”Paul, kære”, skriver Ingeborg Bachmann i et brev til Paul Celan den 10. august 1958, ”en af disse døde søndage” i Napoli. ”Jeg bladrer”, skriver hun, ”igen i Mandelstamm og læser de Jessenin-digte igen”. Igen og igen. Hun skriver: ”jeg skriver alligevel og er ængstelig glad for det, det går langsomt, endnu er intet afgjort og færdigt. Og ellers er der ingenting. Ligegyldighed næsten i denne ensomhed. Den ene dag som den anden. Ingen mennesker”, skriver hun i et sprog, som brister mellem hendes fingre, brandvarme Napoli, Via Generale Parisi, affaldets søde stank i de vanrøgtede gader. ”Og ellers er der ingenting”, skriver hun, 32 år gammel i Campanias hovedstad, få kilometer fra Herculaneum, den askedruknede by, på daværende tidspunkt delvist udgravet – mon hun besøgte den? Mon hun rejste til Pompeji, mon hun besteg Vesuv, mon hun sejlede til Capri for at aflaste sin ensomhed og tale med historiens? ”Ligegyldighed næsten i denne ensomhed”. Har også hun stået og gloet ned i vulkanens krater, som jeg selv gjorde det den 10. august 2021, præcis, viser det sig, 63 år efter Bachmanns brev til Celan. Brevet, hvori hun skriver: ”Det er et ganske godt liv, man behøver så lidt, når man har forstået det.” Forstod hun det selv den dag, forstod hun det den time, de sekunder, det tog hende at skrive sætningen? 10. august 1958, femten år før hun, sandsynligvis lammet af piller og sprut, besvimede på sit badeværelse med en tændt cigaret i hånden og startede en brand i lejligheden på Via Giulia, Roma, en dag sidst i september ’73. Det tog hende næsten en måned at dø af kvæstelserne. ”Det er et ganske godt liv”, skriver hun, ”man behøver så lidt”, skriver hun, ”når man har forstået det”, skriver hun. Forstod brevets modtager, Paul Celan, den slags, da han druknede sig i Seinen, april 1970, tre år efter han for anden gang forsøgte at myrde sin hustru i Paris; 12 år efter nærværende brev fra Napoli; ”Det er et ganske godt liv”, forsikrer hun, Ingeborg Bachmann, i brevet, søndag, 10. august 1958, godt en måned efter, at hun har forelsket sig i Max Frisch. ”Og”, skriver hun, ””løsningen”, jeg har ledt efter og måske igen vil forsøge at lede efter, findes sikkert slet ikke. Man skal tage sig i agt for at stille spørgsmål, når så meget er så åbenlyst meningsløst”, Napoli, august ’58, fire år før skilsmissen fra Max Frisch; fire år før hun bryder sammen og tvangsindlægges i Zürich; fire år før Paul Celan bryder sammen og tvangsindlægges i Paris. ””Løsningen”, jeg har ledt efter og måske igen vil forsøge at lede efter, findes sikkert slet ikke”, skriver hun, ”man behøver så lidt”, skriver hun, ”når man har forstået det”, skriver hun, godt en måned efter mødet og forelskelsen i Max Frisch; ”når man har forstået det”, erkender hun, mejslende sandheder i sit brevpapir; erkender og erkender, august, Napoli, 1958, året efter udgivelsen af Homo Faber, Max Frischs mesterværk, som lærer os, at alt er ude af vores hænder; som lærer os, at mennesket spiller fallit overfor sit lod; som lærer os, at erkendelsen ikke er til for at drive vores handling, men for at grine af os efter vi har handlet – efter at vi er blevet handlet med. Det er vilkåret, men ”Hvilken instans ville du appellere til?” som Ingeborg Bachmann retorisk spørger i sit brev til Paul Celan, 10. august 1958, og dermed taler direkte ud af Franz Kafkas fortællinger. Franz Kafka, som Celan forelæste over på École Normale Supérieure i dagene op til sit selvmord, Paris, foråret 1970. ”At jeg kun har mine arme for at lægge dem om dig, når du er der, kun nogle få ord for at kunne fortælle dig noget, et stykke papir for at sende dig mit navn til Paris”, beklager hun, Ingeborg Bachmann, i erkendelse af den andens bestandige utilgængelighed; i erkendelse af verdens hermetiske forsegling om sig selv; i erkendelse af dens pinlige hemmelighed: at man, som hun skriver, Bachmann, 1958, ”skal tage sig i agt for at stille spørgsmål, når så meget er så åbenlyst meningsløst”; hun kunne oplagt have citeret sit brevs modtager: ”Lies nicht mehr – schau! Schau nicht mehr – geh!”, ”læs ikke mere”, kunne hun have skrevet, ”se! Se ikke mere – gå!” Denne fælles længsel, at være verden, at være verdens bevægelse. Bachmanns erkendelser af altings midlertidighed: ””løsningen”, jeg har ledt efter og måske igen vil forsøge at lede efter, findes sikkert slet ikke”. Hun må have vidst det. Hun må have vidst, at ordet måske udelukkende var ønsketænkning; hun må have vidst, at hun over tid igen skulle tabe til sig selv; hun må have vidst, at Max Frisch allerede havde skrevet romanen om hende, før de mødtes og forelskede sig og gik i stykker. Men ”Det er et ganske godt liv”, forsikrer hun 10. august, ”en af disse døde søndage”, på Via Generale Parisi, ”man behøver så lidt, når man har forstået det” – når man har forstået det; disse forbehold og gentagelser, igen, når, måske, alligevel, men. Hun ved det godt, Ingeborg Bachmann, Via Generale Parisi, forelsket eller ikke forelsket, Napoli, 1958; hun ved det godt og slutter sit brev i det eneste mulige, ”Åh, Paul”, slutter hun, et halvt år efter at de for anden gang har indstillet deres kødelige forhold, ”åh, Paul”, slutter hun, Ingeborg Bachmann, 10. august, Napoli, 1958.
