som et mørkt punkt skrider G. med barnet på armen hen over torvet 

falder G. sammen på stolen

ryster G. flasken indtil klumperne helt har opløst sig

ringer telefonen i tasken

kigger hun på displayet 

løfter hun telefonen op til øret 

siger, hej H.

holder vejret 

siger, jeg har kvalme

siger, om natten sover jeg drømmeløst, men du

din skid

du tog dig din tid, og du tog min t-shirt, og du duppede mig af på armene, og du vaskede mig ren, og du frotterede mig, og du klippede negle og sagde søde ting som struttebryst og strandtasker, men nu vil du glemme, nu vil du pumpe glemsel ind i mig

fede læs

du aner ikke

hvis bare du vidste hvordan 

og hele landsbyen havde vendt mig ryggen da jeg kom tilbage, og jeg stod ved frysedisken og udvalgte ærter idet den og den kom og puffede til mig og blev til en uformelig mørk masse for øjnene af mig, du har ingen forstand, sagde de alle sammen, du har tabt den

pop

men det er vel nærmere sådan at jeg går rundt og gløder

jeg gløder i tilbageholdt lidenskab, og du

og de

og jeg trygler dig

en flaske portvin

jeg har lige smidt min aftensmad i skraldespanden, vidste imens jeg lavede den at jeg ville gøre det

og du

jeg skammer mig over dig 

og dine blanke øjne 

og din sump af et ansigt

og af og til vågner jeg, og jeg tror at det er med en styrke som knæk, eller nej, eller

jeg tror at det er med en styrke i kroppen og så: knæk

så knækker jeg sammen og ligger i soveværelset og ser ud på små sorte prikker, der i virkeligheden er mennesker meget langt væk, men så er der 

min søvnløshed

hvad skete der

vi sad overfor hinanden, og jeg gik på toilettet, og da jeg kom tilbage, var du sprængt, du var blod i øjnene, og der stod den slags ting på bordet, som jeg sådan elsker, en lille peberbøsse af riflet glas, isasietter på grønne dækkeservietter, en flaske vermouth, og nej

du er så 

grim at se på

og da jeg kom tilbage, var du væk, og således blev mit liv jo fandeme så spaltet, min hele væren, jeg beder dig, jeg vansmægter

jeg skammer mig over dig

ikke at ville være der

kun at ville tjene sig selv

og i sidste uge gik jeg rundt langs kyststrækningen ved Skiveren

og ved du at

dér skyllede i sidste uge ni marsvin op, og det var mig der fandt dem, mit navn er nævnt i en artikel på Nordsøposten, du kan selv gå ind og se efter

hvis du googler mit navn, hvis du googler ni døde marsvin, så skal du bare se, så kan du læse dig til at jeg havde en rød windbreaker på, at de havde øjnene intakte og nu ligger i en fryser i Hirtshals, måske er der endda et billede af mig

og efterfølgende gik jeg med tanker om blåsorte rygge hjem over stisystemet med barnevognen

og det var jo sådan at jeg nærmest 

gik i ét 

med verdensaltet

og hjemme var det portvinsflasken 

denne her flydende ånd

jeg trak ud af fryseren, og jeg gik hen til vinduet og svævede pludselig i farven ruby, fortæl mig ikke 

at vi to nogensinde har haft det så godt, at vi to nogensinde har svævet, dit auf dich selbst verkrümmte Mensch

dit fuldstændigt indkrogede, ned over din egen navle bøjede

jeg har set dig dø

så hjælpe mig Gud, tænk

hvis jeg skulle tale til en omsonst 

askehob, som før var dig, nej nu 

må jeg hellere gå, nu må jeg hellere gøre noget med mig selv

tag nu for eksempel i går: en hel dag med ingenting

vil du tænke dig

jeg sad og røg i haven

jeg sad og stoppede vat ned i neglene

og pølserne lå og blev lunkne på bordet

barnet lå i sin vogn og sov 

bag det ene øjenlåg havde jeg denne her sitren

og så sent som i forgårs gik jeg til lægen med den sitren, og lægen førte sin pegefinger op til øjenlåget og sagde at mit syn nok skulle testes, at nerven måske ville falde til ro, hvis jeg begyndte at gå med briller, at blikket måske trængte til fred, der er så meget

sådan sagde han det

der er så meget, der kan få nerver til at sitre i det moderne

og han gjorde en sådan gestus med hånden, der skulle få mig til at sætte mig ned på briksen ved siden af ham, tændte så for en synskasse med huse og cykler og sakse 

i grunden underligt

sådan tænkte jeg det

i grunden underligt, at verden er så lille, når man ser den på en synskasse, hvad er det egentlig for endimensionelle genstande, man viser mig, hvad er det egentlig, man vil have mig til at se

for nylig så jeg en grågrøn prik i loftet, der sådan virrede og legede i mit synsfelt, sidste sommer så jeg Meister Eckhardt komme gående over Potsdamer Platz, og jeg prøvede at indfange ham med et kamera, men det lod sig ikke gøre, alt imens svaner og biler, dem kan jeg både se og indfange

og sådan sagde jeg det til lægen

jeg ser dine genstande, sagde jeg 

jeg ser de huse dér på kassen, men jeg ser også andre ting, og hvad er så egentlig værst: at se for meget eller at se for lidt

og lægen kradsede sig i skægget og kiggede undrende på mig

ja enten, sagde jeg

er vel disse meistre og prikker fejlperceptioner og findes slet ikke, eller også er de

i tilfælde af at øjet er blotlagt ånd

simpelthen sjælelige fornemmelser

og lægen sagde, synsnerven er ikke ånd, men en fremskudt del af hjernen

allerhøjest en energisk hvirvel

men det gjorde mig ikke slet klogere, så jeg sagde farvel til ham og gik hjem og ammede barnet med ryggen mod en mur i solen

tændte for grillen

fandt pølserne frem

og jeg fik det så dejligt at jeg begyndte at tænke på små appelsiner

jeg kunne tænke mig 

tænkte jeg 

at spise dem i udskårne både og stikke skrællen ind i munden med kødsiden inderst, så det ligner et slags frugtgebis, eller en gulorange tandløs mund 

og det var slet ikke som når jeg er træt

for når jeg er træt, så blæser jeg verden et stykke, så træder jeg ned i en hård, stiv ting og holder bare ikke noget ud, så tænker jeg: lille mig uden rødder og retning, så sidder jeg på en stol i køkkenet hele dagen, indtil jeg i det tiltagende mørke får øje på mig selv i vinduet  

og jeg ved ikke hvordan

jeg ved heller ikke rigtigt hvad

så er det bare

så findes der kun

kalken

barnet, som jeg må holde i live
mig der malker ud med brystpumpen over håndvasken og i vinduet ser lyset komme krybende over engdraget