DET UENDELIGE UNIVERS
Jeg spiste svampechokolade med Bernhard og Frederikke på
Christiania. Vi gik ned ad stier, holdt fast i hinanden,
en ømhed kun afbrudt af cigaretter der skulle rulles,
ryges.
De, de røg i pirattårnet.
Jeg, jeg blev bange for højderne, eller døden, og fik omsorg.
Bernhards far er måske syg, han fik omsorg.
Det var til at tage, til at føle på, dyrets behov i krammet.
Knuset.
Aftensolen trak sig, vi blev til et vinterlandskab,
Frederikke fremkaldte sig selv og så os andre,
Sean Da Paul hang i luften sammen med støvet fra det, der før var
Pusherstreet.
Jeg mærkede os som en børnebog, og sagde det
højt.
Ølflaskerne blev tomme igen,
fødderne kolde i sandalerne,
så kravlede insekterne på pizzeriaets vægge,
jeg kyssede Frede i metroen,
og så tog de hjem,
og så tog jeg hjem,
hver vores vej i metroens
cirkulære ormegang.
—
Det var efter udstillingen på Galopperiet,
hvor Lea var,
og hvor kunstnerne fra Østafrika var,
i deres queerness, i vores.
Stykkerne af dem, hænger der stadig.
Blødende hjerter og danskerne stive som et bræt, da vi blev bedt om at danse i dagslys. Strudsefjer.
Hjertevarme over præstation,
venskab over ikke at have brug for nogen.
En zine i bomuldsnettet, og en lunken øl på dåse,
trægulvet knirker måske,
men jeg kan ikke høre det.
Det var efter vi blev til,
det var efter, at vi fandt os selv som voksne mennesker, der ved at cellerne er flydende.
En allike vil spise min morgenmad, men jeg spiser den selv
og så hvirvler jeg;
lader støvet falde og bliver til som:
Mio.
Det var et nu jeg vil længes efter,
det var et nu,
der vil blive på tungen
som en eftersmag af frihed,
når hele livet bliver til et vinterlandskab.
Hvis du har frihed, skal du bruge den.
Hvis du har frihed, husk at brug den.
–
Jeg tror aldrig, at jeg har været så heldig før,
jeg styrer min avatar mod det uendelige univers,
drikker iskaffe i et landskab fri for trusler,
strækker nervesystemet ud som et klæde
over knoglerne, over kødet.
Du ved, at jeg er længsel,
du ved, at det ikke er dårligt.
Vi lever og vi ånder, vi lever og vi ånder jo bare.
Har du nogensinde mødt dig selv?
Været til uden skam, uden sorgen
bare et øjeblik?
Har du tegnet omridset af din krop som et sprællevende stilleben?
Og bevæget dig med videre, da huden blev ældre,
som en tegning, der bliver til, og akkurat bliver færdig
inden blyantstregen viskes ud
af tidens
tand?
Har du mærket papiret under dine fingerspidser?
Græsset under trædepuderne?
Sprunget ud med foråret,
turdet været til i en eksplosiv intensitet,
der ikke kender nogen,
men bare smager sig frem?
Har du været den frihed, du taler om?
Har du udvidet rummet
med din krop,
så den næste også kan være der,
i den bevægelse vi alle er en del af,
udvidelsen og krampetrækningerne,
sorte huller, og
noget der spirer, noget der dør
i det uendelige univers.
HYBRID TILKNYTNING
Jeg sidder i hans seng, jeg vil gerne
bevidne, at jeg er her.
Mennesker falder som regndråber på min asfalt (hvis jorden er mættet bliver de liggende).
Jeg har ikke børstet tænder siden i går eftermiddags,
om lidt vil mine fødder bære mig hjem gennem byen
omsluttet af et virvar af tanke og intention.
Fremskridt, ikke fremdrift.
Væren, ikke vækst.
Byen rækker ud efter himlen gennem spir, ikke skyskrabere.
Byen behøver mig ikke, men jeg må godt være her.
Han sagde noget om den halvnøgne kvinde ved siden af ham,
det var mit mig, han talte om, min krop.
Vi har end ikke flettet vores tunger sammen, men jeg kender det godt alligevel,
det har før fundet vej ind i mit øre.
Det er ord, der ligger på tungen,
når virkeligheden bliver til en kønsbekræftende fortælling,
for den der er mand, men ikke ved hvordan han er blevet det,
men nu, nu ved de efterhånden bedre,
som regel.
Jeg lader det være, kryber længere ned i madrassen, lader
varmen omslutte mig.
Hans kropstemperatur
går op og ned som et barn med feber.
Min er varm og steady.
Hans soveværelse ligner et antikvariat; den slags,
der kun eksisterer i bøger om magi.
Sengetøjet imiterer jordens farver, blander sig med lyden af en
stemme,
der udfører velbetalt hjemmearbejde, ikke arbejde i hjemmet.
Det er en hybrid tilknytning
til fortid,
nutid
og fantasi for et menneske, der bor i alle tider,
men måske ikke ved det selv.
Vi legede, at jeg var et træ. Jeg har altid ønsket mig at være et træ faldt ud gennem mine læber som et autentisk og ufuldkomment portræt af mit forhold til verden.
Jeg er nu en del af rummet,
det giver mig en følelse af at kravle tilbage i ægget,
i stedet for at gå rundt med løftet pegefinger,
i stedet for at gå hjem til mit selv.
