I sengen ligger jeg
med mit barndomstøjdyr under armen,
som en sørgepude.
Hver dag kalder
en ny på mig.
Væggene åbner deres munde.
De hvisker: HVORFOR
LIGGER DU DER?
Jeg lever
kun for mig.
Jeg vil mig ikke.
Solen lyser
huller
i min nøgne hud,
udenfor ligger himlen med mig.
Min hud brænder sig
fast til sengen.
Jeg gemmer mig
under dynen,
dynen brænder sig
fast til mig,
min tankegang brænder
kun for dig.
Hvornår kastede du sidst op ved træet?
Engang druknede jeg mine sorger i Karlens øl.
Flasken skar mod mine læber og jeg
forblødte ved træet.
Jeg så min forblødning og jeg
brækkede mig ved træet.
En blanding af gullig mavesyre og blodets opkast
samlede sig,
en silhuet af mit liv ved træets rod.
Jeg tørrede blodet væk med tøjdyret.
En mudderpøl af blod drukner mine lunger,
jeg synker til bunds i graven.
Du har gravet din egen grav,
jeg ligger mig
til rette i din, du siger: det her er slut
hvorfor er der ikke plads til to i graven,
her har været flere.
Jeg siger: du lukker ned for mig
Du siger: jeg åbner op for en anden
Du siger: hvornår blev dine øjne så gule
En mælkebøtte blomstrer aldrig om vinteren,
det var sidste sommer.
Du lever
i et symbiotisk forhold af information og magt.
Vilkåret er magten til information.
Legehuset.
Jeg kan se børn.
Børnene sælger varer gennem vinduet.
De sælger informationer om hinanden.
Betaler med deres magt.
De deler og de ved
og de kan se mig.
Du siger jeg skal ud.
Jeg rejser mig,
river min hud løs af madrassen.
Tilbage sidder resterne
af mine indtørrede tårer og sved
i en silhuet af mig.
Min nøgne hud mærker den første
berøring af stof.
Jeg slæber på stoffet,
stofferne slæber mig ud,
fælder en tåre og sliber den af med sandkorn.
Inde i legehuset ligger de sidste sandkorn
af mit forgrædte hjerte.
Mine læber blev engang skåret
åbne.
Jeg kunne tale med mit
blod.
Det sagde det hele.
Jeg befandt mig i Søndermarken,
drak mine synder væk i Karlens.
Min krop var blevet udstødt fra mine tanker,
den blev ikke kontaktet længere.
Jeg delte konsensus: Det er dig og mig.
Du havde rettigheder du delte og sagde: Jeg har brug for også at være sammen med andre mennesker, forstår du?
Jeg sagde: Det forstår jeg godt.
Du sagde: Jeg har brug for at være sammen med dem, bare en enkelt aften, forstår du?
Jeg sagde: Det forstår jeg godt.
Du sagde: Jeg har brug for at tale med hende, hun lytter til mig, hun forstår mig, forstår du?
Jeg sagde ingenting.
Du havde det svært og jeg lyttede.
Jeg trak mig og jeg lyttede
til jeres støn på den anden side af væggen.
Mit hjerte slog i takt til dem.
Du troede ikke jeg var hjemme.
Jeg blev siddende
på den anden side af væggen
til du vidste jeg var hjemme.
Du kom ud fra værelset,
var nøgen og sagde at jeg skulle gå.
Jeg gik.
Jeg gik til Søndermarken,
købte en Karlens på vejen.
Jeg drak.
Jeg købte mere og jeg drak.
Drak mig væk fra mig selv.
Karlens havde aldrig smagt bedre.
Jeg skulle have det hele med.
Flasken splintrede og jeg skulle have det hele med.
Mine læber skar mod kanten.
De sidste dråber blandede sig med mit blod,
jeg slugte dem.
Glasset skar mod min luftvej,
og jeg brækkede mig ved træet.
En blanding af gullig mavesyre og blodets opkast samlede sig til mig,
en silhuet ved træets rod.