Jeg elsker provinsen og dens veje, der ender blindt. Lyden af plæneklippere og solsortesang, der fortæller mig, at det atter er sommer. Jeg elsker, at markerne begynder, hvor hovedgaden slutter. Jeg elsker, at mine voksne fødder stadig kender hver en gade, hvert et hjørne, hver en åbning og slutning, huset hvor du boede står stadig, nu så forladt som mit hjerte.
Jeg hader provinsen, dens despotisme, hyggeracisme, fadølsanlæg, at det er i håndboldhallen al volden hærger. Jeg erklærer død over pålægskagemanden. Jeg hader, at jeg ikke er velkommen, at jeg aldrig mere skal høre til, at min største sorg og kærlighed stadig lever i hver en afkrog. Jeg skal aldrig nogensinde blive fri.
Og jeg kigger ind ad vinduet til min gamle skole, og jeg ser hende stå lige der med fletning og æblekinder og togskinner, og jeg græder over alt det, der aldrig mere bliver.
Jeg elsker provinsens naboer, der altid har filterkaffe på kanden.
Og jeg var lidt forelsket i din storebror og helt vildt forelsket i din storesøster. Jeg stod fra førstesalen på Rød Skole og ventede hele spisefrikvarteret på, at hun skulle passere. De store måtte forlade skolens grund, de måtte ryge og køre på knallert og kysse, jeg vil også være stor, gid jeg dog kunne blive til.
I provinsen bor en mand, der hedder Frede, der har døbt sin søn Freddy, det er alligevel noget.
Mor former kødboller med fast håndgreb, som hun har gjort det de sidste halvtreds år. Huden på hænderne tynder ud, ryggen er formet i sorg. Vi skal have boller i karry. Bolle i Kaj, kaldte jeg det, da jeg var lille. Jeg har aldrig brudt mig om kogt kød, teksturen der møder min mund føltes aldrig som et rigtigt match, ligesom dengang jeg kyssede med en mand, der duftede særlig godt, calabrisk bergamot, og som senere sprang ud som bøsse. Samme fornemmelse; tungen der ligesom bare: slaskeslaskeslaske
Om lidt er vi voksne, siger du. Om lidt skal vi dø, svarer jeg.