Stranden. Bred og provokerende. Du kom forpustet ind i. ”Hvor kommer du.” Sveddryppende og. De talte stadig derude. Som om at det, de var i gang med aldrig. Vand ramte vores fødder. Hver eneste gang der kom. Mænd der badede nøgne om. Satte sig i saunaen, smed vand på.
Sommerhuset blev malet gult sidste. Man drikker kaffe. Sidder ned.
På dette tidspunkt af. Træværket duftede, fordi det havde regnede i. Det er flere år siden, at vi sidst. Om natten.
                         Vi begynder at drikke tidligt, for at. Tømmer glas, spidder. Fortæller                          den samme løgnehistorie igen og.
                         Vi kender dette sted, men hver vej vi tager, er en vej vi ikke.
 
De voksne sov. Vi pakkede os ind i. Tæpper og uldne. Du tog langsomt dit tøj. ”Jeg kan se, at du er.” Du hjalp mig med at. Trak det over hovedet. Kraften i dine. Dit skind var. Jeg havde ikke set disse.
Lag.
Skrøbelige og salte.
Om morgenen græd du. Du troede du var. Men væggene var tynde.
 

Vi kendte godt hunden. Skoven var kølig, efterårsdagen var. Han blev ved med at. Lang og slidt. ”Du sagde, at du.” Du har fortalt mig om flere af dine.
Området havde vi for os. Vejen der omkransede bakken, de fleste af træerne og åen der. Hvor vi. Stierne. Vi byggede vores egne. Tøjet tog vi af i byger. De to søstre var ikke, søstre af blod. De sagde.
 
På et tidspunkt turde jeg ikke kravle højere. Da vi fandt myretuen, var det sket. Jeg forstod aldrig hvordan de andre kunne. Rødt på rødt, på sort. Igen og igen. ”Stop det.”
Det som en ven aldrig ville.
Nede i butikken var der montrer med fisk og kød. Kasser med grøntsager, brød, stenfigurer. Dyr i bure og forskellige smykker og lænker af. Hylder med glas i forskellige. Vi måtte vælge to hver.
Jeg husker ham med ryggen til. Nede ved.
 
”Du skal løbe og så hoppe.” De stak pinde ind i. Rodede rundt. Kørte stærkt. Deres små kroppe. Det er først et år senere, at håret kommer. Over solen lå en.
Pøl med tis. Skyerne og de grønne. Det var deroppe vi. Hunden var jo ligeglad. ”Hvis du holder din hånd stille.” Nogen havde sagt at vi. Igen og igen.
Det passede ikke.
 

Lejligheden var en. I går var allerede. Vi lå i klynger. En sydvendt hule ud mod. Op ad dagen. Varm ånde og harpiks fedtede. Ovenpå hinanden, ved siden af. Under jorden, ude i.
Natten var forskellige tunneller, der havde formeret sig som fingre i en. Tog os ud gennem. Byen havde omringet os. Vi vidste ikke.
Vi serverede stegte rødspættefileter, kogte, skrællede, hvide kartofler, øl i pæne.
                         Du går rundt ude i køkkenet. Vi er lige stået op, eller, du er. Vågnede                          tidligt. Du sætter dig op, din ryg. De andre følger med. ”Man skal                          passe på her,” siger du og peger.
                         Over dit hoved hænger. Et lag af døde.
                         Kaffens duft findes ikke, og så pludselig findes den. Folder tøj,                          pakker ting ned, ind i skabe, ryster.
 
Det var ingen fest vi holdt, mere en slags. Op ad dagen kom folk til sig selv. Så prøvende hinanden i. Rævehaler og harefod.
Du havde ikke kigget på mig hele. Den slags opførsel var. Allan, Lars, Thomas og Bjørn. På et tidspunkt havde hun fået. ”Du kan sgu da ikke bare.”
Da du kom tilbage. Din pels var rød og stiv. ”Hvor har du.”
Udenfor tog vinden. Vi hørte efteråret. Vi lå. Din krop var. Du spiste.