Bidrag

Michalina Julia Czarnecka-Meyer: Du og jeg i dagene

nu boltrer vi os i dage
du er en due mellem mine håndflader og jeg klemmer dig blidt som for at sige:
du er en due mellem mine håndflader

vi lytter til gåsesang sammen og vi ler for den er kaotisk
sangen rejser over vandet og vralter sin vej ind i vores øregange
du ligger i mit skød så jeg kan drukne dit ene øre i billeder, fortæller dig
at om dagen drukner svalerne i lys

jeg elsker svalerne uforsigtigt
jeg elsker dem som et børnehavebarn
og jeg har prøvet at lade et ord som ‘elsker’ dø
men kan ikke
for hver dag elsker jeg

men du ved allerede hvad jeg føler for svalerne
og du ved også hvordan gåsesangen lyder
det er den indforståethed
der tegner omridset af vores venskab
og det er inden for det omrids
at jeg træder så forsigtigt;
danser så varsomt
som hoppede jeg fra åkandeblad
    til åkandeblad
i en andedam
nu boltrer vi os i dage
vi boltrer os i dage
 
 
 
*
 
 
 
jeg behøver ikke at skrive flere digte nu
du skal bare massere mine skuldre
det er nok for mig
at være en krop mellem dine hænder
eller bare at være
en enkel smøragtig muskel
mellem din pegefinger og tommelfinger
i et koncist klem
tænk at du kan mærke gennem min hud
at dér har jeg ondt
 
 
 
*
 
 
 
glødende kabler skal løbe mellem os, kraftige ledninger under jorden og sitrende guldtråde af latter i luften. kan vi forbinde os til hinanden med en infrastruktur af glæde, tror du?

min smukke, varme telefon hjælper mig nogle gange og andre gange gør den mig vild og grisk, hjertet flakser som et lykkeligt møl i et klædeskab fuld af merinould og cashmere når beskederne tikker ind, pling, pling.

jeg brænder kinden på telefonen i sengen, der er kun én besked, emma har skrevet, hun skriver:
‘luften er dejlig og blød i dag’.

hun kommer og henter mig som om jeg skal hentes, telefonen glider ud af min trætte hånd og bliver dér på gulvet. hun henter mig som et børnehavebarn eller måske som en tunbøf fra fiskehandleren. jeg skal med hende, hvor end hun skal hen. hun skal vise mig luften. jeg er pakket ind i en dyne, præcis som en tunbøf ville være pakket ind i fiskepapir. jeg tænker på en svunden tid hvor en mørkerød vandnymfe landede på hendes ansigt, nøjagtigt så lang og tyk som den cigaret hun ryger lige nu. i en legende sidder den der stadig. vi loller over tunbøf-allegorien. den ligesom bare opstår mellem os. jeg har nogle gange tænkt, at det måske er alt, vi overhovedet kan. os mennesker altså. sammen. det vi kan er at pege på ting, pege på andre ting. sammenligne tingene. iagttage, analysere, drage paralleller, diskutere, konstatere. samle på billederne og genstandende og begreberne. sanke dem. og med dem vi kender og elsker kan vi dele sankekurv. vi kan lægge to billeder i samme kurv, den alkymi der er mellem to mennesker eller flere er uendeligt potentiale. der er så meget at gøre, i bare at være. men så heller ikke meget mere end det.

 
 
 

Antonius Dalsgaard: Uddrag

natten drypper ned i et bæger
en ræv mellem hybenbuskene drejer når vi går forbi
mellem vores hænder, et fedtlag der ikke vil opløses
mosen er kold og helende

*

regnen, en orm i græsset
at kaste sten i vandet, mosens metalliske genklang

*

klæbe håret til sengegærdet, spænde fødderne hårdere mod fodenden
huden opbygger sit talg, dine fingre søger langs randen af mørket, er der noget ude i rummet du kan røre

*

vingerne blinker i lyset
en natsværmer over din pande
lodne, vilkårlige bevægelser om et nøgent lysstofrør

*

jeg løsner natten fra dig, min hånd mod din ryg
sætter dig op, mærker hoftestrækkernes knirken som en hængsel
at hælde smørelsen ud af et menneske

*

det puppeagtige
et rum af fintmasket spind
opløsningen af larvens vridende muskuløse krop
de gamle celler tjener som næring for nye i en krop af slim

*

tegne cirkler på ryggen, bøjet
spyt i en brækspand på gulvet

*

at grave en finger ind i natten, en hinde der sprænger
sengen er en væskende puppe
tynde hornede lag spredt ud på gulvet som tom emballage

*

et fikspunkt i dagen:
hænderne om glasset, det kalkede vand
solen skydes ind mellem støvet

*

gulvet dækket af støvhvidt vand
rummet bliver så fyldt og tæt, et ubehag der snøres sammen mellem øjnene
jeg lægger dynen på gulvet som en bro ud af værelset

 
 
 

Boris Eusebius: Abilify

1
bliver så ensomt
sproget måske stadigt om hvert
hjørne en syren venter dig
at blomstre og du med den
duftklar insisterer
stadigt bøje syrenerne
med verberne i nutid
 
 
 
 
 
2
skør beholder for synet i dag det
diser i øjenkrogen og på køkkenbordet
æbler fra forældrenes have i plastik
i dem ormene som kniven vil

vise en stabling præpositioner se
dette er ikke intet der er andre
i lejlighederne
rundt om
ka høre dem høre
 
 
 
 
 
3
prøve at leve stille ik
rigtigt at være
her i græsset grønnere end græsset
vibrere i ikkevinden og pludselig
stå med tandbørsten i munden roen

er det skummende det hvide det
udflydende i mundvigen
 
 
 
 
 
4
ik så forskellig fra himlen i
dag det møre det ru
en teksturforskel i grå
 
 
 
 
 
5
og så pipper busken af liv har
slugt et fuglekor
børnene i deres
gård nogen burde sætte
et udråbstegn som var
her stadigt noget her
at folde roser af
 
 
 
 
 
6
Herre lad mig stå i Dit lys
osv

 
 
 

Nikoline Kaiser: Taler

I.

    Når mine forfædre taler er det med rystende stemmer. De er bange nu, som de aldrig var i live. Når jeg sejler på åbne søer ønsker jeg at svømme i stedet – men vandet er mørkt og farligt.

Der bliver tvunget mad i min mund hver lørdag
vin om søndagen

 
 
 
II.

    Der bliver skænket te i kopper blanket af solen. Jeg bliver spurgt, igen, igen, igen, om jeg ikke ønsker et barn. Måske to. Tre, hvis du er heldig. De bedste ting kommer i tre

primærfarver

og sæt af læber mod mine

 
 
 
III.

    Han er ung og uskyldig og kun besat af kvindekroppe fordi han er blevet fortalt, fra barnsben, at det skal komme en dag, og det skal komme, en dag, det skal komme en dag.

Der bliver tvunget en tunge i min mund om lørdagen og søndag græder jeg til tårerne fylder mine lunger

der bliver drukket stødt og heftigt. Hver lørdag. Hver fredag. Hver søndag og mandag.

 
 
 
IV.

    Anden – en pige hvis ansigt jeg ikke kan huske.

Hun er ung og uskyldig. Og kun besat af kvindekroppe fordi hun er blevet fortalt, fra barnsben, at hun skal være besat af sin egen krop. Det blev på et tidspunkt til besættelse af andre kvindekroppe (pigekroppe). Er hendes hofter større end mine. Hænger hendes bryster længere nede. Det er en pigekrop, den er stadig i forandring. Den er stadig i forandring. Har hun strækmærker, allerede. De kommer naturligt. Hvor vokser håret. Hvor bløde er hendes kinder, hendes baller. Er de blødere end mine. Hvornår er det – åh, jeg ønsker at være hende.

Hvornår er det – jeg ønsker at føle hendes krop mod min. Jeg er en ung pige-kvinde og jeg kan ikke se væk. Jeg kan ikke holde op med at ønske. Jeg kan ikke lade være med at længes.

 
 
 
V.

    Anden, igen – jeg husker hendes mave, både flad og vældende som bølger. Når hun sidder er der folder, når hun strækker sine arme over hovedet er det en steppe. Jeg rører, forsigtigt, og prøver på ikke at gå længere end vi tør.

To, nummer to. Hvornår er det teenage-frygt og teenage-lyst. Er du stadig, i dag, vild med kvinder som jeg er? Eller var det kun os piger, forskrækkede og forsødede. Var jeg et eksperiment du kunne gemme væk, når du tog hjem efter skole? Var jeg den langhårede, brødfødte landbrugs-tøs du kunne trække efter dig som på en line. Eller tænker du stadig på mig, bare en gang imellem, som den der stjal dit første pige-kys, dit ikke-hvad-dine-forældre-forventede-eller-ønskede kys?

Var jeg mere for dig end bare den du holdt i hånden så folk skulle kigge en ekstra gang?

 
 
 
VI.

    Tredje – en kærlighed der varer en livstid.

Jeg har: leet, af dem der sagde kærlighed var det hele. Jeg har leet, af dem der ikke kunne gå en lige linje, efter de blev forladt. Jeg har ikke kunne forestille mig den sorg det var, da du forsvandt igen. Frit fald og pludseligt – du var der ikke mere. Ikke en død, men et afsavn. Ikke en begravelse, men en sorg.

 
 
 
VII.

    Tredje – en begravelse.

Hvordan kommer man sig efter sit livs kærlighed er – væk?

Hvordan kommer man sig, når man ikke længere kan række ud, ikke længere kan tåle at mærke noget i sin mund, ikke kan drikke, ikke kan synke.

Synker ikke mad og vand. Jeg synker kun til bunds.

 
 
 
VIII.

    Og havet byder mig velkommen.

 
 
 
IX.

    Jeg drukner i hval-svælg og længsels-bitter vin der har stået bag alteret i hundrede år. Jeg kan mærke en hånd på min hofte, tager fat – uskyldigt, er hvad jeg har fået at vide, men jeg var også uskyldig og ung og lidt for fuld, på den søde smag af at turde bruge sin krop på en ny måde.

I skoven, midt om natten, midt i en fest med larm og bål og musik højere end guds symfoni – i skoven hvor det gik stærkere end stærkt og jeg blev mærket for evigt. Uskyldig.

Jeg drukner i en forvirring der hedder – hvem har skylden? Han, eller jeg, eller tuden af den flaske vi drak af? Mine forfædres stemmer runger i mine ører og siger, kvinde gør din pligt. Og siger, disse hofter, denne krop, disse strækmærker. Hvor er barnet nu, spørger mine forfædre og jeg svarer, hvad med det barn jeg var? Bange i den mørke skov, men ikke alene.

Det er et held at der er gået så lang tid, oceaner af tid, tid nok og tid tilbage: tid til at jeg kan mærke hendes læber mod mine, bittert som de smagte, før jeg kan mærke, smage, føle, hans.

Træer holder vagt over pigerne der bliver holdt fast, mod skovbunden, mod døde blade og regnvåde grene. Der er alkohol i hans uskyldige blod – der er meget man kan undskylde, når man ser en mand som uskyldig.

Der er meget jeg kan undskylde, når det handler om de kvinder jeg elsker.

 
 
 

Anne Sofie Marelli: To digte

Oprørte vande

Der findes tre slags mennesker,
formentlig flere endnu

Skibsmasten
salig hævet over oprørte vande
rank og massiv

Fyrtårnet
hvis hvide spydspids flænser
mørkets tætte kappe
og går til i upåagtet stjernedød

Bølgerne
overladt til klippers nåde
forvist til breddens stenede bræmme
hvor de pisker sig selv til døde

*

Plasticparadis

Sisyfos, min ven
en slagen mand
ved bjergets fod
Du yder så meget,
nyder så sjældent
En last som en kampesten
hviler på dine smalle skuldre
lig en rævepels
der smyger sig om en forgyldt nakke
En næve af jern er imidlertid
hvidglødende låst om
din strube

Min ven Sisyfos,
mens du slæber dig mod din højborg
med blytunge ben
står det skrevet
i de stadig dybere trækninger
ved dine mundvige
at du også tænker på,
hvem der er dømt til en præmatur død
i Plasticparadiset
Det betyder lidet,
hvis den overlevende af de to
alligevel skal spise den andens ådsel
når han slipper igennem kværnen
og bliver optimeret effektiviseret rationaliseret
Men Sisyfos, min ven
vi mødes ved bjergets fod
og lader os æde og spytte ud
arm i arm
Vi har vores forjættede land
og den blussende tosomhed
er der ingen, der nægter os
 
 

Jens Arild Elsig: Aarhus’ have

Når det visne blad siger som stenen på
vejen og nu et kort sekund efter er ved
at sige farvel til flokken og spredes i
mange hundrede dele af den bil som
ikke suser men kører forbi. Det blad man,
når det er ungt, tørrer sin røv i når man
bare skal. Det som nu er afmonteret fra
moderen fordi det snart er efterår og det
er det endelige farvel.

 

Naturen skræmmer også mig. For enden
af trappen hvor by-lyngen siger lyde som
et tropisk land og lidt som en
sommerdag i pindstrup. Den summende
lyd jeg tror jeg forveksler med en
hugorm som det nok ikke er i Aarhus.

 

Den vej jeg valgte at gå som jeg ikke
kendte, men håbede ville føre mig
derhen jeg ville, viste sig at føre mig til
en trappe. Jeg skulle ikke op af den
trappe, så jeg gik en anden vej i stedet.

 

Så nu gik jeg ned ad en sti som
førte mig til der hvor min mor har sagt til min
søster hun ikke må gå når blodet er fyldt
og lyset er væk. Her er nu dejligt nok.

 

Her hvor jeg sidder nu kan jeg se unge
som mig selv løbe hurtigt. Jeg har aldrig
brudt mig om at løbe, jeg synes det er
en underlig ting at byde sig selv. Det
med at stæse afsted ude blandt
fremmede mennesker helt frivilligt.

 

Her er også vand i haven og ænder som
larmer. Skriger og pjatter. Som babyer er
de. De ser så hjælpeløse ud. Bare et
hjørne af et brød så kommer de. Nips.
Små og hjælpeløse. Nakken ryster også
på den så det ligner den kramper eller
har tics. Og hvor den dog kigger på mig.
Som et menneske så træt og sulten.
Ingen vil hjælpe dig lille ven. Jeg tror jeg
afskyr den. Måske fordi jeg ser mig selv,
men hvad ved jeg. Et enkelt tryk. Hvilken have.