Inspireret af Nanna Storr’s Bøgetid
1.
Liget er sort og smurt ind i tørvemos
det er ældre end alt der lever
skjult i mosen
så snart det lå på overfladen
begyndte en kragefugl at punktere huden med sit næb
piletræets blade skjuler skaden
dækker den unge krop som et sørgeflor
2.
Der er ikke nogen
gravsten
kroppen er ikke bygget til at hedde noget
heden er der hvor sproget går hen for at dø
skelettet blev ædt af vandet
men de bløde dele hænger sammen endnu
3.
I vandet
bliver kroppen sin egen kiste
mosen giver sjældent
sine gaver tilbage
begraver dem i tørv og klister
4.
Lagt i fosterstilling
ligner kroppen et spørgsmålstegn
fødes
så snart luften rører ved huden
starter tiden
der er helt stille
og de foldede hænder rådner i solen
5.
Skaderne graver
i maven efter korn
et halvfordøjet
kernehus
6.
Et barn leger ved vandet
ridser sit navn
ind i blodbøgen
fra bredden kan man se
lyset synke ned i mosen
Der er ikke noget åndedrag
i sproget
kun det der står
tilbage