Bidrag

Carla Dengsø: Dig Kirsten

solen blinker lidt for den har masseret jorden hele
dagen ja den gode jord hvor vi så ofte sidder og spiser bare
os to Kirsten på jorden os to og vores kroppe dovne op ad et træ eller
med benene hængende udover broen vi sidder tit sådan det forestiller jeg mig
i hvert fald at vi gør måske var det kun to
måske tre gange men når solen er varm er det mest de gange jeg
tænker på og dyrene kigger op fra hullerne de indånder varmen de
stritter lidt i varmen og så dykker de ned og spiser
af jorden og hinanden dyrene åh hvor de tygger og nærer sig
nogle gange ruller de lidt rundt og andre falder i søvn jeg
tror jeg fortalte den slags bare sagde det ud i luften Kirsten
jeg håber sådan vores lille mis har det godt i solen et sted den blinker
lidt mere lidt hurtigere det er sjovt for skæret fra skarpt lys gør mig jo ængstelig
men solen ja den blinker mig ind i en rytme der ikke er kynisk
men vuggende og det tror jeg mest har noget at gøre med mor
hun plejede at lukke øjnene når solen gjorde sådan for eksempel i maj måned sol
ja jeg ved ikke hvor gammel jeg har været men der blinkede du meget
og mest bølgende af hvad jeg husker men indimellem bliver jeg i tvivl sol
om hvor meget det egentlig var at du blinkede
og intensiteten den har jeg svært ved at genkalde mig og min alder i de dage nej
måske omkring de elleve men nu mærker jeg mine skuldre der
på en måde spænder op under dine orange blink
fordi jeg forventer at de skal få mine skuldre til at falde lidt ned
som Kirsten du altid sagde ja det kunne jeg vist trænge til
og gik hen bag sofaen og pressede dine hænder ned i min stive nakke
men jeg forventer også altid så meget

 
 
*
 
 

mor sagde engang noget om verdens undergang tror det var en slags remse sådan
tænker jeg på det nu men hvad i alverden! laver den der bille
på mit ben det må være en skarnbasse åh ja de glimter sådan under maven
og man skal huske! at vende dem om for ellers spræller de sig ihjel
som når mor kildede mig men den der
og det er jeg sikker på kravlede også på stammen
men det var nok før vi hængte kattens lorteposer i det træ åh
den basse må have været glad
sådan en lort hvis den havde haft tænderne i den jah man skulle næsten
det var derovre man snakkede om at holde en sammenkomst
men så var det at brændenælderne
(og de kunne jo ikke forsvare sig selv)
dækkede hele området og ham der startede snakken var en fyr med briller
og han hed da Carsten!
der var de tatoverede lægge der tilbød at tage sin webergrill med
puha som de læggede eksploderede som muldvarpeskud nej
så var det bedre med brændenælderne
men så var det pludselig at vælge mellem
brændenælderne eller Kirstens hænder den slags gør mig ængstelig
som da katten forsvandt i mange uger og vi troede jo den kom tilbage

 
 
*
 
 

så vi købte os en grøn kano family size
den skal være family size sagde damen i butikken så der er plads
til både tæpper og madkurv derude var både sivene og gedden
den gedde kan nappe en i fingrene hvis man holder dem i vandet længe nok
ja sådan sagde jeg til dig Kirsten og hvor du hvinede og hvinede men det vand
nej det begriber jeg ikke
det selv samme vand de samme krummer fra dine voldsomme hindbærsnitter
de stadigvæk flyder rundt et sted og de lange spyt
jeg begriber ikke hvor det spyt ja alle de krummer kan være i alt det
væltende vand og jeg lod som om jeg trak vejret sådan nogenlunde
og så ud mod de siv og den gedde som du mente at have set
gedden under os gedden den ligger så stille fortalte jeg for mor vidste meget om gedder
fra morfar vidste hun den slags ja den ligger så stille helt forstenet ligger den
og venter på at knuse tænderne i en lille fisk og den lille fisk bare stivner
åbner munden for den fisk var ikke længere fisk
men noget glinsende midt i geddens ansigt
sådan er det med store fisk sagde du
ja det er derfor de skal fanges
og så kunne jeg jo have hørt dig om noget ja bare et eller andet

 
 
 

Marcus Voigt: samtaler over maden

beluga bolognese står på komfuret
bobler stille ind i sig selv, afgiver væde
jeg kigger på dig der troligt står
og rører rundt, keder dig
pastaen koger over
jeg tager den af varmen
så er der mad
vi går ind på dit værelse
i den nye lejlighed
du er lige flyttet herind
på frederiksbjerg med roommate
længere væk fra mig
vi sætter os ned og kigger hinanden i øjnene
jeg anretter portioner, du sukker
du vrisser over portionstørrelsen
siger at du ikke kan spise så meget
jeg siger at jeg bare kan tage over
spise resten når du ikke kan mere
så begynder jeg på min egen portion
blander fuldkornspasta med bolognese
anretter bidder på min gaffel
kigger op på dig indimellem
du ser ned på din tallerken hver gang
så i stedet kigger jeg på den gule væg bag dig
den du panikkede så meget over
skal hele værelset være gult?
skal det bare være én væg?
vi nåede at klistre dem alle ind i malertape
før du bestemte dig for at det bare skulle være den ene
nu står du tilbage med et forvirret værelse
med én grågul væg
over den kan jeg høre
overboen gå uroligt rundt
retter fokusset tilbage på dig
du sidder og græder salt ned i din mad
smager den til igen
jeg spørger dig hvorfor du græder
og du svarer at vi aldrig snakker over maden
der er for stille
i forhold til hvad du er vant til
og jeg svarer at jeg aldrig har snakket over mad
at jeg er opdraget til stilhed
at vi hjemme hos mig
aldrig snakker over mad
at maden på den måde bliver hellig
men at jeg godt kan ændre det
du er træt af at tage initiativ hele tiden
synes altid at du indleder samtalen
og synes for resten heller ikke at vi har samtaler
men bare parter der fortæller og lytter på skift
jeg strammer grebet om bestikket
ser dig sprænge i en sky af blod
og så siger jeg
at jeg vil gøre mit bedste
men at det er svært når du taler så uhåndgribeligt
og du har altså også en tendens
til at køre ting ud af proportioner
og du siger at du ikke vil ændre noget ved mig
men at det bare ikke er nok lige nu
jeg ville ønske du brugte dine ord til at slå mig
i stedet for det pis du har gang i lige nu
og det her skænderi
havde også været bedre
hvis Radiohead havde spillet i baggrunden
måske OK Computer eller A Moon Shaped Pool
et eller andet der kunne sætte det i reference
i stedet sidder vi i stilhed
og glor hinanden i øjnene
mine vrede, dine våde
jeg spørger om vi ikke skal gå ud
lige ryge en smøg og drikke noget vin
og du siger jo
så vi forlader maden
tager vin og smøger
og begiver os ned ad din bagtrappe
ud i gårdens mørke
tænder vores smøger
flammen dirrer i mine hænder
jeg ryger den færdig på ingen tid
hvæs af røg
og jeg kvaser asken til mos med cigaretten
tværer den ud til den ikke ryger mere
ser dig i dine grønbrune øjne
jeg har lyst til at spise dem
mærke dem briste i min mund
imens du taler videre om vores forhold
om at vi nok skal klare den
jeg rækker ud efter vinen
og bliver overrasket over
hvor koldt glasset er imod mine læber

Michalina Julia Czarnecka-Meyer: Tekst i seks dele

En dag, jeg ved ikke hvor gammel jeg er, får jeg en veninde. Vi leger sammen ved bøgehækken, vi plukker et blad hver og kravler ind gennem grenene, ind i hulrummet. Hun ruller sit til en cigaret og tager et teatralsk sug af det, jeg spiser mit. Bøgeblade minder mig på alle måder om bølgechips. Hun tager en bid af sin grønne legesmøg, efter den dag begynder vi at samle bladene i en skål som vi tager med os ind i hulen til deling. Hun kalder dem bøgechips, jeg synes det er så godt fundet på. Hun har den samme evne som jeg til at finde de bedste blade, de friske, spæde, med den rette syre. Herinde i muren af det lysegrønne flor, et lille mørkt rum. Timerne bevæger sig anderledes end derude på legepladsen, de forsvinder i større dryp. Der er kun lidt lys, kølighed lægger sig på huden som en fugtig trøje, små gråbrune fugle hopper rundt herinde. Wróbelki, siger jeg og peger. Hun nynner en sang jeg ikke kender endnu, noget med: lul, lul
 
 
 

*
 
 
 

Jeg har tænkt på det sådan her: sproget er en muret vold, sproget er også et lille skjold jeg kan holde op foran ansigtet, struben, hjertet. Jeg kan ikke trænge ud, andre kan ikke trænge ind, trænge igennem. Det er en barriere, en væg af tykt glas, lydene rammer og skydes tilbage i retningen hvor de kom fra. Andre gange er sproget den stilhed jeg peger mod verden. Når man siger noget leder det næsten altid til misforståelser, misforståelserne er de værste, de skurrer forfærdeligt i luften, krystalliserer i voldelige gitre mellem de to der taler sammen. Når først gitteret er der, går det ikke væk igen og man er nødt til at tale til hinanden gennem det, på trods af det. Ordene forsøger at bevæge sig udenom dette stødhegn, denne flossede ståltråd. De uheldigste hænger fast, de rives itu, sprættes op midt i deres flyveflugt. De ord der vrister sig fri af krattet ankommer flossede og ubrugelige, udmattede lægger de sig i den andens øregang for at pille jernsplinter ud af sine bogstaver, hviler sig for længe, når aldrig rigtigt ind. I livet, da det åbner sig lidt, tænker jeg om mig selv: jeg må blive bedre til samtaler.
 
 
 

*
 
 
 

En dag har min veninde og jeg lommerne fulde af stjålne karameller, de smager bedst, sådan siger hun. Men hvad nu hvis nogen spurgte os hvordan vi har fået råd til så mange karameller, og vi ikke kunne svare, hvis dine tænder nu var klistret sammen og min tunge var blevet til bolsjemasse i min mund, hvad så, hvad så, hvad gjorde vi så? Hun ryster på hovedet, himler med øjnene, sikke du kan. Så lader hun sig trække afsted. Jeg holder hende i hånden og viser vejen til et hemmeligt sted, et sted jeg aldrig har vist nogen før. Den stille sø der ligger i en krans rundt om bunken af sten, denne ruin der ligger så langt ude i vandet, at jeg aldrig skænker den en tanke. Her er ensomt, men ikke den samme ensomhed som der bor i hækken. Nej, her er åbent og langstrakt, så man tydeligt ser hvor alene man er. Vi går rundt blandt murresterne, de er som dryssede langs voldgraven. Hun peger: tænk, en vaskeægte middelalderborg der har været derude! Gid det var en hoppeborg nu. Det slår mig at stenbunken kunne have været et palads, vi står og ser ud på ruinen og rekonstruerer, genopbygger, farvelægger den i hvert vores stille sind. Hun sætter sig på hug og piller en sten ud af et gærde, jeg kan se at den er blød og smidig i hendes hænder, som vaniljefudge eller modellervoks. Hun former den stenede klump, laver bondegårdsdyr og fabeldyr og hybrider mellem de to, stiller dem op på række og siger: sådan. Hun tager to karameller op af lommen, rækker mig den ene. Karamellerne er hårde og kolde i hånden, i munden bliver de varme, formbare. Smør, salt, sukker i vores munde, det snurrer i tænderne og mundvandet løber, vi ser bekræftende på hinanden.
 
 
 

*
 
 
 

Vi kommer ofte tilbage til stedet, en dag siger hun: skal vi ikke bade, lige køle af? Vi bader, hun taler ustandseligt, udpeger alt omkring os, fx se skyerne, de ligner popcorn eller fy for den lede, for en slimet fornemmelse under fødderne. Du snakker som et vandfald, siger jeg, hun griner, snakker videre, tager flere svømmetag, for hende er det bare videre, videre. Himlen er spændt ud over os, spejler sig i voldens vand. Disse to overflader mødes, tager hinandens farve, flyder sammen i noget stort og blåt: her ligger jeg på ryggen, jeg fornemmer at se tiden passere et sted ude i øjenkrogen. Hun svømmer forbi mig, kom, kom! Jeg vender om på maven og svømmer efter hende, hun har kurs mod det oppustede gummipalads på øen. Hun hjælper mig op og vi springer i flere gange fra bredden, hånd i hånd. Hele dage strømmer forbi mens vi bader i voldgraven, vi har en æske til karamelpapirerne, skatten i kisten vokser sig stor med årene. Vi bliver ældre, vi sætter ord på det hele. Så griner vi først af det hele og så af ordene. Vi ligger og soltørrer på bredderne, en af os kan finde på at sige du ligner en rød tomat – en skøn tomat! og åh, hvilken tomat, og åh, hvor let, så let, så let det er at le.
 
 
 

*
 
 
 

På vores ensomme bred kan jeg fortælle hende alt. Den ene dag kan vi tale om min færd, hvordan jeg har hundesvømmet hele vejen fra Polen til Danmark, fra Danmark til England, fra England til Frankrig og fra Frankrig tilbage til Polen. Mens jeg snakker nikker hun vuggende, hun luller sig selv ind i fortællingen, jeg kan se hende derinde på havet, gyngende på en tømmerflade, hele tiden lige bag mig. En anden dag gennemgår vi rækken af bekymrede voksne som skulle forestille at kunne hjælpe mig. De lænede sig alle ind mod mig på samme måde, hun siger: måske troede de, at hvis de kom helt tæt på, ville de kunne høre din lille pibende stemme, kaldende efter hjælp. Jeg nikker og svarer hende: der var kun én jeg kunne lide, en talepædagog. Han kunne finde på at have en stor pose morgenbrød med på fredage, han rakte posen frem og tilbød mig en bolle, jeg måtte også godt tage en tebirkes hvis jeg ville. Vi skulle ikke rigtig nå noget når vi mødtes, sådan føltes det. Jeg havde tænkt mig at sige noget, men jeg kom aldrig frem til det. Hun har lukkede øjne, mine ord skvulper mellem os, jeg behøver bare at tænke hvad jeg vil sige og så strømmer fortællingen, klar og kølig, ind i hendes hoved. Jeg ser på hendes ører, de små åbne konkylier, hun er fin og andre siger altid om hende at hun er velformuleret. Jeg får lyst til at sige: jeg hader grammatik, jeg hader ord, jeg hader bogstaver, men du, du er så god til det hele, du fletter det let og elegant sammen, du peger på noget og så siger du bare hvad du synes det er, som om det er det letteste i verden, som om sproget er en leg. Jeg ser over på hende, hun ligger med fødderne nede i vandet og laver små spark, resten af kroppen er helt rolig. Og når så du er færdig med at vælge og vrage i dit enorme ordbibliotek, så kommer jeg som en eller anden grib, nærmer mig dine kasserede ord, spiser af dit sprogkadaver, så ender jeg med at sige ting som: jeg forbander nuancen, jeg forkaster den skjulte hensigt og ad pommern til med kongruens og syntaks, for ej at forglemme den vederstyggeligste af dem alle, ironien! Hun har rejst sig op på albuen og glor på mig. Vores øjne mødes og vi bryder ud i vild latter.
 
 
 

*
 
 
 

Det sker ofte at vi griner til vi får latteren galt i halsen, for eksempel kan jeg aldrig kende forskel på humor, humør og hummer. Hun griner med hele hjertet når jeg siger at hendes hummer er god, hun ved hvad jeg mener, hun forstår, hun forstår det så godt. Hendes latter er smittende, hikkende og hostende som den er. Det lyder ofte som om hun hiver efter vejret. Vi sprutter med lyde, konsonanter som k’er og r’er og z’er, krz, krz, krz, stakkerede, bratte lyde, luft der kradser i ganen, tørrer halsen ud, jeg må have lidt vand. Latteren bruser af, hun ser på mig og siger: ven, du er helt flydende. På en solstøvet dag går jeg for mig selv ned til biblioteket. Jeg har en rødbrun kjole på som hun har lånt mig og føler mig helt særlig i den, dér på gaden. Jeg tænker på at være flydende, ja, jeg føler mig flydende, jeg flyder, jeg er en stream of consciousness, en rant, en lang opremsning med forkert kommatering, jeg er en indkøbsliste med stavefejl eller et glitrende digt, min veninde er en lysende lap, et knitrende papir, vi har en fælles pakke glimmertuscher, hun siger at hun mest er den turkise og at jeg mest er den orange, mint og appelsin, måske vi er dessertchokolader, jeg er fransk symbolisme med dens tykke symbolslør og granatæblesafter, min veninde er danskvand, vi er en parfumeret sodavand, perler på tungen, hun er en salig sangstemme, jeg er den polske vuggevise om bløde katte, jeg er bøgerne jeg havde som barn, jeg kan ikke huske hvilket sprog de var på men jeg kan huske illustrationer af legende børn ved røde huse, børnene er os, og jeg er bøgerne, alle bøgerne jeg har læst, stederne og personerne i bøgerne, jeg er litteraturens blomstrende træer og tegnsætningen mellem dem, abrikostræ komma blommetræ komma cedertræ, min veninde er de skrevne bier der summer i bogen, bzzz bzzz, vi summer i kor, jeg er honningsynkende før jeg synger, det er en kliché, jeg er en kliché, kliché, ché, je suis, tu es, il/elle/ on est og så kan jeg heller ikke huske mere, jeg er en svær og vild grammatik i et fremmed sprog og et navn i skråskrift som ingen her kan læse, et navn som ingen kan udtale, jeg er et navn, et hjerte, et ordforråd, min veninde er et navn, et hjerte, et ordforråd, hun er et bøgetræ og en højskolesangbog, jeg er en wróbelek, lille og stum bag en kvist, nogle gange flyvende, nogle gange flydende, lige dér hvor det blå og det blå flyder sammen, sådan går jeg tænker jeg om mig selv.

 
 
 

Martin Fredberg: Tre digte

Vinden
bag ribbenene
i morgenmørket
i det halvhejste flag
på mågevej
mellem sten
stadig frost i græsset
knækker under skridt
som gik vi på stubmarker
i september
den sommer vi sov så tæt
i hybenlyset
i det lille brune telt
det modsatte af en kiste

 
 
 
 

En flue sort
mod det hvide loft
bekræfter at stilheden
kun næsten findes

fra hånd og hår
en duft af opkast
ganske naturligt
lige nu

har hængt en stjerne op i stuen
ved siden af
hænger skjorterne
tørrer langsomt i vintersolen

elske højt
tænk at kunne det

det hvide lys
et tyndt slør af enkelhed
ligger sig som støv
over ærmer
negle og sekunder
som var de møbler
i et hus
i en film

fluen igen
måske et punktum
en slutning uden ord
sprogets afgrund

inden længe forsvinder du
iført praktisk tøj
bag et ansigt der ikke er dit

 
 
 
 

Nu kaster efteråret sig ud fra tagene
og på cykel
gennem byens blå himmellys
er ansigtet
et blad i vinden

tænk at glemme det

blikke
mellem graner og glas
dråber der falder vandret
dem der tør se
får hinanden i øjnene
tårer der løber indad

vende sig væk
og i et kort øjeblik
mærke angsten
for igen
kun at være sig selv

nedenunder venter vinteren
lander som perler af is
på rævens ryg

 
 
 

Morten Hjerl-Hansen: Hans Lassens problem 1

Der er noget hårdt ved Dyveke Lassen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide Dyveke Lassen. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent Dyveke Lassen er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent Dyveke Lassen er lige tilpas. 10,0 procent Dyveke Lassen er for meget. 100 procent Dyveke Lassen er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent Dyveke Lassen i en tekst?

0,1 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden.” Det eneste Dyveke Lassen-agtige element er at Albert er en fiktiv person. Ulæseligt bavl!

0,9 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden, solen varmede, men på en ubehagelig måde.” Helt ude i skoven. Det eneste Dyveke Lassen-agtige element er at der anvendes uklart, vattet og bizart sprog.

1,0 procent Dyveke Lassen: Findes ikke.

10 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden. Solen skreg.” For meget for de fleste, fordi der anvendes slidt og i sin grund frastødende sprog. For feinschmeckere.

100 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden. En lille skarp stank af klor ramte ham henne ved Fasanhjørnet.” Lige tilpas. Vi er prisgivet alle almindelighederne henne ved Fasanhjørnet. En forfatter, i dette tilfælde undertegnede, opnår med succes at slippe virkeligheden og indføre humor. Vi ved med det samme at det er Dyveke Lassen-agtigt. Ligesom Dalis støttepæle.