som et mørkt punkt skrider G. med barnet på armen hen over torvet
falder G. sammen på stolen
ryster G. flasken indtil klumperne helt har opløst sig
ringer telefonen i tasken
kigger hun på displayet
løfter hun telefonen op til øret
siger, hej H.
holder vejret
siger, jeg har kvalme
siger, om natten sover jeg drømmeløst, men du
din skid
du tog dig din tid, og du tog min t-shirt, og du duppede mig af på armene, og du vaskede mig ren, og du frotterede mig, og du klippede negle og sagde søde ting som struttebryst og strandtasker, men nu vil du glemme, nu vil du pumpe glemsel ind i mig
fede læs
du aner ikke
hvis bare du vidste hvordan
og hele landsbyen havde vendt mig ryggen da jeg kom tilbage, og jeg stod ved frysedisken og udvalgte ærter idet den og den kom og puffede til mig og blev til en uformelig mørk masse for øjnene af mig, du har ingen forstand, sagde de alle sammen, du har tabt den
pop
men det er vel nærmere sådan at jeg går rundt og gløder
jeg gløder i tilbageholdt lidenskab, og du
og de
og jeg trygler dig
en flaske portvin
jeg har lige smidt min aftensmad i skraldespanden, vidste imens jeg lavede den at jeg ville gøre det
og du
jeg skammer mig over dig
og dine blanke øjne
og din sump af et ansigt
og af og til vågner jeg, og jeg tror at det er med en styrke som knæk, eller nej, eller
jeg tror at det er med en styrke i kroppen og så: knæk
så knækker jeg sammen og ligger i soveværelset og ser ud på små sorte prikker, der i virkeligheden er mennesker meget langt væk, men så er der
min søvnløshed
hvad skete der
vi sad overfor hinanden, og jeg gik på toilettet, og da jeg kom tilbage, var du sprængt, du var blod i øjnene, og der stod den slags ting på bordet, som jeg sådan elsker, en lille peberbøsse af riflet glas, isasietter på grønne dækkeservietter, en flaske vermouth, og nej
du er så
grim at se på
og da jeg kom tilbage, var du væk, og således blev mit liv jo fandeme så spaltet, min hele væren, jeg beder dig, jeg vansmægter
jeg skammer mig over dig
ikke at ville være der
kun at ville tjene sig selv
og i sidste uge gik jeg rundt langs kyststrækningen ved Skiveren
og ved du at
dér skyllede i sidste uge ni marsvin op, og det var mig der fandt dem, mit navn er nævnt i en artikel på Nordsøposten, du kan selv gå ind og se efter
hvis du googler mit navn, hvis du googler ni døde marsvin, så skal du bare se, så kan du læse dig til at jeg havde en rød windbreaker på, at de havde øjnene intakte og nu ligger i en fryser i Hirtshals, måske er der endda et billede af mig
og efterfølgende gik jeg med tanker om blåsorte rygge hjem over stisystemet med barnevognen
og det var jo sådan at jeg nærmest
gik i ét
med verdensaltet
og hjemme var det portvinsflasken
denne her flydende ånd
jeg trak ud af fryseren, og jeg gik hen til vinduet og svævede pludselig i farven ruby, fortæl mig ikke
at vi to nogensinde har haft det så godt, at vi to nogensinde har svævet, dit auf dich selbst verkrümmte Mensch
dit fuldstændigt indkrogede, ned over din egen navle bøjede
jeg har set dig dø
så hjælpe mig Gud, tænk
hvis jeg skulle tale til en omsonst
askehob, som før var dig, nej nu
må jeg hellere gå, nu må jeg hellere gøre noget med mig selv
tag nu for eksempel i går: en hel dag med ingenting
vil du tænke dig
jeg sad og røg i haven
jeg sad og stoppede vat ned i neglene
og pølserne lå og blev lunkne på bordet
barnet lå i sin vogn og sov
bag det ene øjenlåg havde jeg denne her sitren
og så sent som i forgårs gik jeg til lægen med den sitren, og lægen førte sin pegefinger op til øjenlåget og sagde at mit syn nok skulle testes, at nerven måske ville falde til ro, hvis jeg begyndte at gå med briller, at blikket måske trængte til fred, der er så meget
sådan sagde han det
der er så meget, der kan få nerver til at sitre i det moderne
og han gjorde en sådan gestus med hånden, der skulle få mig til at sætte mig ned på briksen ved siden af ham, tændte så for en synskasse med huse og cykler og sakse
i grunden underligt
sådan tænkte jeg det
i grunden underligt, at verden er så lille, når man ser den på en synskasse, hvad er det egentlig for endimensionelle genstande, man viser mig, hvad er det egentlig, man vil have mig til at se
for nylig så jeg en grågrøn prik i loftet, der sådan virrede og legede i mit synsfelt, sidste sommer så jeg Meister Eckhardt komme gående over Potsdamer Platz, og jeg prøvede at indfange ham med et kamera, men det lod sig ikke gøre, alt imens svaner og biler, dem kan jeg både se og indfange
og sådan sagde jeg det til lægen
jeg ser dine genstande, sagde jeg
jeg ser de huse dér på kassen, men jeg ser også andre ting, og hvad er så egentlig værst: at se for meget eller at se for lidt
og lægen kradsede sig i skægget og kiggede undrende på mig
ja enten, sagde jeg
er vel disse meistre og prikker fejlperceptioner og findes slet ikke, eller også er de
i tilfælde af at øjet er blotlagt ånd
simpelthen sjælelige fornemmelser
og lægen sagde, synsnerven er ikke ånd, men en fremskudt del af hjernen
allerhøjest en energisk hvirvel
men det gjorde mig ikke slet klogere, så jeg sagde farvel til ham og gik hjem og ammede barnet med ryggen mod en mur i solen
tændte for grillen
fandt pølserne frem
og jeg fik det så dejligt at jeg begyndte at tænke på små appelsiner
jeg kunne tænke mig
tænkte jeg
at spise dem i udskårne både og stikke skrællen ind i munden med kødsiden inderst, så det ligner et slags frugtgebis, eller en gulorange tandløs mund
og det var slet ikke som når jeg er træt
for når jeg er træt, så blæser jeg verden et stykke, så træder jeg ned i en hård, stiv ting og holder bare ikke noget ud, så tænker jeg: lille mig uden rødder og retning, så sidder jeg på en stol i køkkenet hele dagen, indtil jeg i det tiltagende mørke får øje på mig selv i vinduet
og jeg ved ikke hvordan
jeg ved heller ikke rigtigt hvad
så er det bare
så findes der kun
kalken
barnet, som jeg må holde i live
mig der malker ud med brystpumpen over håndvasken og i vinduet ser lyset komme krybende over engdraget
