Bidrag

Christine Dam Nielsen

Tubetop og masser af kys
strålende og uvirkelig
jeg tog medicinen fordi jeg tænkte den kunne gøre mig stærk

jeg kunne godt lide Ineta
når vi spillede uno havde hun svært ved at koncentrere sig
jeg troede at jeg elskede hende
jeg troede at hun måske var mig

jeg kunne bedre lide hende
end mennesker uden skizofreni
hun virkede usikker
det ved jeg ikke om hun var
jeg ved heller ikke om hun virkede usikker

jeg grinede
hun troede at jeg grinede af hende
jeg sagde at jeg grinede af situationen, ikke af hende
hun sagde, at jeg gerne måtte grine af hende

hun sagde også at jeg ikke behøvede være sød
–

når jeg tænker på andre mennesker
mennesker man tænker er raske
tænker jeg på robotter
–

jeg er ked af at denne sygdom skulle ødelægge så meget
men jeg er glad for at nogen valgte at stå med mig alligevel

mistede jeg evnen til at formulere mig?
havde jeg den nogensinde?
blev jeg bare sygere og sygere?
midt om natten tænker jeg nogle gange: jeg kan ikke vinde over det her

måske er vi mange der står i livet og tænker: hvad skete der?
det kunne være rart at kalde det sygdom
lade det være sygdom
så det måske ikke var
mig
i got this weird and strange illness that’s not me?
–

kronisk psykose
giver mig lyst til at skrige
når jeg tænker på ham
den store mand
tænderne
grinet
smøgen
jeg blir sindssyg
for ingen ved hvem han var før
og ingen snakker med ham
og han vil ikke snakke med nogen
for han er i sin egen verden
ligesom jeg var
de ringede til afdelingen
og sagde at jeg vist var lidt for meget i min egen verden
hihi fuck af
–

Artemis sidder i sin farverige strik med lange, brede ærmer, hun så den og så måtte
hun have den, jeg er så glad for at hun købte den. hun siger: vi kan godt klare os uden
psykiatrien.
ja, vi sidder her sammen og vi kan godt klare os uden psykiatrien. hvis hun havde
penge ville hun give mig penge til højskole. betale mig i stedet for sin sagsbehandler.
selvom det er staten der betaler sagsbehandleren, ikke hende. eller det ved jeg ikke.
jeg siger at hun godt kan forvente mere. og at hvis hun stopper med at ryge hash, vil
hun opleve at kunne tænke og koncentrere sig bedre. hun fortæller om en episode
med sin far, som trak hende ned. at hun føler sig tilknyttet sin seng. at hun i
praktikken i køkkenet hele tiden skal spørge hvor tingene er.

jeg tror jeg taler for meget om at jeg synes hun burde starte i afvænning.
–

det er så langt væk nu. det jeg oplevede. mit hoved er en tom skal. min ryg gør lidt
ondt.
jeg har været bange for at miste sproget. jeg har været i min egen verden. jeg har en
vild forestillingsevne. jeg har en leopardmønstret trøje på. jeg er nærmest ude af stand
til at læse. jeg får hele tiden lyst til at ændre min personlighed og mine planer. jeg har
svært ved at mærke hvad jeg har lyst til. jeg har svært ved at have lyst til noget. i dag
har jeg spist en sandwich og en karamelbudding.
–

mytologi keder mig. når jeg går med
en af mine veninder, går jeg ind i min egen verden.
–

jeg læste en side eller måske lidt mere højt for Lucas af bogen Emma Emma på psyk.
han sagde det var flot. ikke selve teksten, men det at jeg læste en hel side.
han er så sød, han er så harmløs
sagde nogen om ham
harmløs er virkelig hvad jeg har brug for. ingen harme her
bare hans dybe nasale grin
–

jeg læste op af en anden bog for min mor
tekststykket sagde hende ikke noget
men hun har også meget at tænke på
et rigtigt liv, en rigtig hverdag
hun kan ikke være i telefonen hele aftenen
jeg er så syg
ryggen gør ondt nede i benene

jeg har forstadium til diskusprolaps
jeg spørger kiropraktoren: kan jeg få forstadiet til at forsvinde? kan jeg gøre det hele
godt igen?

Sofie Havskov – Skovmærkehjerte

Mit vågne hjerte
mærker
skovens
morgengryets stolte smil
med hjortekalv
og hjortekid
vildtets viltre færden
og bundens safter sætter pletter på mit tøj
gøgens pulsslag og hjortens kald
hør!
den kalder på sin kalv
mine hænder
finder vej
til kærulds bløde for
jeg lægger en vattot på mit hjerte


der blødte lidt i nat
Bliver verden for meget
lægger jeg mig i skovbunden
og ånder med mit
Skovmærkehjerte
finder nye stier
og kærtegn i det bundne
sitrer med det indres varme grøde
en glød har lagt sig bag min pande
en glød har lagt sig om min krop

Jeg mærker altets grønne lunger
sukke mod min hals
som smykkers perler
der lægger sig friskt som dug
mod min kolde, hvide hud

Mine nerver har samme farve
som de mange bregne-arme
der strækker sig ivrigt mod himlen
mod lysende trækroners evige glans
deres sagte dans
smager
som min hjemkomst

På et dække af kæruldsflor
støvet og åbent som lyngmarkers langstrakte balsale
som hedelyng lader blotte sit sår
mod himlen
lodne og grønne, som unge bøges sitrende blade
sådan ser der ud i mit bryst

Kantaralgyldne morgengry
kom og læg dig på min pande
jeg samler et sortbær fra hedens langstrakthed
mærker bitterheden på min tunge
skovens dybe suk
lægger sig om mit hjerte som en krans
som en dans
når det bløder stopper jeg det med kærulds bløde vat
alle sorgens huller
kan heles af skovens varme puls
Skovmærkehjerte
ræveunge i jordens skjulte grav
grævlingemælk og hinde-dug
tyttebær og hindbær
bregnefeber og nældekrat
rensdyrløv og flåt og nat
skovens smil er det sidste jeg ser
inden jeg lukker mine øjne

NIKOLAJ RODKJÆR KRISTENSEN: BLADFALD

Da det første blad faldt af træet, noterede gamlingen sig blot, at det nu lå dér i det tunge græs. Siden dalede flere, og på særligt blæsende dage kunne han sidde bag sin rude og se vinden rive bladene ét for ét af træet og kaste dem hid og did. Det første blad var endnu grønt, da det faldt, men med dagene forrykkede farvespektret sig. Siden faldt gule blade, og andre i okker og rust. Og en stormende eftermiddag, da tilstrækkeligt mange blade var faldet af træet, tog gamlingen sin jakke på, fandt den gamle løvrive i skuret og trodsede vejrliget. Han rev bladene sammen i en bunke tæt ved træet, og da han var færdig, satte han sig ind igen med valne fingre om en varm kop kaffe og så på bunken. Han tænkte på formuldning og orme og mikroorganismer, mens vinden trodsigt omgjorde hans arbejde med sit eget. Sådan gentog det sig gennem dagene, at han rev til bunke for så at betragte vinden sprede bladene så meget den nu magtede den pågældende dag, og nogle dage tyvstartede vinden og spredte, mens gamlingen endnu var i færd med at samle. Da kunne gamlingen finde på at holde inde og lænet mod sin rive, se lige op i himlens gråhed som bevægede sig over ham, sige til vinden, “Du må vente på din tur.” Som regel talte han for døve øre, men det hændte, at vinden holdt inde, om blot for en stund, og da rev han veltilfreds videre. Til sidst, da vinteren havde udbredt et snehvidt liglagen, havde træet ingen blade mer’. Gamlingen havde set det sidste blad, helt krøllet og sort, endeligt give efter. Det havde styrtet sig ned i en dramatisk sortie og var landet til skue på sin kolde katafalk. Da rejste han sig, tog sin jakke på og rev det hen til de andre. Derefter gik en tid, hvor vinden ikke gjorde væsen af sig, og gamlingen bare så på bunken og det nøgne træ og blev så ilde tilmode. Selvom der nu var blade for sig og træ for sig, og vinden var sjældent rolig, syntes det ham, at der var en sådan mægtig uorden ved det hele. Det var ikke sådan, det skulle være, men det var sådan, det var blevet. Løvriven stod i skuret, og nu var der ikke mere at stille op. Dermed gik både timer og dage, hvor han bare sad og så mistrøstigt ud på det sorte træ og den sorte bunke og mørket, der blev tættere og faldt så tidligt på. Engang imellem tog han sig en mundfuld kold kaffe, rejste sig og tømte koppens indhold ud i køkkenvasken, skænkede sig en ny. Da netop nok dage var gået sådan, kom han på andre tanker. Han skulle senere fortælle sig selv det sådan, at modstand havde slået sin rod i mismodets muld, for han syntes det lød så godt. Han fandt de gule tuber med kontaktlim i skrivebordsskuffen på kontoret, og tog dem udenfor. Her samlede han et blad fra bunken, klamt og skrøbeligt som det var, klemte en klat lim ud mod bunden af stilken og holdt den mod en gren, hvor han syntes, det skulle sidde. Han måtte holde sammen nogle sekunder, mens limen størknede til. Sådan fortsatte han blad for blad, mens natten faldt på, og da han ikke mere kunne se for mørket, fandt han en pandelampe og fortsatte, og da der ikke mere var plads på de laveste grene, hentede han stigen i skuret og fortsatte. Og natten gik, og solen stod op et sted bag det grå, og i det disede lys kunne han beskue sin formåen – et træ stod nu med blade på. Og hans gamle ven, den kolde vind, prøvede, først forsigtigt, siden med hele sin kraft at trække i det sorte, pålimede løv, men uden at kunne afrive et eneste blad. Gamlingen så det og muntrede sig derved, gik så ind og til hvile.

Jakob Brønnum – Fem digte

Loven


Det politiske udgangspunkt blev ikke berørt
men farverne fik deres eget liv
der var ansigter som aldrig var omgærdet af kærlighed når vi så dem


Solsorte må findes et sted, og svalerne over dem


de lever i kornets løfterige eftermiddag


Erindring


En enkel metallyd
fra en guitar?
En slags gylden tone


her mangler et
eller andet


så sætter erindringerne i gang
de har deres eget hjul
bevæger sig som flodsenge
i en længst overvundet april


Æbletræernes konstant


Jeg har intet dommersæde


ingen højborg, mange af disse udtryk
er forbi. Jeg forveksler min far
med forskellige stykker musik af Haydn
og ind imellem med en politiker fra 40’erne


æblerne viser sig hver sommer
som løfter, vidtrækkende profetier


når der er rødt løv overalt
står de som råbende munde omkring en


jeg skal ikke nogen steder


Grønt lys


Tiden tager flere forholdsregler
græsset giver sit sidste signal til forvirring
inden alting bliver mørkt og tyst


de fleste sætter ordene i banken
der venter de på kærtegn og pullovere


jeg ved det. Det er mørkt nu


Det, der farer forbi


Stemmer, ikke altid lavmælte
ikke mindst på grund af tidsforskellen mellem tanken og det talte


skyer, hvis sejlende badekar,
kalder på noget, der ligger
dybere end lyset


drømmene, der blev til
mellem hinanden
dag og nat
og kun varsomt gav deres vilje til kende


Dagens ufremkommelighed


Måske var det ikke støv
men søvn


i øjnene. Ligger ligesom grus
og kalder som drømme inden dagens
ufremkommelighed


tonerne der altid findes
hvad kommer så
ord?


Kærtegn? Fornemmelser? Katten?

Jonas Reebirk – Dronning Margrethe

Mormor bor i bornholmeruret i vores spisestue.
Det er indrettet som en huslejebeskyttet treværelses på Amagerbro
med frynser, tykke kinesiske gulvtæpper og duften af tandsmør på kinderne.
Hun sidder tålmodigt derinde i en stor, grøn lænestol,
hænderne foldet på den runde mave,
og et søvnigt smil, som spilder ud over hendes ansigts filtbetrukkede kanter.
Vi støver af og lufter ud i bornholmeruret hver jul,
og hver gang vi spiser bolsjer,
og hver gang mor har brug for det,
og hver femte maj.
Der er altid klar til gæster hos mormor.
Så i dag serverer hun klejner og historier fra krigen og afbryder lige pludselig:
”Nej, der er aldrig nogen, der har sagt, at Dronning Margrethe ikke var flot,”
selvom ingen har nævnt Dronning Margrethe
under dette tiltrængte besøg.
Alle ved, at mormor er hemmeligt stokdøv,
men det skal ikke stoppe hende.
Hun gætter blot på, hvad vi andre vil høre hende sige,
og hun gætter altid rigtigt.
Det fælles suk, efter vi har grinet færdigt,
forstummer med et solstrejf gennem bornholmerurets glasmosaik
og afløses kun af messingpendulets dæmpede tikken.
Et fyrfadslys på blondedugen holder tekanden lun,
og fra krukken på hylden, som hun har fyldt,
tager vi hver et bolsje til.
Alle ved, at mormor har været død i otte år,
men det skal ikke stoppe hende.

Agnete Petersen – 2 tekster

MARTSFORNEMMELSER

der ligger forude en martsdag
hvor solen skal smyge sig forbi vores halvåbne persienner
og lægge sig i striber
henover bordet
og vi skal vågne af os selv
og vores åndedrag skal udbrede sig i hinanden
ophæve den larm, der er angsten for ordknapheden

udenfor skal en fremmed komme forbi
han skal slubre og søge ned
mod den sne, der fik lov at blive
og vende den med sine hænder
smøre den opad sine arme
og om sin hals
banke på ruden og sige

der ligger forude et land af viskøs mælk
rørt og opvarmet i dybe kar
trådt ned og tøet bort
af påmindende stråler
sødet og set an
og pakket ind i foldet marcipan
eller måske fordelt som fuge mellem to mørdejsbunde

han er gal
siger vi til hinanden
og vi ser ham sprede nogle rosiner
han fandt dem frem fra sin jakkelomme
det hvisler og drypper
kvidrer og rumsterer
han bander
nu hænger det våde græs vist ved
gummistøvlernes maveskind

*

Der er stille. Og buketten af den vejkantskørvel, han plukkede forleden, har i hans fravær drysset sine frø ned på skrivebordet. Ingen vind har blæst og spredt dem, for han har ikke været hjemme den sidste uge. Vinduerne har været lukkede. Gardinerne er trukket for, så der nu også lugter lidt anderledes. Alligevel har buketten nyst, og hvilken nytte ville det også gøre at bebrejde den det. Han lader den være i sit glas og stiller sin taske på gulvet. Han vil ikke pakke ud endnu, så han går ud for at tisse og vente lidt. Han tisser og tørrer sig – det gør han ellers ikke altid. Nogle gange drypper han bare af. Han slukker lyset på badeværelset og forestiller sig, at han sidder i en kalkgrube. At han er faret vild i gangsystemer og har mistet sin fornemmelse for kalenderdage og morgentø. Dernede findes kun mørket og de tunge plump fra drypstenene. Han lytter. Lytter efter tegn på, at beredskabsstyrken er nået frem. Der er ikke andet for. Skridt mod den våde klippegrund eller lidt genklingende bippen og blippen fra deres soniske apparater. Om lidt trænger de sig ind på ham. Men det kan være farligt at lytte. Dissonansen og mandskabet kan være mange hulegange og tvedelinger væk. Og de er undskyldte, som der er så meget ikke-lyd at blive væk i. Han ved det selv. Det stumstøjer også rundt om ham. Af et knudret væv derindefra og overmorgenens tuden. Af åndsfraværets mange omtågede stemmer. De siger det samme og siger hver sit eget. De siger slet ingenting. Og det er svært at sige, når der kun findes mørket hernede. Og lugten af pis, der har stået for længe. Han trækker ud. Overvejer, om han skal vaske hænder, og vasker hænder. Nu har han gjort nok, synes han, og går ind i soveværelset for at lægge sig ned. Her lå han også inden. Og var han nogensinde ude og afsted? Med toget for at besøge hende. Havde hun et glasfad på sit hjørnebord med spillekort og konfekt? Med synåle og ugeblade til genlæsning. Og havde hun ikke også en tørresnor, der slog mod husmuren og vækkede hunden? Han tror det egentlig ikke. Det er for meget at genkalde sig nu, men et sted drejede vejen af. Det er han sikker på. Nogen kom ham i forkøbet. Det var den sene duft af sennep. Ventende ved et gærde at hvile sig op ad. Og måske en sandwich med skinke og ost. Mast mellem rent og beskidt i bunden af en rejsetaske. For et sted drejer vejene vel altid af. Kunne det have været anderledes. Hun havde redt op til en anden. En, der altid tørrer sig. Trækker ud. Køber luftfrisker: jasmin og melon og duften af en udluftning. En, der ser de fjerne støvfang, og lader kørvelen vide, at den skal vente lidt endnu. Gemme frøene under kappen. Kaste dem, hvis en dag, vinduet alligevel står på klem. Hvordan skal han kunne nære andet end had.