Bidrag

Thomas Bundgaard Jensen – To digte

Entomologisk mareridt

Man bliver så kilden af Google
de salte klicheer siver ind i nerverne
og myrer pibler fra porøse porer
skelettet hikkende sig itu
flækker mørke stemmer på langs
og vittigheden lyder:
hvad mener natsværmeren selv om sin tørke?
Den er nem det er ansigter
ne Skt Sebastians mosser
de spidse maddiker
dryssende som nominalsyntagmer:

blomsterne når mit kranie sprænger

*

Vinduesruderne mjaver
stentøjet fanget bag stenede gitre
glitrer under solens pladaskblik
fordi tungerne er parykker
skal kødet lyse i blink
en sexet stank af javabønner —

våde tændstikker i mine fingre — 

*

Jeg giver intet for apologier:
jeg har fandme Mme Butterfly på
mine myoser i brystet er koloniale varer ved
julehjertehjernen et stativ hvor antiloperne
                       hænger til tørre
elefanttantra blæser et tentativt lilla
men på julemandens værksted har de hikke:
koppeudbrud og kontrapunkt
kvinderne siger knæk elefantblod
skridser et fortykket jeg kommer
elefantiske tandoorimængder over kyllingen
det juler sådan med syltet ingefær
sex og texmex og ærter under huden
jeg rasler

*

Lidt navleuld at pille i
lidt panisk panegyrik
skulle det være en fest?
min angst er et anagram
uden ortografi —
autofiktivt støv i min
specialeskrivende stue
selvom Olynthos brænder (1)
men hvor kan jeg dog
altid allerede
bortødsle de sekunder
som stakkels halvhjernede
nordjyske socialdemokrater
knokler dagligt for at producere —
forkælede snothvalp!
udskift mig venligst
med et andet jeg

*

————————————————————
(1) Se Demosthenes’ 3. Filippiske Tale (9.68), hvor han dadler athenæerne for ikke at have hjulpet Olynthos militært, da makedonerne invaderede bystaten. I samme åndedrag tilskynder han athenæerne til at forberede sig militært på et makedonisk angreb, fordi Athen ville kunne lide samme skæbne som Olynthos.

Det jeg som står på siden
er ikke mit rigtige jeg

det jeg der i et pludseligt nu
erkender offentlighedens biologi
når mit ansigts forkrampede kød
udkrænger blokke af lyd

til almen undren

og som plumper ned
i en dirrende lejlighed
og beder:

giv mig et nyt navn!
så hælder jeg fuckedme gin
ud over det gamle
og smører angsten ind i sæd —

det jeg som jeg betragter
fra søvnløshedens altan:

*

Her er din millimeter
bo på den

jeg bløder igennem papiret
og ansigtet blafrer med vingerne

min krop er anløben
og skarpere

“end hos nogen tidligere generation”:

alle de dage
jeg flækker på langs
som hygiejnebind
med mine rødbrune tanker
lige til et hashtag
det vi mødtes i
da mit ansigt fløj sin vej

og byen kom i en hvid orgasme

jeg ligner alt hvad jeg mangler
jeg mangler ingenting
kun alt for meget

kompetencer jeg burde bære
som et yoniæg
for at holde angsten i live

jeg mener: minde angsten om
at jeg gerne vil melde mig ind
men at konkurrencen er hård
(“åh… fuck ja!”)

I konklusion: “det er derfor vi lyder så dumme
når vi blir transskriberet”

(se “5. Eidos hos Novalis og Tieck)

*

Det klirrer fra min musselmalede mund
pludselig lugter jeg af gammelt blod
som et liderligt stankelben
vraltede jeg rundt i nattens nullermænd
eftersom skrivebordet er for småt
jeg er John Cleese der pisker Helle
sponten med en gren (2)
men hvordan er det dog min hals ser ud!
sjælens svulmelegemer suger til sig
                                  af min krop
eskalerende en svimmelhed
til jeg brækker mig

(det hele er utilsigtet deleuziansk)

glasskår snitter dine fødder
mens du samler mit hovede op

fra gulvet

*

————————————————————
(2) Se bog 7 af Herodots Historie (§ 35), hvor Xerxes’ mænd afstraffer Hellesponten.

Polaroid

En brungul stank

                    af gammel

      italiensk

                   porno

hænger over

                     min magelighed

Jeg er skyld i alt

                    og angrer ikke

     slet ikke nok

                   min t-shirt er stænket

                        med rødvinspletter

jeg har tiltagende mave

              og sengen er uredt

solen vækker mig med

             skriftsteder

                                  fra Tertulian

               og Danmark kan mere:

se nu for helvede

                        hvad jeg har gjort

sådan et luddovent

                      insekt

           med trevler

                      af rødt kød

        mellem tænderne  

SIFF RYTTER – BORDERLINE

Og jeg blev født en søndag med din navlestreng om halsen, dit livs lys, din stjernes sol, og jeg var helt stille, og du råbte til dem, at de skulle give mig smæk, og de slog mig i numsen, og så skreg jeg, dit søndagsbarn, og jeg skulle hedde Lone, ligesom dig, og Siff, som hende i Pigen og sommerfuglen af J. Bech Nygaard, fordi hun var så god, så god og alle omkring hende udnyttede hende, hende skulle jeg opkaldes efter, og da I bliver skilt første gang, siger jeg, at jeg vil bo hos mor, det er det, jeg siger, og I skiller børnene ad, det er det I gør, og I gifter jer igen, og far og N. flytter ind, og vi er udenfor, det er udenfor vi er, mig og N., det har sneet, og I er gået i seng, og det er så smukt udenfor, så stille, så vi går ud, mens I sover, og vi leger, og alt er godt, men så vågner du, og du er vred, og du vil have fat i ham, N., du vil rive i ham, slå ham, og du råber, at han ikke har passet på mig, fordi vi kastede med snebolde ude på vejen, at jeg kunne være død, men der var slet ikke andre end os, og far skærmer for ham, så du ikke kan nå ham, holder dig ud i en strakt arm, det er som en dans, og jeg står og ser på det, det er det, jeg gør, jeg ser på dig, og senere på natten på N., han sidder på fars skød, det er der, han sidder, og han er helt faldet sammen, og han stirrer frem for sig, og han savler, og far ringer til lægen, men du får fat i ham en anden gang, og nu slår du ham, mens han ligger i sin seng og sover, jeg kan høre, han råber ad dig, og jeg står i køkkenet, ja, det er der, jeg står, og jeg kigger op mod loftet, hvor jeg kan høre slagene komme fra og hans skrig, og larmen da han får samlet kræfter og sparker dig i maven, så du flyver hen ad gulvet, det tilgiver du ham aldrig, og jeg står bare der, og jeg ved, at du altid siger, at skulle man ikke komme ud for noget, der er værre, så skal man være glad, og nu er det så blevet min tur, og jeg ringer for at høre, hvornår jeg skal være hjemme, og jeg snakker med dig i telefonen, og jeg spørger, om du er forkølet, og du spørger, hvorfor jeg spørger om det, og jeg siger, at du snøvler, men det er det samme som at spørge, om du er fuld, og det spørger man ikke om, når man er dit livs lys, din stjernes sol, og jeg kommer til at smide røret på af frygt, og det gør man slet ikke, det ved jeg bare, og nu er jeg bange for, hvad der vil ske, og da jeg kommer hjem, siger du ikke hej skat, men siger, at jeg skal gøre rent i bryggerset, hele bryggerset skal jeg gøre rent, og det går jeg i gang med, det er det, jeg gør, og der kommer pludselig en stor sort edderkop frem, og jeg skriger og løber ud i haven, hvor du stadigvæk sidder og drikker sjusser med naboen, og jeg prøver at fange dit blik, men du lader som om, jeg ikke er der, og nu ved jeg, at du er meget sur på mig, det ved jeg, og da naboen er gået, skælder du mig ud, du råber ad mig, forfølger mig op ad trappen, og du giver mig et par på hovedet, og beder mig om at tørre blodet op, og det gør jeg selvfølgelig, det er jo mit blod, jeg tørrer det op, og bagefter sidder jeg ved din side, det er det jeg gør, og jeg er så bange for, at du vil slå mig igen, og du siger til N., da han kommer hjem fra fodbold og spørger, hvad der er galt med mig, at han skal lade mig være i fred, og skulle jeg ikke komme ud for noget der er værre, skal jeg være glad

Mette Wiljemund Svendsen – Dragens År

Der ligger et stykke af Kina i min køkkenskuffe. En spisepind i porøst papir, der samtidig med at den jævnligt bliver fravalgt, prøver at finde meningen i at være upraktisk.


Dragens År

Jeg blev taget med sugekop.
Et aflangt hoved uden retning.
Udadtil faldt mit hoved på plads
Indadtil dikterede en medfødt hældning på mit højre ben, at min hjerne lå skævt.


Du kom galopperende på dine ben i min retning. Nu står vi her.
Ranke og akavede. Fremmede og på date.
Prolog er så lille en kaffebar, at det nærmest er umuligt ikke at købe en kop kaffe.
En dunjakke stryger min kind, en vante den anden, min nakke er hele tiden blottet og varm. En ånde fra en fremmed mund holder os i bevægelse mod kassen. Fra køen har jeg tid til at overveje, hvilken slags kaffe der kan kompensere for blæsevejret, der på forhånd har defineret min frisure.
Du er her også. Du bestiller en sort kaffe to go og jeg følger efter.


Du tager min hånd.
Et velplejet overskæg og stærke fingre.
Jeg er et tillidsfuldt barn som har lært at finde tryghed i dybe armhuler og døde øjne.
Jeg føles ødelagt.
Kun holdt sammen af en gammel dobbeltknude, jeg selv har bundet.


Københavns brosten får i perioder min hjerne til at ligge i vater: Følelsen af kortvarigt at være i balance, bruger jeg til at illustrere en oplagt rute vi kan gå. Ordene finder en naturlig vej ud af min krop og lander let i universet og til dig. Jeg tolker på dine fødder, at vi er på vej det samme sted hen. Vi synkroniserer et skarpt sving til højre. Søndagen emmer af, at weekenden snart er slut, stilheden er overvældende og kun afbrudt af en tom øldåse, der rasler tilbage mod søpavillionen. Jeg har taget et fødselsdagsflag med i min taske, så jeg husker at tale meget om mig selv. Jeg blev født på Gentofte Hospital klokken 06.35. En sjælden tør årstid. Jeg var et dehydreret barn og en tørstig teenager. I stilheden synger den raslende dåse en kendt popmelodi på dansk. Du synger med.


under vand
Se os danse, vi sveder på steder kun dansen vidste fandtes og det er mærkeligt
Jeg kan ikke svare dig på hvorfor du er våd på dit højre øjenlåg, men jeg tror.
Jeg tror at du græd lidt da du så mig danse
Må jeg tegne dig mens du er nøgen?

Dybt blik

Jeg synker

Jeg kommer lige op igen
Jack, må jeg kalde dig det?
Jeg kommer lige op igen

Et forelsket underliv kan ikke klokken, men med krampe i læggen så lærer man den hurtigt

I Moskva ligger tusindvis af nøgne mennesker
Og godt i stand til at sige tvivlsomt ja og helt klart nej så skal vi ikke til Moskva i nat, hold da op hvor skal vi ikke til Moskva i nat
Det er titlen på det portræt som jeg næsten tegnede af dig og som du solgte

Forestil dig at hver gang du drejer rundt om et hjørne, så står der en nøgen kvinde.
Sådan var dit liv, i midten af tyverne

Du var et vrag


Når jeg ikke spiser alene, så er det fordi jeg spiser sammen med andre mennesker. Du er så gavmild når du bestiller din yndlingsvin og deler den med mig.
Som vi sidder her overfor hinanden og spiser en let anretning, er det svært ikke at forestille sig en landejendom med tre gale haner og pejs inde hos naboen.

Indtil nu havde jeg ikke mærket noget til min nervøse ankel. Indtil nu havde jeg ikke tænkt på, at to dumplings og en orange vin var et faresignal. Jeg er så tillidsfuld, når jeg ser to dumplings ligge ved siden af hinanden. De ligger på tallerkenen på en harmløs måde. Så milde med deres præferencer til likvidering. Som en pige med god appetit, spiser jeg den ene dumpling uden at dele den over, i stedet for tygger jeg den i mange dele inde i min mund. Det hele virker bare mindre brutalt når jeg har lukket mund. Du gør det samme, spiser en dumpling og prøver at afkode en mening i mit ansigt, der stadig tygger i et skiftevis udstrakt og sammenkrøllet ansigtsudtryk.

Vi tisser på skift. Ved siden af os sidder et andet par og gemmer på opskriften til et lykkeligt ægteskab, de kommer måske fra Nordsjælland, måske fra Kina.

Når jeg tænker over det, så kan jeg ikke huske at jeg nogensinde har været i Kina. Jeg holder ellers meget af det land og deres måde at forudsige fremtiden. I Kina havde de vidst at din telefon altid går ud når regningen skal betales. At med tre haner følger et ansvar i 5 til 10 år. Jeg ved ikke om jeg kan holde ild i en pejs, der ikke er min egen i så mange år. Det hele står i den kinesiske kalender og det eneste jeg kan tænke på, er at der ikke er flere dumplings.


Jeg blev taget med sugekop.
Et aflangt hoved uden retning.
Min mormor gav mig hurtigt en hue på.
Det forvirrede mig, at jeg var så elsket.


Jeg havde ikke forestillet mig, at vores afsked skulle være sådan.
Du vidste, at min barndom var hård.
At jeg blev født i Danmark og brækkede benet gratis i 1999.
At verden er åben og fuld af valg.
At jeg er mæt og har et hjem.
At jeg er alene og elsket.
Jeg præsenterede mig selv med mit rigtige navn.
Du præsenterede dig selv med dit nye navn.
Du brugte mine penge og lod mig vide, at det var dragens år.
At alt nok skulle løse sig.

IDA WEIS – TRE DIGTE

FULL ENGLISH BREAKFAST

salthvide hoteller i et lunkent solparadis
vi spiser full english breakfast i en bar på stranden
første ferie kun os tre
mor tager nattevagt derhjemme

far ryger prince light ved den skinnende pool
lyden af tårer river op i nattens syninger
jeg tror, jeg vil gøre hvad som helst
for at komme med i hans enmandsklub

mange somre senere bestiller jeg igen full english breakfast
ligesom dengang, jeg kunne spise hele livet
men min appetit er blevet væk
mine helte forvandlet til bitre mænd



SANTORINI

skyggen af en sky sejler op ad den golde klippe
på himlen er bjergkamme skraveret i blåt
støvgult og okkerbrunt, oliventræer med tykke maver og slanke stammer

mor ringede i dag med svar fra scanningen
i den travle reception fik vi endelig forbindelse
selv når du rejser væk, kan dårlige nyheder stadig finde dig

vandet mellem klipperne er som flydende lys
for tusinder af år siden var øen begravet i lava
mellem havnens fiskeboder beordrer jeg gletsjerhimlen til at vælte over spisende familier



VERDEN BAGVED

der må findes en verden bagved
med midnatslande
hvor stjerner løsriver sig fra himlen som hagl
og soldale
hvor sommerfuglesværme stiger op som farvet silkepapir i vinden
dybe enge dækket af stille vande
og skyer spundet af sølvtråd

hvor kommer de fra
de drømme, som brænder mig
jeg er en skygge på en glasskive
møder min gamle ven og føler ingenting
sidder til bords med elskede og føler ingenting
spiser min livret, tager toget på arbejde, læser i en bog
ingenting

Stine Højris – Ventedigt

mandag omdøber jeg mig selv
og tager et sejt outfit på til forelæsning
så de andre tænker om mig
at jeg nok tænker tanker om ting
de fleste går efter femogfyrre minutter
et sted her er der nogen
der hedder det samme som mig
rummet er måske en encyklopædi af mennesker
jeg savner altid sommeren
jeg savner altid efteråret
jeg savner altid sidste år
hvor du tilbød mig dit hjerte
på et træskærebræt med saftrande
mit kammer i aarhus midtby
mine ti kvadratmeters hovedpine
i de uåbnede øjeblikke tror jeg stadig det er dig
der ligger i venstre side af sengen når jeg vågner
min mor sagde
du har tabt dig det kan jeg se
i taljen og i ansigtet
når jeg poster en selfie på instagram
følger du mig ikke længere
en dreng fra tinder sender den der emoji
den med hjerter i øjnene
det er jo altid en anden
hvis jeg spreder benene når jeg ligger i min seng
kan min nabo se at jeg ikke længere har menstruation
nogle morgener vågner jeg med angst i mellemgulvet
og håber på det topper inden jeg møder i skole
forelæsningssalen er fattig
jeg tror ikke ham der hører efter
han har shoppet løbesko den sidste halve time
jeg kan lugte den snus han har under overlæben
engang blev jeg nikotinskæv på min venindes sofa
jeg genkender nok kaos når jeg ser det

Signe van Zundert – leverancen

i dag skriger min dødsangst
på indersiden af mit hoved
den tror også
at jeg er rig
den koster mig 712 kr. inklusiv porto
og levering til posthuset i føtex 0.6 km væk
for en brandstige og en optisk røgalarm
forestillingen om at brænde inde
i min lejlighed på første sal
er
U U D H O L D E L I G


hver nat omkring kl. 01:58
der er kun én vej ud
tænker jeg
og mærker varmen boble i tindingerne
titusinder af nåle der angriber
min hud
blodårerne slår knuder på sig selv
mit åndedræt
forsvinder
ind
i
solar plexus
og hjertet der vil hugge sig ud af mit bryst
der er kun én vej ud
der er kun én vej ud
der er kun én vej ud
(hjertets mantra)


vågner med en dunkende
hovedpine
en sms fra postnord brager ind
den forventede leveringsdag


er jeg den eneste
der tænker sådan her
?
lugter jeg røg
?
ingen blå blink eller sirener


det er pinligt at have angst som
voksen tænker jeg
og at skulle håndtere dens dyre
vaner samtidig.