Bidrag

Anne Kierkegaard: Væskeindtag

Jeg havde været kvalfuldt tæt på at nyse i tre dage. Havde stoppet mine næsebor med papirlommetørklæder for at modvirke den konstante dryppen, og alle de ting, jeg skulle have klaret (arbejdet, madlavningen, børnene) begyndte at manifestere sig som en byld i min pande – øm, kløende og væskende. Væsken sivede fra samtlige ansigtsåbninger, og mit hoved begyndte at føles som om det var under nedbrydning – i samme øjeblik gik en follikel til grunde og igangsatte en strøm af blod og væv fra min livmoder. Mens tyngdekraften trak og trak, udførte vandet sin kerneopgave indefra: opløsning. Jeg sivede ned gennem madrassen, gulvbrædderne, gurglede rundt på etageejendommens betonfundament, inden jeg fandt en vej ned i jorden, og jeg blødte ned i den og efterlod kun et glitrende skum på overfladen.
 
Det kølige mørke var beroligende.
 
Så søgte noget kontakt, en elektrisk impuls fandt mig, og jeg blev suget op. Endnu en nedbrydelsesproces fandt sted: min flydende krop blev yderligere skilt ad og optaget i en anden organisme—tynd og tør som min gamle krop, men med hundredvis af lemmer og tusindvis af små duftende blade. Mine rødder søgte i jorden efter endnu en slurk, mine blade strakte og glædede sig i hvert eneste solskinsstrejf.
 
Var dette himmelen?
 
Et par af mine molekyler spredtes i luften og blæste ind i næsen på et menneske, der med omhyggelige hænder udvalgte sig nogle af mine bedste lemmer og knækkede dem af. Det lod sine fingre løbe over mine blade igen (mmm, timian, sagde det). Mennesket serverede mig til et andet af dets slags, ét der så mere vissent ud, i en kop kogende vand. Igen opløstes jeg, igen spredtes jeg i en organisme. Jeg tog en dyb indånding, endnu en slurk og – selvom det ikke var beroligende som den stille undergrund eller tilfredsstillende som sol på klorofyl – fik jeg det bedre.
 
 
 

Nana Fatou Danjo-Klit: to digte

Der er hvide amerikanere, der også står under solen
 
Nu er det stille
Solen, den gamle urostifter, min ven
Vi sætter os ind i dagligstuen
Mærker ikke meget til beskyttelsen
Du strakte dig til det yderste
Det åbenbart ikke er så vigtigt,
at gøre noget ved det
Jeg er frk. klog.
Du, kalder dem ved fornavn
Noget han havde lært i USA.
 
 
Lokal stjernetid
 
Det er mandag aften
Hustru lukker op og byder mig
Rigtig luksus
“det gør skide ondt”
Altid kvinden der blev taberen
Jeg hvisker tallet hemmelighedsfuldt
Man synes, at man er heldig de gange man ikke bløder
Hun var for sød
Jeg er ret perfekt
Lidt smartere end ellers
Altid haft flotte ben
 
 
 

Beate Elise Skakkebaek Lindegaard: Et digt

Det kommer ind fra siden;
raslen i tremmer.
Det er let at genkende farverne fra
sin krybbe og den måde
Moder taler om sig selv på.
Det er let at genkende
egne fingernegle der stikker til maveskindet.
Jomfruen skuer mod
det himmelske lys
vi andre gylper honning op.
 
 
 

Julie Tingkær Christiansen: nordhavn

om eftermiddagen kommer solen, sådan er foråret, en melankolsk forsinkethed. alle går mod nordhavn, havnebadet er smukt i den lavthængende sol over industrikraner og byens tage bag stationen. jeg kigger på dit ansigt, imens du ser ud over vandet, det grønne oplyses og lever som smykkesten i dine øjne, det grønne med den mørkere blå kant og det svagt lysebrune, der er strøget omkring din pupil. tosomheden, den elsker jeg med dig. vi sidder her på trædækket, du giver altid kaffe fra andersen & maillard, du elsker at give.
lige her blandt andre mennesker, de fremmede, som man kommer til at elske lidt; lige her har vi siddet i mange timer efterhånden. jeg er heldig, for snart er byen vores, alle de steder vi har erobret og indlemmet, samlinger af det vigtigste.

om aftenen går vi under banelegemet, togene giver sådan en brusende lyd fra sig, når de kører mod svanemøllen eller den anden vej, som en understrøm, der griber fat i én nedefra, og man mærker det i underlivet. himlen er stadigvæk lys og mild, april måned. vi går ad østerbros ensformige gader, smukke facader vender mod os i kvarterets mange karreer, jeg ser det hele.
jeg er så træt i de her dage, en overgangsladhed. vi beslutter os for at gå i irmaen lige ved os, købe ind uden at ane, hvad vi skal lave til aftensmad, sådan er vi begge, sanselige dovne væsner der lader os forføre, lystdrevne, og derfor mangler vi ofte penge. vi vil gerne have børn, men det koster penge, vi vil gerne have et sommerhus siger vi grinende i munden på hinanden, det skal nok ske. hvor er vi stærke og bange sammen.
vi køber ind til din pastaret med tomater og frisk basilikum, jeg får min vilje. knækkede stænger rå pasta på gulvet under mine hvide tennissokker. du hakker løg og andet til den varme pande, det hvæser og madskyer stiger op i vores smalle køkken, vi indhylles i damp, og ruden sløres ud mod herninggade. vandet i den største gryde, vi ejer, koger nu, jeg elsker gaskomfuret, her er så mange lyde, noget klikker og når flammen tændes ved man at det er okay, vi står bare her og laver mad.
vi har ingen sofa i lejligheden, den står til opbevaring, så vi sætter os ind i sengen for at spise. her kunne jeg være alle dage med dig, kigge ud på spirerne og tagene der er vores udsigt. vi lader altid vinduet stå lidt åbent, livet er derude og herinde. den nedgående sol laver glødende overgange på den blyfarvede himmel, en hvid kondensstribe fra et fly skærer på tværs, den svage måne træder mere frem nu. pastaen er varm, og parmasanbjerget smelter ned i resten som en minigletsjer i den dybe tallerken. vi spiser begge i stilhed og med stor appetit, nydelsen finder vi altid i sengen, herfra udgår vores verden, så tæt op ad hinanden som kun elskende kroppe kan være.

om morgenen vågner vi, senere end planlagt. dine mørke hår få steder på det hvide lagen imellem vores puder, som små tab af nattens sorte.
 
 
 

Samuel Hofmeister Hughes: Tre tekster

SOMMERHUSET

Stranden. Bred og provokerende. Du kom forpustet ind i. ”Hvor kommer du.” Sveddryppende og. De talte stadig derude. Som om at det, de var i gang med aldrig. Vand ramte vores fødder. Hver eneste gang der kom. Mænd der badede nøgne om. Satte sig i saunaen, smed vand på.
Sommerhuset blev malet gult sidste. Man drikker kaffe. Sidder ned.
På dette tidspunkt af. Træværket duftede, fordi det havde regnede i. Det er flere år siden, at vi sidst. Om natten.
                         Vi begynder at drikke tidligt, for at. Tømmer glas, spidder. Fortæller                          den samme løgnehistorie igen og.
                         Vi kender dette sted, men hver vej vi tager, er en vej vi ikke.
 
De voksne sov. Vi pakkede os ind i. Tæpper og uldne. Du tog langsomt dit tøj. ”Jeg kan se, at du er.” Du hjalp mig med at. Trak det over hovedet. Kraften i dine. Dit skind var. Jeg havde ikke set disse.
Lag.
Skrøbelige og salte.
Om morgenen græd du. Du troede du var. Men væggene var tynde.
 

SKOVEN

Vi kendte godt hunden. Skoven var kølig, efterårsdagen var. Han blev ved med at. Lang og slidt. ”Du sagde, at du.” Du har fortalt mig om flere af dine.
Området havde vi for os. Vejen der omkransede bakken, de fleste af træerne og åen der. Hvor vi. Stierne. Vi byggede vores egne. Tøjet tog vi af i byger. De to søstre var ikke, søstre af blod. De sagde.
 
På et tidspunkt turde jeg ikke kravle højere. Da vi fandt myretuen, var det sket. Jeg forstod aldrig hvordan de andre kunne. Rødt på rødt, på sort. Igen og igen. ”Stop det.”
Det som en ven aldrig ville.
Nede i butikken var der montrer med fisk og kød. Kasser med grøntsager, brød, stenfigurer. Dyr i bure og forskellige smykker og lænker af. Hylder med glas i forskellige. Vi måtte vælge to hver.
Jeg husker ham med ryggen til. Nede ved.
 
”Du skal løbe og så hoppe.” De stak pinde ind i. Rodede rundt. Kørte stærkt. Deres små kroppe. Det er først et år senere, at håret kommer. Over solen lå en.
Pøl med tis. Skyerne og de grønne. Det var deroppe vi. Hunden var jo ligeglad. ”Hvis du holder din hånd stille.” Nogen havde sagt at vi. Igen og igen.
Det passede ikke.
 

HULEN

Lejligheden var en. I går var allerede. Vi lå i klynger. En sydvendt hule ud mod. Op ad dagen. Varm ånde og harpiks fedtede. Ovenpå hinanden, ved siden af. Under jorden, ude i.
Natten var forskellige tunneller, der havde formeret sig som fingre i en. Tog os ud gennem. Byen havde omringet os. Vi vidste ikke.
Vi serverede stegte rødspættefileter, kogte, skrællede, hvide kartofler, øl i pæne.
                         Du går rundt ude i køkkenet. Vi er lige stået op, eller, du er. Vågnede                          tidligt. Du sætter dig op, din ryg. De andre følger med. ”Man skal                          passe på her,” siger du og peger.
                         Over dit hoved hænger. Et lag af døde.
                         Kaffens duft findes ikke, og så pludselig findes den. Folder tøj,                          pakker ting ned, ind i skabe, ryster.
 
Det var ingen fest vi holdt, mere en slags. Op ad dagen kom folk til sig selv. Så prøvende hinanden i. Rævehaler og harefod.
Du havde ikke kigget på mig hele. Den slags opførsel var. Allan, Lars, Thomas og Bjørn. På et tidspunkt havde hun fået. ”Du kan sgu da ikke bare.”
Da du kom tilbage. Din pels var rød og stiv. ”Hvor har du.”
Udenfor tog vinden. Vi hørte efteråret. Vi lå. Din krop var. Du spiste.