jeg vil ha min egen grund mit eget hus selv i døden vil jeg ha min egen jord mindst tre kvadratmeter mindst tyve år med mulighed for besøg sorg gråd memory lane jeg vil ha individuel afgrænsning jeg vil ha at præcis dette hul skal være mit hul med min helt egen påskrift ligesom Liselotte Hansens sten nede i venstre hjørne bag toiletterne der står SOVER KUN ! jeg elsker det lige tilpas vanvittigt jeg vil se godt ud post mortem en sød gammel gartner fx ved navn Gunnar skal luge mit bed smide gamle buketter ud tænde gravlys hele december og ikke de der LED lys nej jeg holder øje med dig Gunnar jeg vil blive en god vært det ved jeg jeg vil ruske i træerne lade vinden føre en duft med sig karakteristisk et strejf af kaffe calvin klein one majs jeg vil nå at leje en autocamper tøffe rundt på motorvejene fare vild i slow motion forsøge at komme til Alaska uden nogensinde at krydse Atlanterhavet hvad siger du Gunnar vil du med før du de næste tyve år skal pleje min grav med min spøgelseskaffeånde LIGE I NAKKEN eller som jeg med min afdøde humor vil sige LIG I NAKKEN griner du Gunnar tørt altid knækkende over i et host
jeg vil ha børn Gunnar det kan jeg mærke børn der vil stille perleplader med ubestemmelige strygejernssmeltede dyr på min grav mange perleplader måske også nogle mere ambitiøse udelukkende med hvide perler der tydeligvis skal forestille snefnug jeg har altid elsket at lege med perler som barn havde jeg en rund småkageæske i metal fyldt til randen når jeg begravede min hånd i æsken dykkede ned under overfladen for at finde en sort perle den kildrende fornemmelse der samtidig var omsluttende når jeg kom til at vælte min perleplade på vej til strygebrættet alle perlerne spredt ud på gulvet jeg støvsugede dem op
fordi jeg var for arrig til at lave pladen forfra de små klik op gennem støvsugerstangen nogle gange brugte jeg den lille håndstøvsuger den der hang på
væggen ved siden af radiatoren og blev opladt hele døgnet men som alligevel ikke kunne støvsuge mere end ti minutter før den langsomme ugidelige summen indtraf som walkman’ens dybe brummen som mig når jeg spillede fodbold syv minutters spurt efterfulgt af gelerand hvad med dig Gunnar drømmer du om at få børn