nu boltrer vi os i dage
du er en due mellem mine håndflader og jeg klemmer dig blidt som for at sige:
du er en due mellem mine håndflader

vi lytter til gåsesang sammen og vi ler for den er kaotisk
sangen rejser over vandet og vralter sin vej ind i vores øregange
du ligger i mit skød så jeg kan drukne dit ene øre i billeder, fortæller dig
at om dagen drukner svalerne i lys

jeg elsker svalerne uforsigtigt
jeg elsker dem som et børnehavebarn
og jeg har prøvet at lade et ord som ‘elsker’ dø
men kan ikke
for hver dag elsker jeg

men du ved allerede hvad jeg føler for svalerne
og du ved også hvordan gåsesangen lyder
det er den indforståethed
der tegner omridset af vores venskab
og det er inden for det omrids
at jeg træder så forsigtigt;
danser så varsomt
som hoppede jeg fra åkandeblad
    til åkandeblad
i en andedam
nu boltrer vi os i dage
vi boltrer os i dage
 
 
 
*
 
 
 
jeg behøver ikke at skrive flere digte nu
du skal bare massere mine skuldre
det er nok for mig
at være en krop mellem dine hænder
eller bare at være
en enkel smøragtig muskel
mellem din pegefinger og tommelfinger
i et koncist klem
tænk at du kan mærke gennem min hud
at dér har jeg ondt
 
 
 
*
 
 
 
glødende kabler skal løbe mellem os, kraftige ledninger under jorden og sitrende guldtråde af latter i luften. kan vi forbinde os til hinanden med en infrastruktur af glæde, tror du?

min smukke, varme telefon hjælper mig nogle gange og andre gange gør den mig vild og grisk, hjertet flakser som et lykkeligt møl i et klædeskab fuld af merinould og cashmere når beskederne tikker ind, pling, pling.

jeg brænder kinden på telefonen i sengen, der er kun én besked, emma har skrevet, hun skriver:
‘luften er dejlig og blød i dag’.

hun kommer og henter mig som om jeg skal hentes, telefonen glider ud af min trætte hånd og bliver dér på gulvet. hun henter mig som et børnehavebarn eller måske som en tunbøf fra fiskehandleren. jeg skal med hende, hvor end hun skal hen. hun skal vise mig luften. jeg er pakket ind i en dyne, præcis som en tunbøf ville være pakket ind i fiskepapir. jeg tænker på en svunden tid hvor en mørkerød vandnymfe landede på hendes ansigt, nøjagtigt så lang og tyk som den cigaret hun ryger lige nu. i en legende sidder den der stadig. vi loller over tunbøf-allegorien. den ligesom bare opstår mellem os. jeg har nogle gange tænkt, at det måske er alt, vi overhovedet kan. os mennesker altså. sammen. det vi kan er at pege på ting, pege på andre ting. sammenligne tingene. iagttage, analysere, drage paralleller, diskutere, konstatere. samle på billederne og genstandende og begreberne. sanke dem. og med dem vi kender og elsker kan vi dele sankekurv. vi kan lægge to billeder i samme kurv, den alkymi der er mellem to mennesker eller flere er uendeligt potentiale. der er så meget at gøre, i bare at være. men så heller ikke meget mere end det.