Bidrag

Asger Nyborg Jensen: Til bryllup

det var en god tale, præsten holdt, det er der bred enighed om

nu former alle deres hænder
til skåle og henter luft ind

hælder det ned i deres skjorter, op under kjolerne, dér
ved slidsen
 
 
bruden er kuldskær selv nu
hvor hun næsten er ætset væk af sine fantasiers indfriels

duvende med et brunligt strømpebånd om låret
skutter hun sig, hvor er han
som har ødelagt hende
 
 
*
 
 
der bliver hvisket i krogene, ved bordene og midt på gulvet:

de vil snart trække sig tilbage
de skal snart i seng
 
 
nogle tømmer baren, nogen overtager musikken

nogle lægger hovedet mod bordet og mærker det skælve, hvis det skælver
vil de mærke det skælve
 
 
alle er trætte, det er udmattende
at engagere sig i andres lykke
 
 
*
 
 
brudgommen står i køkkenet
sørger for popcorn med trøffeldrys

skål efter skål fyldes op
 
 
hvad er det dog for et liv
spørger bruden, hun træder ind og spørger
hvad er det dog for et liv
 
 
kameraet skifter vinkel, zoomer, hendes ansigt er helt tæt på:

sølvfarvet glimmer i øjenkrogene, overalt

den frygt, som har drevet hende
vil ikke afsluttes, ikke
sætte noget uden for hende i svingninger, ikke holde andre vågne
 
 
hvad er det for et liv, spørger hun
gommen bliver hektisk og river sig i fingeren
vil udnytte hele trøflen, råber og forsvinder med skålene

at han ikke spilder noget, det er sådan et liv

at han tager noget og bruger det, bruger det op
 
 

Alma Winneche: SOL (TEATER (DRØMHÅRDT))

hvad vil du, spørger hun

jeg går og ser på jer som om i er
heldige begyndelser. sammen venter vi på sneen. men huden er endnu stram, og fejlene kravler som fine sølvkræ mellem fingrene. håber skoven trækker jer ud af sig som

spættede voksne

nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen, hvor månederne er passeret på forhånd, som at gennemleve et rum af ingenting, jeg har sat mig i alle positioner

(barnet måler sig)
(vi må vågne)
(pligten er ikke til diskussion)

nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen, og hun fortæller om at gøre rent for penge

jeg græder i bilen, jeg

nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen

længe gjorde jeg rent og passede børn for penge, siger hun. og nu sætter jeg mennesker i systemer, regler og mennesker
spørger: elsker du det, hun siger
gu gør jeg da ej

nej, nu stiger solen virkelig på en bustur fra south carolina til new york, ikke direkte naturligvis, men mindet er
ikke sammenhængende

fine sten, lille kæde af glimt,
børnene må ikke have smykker på udenfor. prøver alligevel at beholde dem om halsen og håndleddet, siger: mor gav mig dem
i morges
så opdeler vi døgnet i frihed og struktur, jeg lod A. beholde sin halskæde med månevedhæng

nej, nu
lad mig blive i det svævende felt
vi stopper med at føle arme og ben, så fingerspidser, så

nej, nu stiger den virkelig

muskler i anklen
glatter ud og bliver til
stop med at drømme, børn! nu skal i vågne, det er tid til at
 
 
 

Ina Lykke Schmidt: fem tekster

 
der løber tiden og min livmoder har den trukket ned over hovedet som en hat, tiden bærer min livmoder som en hat, den hænger ned i øjnene, og tiden græder blod, og er fanget i modernismen, og jeg tror ikke på kunstig befrugtning og ægte kærlighed
 
jeg er bange for mænd med økser, når en mand ikke er gift kan han ikke administrere en økse, det er jeg overbevist om, jeg elsker din mand, men vi tager en pause, han ringer ikke, der er ingen mails, jeg hader din mand og dig, så er der børnene og ferien
 
og jeg sidder og ved, at jeg aldrig finder nogen som din mand, og ville ønske jeg ikke havde fundet ham, men mænd der ikke er gift bruger en livmoder som en hue, ugifte mænd er utilregne-lige, når natten falder på, så ved de ikke, hvad de skal gøre af al den patos

 
 
 

 
Der var den nat hvor jeg græd på gulvet i dine arme, og du trak din finger ud af mig og tørrede mine tårer bort, en anden gang stak du fingeren i munden på mig, så jeg kunne smage mig selv, det var den nat, hvor jeg sparkede til en overhead, så den faldt ned og gik i stykker
 
og vi lå i mørket på gulvet og troede at ingen kunne se os, men vi glemte at gadelyset skinnede ind på gulvet og oplyste mine barberede skamlæber, og din tunge der jog ind og ud af mit blussende helvede, og andre gange har vi gået i parken og fodret ænder

 
 
 

Alma Winneche: To digte

DRÆGTIG

vinteren kommer og fjerner bakterier så kun
de fineste forbliver

husker du kalejdoskopet med LED-lys
var du et kønt barn

jeg var aldrig
det groede i stuen

nu står jeg med hovedet bøjet ind over vasken og spiser den halve appelsin som du lagde til mig
den slags forbindelser
se vi sover hos dig
altid igen

solsortene er begyndt at komme til haven
står tæt på og brystføder
ind mellem læberne presses de
gennem systemet og ud igen
omvendte børn

havde jeg været
platinblond og hungrende
en sladredrossel en vaselinekælling

hver nat
sluger det
mit eneste ur

(hvordan blev noget ellers virkeligt)
(hvad jeg skal sluge for at spytte ud)

stjæl mig
med digtånde med øjne som bonner
stjæl mig
sommeren er gået

påstår nu ikke at kendes andet end indefra

så stor
så stjernedrægtig
rummene udvides som barnekrop.
 
 
 
***
 
 
 
DET ER ALDRIG VINTER NÅR DE GROR

forår nu

vi bygger rede
og spiser egne æg
og smager halm og skede og
shampoo i læberum

ikke du
bare det

fortællingen om to duer
vedkendelsen af fuglekrop
virkeliggørelsen

jeg åbner nye hjem
jeg vedkender

gletsjeren der gerne må
lægge sig hos mig i sengen

et sanseløst nu

øjnenes retning
føllet

kald mig sølvdronning enespurv fremdriftskælling

jeg skal huske på at vi har hver vores glasboks
jeg skal huske på at mine bryster vokser med anden hastighed end dine
vindruer perler sure æbler
de

dufter som jeg forestiller mig
 
 
 

Manja Holmelund: Moderdagbog

Blommetræerne er støvede, lilla og gul. Toget suser forbi. Mormor på bakketoppen. Jeg står i regnen i linjen på marken. Hun vinker. Uendelige baner.
 
 
Akvariets lys danner en regnbue ned på det hvidpigmenterede trægulv. Kampfisken og tetraen. Jan Johanssons jazz på svenska. Månelampen. Rejerne vender hvert sandkorn.
 
 
Digestive. Rød sodavand. Omsluttet i morfintåge. Jeg stryger hånden hen over maven. Det snurrer i brysterne. Maven falder sammen. Hvide net undertrusser. Syningen ved kønslæberne. Hævelsen omkring skedeåbningen som en stor kugle der blokerer indgangen.
 
 
Små plastik dyr i en glasskål hos lægen. Jeg scroller ned og viser det billede, jeg bedst kan lide af ham. Hvor munden buer opad i et slags smil. Ikke dem hvor kroppen ser forvredet ud. Ikke dem hvor kraniet stikker op under huden.
 
 
På apoteket efter mere ammestopmedicin. Musvit påkøres. Solen skinner.
 
 
Jeg er nødt til at ringe til en offentlig instans: Hej, jeg har mistet mit barn og skal derfor ikke have børnepenge alligevel. Så nu hvor I registrerede, at mit barn blev født, KUNNE I SÅ IKKE I SAMME OMBÆRING HAVE REGISTRERET AT HAN VAR DØDFØDT INDEN I SENDTE JERES FUCKING BREV OM BØRNEPENGE. På kirkekontoret. Jeg skriver hans fulde navn på dødsattesten. Underskriver.
 
 
Jeg hvisker hans navn tre gange. Tager mig til øjet og lukker det med hånden. Vi bærer kisten ind i kirken. Så drejer vi skruerne i, og jeg tænker: Nu drejer jeg to skruer i, vi anede ikke at der skulle skruer i. Kirketjeneren spørger, om hun skal ringe med kirkeklokkerne. Vi kigger forvirrede på hinanden. Jeg stryger min hånd hen over kisten, lægger den fladt ned på kisten. Vi sænker kisten ned. Det er lige ved at gå galt. Sætter mig på hug det sidste stykke inden kisten rammer jorden og kaster en påskelilje derned.
 
 
 

Mathias K. D. Johansen: Tre Digte

storebælt er et stort hjerte
et regnvejrshjerte
ligesom en regnvejrsbeholder er et hjerte
en blære
en bære af indtryk der har vristet sig fri af øjeblikket, som sveden på min ryg eller spyttet på din hals der tørrer og falder ind i dag og ud af mine tanker og
igen ned i en anden beholder, et hjerte der husker
ligesom storebælt er et hjerte
der husker og vi krydser det
og det fortæller
man kan ikke holde vejret
i mørket
hele vejen under vandet
alene
 
 
 
*
 
 
 
TIL PIGEN I KØRESTOLEN LOVE PÅ HENDES KJOLE
 
alle vilde blomster
alle byens anemoner
paracelsus rose krammet sammen om stykker af papir
barnehænder neglerødder og sejlgarn i din gule lomme
 
 
 
*
 
 
 
livet er fuld af syner
jeg kan se dem i skyerne når de lyser
jeg er forelsket og min ven flyver til Japan
min onkel dør, mens min mor stadig lever
en stemme er grusom
og nu bliver det sommer

for mine øjner danser stjerner
overjordiske koralrev
favnfulde af blomster
postkort fra et slot af druk

min onkel dør
mens min mor stadig lever
tar imod himlen mens hans hjerne fyldes med blod