Bidrag

SOFIE MØLLER: HOTELLER

Hoteller er ikke bare hoteller. Hoteller er myrefarme, bikuber, mikrokosmosser. En avanceret form for celledeling, der udvider sig og trækker sig sammen, når man kigger på den i et mikroskop. Newtons lov om inerti foreskriver: et legeme, der ikke er påvirket af en kraft, vil enten være i hvile eller foretage en konstant, retlinet bevægelse. I et vakuum er du enten helt stille eller konstant i bevægelse. En bold, der får et enkelt puf, vil fortsætte i samme, retlinede retning, hvis den ikke ramler sammen med andre elementer. Det tænkte Sille på, da hun fulgte det røde, fnuggede tæppe langs korridoren på 2. sal. Hvis hun var i konstant bevægelse, og fulgte sin markerede linje, og ikke kolliderede med andre elementer, ville hun fortsætte denne projektilbane, indtil hendes krop løb tør for energi og kollapsede. Sille vidste meget om hoteller.
       Der er love for, hvor man må gå hen på et hotel. Man kan ikke bare opholde sig, hvor man vil. Gangene er markeret med usynlige pile, der indikerer, hvor du må gå hen og i hvilken retning. Man kan ikke bare stoppe og stirre. Man kan heller ikke smile for meget eller holde øjenkontakt for længe. Der er doktriner. Håndbøger. Eksistens er midlertidig på et hotel, som et trin på et spillebræt man skal passere for at rykke i mål. Som en boble fanget under vand, for altid på vej mod overfladen. Man eksisterer kun i sit midlertidige ham. Både gæster og ansatte er del af et lukket system, der slutter sig om sig selv som Ouroboros sluger sin egen hale. Bundet til hinanden af usynlige nervebaner og sener.
      Sille havde for længst indset dette. Det var som om alle de tidligere stadier af hendes eksistens havde manifesteret sig og stod der på række som variable af den samme grundform – kvadratroden af Sille. Kasserede forsøg fra før man nåede den rigtige sammensætning af materie. De fulgte efter hende ned ad gangene, hånd i hånd, som i en avanceret form for kædedans. Når hun vendte sig om, så hun dem for sig som de stod der – afventende, insisterende. Passerede hun folk, kunne hun ikke bare kigge ned og sende et forceret smil og sige ”dav”, for så stoppede de andre Siller dem og sagde: ”Hvor er du? Hvem går du hen? Er du udgangen? Hvem er mit værelse?” og andre spørgsmål, som Sille ikke selv kunne svare på.
       Nogle gange øvede hun sig på at gå rundt på andre etager og finde genveje rundt i korridorerne, indtil hun fandt dén vej der gjorde at hun kunne gå i cirkler rundt på etager og passere de samme værelsesnumre igen og igen. Sådan kunne hun tilbringe flere timer med at genopleve de samme gange, og hver gang bemærkede hun nye ting: mærker på dørene, ujævnheder i tæpperne, variationerne over et tema, lyde bag numrene. Det var som om, at hotellet krængede sig åbent og viste hende sit skelet. Som om strukturen viste sine mønstre, når hun gik i cirkler som en isbjørn i zoo. Hun forstod mekanikken. Gentagelsen som stilistisk figur, dørnumrene der steg og faldt som Fibonaccital. Til sidst stoppede hun, beruset og svimmel af oplevelsen.
       Sille kunne tilbringe dage med at sidde i lobbyen og kigge på receptionen. Det kolde, glatte marmorgulv, der bredte sig foran hende som en glat, stoisk pande. Receptionen, der knejsede sig fra panden som en alvorlig rynke. Forgyldt og glat. Lyset var altid gyldent og dæmpet. Årstider og døgntider var ikke mere end fjern flimmer på bagvæggen som hvid støj for øjet. Sille kunne sidde her i flere timer i sin store, tunge lænestol og betragte receptionen og gæsterne, der flimrede frem og tilbage som fluer. Store øjne, hviskende stemmer. Det bedøvede hende. Beroligende.
       Der var ingen, der krævede noget. Hun kunne sidde der og mærke hotellets fine vibrationer, som en sovende vulkan der bobler og pruster luft ud. Som kurver på et skema. Det var nok. Nogle gange var det hendes far, der passerede forbi hende i lobbyen. Nogle gange ikke. Når det var, spurgte han hende altid om hun manglede noget. ”Mangler du noget, Sille?” Han stod der med sin mappe i hånden i en lyseblå eller hvid skjorte. Slipset var sort eller navy. Håret var det samme – sort, nistret med gråt rundt om panden som en kyse. Øjnene dybt inde i kraniet, nærmest som myrer i færd med at grave en vej til den anden side af hans kranie. Stemmen dyb, altid. ”Mangler du noget, Sille?” Variationer over et tema: Samme spørgsmål, let variation i tøjet. Altid den samme far.
       For det meste manglede hun ikke noget. Der var mad. Personalet gav hende malebøger. Hun gik på opdagelse på gangene for at finde strukturerne. Før eller siden fandt hun koden bag hotellet, proportionerne mellem etager og personale og rengøringsrum og kvadratmeter. Alle hotelle havde den samme ratio. Der var aldrig den store variation. Og alle hoteller åbnede sig for hende som en musling når hun travede gangene tynde nok. Her er mine korridorer. Her er mine strukturer. Hvis Sille og hendes far var længe nok på et bestemt hotel, begyndte hun at navngive hjørner og møbler. Bjerget med de forsvindende tinder: Sofaen på plateauet på 3. sal med de mange puder. De evige drømmes kanal: Vasketøjsskakten der løb fra 5. sal og ned til køkkenet og vaskerummet. Hun elskede at se lagner og sengetøj folde sig ud og vikle sig sammen i en evig, kompliceret ballet mens de fløj ned ad skakten.
        Sille forstod sin far i kraft af hans kropsdele og organer. Hans dybe stemme, som han kun brugte på de helt rigtige tidspunkter. Det var som om, han sparede på den, og afvejede, hvornår den tjente sit formål. Den havde en dyb brummen. Og hans hænder, overraskende bløde og med forhøjede blodårer som buler i cementen, hvor træernes rodnet maser sig op. Hun elskede at trykke ned på hans bløde blodårer og mærke huden give sig under hendes finger. En lille fingertrampolin på verdens fineste fundament. Og når hans store hænder borede sig ind under hende i lænestolen, som var hun en doven kat, og han klemte hende ind mod sit bryst og bar hende op på deres værelse, uden at sige et ord, så mærkede hun deres strukturer smelte sammen og blive til én organisme, der udvider sig og trækker sig sammen i én rytme.

Cathrine Marie Nørgaard: jeg ejer ingenting

jeg tænker ofte på, om det er i dag, jeg skal dø
i en højresvingsulykke på vej mod arbejde
eller til en skydegal mand i metroen
mellem stationerne
og jeg ville aldrig nå hjem og kysse dig
lægge mig til rette i din store ske
falde i søvn, vågne og gentage
det hele forfra

en drengs ansigt i metroens vindue
han har en strikket hue på
‘ohohoh’ står der på den
det er snart jul
han holder sin bedstemor i hånden

den sidste jul, hvor mormor levede
hun havde iltslange i næsen
og lang nissehue på
den hvide kugle hang ned foran brystet
hun lagde hovedet på skrå og smilede til kameraet
det er flere år siden jeg begravede næsen
i hendes bløde kind
nisserne gemmer sig i lejligheden
på hylden i køkkenet bag stempelkanden
på badeværelset under en klud
vi fjerner dem løbende gennem januar
egentlig er lejligheden din
vi gik fra hinanden i efteråret
i 24 timer havde jeg ikke noget hjem
jeg ejer ingenting
slet ikke dig

min mormor fødte fire børn
de voksede op i et hus, min morfar byggede med sine hænder
i sin dagbog skrev mor om livet på landet
hun fandt den for nogle år siden, læste højt
et sted beskriver hun, hvordan de hentede roer hos naboen en søndag eftermiddag
et højdepunkt, og vi grinede, da vi læste det
en gang om året tog mormor min mor og onkel med til byen
tvillingerne skulle have nyt tøj
mormor havde sparet sammen hele året
lagt penge hun havde fået af morfar til side
det var som juleaften
kortvarigt at glemme, at de var fattige

mor græder ofte, når vi taler om morfar og mormor
tårerne som en direkte forbindelse til fortiden
nogle gange græder jeg også
jeg tænker på, at mormor drømte om at se bjerge, men aldrig nåede det
og på brændeovnen i stuen, hvor min bror og jeg satte os på gulvet for at se morfar tænde op
hvordan plastikgulvet bulede opad forskellige steder i gangen og køkkenet
mormors glasaskebæger, som blev smidt ud, da hun brækkede ryggen
det var et par år efter, de flyttede fra huset
hvor de havde boet i 50 år
morfar døde først, det var lungerne
mormor var gennemsigtig til sidst, men duftede af sig selv
Bamseline med blomster, syntetisk
hendes natkjole: lyserød og tynd, den formede sig efter knoglerne
sygesengen blød som mos
til sidst faldt hun i søvn, uden at vågne

jeg tænker tit på de børn, vi måske får en dag
eller hvis vi går fra hinanden og får børn med andre
så tænker jeg på, hvordan jeg vil fortælle dem om dig
måske hvordan dit smil kunne transformere dine øjne på en helt særlig måde
og at vi passede på hinanden, men at det var svært i de perioder, hvor vi begge havde brug for at den anden var stærkere
jeg ville nok fortælle, at det bedste ved at være sammen med dig var, at jeg følte mig fri
men at det kan være svært at have alverdens muligheder
gad vide, om jeg vil savne dig, hvis mine børn ikke arver din næseryg og din hårfarve
jeg vil nok forestille mig, hvordan de havde set ud, hvis du havde været deres far
måske ville vi have givet dem samme frisure, som din mor gav dig, da I boede i Norge, og hun klippede dig i køkkenet

men jeg tænker mest på de børn vi måske får
sammen
dem vil vi tage med til bjergene, hvor luften er anderledes end derhjemme
pege på kæderne af bjergrygge, der omkranser os, lade dem mærke det smukke i at være lille
vi vil introducere dem for Harry Potter og for skøjteløb, gymnastik og håndarbejde, og de skal have lov at hade det vi elsker, og elske det vi hader
de skal ikke mangle noget, men heller ikke tro, at de kan få alt
vi vil tage dem med til deres bedsteforældre, så de kan høre historier om dengang, der ikke fandtes telefoner og computere, dengang bilerne så anderledes ud
de vil spørge, hvad er roer? og, kan vi rejse til Norge?
jeg vil vise dem billeder af mormor og fortælle om hendes bløde kind, og en dag vil et af børnene presse en pegefinger mod min kind og grine
og børnene vil vokse op, blive konfirmeret eller måske ikke, og til den tid har vi begge fået rynker, og dit hår har fået grå stænk, ligesom du altid har ønsket dig
jeg holder af at tænke på os to som skrøbelige sammen
hvordan jeg holder din stok, når du skal bruge begge hænder for at komme ind i bussen
hvordan du holder fast i min albue, så jeg ikke glider på de glatte fortove i december, på vej hjem til vores ældste barn for at holde jul
og når du får en blød pakke af dine børnebørn, vil du pakke den op og se, at det er en hue med teksten ‘hohoho’ foran
jeg vil pege og sige: den minder mig om noget
men jeg vil ikke kunne huske hvad
måske vil det minde mig om dengang, vi var unge
og jeg vil tænke på den hue, du gav mig i fødselsdagsgave, engang før vi fik børn
fordi du ikke kunne lide mine hatte, store og fjollede, den ene med en kvast på toppen, som vippede, når jeg gik
og jeg ville huske de dage, de mange dage, hvor jeg ikke kunne mærke, om jeg elskede dig
og efter du har pakket gaven op, tager du huen på og krammer dine børnebørn, og jeg vil række ud efter din hånd, sige, at jeg elsker dig, hvis ikke med ord, så med øjnene
og jeg vil vide, at hver gang, jeg har sagt det, har det været sandt

Charlot Roslev: Provinsen, mit hjerte

Jeg elsker provinsen og dens veje, der ender blindt. Lyden af plæneklippere og solsortesang, der fortæller mig, at det atter er sommer. Jeg elsker, at markerne begynder, hvor hovedgaden slutter. Jeg elsker, at mine voksne fødder stadig kender hver en gade, hvert et hjørne, hver en åbning og slutning, huset hvor du boede står stadig, nu så forladt som mit hjerte.

Jeg hader provinsen, dens despotisme, hyggeracisme, fadølsanlæg, at det er i håndboldhallen al volden hærger. Jeg erklærer død over pålægskagemanden. Jeg hader, at jeg ikke er velkommen, at jeg aldrig mere skal høre til, at min største sorg og kærlighed stadig lever i hver en afkrog. Jeg skal aldrig nogensinde blive fri.

Og jeg kigger ind ad vinduet til min gamle skole, og jeg ser hende stå lige der med fletning og æblekinder og togskinner, og jeg græder over alt det, der aldrig mere bliver.

Jeg elsker provinsens naboer, der altid har filterkaffe på kanden.

Og jeg var lidt forelsket i din storebror og helt vildt forelsket i din storesøster. Jeg stod fra førstesalen på Rød Skole og ventede hele spisefrikvarteret på, at hun skulle passere. De store måtte forlade skolens grund, de måtte ryge og køre på knallert og kysse, jeg vil også være stor, gid jeg dog kunne blive til.

I provinsen bor en mand, der hedder Frede, der har døbt sin søn Freddy, det er alligevel noget.

Mor former kødboller med fast håndgreb, som hun har gjort det de sidste halvtreds år. Huden på hænderne tynder ud, ryggen er formet i sorg. Vi skal have boller i karry. Bolle i Kaj, kaldte jeg det, da jeg var lille. Jeg har aldrig brudt mig om kogt kød, teksturen der møder min mund føltes aldrig som et rigtigt match, ligesom dengang jeg kyssede med en mand, der duftede særlig godt, calabrisk bergamot, og som senere sprang ud som bøsse. Samme fornemmelse; tungen der ligesom bare: slaskeslaskeslaske

Om lidt er vi voksne, siger du. Om lidt skal vi dø, svarer jeg.

Meta Skriver – Et digt

Du ser bedre ud med tøj på, sagde du
oppe på mit værelse
over stuen.
Der var blade over det hele
i det store rum
kørt ind med trillebør ikke
så fantastisk dagen efter
men der stod en tipi i haven, man bare kunne sove i
og det gjorde næsten ingen
vi sagde meget lidt i starten for ikke at ødelægge
noget og det passer
meget godt med resten:
at du allerbedst kunne du lide mig en sen aften
på en mark
      bag min ryg.


Hud mod hud lå vi på en madras mellem zebra-
finker og marsvin, der døde fra mig.
Du var højst sammen med mig
fire dage ad gangen
så skulle du ned til tegneren i fjorden
det havde ikke noget med mig at gøre
men noget med det der var sket
før mig og din familie
jeg faldt som et kussehår
ud af dit skæg
havde tegneren sagt
han kunne virkelig
kende forskel, sagde du
og lo


Du ville gerne have mig med til Lofoten selvom jeg altid gik
rundt med ekstra sokker
jeg skulle lave ting som at sy og lave mad og føde børn mens du
byggede en båd gik på jagt den slags
som om og jeg så op i loftet
og tænkte på afstandene
ligesom med flere andre
mænd i mit liv og også siden
har jeg ligget på en madras i nærheden
af fugle og følt
et og andet


Om aftenen på marken, sagde en bekendt:
han må virkelig ha ku li dig, og det
kom bag på os begge men da var du erstattet
med en anden
der kort efter ikke ville mere fordi jeg
blandt andet var for tyk til ham
på en briks i Horsens
og om hans forældre
kan man sige at de var meget kærlige
over for deres opdræt
men det virker en anelse søgt
selv havde han melorme
i en skuffe i skrivebordet
og skildpadder
og hans nye kæreste som jeg
senere så ham med var
tynd i det og meget
lys
de fnisede sammen i gågaden
oppe ved banegården
som børn
lige høje

Samuel Hughes: NAKKEFOLDSSCANNING

Udenfor hospitalet hører jeg en mand brække sig i en busk
Han er sikkert syg

Vi går ind i Riget
Vi er en halv time for tidlig på den

Hvad gør man hvis fosteret er sygt?

Venteværelset er stort og åbent
alle vegne sidder der mennesker
kvinder ligger på brikse langs væggen

Vi bliver nødt til at stå op

Efter lidt tid får vi plads i en sofa
Overfor os sidder to kvinder hver for sig
De ser begge noget på deres skærme
På den ene kører der et afsnit af Lost
det hvor den ældre skaldede mand er ved at dø

Jeg kan ikke se hvad den anden ser
selvom jeg prøver

De har enorme maver og store lår
Den ene kvinde har taget sine sko af

Skal jeg gøre det samme?

Hvad med min jakke?
Eller Annas?
Har hun det også varmt?

Jeg henter noget vand

Der er mange kvinder i venteværelset
Få mænd
Der er varmt og solen skinner udenfor
Det må opvarme hele bygningen
Kan man åbne et vindue?

Der er to mænd herinde ud over mig
Vi har alle tre vores jakker på

Jeg er slet ikke bekymret siger jeg
som om jeg kan tage Annas bekymring fra hende
som var jeg et kar eller en kop
hun kan hælde den over i

Det virker ikke

Er det en fabrik hvisker jeg til dig
Et spædbarn skriger fra et sted man ikke kan se
Jeg bliver skræmt og ser op
Andre gør det samme

Jeg har aldrig været så bange før

Jeg ser nogle magasiner på et bord
Jeg må distrahere mig selv
Det er dameblade
boligindretningsmagasiner og modeblade

Ved bordet sidder en mand med sin kæreste 
Hun ligner Anna
Ikke af udseende
men af situation og omstændigheder
Jeg smiler og rækker ind
tager Costume der ligger nærmest

Anna beder mig finde vandrejournalen
En gul papirjournal som alle gravide får
Begge vores mødre har gemt deres og vist dem til os

Den er vigtig

Vandrejournalen er simpel af udseende
Der står forskellige oplysninger om Anna og graviditetsforløbet
Forskellige læger og jordemødre skriver i den
om fosterets udvikling
men jeg er ikke sikker på
hvad der egentlig står
selvom jeg har kigget i den flere gange

I Costume læser jeg en artikel om Dea Trier Mørch
Hun har lavet tryk der viser fødende kvinder

De er smukke

Hun har også skrevet en bog – Vinterbørn
Den vil jeg læse når jeg kommer hjem
Jeg har ikke læst noget om fødsler og mødre og fædre og børn endnu
Jeg siger til Anna
at jeg vil læse den
hun nikker

Så kalder en jordemoder
Da vi giver hånd
får jeg ikke sagt mit navn

Vi bliver guidet ind i et hvidt kvadratisk rum
Jeg sætter mig
Anna spørger mig hvor vandrejournalen er

Jeg skynder mig tilbage
det overrasker mig
at venteværelset stadig findes
efter vi har forladt det

Anna fortalte aftenen inden
at hun er bange for at maven er tom
at skærmen kun vil vise et tomrum
Det skal du ikke være bekymret for
sagde jeg
men jeg har præcis den samme tanke

Jordemoren siger til mig
at jeg skal sætte mig på stolen
ved siden af briksen
og jeg tænker på
at sige noget sjovt
men gør det ikke

Jeg sætter mig bare

Jordemoren beder Anna trækker ned i sin nederdel
op i sin top
Beder hende rykke tættere på
Jordemoreren trækker længere ned i trussekanten
så Annas øverste kønshår viser sig

Lysebrune

Hun siger noget om skambenet
blæren
Hun sprøjter en gele ud på maven
og trykker hovedet ned i det gennemsigtige

Maven er ikke tom