Bidrag

William von Ryberg: Apoteose

Neonkapellets lys
2, 3, 5 tequilashots
med en fælles veninde


som vejrtrækningen mellem opkast
et lig mellem stories
står en gud blandt mænd;


med krøller og tårer
braids opsat i nakken
som kærestesorger


blandt scenelysets hyacinter
fanger vi hinandens blik
igen, og igen, og igen


fordi vi kunne sangen
fordi jeg kender din natur
fordi jeg ligner Louvres narkissos


i en karrusel af vennegrupper
danser vi ryg mod ryg
min Newtons tredje lov


en skrøbelig ækvivalens,
lyser som solen, en optisk pincet;
der griber om mig


arbejde;
til energi, og så;
til kraft


den trækker i ubalancen
fra mine fødder til min lever
begge dømt til skærsilden


eller pythonens gab
under bjerget, bag betonkirken
dér ved dit tempel


det perfektes talerør
beskyttet af middelalderske dræberkaniner
i en forbandet velsignelse


der drypper fra min næse
efter pulveret fra min ringfinger
negl, hvis diamanter stadig kilder


på en forbrændt slimhinde
under en ophævet nethinde
blå osiris, ved en hornhinde


i en hvirvelvind af rus og kroppe;
en sansningssky;
jeg er for blind til at få overblik over


linjen mellem jer er blevet uklar
kun jeg står nøgen
i en drøm jeg ikke kan skildre


det var det som Héloïse lærte
om poetens valg
at huske, at danse, at synge;


på metroperronen, helt liminalt
en overgangsfase fra elektricitet til bevægelse,
arbejde, energi til kraft;


en tyngdekraft; fra hans laurbærkrans
der let brænder min hovedbund
Apoteose: det var det, det var.

 
 
 

Noor Qambar: Digte

Digt 1: ”H.”

I har krydset bjerge for længst,
dengang bjergene smagte af cyanid,
I har været fanget i huse i skove,
en dag i august har jeres legemer rystet,
en skræk over at indrømme det eneste sande.
I supermarkederne får i boner på jeres varer,
hjemme i jeres huse får I lykønskninger fra tusinde ukendte.
Livet er en gave fra himlen,
en gave kun til jeres glæde,
den uimodståelige glæde der binder jer til dette.
I smører madder til børnene,
bagefter ser I TV,
mens børnene løber frem og tilbage,
men jeres kroppe har intet fattet af situationen.
I har krydset bjerge fortæller jeres datter jer,
en sagte hvisken fra det ene hjørne af huset,
en glemsomheds flamme,
og minderne er som små lapper papir,
der for længst har ramt bunden.
 
 
 
 
 
 

Digt 2: ”Tyngde”

Tyngden af armene omkring din krop,
en tyngde der langsomt smelter ind i og bliver et med din krop,
der langsomt slæber sig gennem verden, eksistensen, at være med en tyngde.
Du plejede at fortælle, at du kunne gå langt på de små stræder, bevæge dig gennem masser, horder af mennesker, kropslugte, sved, mærke andres ånde i din nakke.
Tyngden er nyfunden, jeg ved ikke om det er dig, om det er en forandring, et skifte, om tyngden kan forsvinde, om tyngden er en konsekvens af, en del af at være, en del af din nuværende eksistens,
om du kan mærke tyngden i søvne, mærke at flyde ned af tyngde, ikke at kunne trække vejret, at luftvejene er blokeret, at den eneste luft der kommer ud er i korte suk, skrig og råb, langsomme skiftende bevægelser, at kunne mærke kroppens kampe.
Om du selv kan mærke tyngden, mærke kroppen, mærke hjertebankene, blodet der cirkulerer, tilværelsen i livet, med livet, at mærke sig selv som levende død.
 
 
 
 
 
 

Digt 3: ”Sameksistens”

Vi er uden identitet i et kryds af andre mennesker, deres kropslugte, tæt, mærke deres kropsvæsker.
De væsker, vi svømmer i væskerne, fører os ind på land, for at finde en afklaring, men det er ikke til at finde ud.

Vi holder hinanden i skak.

Vi holder hinanden i tvang.

Vi holder hinanden i magt.

Jeg giver dig lidt af mig, for at holde dig tilbage, du tager mig tilbage til noget ukendt, jeg glemmer hvem jeg er.
Med dig er jeg ubeslutsom, tøvende, jeg tror ikke, at jeg kender mig selv,
med dig er jeg et flig af hvem jeg er, jeg glemmer, hengemmer mig,
og du fortærer muligheden, for i den opstår en lighed, en sameksistens.

Vi bliver hinanden, i modpolerne skabes en afhængighed,
og jeg ser mig selv falde i, for det er kendt, jeg skal ikke lede eller søge.

Vi holder hinanden i kendskab.

Vi holder hinanden i tvang.
 
 
 
 
 
 

Digt 4: ”Bunker”

Bunker, bunker,
kan minde dig om
            Kroppe
            Stablet
            FOLDET
            LAGT SAMMEN
            Som i dagligvareforretningerne

Med arme,
Hænder, fingre,
Du husker
            SKRIGER
Natteræd,
Dine børn længes efter legepladser,
            I mørket,
Ser du dem,
            Arme,
            Fødder,
            Ben,
Du husker,
Du husker,

At løbe.

 
 
 
 
 
 

Anton August Uddberg: Tre digte

1.
Hæsblæsende livligt skriver du “GUD” på
min hoveddør.
Hvad end der før er forekommet,
er uden for din – eller vores
bevidsthed.
Der bliver slået vejrmøller på gårsdagens avispapir og kastet med skældsord som
“konstant” og
“kærlighed”.
Uden selvbevidstheden, er cognac og livsglæde blot et forældet syn på den altid levende og evigt tænkende lykke.
 
 
 
 
 
 
2.
Tilstedeværelsen er istandsat, til
en dogmefilm på støttehjul
og hvad der før var evigt
er nu forgæves og tilgivet.
Illusioner af gamle lysglimt
i afkroge ved gadesving.

Svindleri og efterladt lommeuld.
En tilbagevendende kampfgeist
imploderer efter længslens skyggearm.
 
 
 
 
 
 
3.
Hendes endeløse smil burde beskattes.
Løbende ned af opgangen og ud
i helvede med mig lige i røven.
Hun tager alt med sig, på nær skuffelsen.
 
 
 

Simone Nielsen: Natjournal

7.9.

Der løber en mærkelig væske fra min ene håndflade. Siver gennem huden i flere farver. Gul, hvid, brun. Lægger sig over klinkegulvet som tynd hinde. Frøer hopper på hinden som på trampolin. Ikke rigtigt min væske, kommer bare fra mig. Råber til frøerne, at de skal skride langt væk, at det er en privatsag.



*



13.9.

Sidder i en form for domhus. Højt til loftet, øjet ser uendeligt. Alt er brunt. Et sted i venstre side sidder lille pige med brunt hår. Langt borte. Kan næsten ikke se hende. Så rykker hun frem og frem og frem som skyggeflimmer, til hun sidder med knoglehvide albuer hvilende på anklagebordet. Hun gør mig ubehageligt til mode. Mand med høj hat prikker mig på skulderen og siger: ’Er det mon dig, der spreder rosengalde heromkring?’ Jeg svarer: ’Jeg tror, at pigen må dø.’ Jeg vender ansigtet op mod dommeren. Hans ansigt er væk. Jeg siger igen: ’Jeg tror, at pigen må dø.’ Dommeren uden ansigt ser forbavset ud. Peger uden fingre på uendeligt stor mand uden trøje på. Musklerne rokker under huden som dansende okser. Måske er ansigtet væk, måske er det gemt i loftet. Solen spejler sig i ham, hiver ham større og større. Der er ingen sol. Kun sol på manden. Jeg hiver blikket væk. Ser mig selv stå på bordet, hvor pigens albuer lå. Jeg er lillebitte. Som et insekt. Manden kommer gående imod mig, løfter hånden helt derop, hvor ansigtet måske er, lader den falde, klask. Vi er borte. Vi er i en skov. Manden presser mig ind imod køligvådt buskads. Arme og hænder alle vegne. Varm hud. Røget ånde mod øre og kind. Ikke røg fra smøg men fra skorsten. Lugter også lidt af surt bolsje. Som dem jeg fik, da jeg var barn. ’Du bitte,’ hvisker han, ’du er så lillebitte.’



*



17.9.

Der er nogen på værelset. Kan ikke bevæge mine øjenlåg.



*



19.9.

’Hvad vil du?’ spørger han. Kun sofalampen er tændt, han har sutsko på, ser tv. ’Hvad vil du?’ spørger han. Jeg tisser på gulvtæppet, bliver flov.



*



21.9.

Skygger på indersiden af øjenlågene, blækklattest, vil ikke.



*



24.9.

Forsøger febrilsk at fjerne en edderkop fra ryggen, men kan ikke nå den. Lille parasit, tænker jeg. Banker ryggen mod væggen til den dør.



*



27.9.

Nede på molen, summende sommerstemning. Børn leger, blå himmel, spande med krabber. Foran isbil står lille slikhårsmand med hvalpefedtede kinder og topmave, måber dumt. Bløder fra dybt snitsår i halsen. Jeg smiler. Blod løber ned over polokraven, drypper på asfalten. Han ser på mig med blanke øjne og siger med boblet fiskestemme: ’Blæ bl bælling’. Jeg siger: ’Nej mand, jeg hedder Kælling!’

Nikoline Kaiser: Tre digte

Musens sang

Akilleus, syng nu
om de kvinder du har elsket
og de kvinder du klædte dig ud som
i din stridsvogn
med skørter flagrende i vinden
bag dig


*


Akilleus, bed muserne synge
om de kvinder der
går klædt som muser
Thalia og Erato
har været her længe
og er her for at blive
Akilleus, du elsker uden bekymring om
hvordan hun satte sit hår i dag
hvilken kjole hun havde på

*

Akilleus, fastgjorde du dine krøller
med hårnåle eller sværd
byttede du kjolen ud med et spyd
var du ligeglad med
hvad alle de andre sagde
alle disse kvinder du har elsket
blegner i forhold til den kvinde
du kortvarigt var

*

Akilleus, fortæl mig
er du
hesten, rytteren, stridsvognen
eller intet så primitivt
var det dig der lærte Patroklos
at klæde sig ud
ønskede du at bære en kjole
til Hektors begravelse

*

Muse, syng
om Akilleus’ leg med køn
der ikke bragte mig ro
da jeg undrede mig over
hvad jeg var

Syng om den søn han aldrig
fik lov at bære
kun fædre
spinkle, kvindelige Akilleus
hvis forvandling forvirrede selv de kloge
Akilleus der er
glubsk som en
løvinde

*

Muse, spørg ham
ville han have valgt kjoler
hver dag af sit liv
hvis han havde fået lov?

Syng, muse
om de der ville bytte
krigens tomme hæder
til en kjole
 
 
 
 
***
 
 
 
 
Midnat, sommernat

Min ømhed eksisterer
i hede instanser
når sommervarmen er
mest bitter
når din hud smager af kul

Du kan ikke få det hele
dine hænder er for små til at holde:
hele verden
alle dens børn
min brystkasse

Og tæt på midnat, sommernat
skrumper dit hjerte: Fordamper, i varmen
jeg er slesk og leende:
du troede at alt
kom dig til gode
og her er jeg, kun femten
da jeg lærte at
blå mærker er gule, grønne, sorte
og blodet svælger og flyder i mavesækken, i livremmen
jeg var stadig ung da jeg lærte:
den lette vej ud er
ned

Jeg er porcelænslegemet i dit skød
med milde – med svimle fingre
tager du mig op
og du siger
Hvem er øm nu? Hvem, af os
er den ømmeste

Jeg er: kuldskær, lysfølsom, sensibel
du er: inderlig og smilende

ØMT, fra Den Store Danske:
”yndig, kær og samtidig lidt komisk.”

Jeg er splintret,
nu med skarpe kanter
mens du har skabt dig selv
af metal, af stål
og plantet dig, et træ af jern, i den golde jord
lad ingen herfra dig flytte
du er urokkelig, min egen.

Og mig: blå mærker og skrabede knoer
jeg er i stykker, spredt af vinden
du er stålsat og lidt rusten
vi er ømme: af vindens favntag
af den hårde jord mod vores krop
vi er i stykker, urørlige:
samtidig, lidt komiske.
 
 
 
 
***
 
 
 
 
Den første pige jeg elskede

Vi gik på rov i naboernes haver
mens nyhederne viste
en bombe der faldt i
et fjernt, fjernt land
jeg hørte det ikke over
min favn fuld af stjålne æbler

senere, i skjul
bag dine forældres hus
spiser jeg mig mæt i
rødt kød og din stemme
der sagligt forklarer mig
alt om krigen vi var med i
selvom den var usynlig for
os to

      det halve år ekstra
      du havde været på jorden
      gjorde dig autoriteten over mig
jeg spørger om jeg må flette dit hår
mens du taler
så du lader mig smide æbleskrog
på græs og grus
så mine hænder er frie

mine fingre er klistrede
af æblesaft
det føles vanhelligt at røre
dit hår, men
jeg kan jo ikke give op nu
jeg laver mørke fletninger
mens du siger at
dine forældre skal skilles
nu igen

i mit barnesind aner jeg ikke
hvordan jeg skal gøre alt der gør ondt
bedre
så jeg spørger om du vil have
et kys
og du siger nej, dit første kys
er til den dreng du en dag
vil elske
 
 

Marie Bælum Jefferson: 3 tekster

HEDESLETTER

Her kan vi kravle over fugtigt underlag
gennemsøge jordlaget
for sneglehuse, blåbær og strå der kan fløjte melodier
få beskidte negle, klædt i røde huer
Her dufter altid af svovl
om aftenen lyser bål op i horisonten som ildfluer
Jeg vender mit hovede mod dit
kryber mellem lyngen
Vi lader myrer vandre over vores hænder
spejder mod himmelen ved skumring
farven efter solens bortgang, den samme som havet efter storm
Hvis det blæser ved skumringstid blæser det frisk og salt
en duft af fisk og nødder.

 
SILENTIO

Blanke katteøjne stirrer tilbage i mørket
I depotrummene gemmer de syltede chilier og karamelliserede blommer på glas
De skærer brød med sløve knive, vasker tøj i baljer
De suger duften af vejkantsrosmarin til sig før de lægger sig til at sove
vågner igen ved middagstid, når maden står på bordet
fade fulde af blæksprutte, oliven og figner
Lysguirlanderne står tændt natten igennem, så de kan finde hjem
de der ikke falder i søvn i plastik stolene med hattene trukket ned over ansigtet
avisen i skødet, når de vågner.

  

REPTIL KÆRLIGHED

Hun har mærker fra der hvor hans tunge har strejfet.
I hendes drømme har han klør og reptilhud, bevæger sig mellem alger og åkander.
Nogle morgener ønsker hun at byen oversvømmes. At regnen lægger sig som et hav, foran lejlighedernes ruder, hvor havdyr kan flokkes.
Hun ønsker at se krokodiller glide gennem vandet ud for vinduet på tredje sal, for først at blive opdaget om morgenen, når han river det lilla gardin fra og lukker verden ind –
Hun glemmer nogle gange, at han ligesom hende har en krop. Læber, der nogle dage er sprukne, andre dage våde.
Loftlampens støvede ledninger hænger i en bue.
Der ligger noget afventende over dagen, det mærker de begge. Regnen er netop stoppet. De hører vandet løbe gennem rørene, der står nøgne og rustrøde ned fra væggen. Måden hans blik søger hendes, minder hende om at året er gået og startet igen –