MARTSFORNEMMELSER

der ligger forude en martsdag
hvor solen skal smyge sig forbi vores halvåbne persienner
og lægge sig i striber
henover bordet
og vi skal vågne af os selv
og vores åndedrag skal udbrede sig i hinanden
ophæve den larm, der er angsten for ordknapheden

udenfor skal en fremmed komme forbi
han skal slubre og søge ned
mod den sne, der fik lov at blive
og vende den med sine hænder
smøre den opad sine arme
og om sin hals
banke på ruden og sige

der ligger forude et land af viskøs mælk
rørt og opvarmet i dybe kar
trådt ned og tøet bort
af påmindende stråler
sødet og set an
og pakket ind i foldet marcipan
eller måske fordelt som fuge mellem to mørdejsbunde

han er gal
siger vi til hinanden
og vi ser ham sprede nogle rosiner
han fandt dem frem fra sin jakkelomme
det hvisler og drypper
kvidrer og rumsterer
han bander
nu hænger det våde græs vist ved
gummistøvlernes maveskind

*

Der er stille. Og buketten af den vejkantskørvel, han plukkede forleden, har i hans fravær drysset sine frø ned på skrivebordet. Ingen vind har blæst og spredt dem, for han har ikke været hjemme den sidste uge. Vinduerne har været lukkede. Gardinerne er trukket for, så der nu også lugter lidt anderledes. Alligevel har buketten nyst, og hvilken nytte ville det også gøre at bebrejde den det. Han lader den være i sit glas og stiller sin taske på gulvet. Han vil ikke pakke ud endnu, så han går ud for at tisse og vente lidt. Han tisser og tørrer sig – det gør han ellers ikke altid. Nogle gange drypper han bare af. Han slukker lyset på badeværelset og forestiller sig, at han sidder i en kalkgrube. At han er faret vild i gangsystemer og har mistet sin fornemmelse for kalenderdage og morgentø. Dernede findes kun mørket og de tunge plump fra drypstenene. Han lytter. Lytter efter tegn på, at beredskabsstyrken er nået frem. Der er ikke andet for. Skridt mod den våde klippegrund eller lidt genklingende bippen og blippen fra deres soniske apparater. Om lidt trænger de sig ind på ham. Men det kan være farligt at lytte. Dissonansen og mandskabet kan være mange hulegange og tvedelinger væk. Og de er undskyldte, som der er så meget ikke-lyd at blive væk i. Han ved det selv. Det stumstøjer også rundt om ham. Af et knudret væv derindefra og overmorgenens tuden. Af åndsfraværets mange omtågede stemmer. De siger det samme og siger hver sit eget. De siger slet ingenting. Og det er svært at sige, når der kun findes mørket hernede. Og lugten af pis, der har stået for længe. Han trækker ud. Overvejer, om han skal vaske hænder, og vasker hænder. Nu har han gjort nok, synes han, og går ind i soveværelset for at lægge sig ned. Her lå han også inden. Og var han nogensinde ude og afsted? Med toget for at besøge hende. Havde hun et glasfad på sit hjørnebord med spillekort og konfekt? Med synåle og ugeblade til genlæsning. Og havde hun ikke også en tørresnor, der slog mod husmuren og vækkede hunden? Han tror det egentlig ikke. Det er for meget at genkalde sig nu, men et sted drejede vejen af. Det er han sikker på. Nogen kom ham i forkøbet. Det var den sene duft af sennep. Ventende ved et gærde at hvile sig op ad. Og måske en sandwich med skinke og ost. Mast mellem rent og beskidt i bunden af en rejsetaske. For et sted drejer vejene vel altid af. Kunne det have været anderledes. Hun havde redt op til en anden. En, der altid tørrer sig. Trækker ud. Køber luftfrisker: jasmin og melon og duften af en udluftning. En, der ser de fjerne støvfang, og lader kørvelen vide, at den skal vente lidt endnu. Gemme frøene under kappen. Kaste dem, hvis en dag, vinduet alligevel står på klem. Hvordan skal han kunne nære andet end had.