Anne Sofie Marelli – 3 digte

En timelig indskydelse om håb

gik engang i Tivoli og så
tre svindende pletter på himlen og
tre grædende børn
der så efter deres balloner
med knyttede hænder

tænkte på de balloner længe

små emblemer på håbet

for når man først har sluppet det
er der ikke meget andet at gøre

end at se mod himlen
og græde


Et pigeværelse

august er ikke så fjern
som den har været

jeg gør boet op
deler det mellem nu og da

den blå kommode
evighedsbuketten
tedåsen fyldt med breve

smykkeskrinet
pilleglasset
de små parfumeflakoner

guldkatten fra Thailand vinker forbitret

skrivebordet
bøgerne

trådene af støv som fangarme

sengetøjet
mine hvide lår
samme langsommelige strøg

op og ned ad benene

en egenomsorg
let at forveksle med afsky

dugdråben i vinduesrammen
flængen i tapetet

foldekniven
lerkrukken
vatrondellen i nøglehullet

det døende lys

sidst på dagen, sidst på foråret

over den tomme seng

Søsterlil

en sommer i Italien deler vi seng

vi vrider os mellem lagnerne, strengt taget
er vi for store
til at dele seng

der er kun én ventilator
til vores to kroppe

du græder i frustration over varmen
jeg tænker på en anden gang, du græd
og på blodet i dit lyse hår
der bredte sig som en steppebrand

klokken er fire
varmen er en klæg afstand mellem os

vores ben vikler sig ind i hinanden
klistrer til hinanden
vi bytter side og skifter ender

jeg gør mig så smal som muligt
afbøjer luften mod dit ansigt
tegner dovne cirkler på din ryg
jeg rækker ud efter vandglasset
vi finder på at hælde vandet
ud over hinanden

over mave, ryg, arme og ben
på håndleddene og indersiden af halsen
bag ørerne

vi falder i søvn, da det lysner

jeg drømmer om en nåleskov
du kommer til syne i brynet
med et fremmed ansigt

forsvinder ud i marken
går uden skygge
du er vokset ind i din slanke krop
i dit hår
jeg vågner og har ikke andel
i det smukke, du er
alt det
der dirrer mellem os
de hvide gardiner, ubevægelige
den tidligste støj fra en knallert
mellem cypresserne

jeg ville ønske, at jeg vidste alt
i hele verden
så jeg kunne gengive det for dig

Amin Xapana

god perker!

jeg har lukket mig selv inde igen; et lille lys passerer under døren.
jeg er bange for at træde ud
det første trin er genfødslen: et skrantende krigsskrig.

jeg er anderledes
et ben derhjemme og et andet derude.
jeg en god perker. jeg en sød perker. jeg en god perker.
jeg en perker i slips. jeg en sød perker.

nogle gange ville det være nemmere for babas familie hvis de stadig var i krigen.
så ville de kun kæmpe for at flygte.
ingen skænderier med styrelsen, intet bureaukrati.

familiemedlemmer er mere skøre her end de var under bombardementerne
når skrigene stopper derude, begynder de dybt inde i sjælen.
jeg en hjertevarm perker. jeg en pacifistisk perker.

jeg ligger i sengen med min macbook. jeg er svag og dekadent.
en brun prinsesse med skæg og en irritabel tyktarm.
en dialektisk grædende kat.

jeg har aldrig set krig.
jeg har set phineas og ferb.
min bedstemor ser spøgelser med knive.

når jeg går i netto kigger jeg ned og bukker hovedet: jeg kommer med fred.
jeg skal ikke være årsagen til de stemmer nye borgerlige.
jeg en sød perker.

racismedømte højrefløjs nationalister udviser og fordømmer mine venner, mens vi prøver at spille playstation og se romantiske komedier på mit ultra hd lg fladskærm.

lg står for life’s good.


jeg er forelsket

jeg er stadig forelsket i hende
hun går gennem gaderne.
hendes hår flagrer i vinden.
hendes gennemborende øjne kilder mit hjerte.

jeg har en vane med at gå på alt for dyre cafeer.
jeg tager plads ved vinduet: folk udenfor spankulerer forbi.
den rumlende kaffemaskine synger med en hæs stemme.
min cappuccino har et hjerte i midten af skummet. jeg skynder mig at drikke det væk. min lillefinger stritter når jeg holder koppen.
bønnernes smag er mere raffineret her; den er mørk med en omfavnende smag af kompleks familiærhed.

dråberne på koppen vandrer ned mod bordet som grumme, grumsede tårer.
hvem narrer jeg?
jeg stiller mig på bordet, smider trøjen og tager solbrillerne på.
jeg rapper:

dig sig det til mig, dig du vil have ghetto.
dig du vil ikke have mig mig, du vil have den brune rappende fængselsrotte, der ikke har en snebolds chance i helvedet for at kunne leve efter 25.
er det hvad sælger?
historier om hvordan min bror blev dræbt? stukket ned på åben gade?
historier om allahs nederdrægtighed?
fuck jer alle sammen jeg må ik græde. fuck jer alle sammen mig jeg bare en perker.
fuck jer alle sammen jeg bare en perker.
en græsslåmaskine på krydstogtsferie.
du vil ikke have mine følelser.
du vil flå mit hjerte ud.
historier i bt.
rig på knivstikkeri. Narko.
mig skal være udskammet
brændemærket.
ingen bier eller røde roser
og ingen fuglene synge
ingen dugperler bade
på blomsterblade
ingen spirende børn danser glade
jeg er bare en perker uden hjem.
koloniseret kurder der kæmper
med en hverdag kun med hjertesorg.
bedrager-syndrom i symbiose med danske sommerfester
der tester mig
jeg skal bevise min menneskelighed jeg skal bevise min uskyld.
jeg er ikke en abe
der er ingen bomber over sneglatte danmark.
jeg ik en ab.
sammen er vi perker.
sammen er vi stærker.
og der ingen bomber dig.
alligevel er jeg ved at eksplodere.

jeg er færdig med at rappe. min stemme er hæs. mine øjne er våde.
de klapper og siger, at min rå og ægte stemme er forfriskende.

jeg tænker på det flagrende hår. jeg tænker på hende.


status:

onkel blev indlagt med akut blodprop i hjertet.
far græder for første gang siden fætter døde.
jeg åbner ikke alle beskederne i min messenger af frygt for jeg ikke får nye notifikationer.
hjertet banker og vil ud af mit bryst som ukrudtet i asfalten. jeg kan se det tynde lag is splintre. mine mors rynker. min fars ryg. onkels sidste dag på hospitalet. mit fundament er den sprøde morgenvind. med et kraftigt sug vil det forsvinde. angsten vokser som slyngplanter i min tarm. jeg lyver om min styrke. jeg græder til the notebook.