JANE ASCHLUND: FIRE DIGTE

Jeg kan høre
at nogen
eller noget
færdes i natten
på smukkeste vis
regn
gæs
og gule blomster

/

Dagen efter natten
opdager jeg æbleplantagen
den bruser hvidt
i fodenden af en vej
hvor også et hus holder til
og en sort kat
i hvert fald lige nu
og det hele foregår
næsten lydløst

/

Jeg har svært ved
at holde samling
og da jeg endelig
kommer ud på vejen
går jeg til højre i stedet for til venstre
og møder en frustreret mand
hvidhåret og med en spand i hånden
kun tre er de tilbage i udvalget
fortæller han
så døde den ene
så den anden
og nu gider jeg virkelig ikke mere

/

Der er et snit
af mildhed
og cikorie
i luften
lige omkring en bue
af rødkløver
ved siden af
tallet tolv
i helheden af alting
og i omegnen af strunk rejnfan
gul og aldeles kysseklar

Javier Raya: Requiem

– Oversat fra spansk af Belangela Tarazona

DØDEN MÅ VÆRE enkel,
som en lang ferie
hvorfra man aldrig vender
tilbage.
Jeg tror ikke at døden benytter sig af
komplekse maskinerier,
der er ikke hemmelige urmagere, ej heller præcise tandhjul.
Døden er enkel
som at gå gennem en åben dør — sådan, uden
at banke på.

DØDEN HAR ALTID døren åben.
Der er ikke ringeknap, ej heller klokker i sit hus.
Dødens hus er lavet af døre uden hængsler, uden skodder, uden vinduer;
alt i den er indbydende, alt i sit hus er
transit.
En fugl flyver igennem hele huset
i et enkelt vingeslag.

UDOVER AT DØDEN er en enkel ting
skal man sige at ingen hvile
findes i den.
Jeg tror ikke at døden er et luksusresort,
en fuldbetalt rejse, en lille stillehavsstrand.
Jeg tror ikke at døden er en ferie fra livet. Jeg tror at det er hvad der findes, når man blinker og ikke åbner øjnene igen.
Ikke en undertrykkende følelse, ikke angsten,
ikke engang tomheden som vi forgæves prøver at forestille os,
en tomhed så dyb at det ville efterlade en tom fantasi, vores så fattig fantasi, så begrænset.
Ikke engang det.
Jeg tror at døden er enkel som at være der
og så ikke være der. Som at træde på græsset
og så bagefter at springe op på bænken.
Som at træde ind i et tomt og uendeligt værelse.

Louise Benfeldt: Postkort fra Spanien

At google “fødselsdepression far” giver ikke mange hits. Til gengæld lyder rubrikken på den tilbagevendende artikel: “Når far får en fødselsdepression ramler det også for mor”. Jeg tror, jeg har læst den ti gange. Og jeg giver skribenten ret. Man finder et overskud frem, som ingen vidste eksisterede. For nogen skal jo klare ærterne. Udover at ordne det praktiske, så dagen kan gå sin gang på nogenlunde normal vis, så skal mor her også være stærk. Stærkere end normalt. Men nogle gange knækker filmen. Nogle gange begynder mor at tude, når den 6-årige græder, fordi han savner far. For mor savner også far. Mor savner nærhed, øjenkontakt, omsorg, tryghed, at sove ved siden af én – én der ikke er et miniaturemenneske. Mor savner sex og sjov og hjælp i hverdagen med børnene. Mor savner ikke kun far i disse 24 dage i Spanien, som skulle have været en familieferie – vores første familieferie som mor og far og børn. Mor savner også far, når han sidder lige ved siden af i sofaen derhjemme; som et menneskehylster uden sin vante humor. Uden ansigtsudtryk. Uden ord. Når et halvt års kulmination af savn bliver så tydeligt i ansigtet på den store 6-årige søn, der om nogen har været sej det seneste halve år uden sin far, kan mor ikke længere holde tårerne tilbage. For hvornår får vi far igen? Får vi far igen? Eller skal vi fra nu af gå på listefødder, lave saft med sugerør og tage hensyn til en sengeliggende mand, der ligner far, men langt fra minder om ham. Vi håber og tror og hepper og bakker op. Skaber sollys i værelset til de trætte indsunkne øjne. Vi laver grøn te og spørger, om han ikke har lyst til at rejse sig fra sengen og komme ind i stuen og se, at alt er som det plejer. Mor forklarer far, at han ikke er ved at miste sit job. Bare rolig. Men hvis det – mod forventning – skulle ske, så går det hele nok. For far har stadig familien, som han elsker. Men far har mistet overskuddet og kan ikke skifte bleer, spille fodbold, lave madpakker. Far kan ikke deltage i sociale arrangementer. Ej heller i egen familie. Så vi andre viser flaget, som den treenighed vi pt er. Mor. Oskar. Alfred. Vi pakker gaver ind fra os alle fire og fortæller gæsterne, at far ikke er frisk nok til at deltage i dag. Far ligger derhjemme med dårlig samvittighed, dopet på sovepiller, lykkepiller, hovedpinepiller. Søsygearmbåndene tages knapt nok af armen – måske lige til det ugentlige bad. Sammen med overskuddet røg holdningerne og evnen til at indgå i en af mors mange serverede debatter om mangt og meget. Om verdenssituationen og om religionshistorie. Mor begynder at tænke, at det måske er hendes krævende individ, der har været med til at slå far ud. Men far taler ikke meget længere. Hvis han gør, er emnet: Hvordan føler far i dag? Og det er jo godt, han kan tale om det. Det skal han sgu. Men når han for tiende gang på to dage siger: “Min psykolog sagde, at hun har set langt værre tilfælde, som også er kommet ud på den anden side, ergo kommer jeg nok også ud på den anden side en dag,” så smiler mor i afmagt, fordi hun finder det grænsende til det tragikomiske, at det skal komme fra en professionel, før far kan høre. Nogle dage overlever mor… [Afbrudt af børn, der kræver mor her på tagterrassen i Spanien].

Agnete Petersen – kortprosa

Jeg plejede hen over sommeren at bo hos min faster, imens min mor rejste sydligere steder hen. Min faster var en travl dame i en sovende by og kom for sent, som ville hun ellers gå i stå. Hun ville gerne ventes på. Hun malede om og tog på arbejde, sås med en mand fra en af byens kontorbygninger og så en anden. Det var nogle kedelige uger, hvor jeg lå inde på førstesalens gæsteværelse, spiste lakridssnørebånd og undrede mig over, hvordan alle rum lugtede af gennemtræk og gamle lagener, hvad syntes at modsige sig selv. Jeg læste. Om flinke riddere. Om det niende føl. Og hvis man skulle beskrive det niende føl, ville det enten være skønnere end sine otte søskende, eller så skønt, at man lod det gentage sig en niende gang. Nogle gange hjalp jeg til i køkkenet. Jeg rørte i en opbagning eller så til fra en skammel. Jeg hentede syltede ting fra kælderen og spildte dem op ad trappen, indtil tæppet, der var sømmet fast til trinene, kun lugtede af eddike. Jeg ventede. Og rykkede skabet for at pille tapetet af væggen, hvor ingen ville opdage det. Da jeg forsøgte at køre over kantstenen på en lånt cykel, skrabede jeg mit knæ og måtte hvile i solen, imens jeg talte fregnerne på de rødmende blade. Jeg lyttede med, når min faster talte i telefon med min mor. Hun sad i gangen med røret mod øret og stirrede hen over hoveddøren, som ventede hun nogen eller et sommerligt regnskyl til at undskylde sig og ile ud i haven for at hente vasketøj og havestole ind. Hun begyndte efter disse samtaler at gå langsommere end ellers. Hun glemte at tænde lysene, når det blev eftermiddagsmørkt. Hun kunne gøre det hele i mørke. Hun kendte hvert trin. Hvert løsrevet søm i dørkarmene. Ligesom luften i hvert rum var anderledes mod huden. Og mod de strømme, der løber indeni. Og således lod hun gentagelserne føre hånden. I kommoden i gangen lå min fasters bus- og togbilletter gemt i et skrin..Om aften kunne man høre hende, på den anden side af de tynde vægge, rode igennem billetterne og udtale navnene på alle endestationerne, selvom hun sandsynligvis står af før på nogle af ruterne. Men når det skete, hentede hun en bog fra reolen og slæbte en stol fra køkkenet ud i baghaven, hvor hun satte sig i skyggen af gyvelbusken og lukkede øjnene. Hun kaldte på mig, og jeg kom rendende, lagde mig i det krydrede græs ved hendes fødder. Jeg læste højt for hende. Bogen lugtede støvet af kardemomme, og jeg fornemmede, at den kun blev åbnet, når jeg var på besøg. Min faster lyttede ikke rigtig efter, men slumrede, indtil hun sov. Indtil hun lød som det sidste brus i en sodavand, og så kunne jeg lægge bogen fra mig. Jeg forestillede mig dengang, at jeg havde en ven, som man havde skilt fra mig over sommeren. Han havde taget sin afsked med mig på banegården, havde sagt, at det ikke ville være det samme uden. Og som jeg havde stillet mine kufferter på det opredte gæsteværelse, ville min faster bryde ind med telefonen i hånden og ser mig spørgende an. Jeg ville ikke gide at forklare, men overlegent tage den ud af hånden på hende og sige, ringer du allerede? Han ville fortælle mig, at blommerne i hans have var blevet så modne og tunge, at træets grene bøjede sig som fiskestænger med bid. Han ville spørge, om han skulle tage nogle med, næste gang vi sås. Der er plads på hans cykellad. Og jeg griner, inviterer ham på besøg og lover wienerbrød. Vi må begge være tålmodige og vente på, at det skal blive august. Og jeg tænker, at alt derfra vil være så vidunderlig timeligt.

Asbjørn Romme: tre digte

under stejle huse
kommer skildpaddedyret listende på hjul

en tynd pose med knogler i

sårede knofingre
tager en øjenvippe fra mit kindben




                          Denne fyldte bomuldspose
                          med bronzebogstaver fra nedlagte gravstene
                          har jeg tømt ud på bordet foran mig
                          flyttet rundt med
                                 sytten gange opløftet i x’te.
                          Det blev til dette notat som er til dig.




Er undfangelsen ikke
et bræk
ude i bestanddelenes soveby


Er barnet ikke
en vintergæk
i et kroget knirkende mørke