Batteri
Whoosh.
Restart.
De suger hende ud.
Vi forsøgte, vi prøvede, vi var alkymister, vi var Frankenstein, og vi trak i håndtaget, og lynet slog ned, og jeg så det, jeg så det: Det blinkede i sort og hvid og ultralyd, og she’s alive og tillykke.
Jeg tænker igen på døden, og det tager mig altid tilbage til min otteårs fødselsdag, hvor jeg spiller Master of Puppets, så min fremtid fordamper, mens min mor ryster på hovedet, og manden, jeg kalder far, læner sig tilbage og lukker øjnene
og der er boller og kakao
og this one goes to eleven.
Battery får gulvet til at vibrere, og kakaokoncentriske cirkler skyller mod kanten af koppen, de vil ligesom ud, og det er nøjagtigt som i Jurassic Park hver gang T. Rex nærmer sig
og T. Rex nærmer sig
og Jeff Goldblum lader en dråbe løbe ned ad ydersiden og siger at life finds a way, men den tørrer ind halvvejs nede, og nu er fodtrinene tydeligere
nu er fodtrinene højere end trommesoloen
nu er fodtrinene lige udenfor
og jeg har aldrig holdt vejret på den måde
og Lars Ulrich har aldrig spændt armen på den måde
og verweile doch! du bist so schön!
Der er ingen efterklang, da Thit løber ind i hoveddøren og må indse, at hun alligevel ikke var i stand til at åbne den i sit løb, og hun prøver igen at tage i håndtaget, men er for hektisk, og hun prøver for tredje gang, og døren går op, og James Hetfield råber cannot stop the battery
og jeg troede længe, at det var en sang om et batteri
Hun holder den op i luften, bylten, og hun skælver og rækker den frem mod os, så vi kan ane næbbet, og hendes læber bevæger sig, men vi kan ikke høre andet end smashing through the boundaries / lunacy has found me.
Og manden, jeg kalder far, er vores huckleberry, og han ligesom affyrer sig selv fra lænestolen og direkte ind i en Marvel character, flår den svøbte høne ud af hænderne på hende og lægger den på armen og begynder at massere nogenlunde det sted, hvor man kunne forestille sig et fuglehjerte, og jeg kan stadig høre den knasende lyd af en medicinstuderende, der så mange år senere brækker alle hans ribben i et forsøg på at genoplive ham, og jeg bilder mig ind, at mit otteårige jeg står der og kan høre det, mens han pumper kyllingebrystet med nænsomme tre fingre, inden han læner sig ned mod dens næb, og Thit holder sig for munden og så for øjnene, og hun snurrer rundt om sig selv, indtil min mor dirigerer hende ned i en stol
og jeg skolder læberne
og min gane hænger i trevler
og hun mangler 87 gener på kromosom 1.
Jeg slukker aldrig for Battery, og hønen dør, og manden, jeg kalder far, dør, og for fjorten uger siden slog lynet ned.
Hun går i stykker, da de suger hende ud.
Måske blander jeg tingene sammen
I multiverset er der ingen smalle steder
Vi har e-boks, dit liv i en kasse, billig vin.
I aftes: Askes kone kalder sig søvnolog og taler om indsovningsbesvær og siger hun kan hjælpe mig, men baby-girl er allerede sovet ind, og jeg tror heller ikke jeg selv har specielt vanskeligt ved at dø.
I sidste uge: I min e-boks ligger Schrödingers baby, og før vi har åbnet kan hun være i live, og før vi har åbnet kan hun være død, og på en måde er hun begge dele, men når vi har åbnet er hun enten det ene eller det andet, baby-in-a-box.
I fortiden: Klinikken beder mig oprette en bruger og please confirm your humanity, siger reCaptcha, kan jeg ikke nøjes med at afkræfte at jeg er en robot, det kan jeg ikke, jeg siger, Siri, confirm my humanity, og Siri siger, beklager, Kristian, jeg kan ikke confirme din humanity, og jeg er dancer, og jeg vælger alle felterne med trafiklys og vinger af og bekræfter, og den siger system failure.
For længe siden i en galaxy far, far away: Sygeplejersken løfter scanneren, og hun kigger, og hun scanner, og hun kigger, og hun siger ikke noget, men hun siger, hello darkness my old friend, og hun kigger på mig og smiler og siger, det ser fint ud, the Lannisters send their regards.
I aftes: Askes kone siger at jeg ikke vil hjælpes og at det er min egen skyld og at jeg selv bad om det, det var on demand, on de mand.
