At google “fødselsdepression far” giver ikke mange hits. Til gengæld lyder rubrikken på den tilbagevendende artikel: “Når far får en fødselsdepression ramler det også for mor”. Jeg tror, jeg har læst den ti gange. Og jeg giver skribenten ret. Man finder et overskud frem, som ingen vidste eksisterede. For nogen skal jo klare ærterne. Udover at ordne det praktiske, så dagen kan gå sin gang på nogenlunde normal vis, så skal mor her også være stærk. Stærkere end normalt. Men nogle gange knækker filmen. Nogle gange begynder mor at tude, når den 6-årige græder, fordi han savner far. For mor savner også far. Mor savner nærhed, øjenkontakt, omsorg, tryghed, at sove ved siden af én – én der ikke er et miniaturemenneske. Mor savner sex og sjov og hjælp i hverdagen med børnene. Mor savner ikke kun far i disse 24 dage i Spanien, som skulle have været en familieferie – vores første familieferie som mor og far og børn. Mor savner også far, når han sidder lige ved siden af i sofaen derhjemme; som et menneskehylster uden sin vante humor. Uden ansigtsudtryk. Uden ord. Når et halvt års kulmination af savn bliver så tydeligt i ansigtet på den store 6-årige søn, der om nogen har været sej det seneste halve år uden sin far, kan mor ikke længere holde tårerne tilbage. For hvornår får vi far igen? Får vi far igen? Eller skal vi fra nu af gå på listefødder, lave saft med sugerør og tage hensyn til en sengeliggende mand, der ligner far, men langt fra minder om ham. Vi håber og tror og hepper og bakker op. Skaber sollys i værelset til de trætte indsunkne øjne. Vi laver grøn te og spørger, om han ikke har lyst til at rejse sig fra sengen og komme ind i stuen og se, at alt er som det plejer. Mor forklarer far, at han ikke er ved at miste sit job. Bare rolig. Men hvis det – mod forventning – skulle ske, så går det hele nok. For far har stadig familien, som han elsker. Men far har mistet overskuddet og kan ikke skifte bleer, spille fodbold, lave madpakker. Far kan ikke deltage i sociale arrangementer. Ej heller i egen familie. Så vi andre viser flaget, som den treenighed vi pt er. Mor. Oskar. Alfred. Vi pakker gaver ind fra os alle fire og fortæller gæsterne, at far ikke er frisk nok til at deltage i dag. Far ligger derhjemme med dårlig samvittighed, dopet på sovepiller, lykkepiller, hovedpinepiller. Søsygearmbåndene tages knapt nok af armen – måske lige til det ugentlige bad. Sammen med overskuddet røg holdningerne og evnen til at indgå i en af mors mange serverede debatter om mangt og meget. Om verdenssituationen og om religionshistorie. Mor begynder at tænke, at det måske er hendes krævende individ, der har været med til at slå far ud. Men far taler ikke meget længere. Hvis han gør, er emnet: Hvordan føler far i dag? Og det er jo godt, han kan tale om det. Det skal han sgu. Men når han for tiende gang på to dage siger: “Min psykolog sagde, at hun har set langt værre tilfælde, som også er kommet ud på den anden side, ergo kommer jeg nok også ud på den anden side en dag,” så smiler mor i afmagt, fordi hun finder det grænsende til det tragikomiske, at det skal komme fra en professionel, før far kan høre. Nogle dage overlever mor… [Afbrudt af børn, der kræver mor her på tagterrassen i Spanien].