende gennem hækken
stisystemet forbinder
vendepladsen
for enden af vejen
med de andre vendepladser
på de andre veje