I Hamborg, flyvefrø, agern modner i beboerkvarterene,
fire etager og noget døsigt,
mænd i orange veste overvåger maskiner grave.
Vores AirBnB lejlighed har to altaner, de vender ud
til hver sin gård, buskads, stier, og i skyggen
et splintret spejl. Cecilie er lang tid om at vågne.
Vi er endnu ikke stødt på byens kirkegårde, de må placere dem    
længere ude, i byens periferi,
om natten taler træerne, ahorntræet, ind af altandøren,
vi vågner i mørket af flere dunk, noget tungt
flyttes op på loftsrummet. Cecilie er bange
for det aflåste værelse i lejligheden, børneværelset.
Om morgenen fortæller hun, at hun lå vågen
til forestillingen om det bankede på hoveddøren, to mænd
ville udgive sig for at være politi, trænge ind.
Børnene i parkerne og på loppemarkederne
bliver hysteriske i varmen. Ellers er her tyst.
Cecilie svømmer sin røv op af metrotrapperne,
er du stadig øm i pikhovedet spørger hun alvorligt,
og hun griner. Når Cecilie skal dø håber hun, at hun er klar
til at give slip. Vi holder i hånd, underarmene
på det blå plasticbord foran den vietnamesiske, varmen
løfter sig. Himlen, hvidlig,
før den igen bliver mørkere. I løbet af natten
er jeg ude og pisse tre gange,
fumler efter badeværelsesdørens håndtag.
Fra det aflåste værelse er lys rundt i dørsprækken, et svagt lys
som fra en bordlampe. Lidt orange i skæret.

      – Hamborg, juni 2019