Marcus Agerschou-Jensen – 6 digte


Inspireret af Nanna Storr’s Bøgetid


1.


Liget er sort og smurt ind i tørvemos

det er ældre end alt der lever


skjult i mosen


så snart det lå på overfladen

begyndte en kragefugl at punktere huden med sit næb


piletræets blade skjuler skaden

dækker den unge krop som et sørgeflor



2.


Der er ikke nogen

gravsten


kroppen er ikke bygget til at hedde noget


heden er der hvor sproget går hen for at dø


skelettet blev ædt af vandet

men de bløde dele hænger sammen endnu



3.


I vandet

bliver kroppen sin egen kiste


mosen giver sjældent

sine gaver tilbage


begraver dem i tørv og klister


4.


Lagt i fosterstilling

ligner kroppen et spørgsmålstegn


fødes


så snart luften rører ved huden

starter tiden


der er helt stille

og de foldede hænder rådner i solen



5.


Skaderne graver

i maven efter korn


et halvfordøjet

kernehus


6.


Et barn leger ved vandet


ridser sit navn

ind i blodbøgen


fra bredden kan man se

lyset synke ned i mosen



                                          Der er ikke noget åndedrag

                                                           i sproget



                                                    kun det der står

                                                             tilbage