Bidrag

Marcus Agerschou-Jensen – 6 digte


Inspireret af Nanna Storr’s Bøgetid


1.


Liget er sort og smurt ind i tørvemos

det er ældre end alt der lever


skjult i mosen


så snart det lå på overfladen

begyndte en kragefugl at punktere huden med sit næb


piletræets blade skjuler skaden

dækker den unge krop som et sørgeflor



2.


Der er ikke nogen

gravsten


kroppen er ikke bygget til at hedde noget


heden er der hvor sproget går hen for at dø


skelettet blev ædt af vandet

men de bløde dele hænger sammen endnu



3.


I vandet

bliver kroppen sin egen kiste


mosen giver sjældent

sine gaver tilbage


begraver dem i tørv og klister


4.


Lagt i fosterstilling

ligner kroppen et spørgsmålstegn


fødes


så snart luften rører ved huden

starter tiden


der er helt stille

og de foldede hænder rådner i solen



5.


Skaderne graver

i maven efter korn


et halvfordøjet

kernehus


6.


Et barn leger ved vandet


ridser sit navn

ind i blodbøgen


fra bredden kan man se

lyset synke ned i mosen



                                          Der er ikke noget åndedrag

                                                           i sproget



                                                    kun det der står

                                                             tilbage


Sophie Holland

Min fortid bliver din fremtid

Da du lå i min mave, bar du min tungeste byrde
generation efter generation
med samme navlesnor som
vi prøver at sno, klippe, massere
mit barn, mit barn,
bliver det dig, der kan bide den over
med dine slebne mælketænder
tygge dig igennem væv
og blod
og holde kærligt om dine ømme gummer


Klyng mig op, mens jeg smiler

Jeg troede, jeg var fri, da amningen var forbi
de sagde: nyd det, mens de er små
jeg tænkte: fuck jer, røvhuller og
nu stråler du, dig, dit selv
afgrænset fra mig, bare dig
i din evige ungdom
grovæder du verden
jeg er ikke din pligt, men du var min
jeg havde din mave
i min mave,
jeg var din eksistens
hensynsløst har du delt os i to
nu kommer min kærlighed i klumper
i de doser du vil have
som en hundehvalp står jeg og logrer
og graver alle dine kødben ned
nu bærer du selv dine store følelser
i glimt ser jeg omsorgen i dit blik
den tynger dig, gå hellere din vej
jeg ser dit mod, din lyst, din kraft
for du er fri
men jeg lever stadig
bedst gennem dig

Marie Leth Meilvang – Totem: Skovskade

En vinge slår et slag i takt med vinden
der banker gennem skovens blåbærbund
Da pigen trommer taktfast hårdt med pinden
forstyrres fuglens eftersommerblund

Tre børnestemmer runger mellem stammer
mens fuglens skrattens ekko ringer bort
da blæsten kaster løvet op som flammer
og åbenbarer linjer på et kort

En silhuet af fingerfjer står tegnet
i brunrød skovbund, blåt og sort som blæk
Vi ånder ud i ly af nøddehegnet

Jeg ser på dig at fem er ikke én
mens længslen følger fuglens rytme væk
i flugt henover verdens stisystem

 

 

I flugt henover verdens stisystem
har skovens skade efterladt sin plads
den lander vippende på parkens gren
Nu vender efterårets timeglas

Det første barn ser op i byens susen
Jeg taber alt og finder det igen
Et pludseligt skrig, en lyd af vingers brusen:
Hvor skaden sad er der nu ingenting

Jeg ammer barnet, hun kan ikke sove
En krop af sved mod byens skarpe kulde
Det skratter højt herfra i lyse skove

Jeg aer hendes ansigt under linden
Vi gemmer os med løv der skal formulde
og hånden tegner linjerne på kinden

 

 

Og hånden tegner linjerne på kinden
i sengen, hvor vi ligger jeg og du
Alene her, som manden og som kvinden
mens mørket tætner over dette nu

Først skoven bagved byen rundt om rummet
så sengen under huden rundt om mig
Du ligger nøgen, smuk og sammenkrummet
og alt på jorden ved, at det er dig

I går på kirkegården som et syn
stod jeg alene gemt i læ for regn
da fuglens høje skrig slog ned som lyn

Da frosten kom, gik vi en tur i sneen
Jeg ser igen et glimt af nye tegn
mens dagene blir mange, en for en

 

 

Mens dagene blir mange, en for en
mens børnene de skyder vildt som kviste
forvitrer jeg som lav på gamle sten
Jeg glemmer alt det andet, jeg kan miste

Vi følger fuglens skrig på listefødder
igennem bregner, blæst og brombærkrat
henover skarpe sten og bløde rødder
Vi søger efter skovens hæse skrat

Vi kommer til en lille dal derinde
Der lugter varmt af sol og fugtig muld
Jeg ser et væld, jeg hører vandet rinde

Jeg griber ned i bækkens kolde strømme
og finder det der skinner mørkt som guld
Jeg holder om det lysende og ømme

 

 

Jeg holder om det lysende og ømme
Hun sover på min arm og i mit sind
I natten, ængstelig og uden drømme
kærtegner jeg den bløde ferskenkind

Der findes meget få og smalle sprækker
i dagen, hvor mit blik det er som før
Jeg går i stå, jeg tænker om det rækker
alt det jeg ikke kan og ikke tør

Men du er med i alle mine dage
Vi søger tilflugt sammen på en plads
hvor jeg igen kan se og le og smage

et overdækket skjul i sikkerhed
hvor jeg kan bruge dig som mit kompas
Jeg gemmer skattene på dette sted

 

 

Jeg gemmer skattene på dette sted:
i dette dynetætte mørkekammer
hvor vores kroppe er en mulighed:
en fremkaldt drøm som månens stråler rammer

Jeg vogter over rosakvarts og jade
opal, smaragd, topas, akvamarin
De ligger runde, splintrede og flade
forvaret i det dunbelagte skrin

Et løvfald ruller årets hjul afsted
Vi vokser hurtigt ind i alle tider
Jeg spreder armene og følger med

Vi sover, og jeg ser i mine drømme
hvordan en skabning løfter sig og glider
på vinger båret frem af varmestrømme:

 

 

På vinger båret frem af varmestrømme
forsvinder fuglene i sortbrunt løv
De søger efter forråd de kan tømme
før skoven dør og blade blir til støv

De flakser ind og ud som tabte sjæle
To skræmte spøgelser i brun og blå
Med kløerne forsøger de at stjæle
den hårde, modne frugt så de kan få

en grav som de kan fylde op til randen
de lander, fjer slår op i vindmodstanden

de kratter hårdt, så kan de gennemtvinge
et næb i mulden med den skarpe klinge

hvis hulerne forblir en hemmelighed
kan tanken cirkle i uendelighed

 

 

Kan tanken cirkle i uendelighed?
Kan rytmens slag mon pludselig gå i stå?
Hvis ikke jeg får ordene på gled
forsvinder alt jeg oplevede og så?

Når totemdyret viser sig i skoven
forbindes jeg til jordens dybe klang
en blåsort fjer forløser sig foroven
jeg mærker den som bassen i en sang

Mit hjerte slår, mit sind åbner sig op
Jeg står i storm og lyn på verdens top

på bund af bjergkrystal og ametyst
mens tordnens slag forvandler sort til lyst

jeg griber vinden, alting blir mig givet
hernede hvor jeg går i takt med livet

 

 

Hernede hvor jeg går i takt med livet
hvor jeg udfolder planen mens jeg går
hvor alle ordene er gennemsivet
af dage, uger, måneder og år

hvor jeg har brugt så lang tid på at skærme
mig mod det endelige og det øde
hvor ingen himmelstorm af fuglesværme
kan vække mig af angsten for det døde

ser jeg en plante spire frem det sted
hvor fuglen inden jul gravede den ned

jeg ser at agern, bog og andre nødder
forplanter sig og vokser og får rødder

de vokser med en hast der er forrykt
med alt hvad der er varmt og tæt og trygt

 

 

Med alt hvad der er varmt og tæt og trygt
vågner jeg op i rummets hvide morgen
og tanken om det sted, jeg har besøgt
i drømme kredser rundt, langsom og doven

På loftet blinker tusind klare pletter
der spiller alle lysets farver ud
Jeg rækker armen ud og ser de sætter
et prismefarvet aftryk på min hud

Du peger på krystallen i mit vindue
De slebne sider fanger vårens sol
Den kastes ind og brydes så itu

Når solen ser det, jeg har foregivet
og endelig gir lys til vores pol
forsvinder jeg i fugleperspektivet

 

 

Forsvinder jeg i fugleperspektivet?
Forsvinder jeg fra barnets lille krop
op i en sfære, hvor jeg har forgivet
det ansvar at få tingene gjort op?

Forsvinder jeg, hvis jeg lar tanken flyve
henover tagene i denne by?
Og er det ikke tungere at lyve
og altid lade sindet søge ly?

Hun dier her på bænken, mens hun kigger
og øjet spejler sig i vårens himmel
Syrenen dufter blomstrende og nikker

i byens aftenvind der lifligt fletter
en enkelt tanke så den blir en vrimmel
Jeg spejler mig i forårslyse nætter

 

 

Jeg spejler mig i forårslyse nætter
og birkeskovens flossede papir
Det tager ikke lang tid før jeg sætter
en anden streg på kortet, mens jeg gir

mig selv et minde om at finde frihed
at følge håndens flugt og sindets sang
at se den tætte, sammensatte lighed
imellem nu og alt der var engang

Du kalder på mig, børnene er trætte
Jeg ånder ind af skumringsskovens lyd
en sang af ord der stigende vil lette

Når hele livets kort er gennemsøgt
blotlægges skovens vej til tankens fryd
Jeg træder frem fra mørket uden frygt

 

 

Jeg træder frem fra mørket uden frygt
Jeg træder ind i solens gløde-cirkler
der slutter tæt da lyset flyder tykt
igennem mig og skriver sære snirkler

og kragetæer i alle mine lemmer
I sengen læser vi hinandens breve
og rummet gemmer alt det vi to glemmer
de ord og lyde som vi nu tør stave

Mit blik ser klart langs forårshimlens sfære
Vi mærker lyset hvidt henover norden
Jeg hører sproget som jeg snart kan lære

Det samler sig i prøvende sonetter
mens forårsregnens vand opløser jorden
Jeg graver forråd op – og fuglen letter

 

 

Jeg graver forråd op – og fuglen letter
– blåbær i tupperware og grøntsagsmos
så griber barnet ud, mens fuglen sætter
sig over os i byens varme os

Mit sind er som en samling blanke ting
der skramler hvis jeg roder rundt derinde
så jeg kan finde en helt særlig ring
der endelig for altid lar mig binde

til dette nu, til dette barn, til livet
til alt hvad der er skønt og tungt og stort
til ømheden i himmelperspektivet

en blæst slår op, en pludselig forsvinden
af fuglens tyngde, grenens form står sort
en vinge slår et slag i takt med vinden

 

 

En vinge slår et slag i takt med vinden
i flugt henover verdens stisystem
og hånden tegner linjerne på kinden
mens dagene blir mange, en for en

Jeg holder om det lysende og ømme
Jeg gemmer skattene på dette sted
På vinger båret frem af varmestrømme
kan tanken cirkle i uendelighed

Hernede hvor jeg går i takt med livet
med alt hvad der er varmt og tæt og trygt
forsvinder jeg i fugleperspektivet

Jeg spejler mig i forårslyse nætter
Jeg træder frem fra mørket uden frygt
Jeg graver forråd op – og fuglen letter

Hernán Bravo Varela

en søn har sådan et meget privat liv og en
far er et offentligt værk

på afstand ses han som en far
en bedstefar en forsørger

det er ligegyldigt om han er pensionist det er ligegyldigt om bleen sonden og tabletterne som sten

en søn går op og ned har styrken af
den der tager fejl

en far går oftere ned går sjældnere og sjældnere op retter på sandhederne

på afstand er sønnen en vandrestok
på tæt hold er sønnen en splint


Fra Spansk til Dansk av Belangela Tarazona


//


un hijo tiene la vida tan privada y un
padre es obra pública

se le ve desde lejos como un padre
un abuelo un proveedor

aunque esté jubilado aunque el pañal
la sonda y las pastillas como
piedras

un hijo sube y baja tiene la fuerza del
que se equivoca

un padre baja más sube menos
corrige las verdades

el hijo desde lejos es un bastón de
cerca es una astilla

Louise Cain


                    og de skrev sig ind i stenene


Jeg kan ikke kalde denne tekst skede, fisse, kusse, eller jeg kan og så begrave mig i jord og for altid være i dvale, eller jeg kan og så begrave mig og genopstå og iklæde mig en hvid t-shirt, og mit køn er et vindue.


Det var ordet kvinde, jeg ikke kendte. Det var ordet krop, jeg ikke kendte. Det var ham, der ikke var så høj, med den hvide t-shirt, og han havde ikke underbukser på. Det var det, der stak ud, stod ud i luften, eller vred sig løs fra hans vertikale klæde og pegede mod mig. Det var kød. Det var en andens sener og deres liderlighed. Det var min liderlighed, der blev konverteret til ord med k. Kvalme, klam. Det var ordet klam, der var klamt, og han var klam, og jeg er klam.


Der var ingen vej tilbage, men jeg forsøgte, bakkede, den voksede. Et udadvendt lem, et fremmedlegeme, jeg kom til at røre ved. Det var min hånd, og det var ikke min hånd.


Det var alle de ord, vi kunne have formuleret, forstået. Vi kunne have opfundet lange sætninger og været i verden og haft en krop fyldt ud med visdom. Vi kunne være gået over i historien om de kloge. Vi kunne have læst tykke bøger med lange sætninger uden jeger skrevet af mænd med kvindelige bifigurer, og jeg ville aldrig have skrevet mænd med kvindelige bifigurer, for så var jeg kvinde. Jeg kendte ikke ordet kvinde, og jeg ville ikke kendes ved ordet kvinde. Det var for kvindet. Og hun og jeg var ikke kloge, udvekslede ikke ord i deres egen ret, vores egen ret. Vi kunne have været kloge; have haft et talent for liv og historie. Vi kunne være blevet klogere og blevet kloge professorer og holdt hovedtalen på en konference ved et universitet i Norditalien om noget klogt og vigtigt, noget om eksistens og etik og måske endda Gud. Enkelte sætninger var på latin, og de skrev sig ind i stenene og hjernerne, bøgerne, fortællingerne. Vi ville have iklædt os et brunligt jakkesæt i tykt stof, gået i arv fra en der hed Kierkegaard eller Platon eller Hume, og alt, vi var, var ordene. På vores studerekamre havde feberen raset af genialitet; vores tanker var viden og sandhed, vi fik en pris. Vi fik en Nobel i noget. Vi havde ikke blikket stift rettet mod et lem.


Jeg bakker. Alt, hvad der er lemmet og dets lærred, er klamt, og jeg er klam.


Jeg blev forelsket i en tyk, voksen mand, da jeg var elleve. Vi sad for tæt. Det var en ganske kort berøring. Jeg var vild med ældre mænd. Ældre mænd må ikke forelske sig i elleveårige. Jeg vidste det godt, og jeg vidste det ikke. Det var blot et kort øjeblik. Jeg benævner det ikke et overgreb. Det er et svært ord. Jeg var forelsket i den voksne mand. Jeg kunne være blevet klogere og filosof, men der fandtes kun den voksne mand, og mandens blik var mig. Jeg var en pigekrop. Jeg ved, det er farligt. Jeg ved det godt nu. De er ikke til at slippe blikket fra. De unge pigekroppe. Min pigekrop ville ikke løsrive sig fra et blik. Jeg var en andens blik. Min krop var mig, og jeg fandtes ikke. Jeg har ligget i en seng og været ikke-til. Jeg har ligget i så mange senge og været ikke-til, at jeg holdt op med at tælle, for det var for mange senge. Jeg vidste det godt. Jeg underdrev, lavede minusstykker, når jeg skulle fortælle om antal senge, jeg havde ligget i med lem og min ikke-krop, som jeg ikke benævnte ikke-krop, for jeg kendte ikke ordet. Og min krop er ikke vigtig.


I det mindste skrev jeg engang: Jeg kan ikke sutte din pik og være ingen. Jeg sendte ikke sætningen til nogen. Jeg var ingen med en pik i min mund. Jeg skriver det ikke på listen. Det er ikke- sket. Jeg er ikke ingen med en pik i munden. Jeg vil ikke være ingen med en pik i munden. Jeg kan ikke sutte din pik og være ingen. Jeg er ingen med en pik i munden, og den bliver siddende. Min mund kan jeg ikke bare sådan skære af og sende til et krematorium og så sprede asken ud over et smukt hav, som er alle have. Min mund spiser pik. Min mund er et hylster med plads til en pik. Jeg kunne være blevet Jesus eller Gud, men jeg var et hylster med huller til pikke. Jeg kunne ikke sige: hylster, hul. Jeg kan ikke skrive skede, fisse, kusse. Eller jeg kan.


Jeg iklæder mig en hvid t-shirt.

Anne Sofie Marelli – 3 digte

En timelig indskydelse om håb

gik engang i Tivoli og så
tre svindende pletter på himlen og
tre grædende børn
der så efter deres balloner
med knyttede hænder

tænkte på de balloner længe

små emblemer på håbet

for når man først har sluppet det
er der ikke meget andet at gøre

end at se mod himlen
og græde


Et pigeværelse

august er ikke så fjern
som den har været

jeg gør boet op
deler det mellem nu og da

den blå kommode
evighedsbuketten
tedåsen fyldt med breve

smykkeskrinet
pilleglasset
de små parfumeflakoner

guldkatten fra Thailand vinker forbitret

skrivebordet
bøgerne

trådene af støv som fangarme

sengetøjet
mine hvide lår
samme langsommelige strøg

op og ned ad benene

en egenomsorg
let at forveksle med afsky

dugdråben i vinduesrammen
flængen i tapetet

foldekniven
lerkrukken
vatrondellen i nøglehullet

det døende lys

sidst på dagen, sidst på foråret

over den tomme seng

Søsterlil

en sommer i Italien deler vi seng

vi vrider os mellem lagnerne, strengt taget
er vi for store
til at dele seng

der er kun én ventilator
til vores to kroppe

du græder i frustration over varmen
jeg tænker på en anden gang, du græd
og på blodet i dit lyse hår
der bredte sig som en steppebrand

klokken er fire
varmen er en klæg afstand mellem os

vores ben vikler sig ind i hinanden
klistrer til hinanden
vi bytter side og skifter ender

jeg gør mig så smal som muligt
afbøjer luften mod dit ansigt
tegner dovne cirkler på din ryg
jeg rækker ud efter vandglasset
vi finder på at hælde vandet
ud over hinanden

over mave, ryg, arme og ben
på håndleddene og indersiden af halsen
bag ørerne

vi falder i søvn, da det lysner

jeg drømmer om en nåleskov
du kommer til syne i brynet
med et fremmed ansigt

forsvinder ud i marken
går uden skygge
du er vokset ind i din slanke krop
i dit hår
jeg vågner og har ikke andel
i det smukke, du er
alt det
der dirrer mellem os
de hvide gardiner, ubevægelige
den tidligste støj fra en knallert
mellem cypresserne

jeg ville ønske, at jeg vidste alt
i hele verden
så jeg kunne gengive det for dig