Bidrag

Octavia Bormann: Feberdrøm, Tekno 2020

CYKELTUR, AUGUST
 
Sprit klæber mellem fingerled
knæhaser klistre sammen
Svedpletter langs hvirvlerne
under en rygsæk
Det er så hedt hedt
hedt gummi fra styrbånd
smelter til sort fnuller, sætter sig
ind mellem linjerne i mine håndflader
Holder for rødt i et kryds
hvor jeg mærker en brise varm luft
så tyk og mættet at jeg får lyst
til at løfte hænderne fra styrbåndet
knuge brisen i en knyttet hånd
inden den blæsere videre igen
 
 
 
*
 
 
 
TEKNO 2020
 
Dråber i armhulehår
som dug i høvlformede lapper
på gule mælkebøtteblade
står ensom mellem to brosten
Morgentimer dryp dryp
drypper ned gennem halsen
tørrer sved og pulver af rejsekort
Ud af en højtaler
på en interimistisk dj-pult
af to hvide campingborde
i en tunnel ved Sølvgade
spiller en eller anden hvid gut
på sin Macbook et mix med en bas
så tung og mættet at man får lyst
til at løfte hænderne
række ud efter hænderne
hænderne til kroppe
med tørre tænder
dråber i armhulehår
alt i mens én i orange vest
går rundt med en spritdispenser
 
 
 
*
 
 
 
HAVNEBAD
 
Frotterede håndklæder så tætpakket
jeg må tage store skridt over bare rygge
røde skulderblade, udstrakte ben
for at finde plads
til mit frotterede håndklæde
plastikbakken med grønne vindruer
jeg plukker af stilk
mens kondensdråber løber ned
af flaskevand med den gennemvædet etikette
jeg kan tage af og klistre på igen
Det er så hedt hedt
hedt at svedperler pibler frem
ud af porerne ved mine lyse dun
lige over amorbuen
 
 
 
*
 
 
 
SKATERRAMPEN
 
Vi mødes ved Friheden
Nørrebroparken, alle er der
Vi har dresset op
vandresandaler, sølvkæder
lavtaljede haremsbukser i hør
sommerkjoler uden ryg
På skaterrampen spiller en soundbox
i en stjålet indkøbsvogn
Jeg holder min jakke op foran en veninde
da hun tisser op af Lidl
mens to sniffer op af en elboks
inden de løber i kiosken
rundt om hjørnet
hvor politiet dukker op
i dårligt undercover-tøj
hættetrøjer og kasketter
men de gør ikke noget
de står bare lidt og ser på
 
 
 

August Kjær: Tre glemte togture

det forundrer mig
at mit blik kan holde stille på loftets sprækker
i går flød det i en hvirvelvind af spritdampe
jeg bevæger mig en smule
og mærker med det samme
kvalmen skvulpe mod mine ribben
jeg vågner først rigtigt
til lyden af en SMS
den spørger
om jeg kommer i aften
det kræver en indre kamp
jeg vinder
og bliver velsignet med viljestyrke
til at tage mit tøj på
selvtilfredse blikke byttes
i de moderigtige solbriller
det mest slidte sted er det bedste
kebabmanden smører automatiseret
i lysstofrørets lys
må jeg minde mig selv om
at det ikke er leverpostej men hummus
jeg køber lidt tid og nyder min øl
Mit blik holder stadig skarp kontakt med revnerne
Venen strækker sig hele vejen fra vinduet
til lampen over poolbordet
I den løber fed tjære
af tusind ton tobak
ulmende gløder af stemmer
spreder sig gennem en time eller to
da stemmerne flammer højest
hilser Mathias og Signe på mig
en runde fernet branca
sender en sonde af iver
til bunden af mit bryst
da Signe har bundet sin øl
bliver der så stille
at ny kvalme
sætter sig i min hals
og jeg bliver stille igen.
bag regnens perleforhæng
på busstoppestedet
står vi
skidtet under nørrebrogades negl
fugten strammer sit greb
om mine skuldre
da bussen varmer min uldblazer
de to andre figurerer som galionsfigurer
aftenen har lysskær i vinduerne
det ligner regnbuen i sæbebobler
da toget endelig slæber sig ind på perronen
er natten blevet sort
gadelygterne bærer spøgelseslagner
de inddeler gaden i kapitler
som vi langsomt bevæger os gennem
den sidste sjat
skvulper i bunden at den flaske vin
der hænger slapt fra min arm
mine lemmer er aldente
ilddåben af omkring 60 højrøstede stemmer møder os
da vi træder ind af havelågen
“Hej Malthe!”
“I er fanme sent på den.”
hun griner lidt af mig
men byder mig ind i huset
hendes kastanjefarvede hår bliver kastet
som var det et par gardiner
om bag hendes øre
af en hurtig hånd
hun har et markeret ansigt
ikke udsultet
det kan man se
når hendes mimik trækker op
til et karakteristisk og skævt smil
“Vil du have en tår af vores fineste?”
to glas
fyldes op med færdigblandet rød saft
den er tynd
som den man fik
dengang på fritidshjemmet
“Jeg drikker ikke i aften.
Altså, tænk på alt det,
som det er, at man kan misse.”
hun griner lidt af sig selv
uden det skæve smil
i stuen vugger folk frem og tilbage
bassen i mit bryst
og diskant i mine tindinger
får mig til at danse lidt
det gør jeg ellers aldrig
med en let ringen for ørene
er ansigterne kun lyst op
af den lille glød
forenden af deres cigaretter
svævede de rundt i haven
“Kan du huske sidste gang,
vi var til fest sammen.
Dengang sagde du,
at du ville give pizza i roskilde.
Står det tilbud også i aften?”
en honningsød varme
breder sig til mine fingerspidser
“Har du i øvrigt lyst til at danse lidt?”
ordene drysser usikkert fra hendes mund
hvilket overrasker mig
sidste gang
virkede hun så sikker
vi danser i ottetaller
ind og ud af hinandens kredsløb
“Malthe, kan du..”
en dansende bag mig taber sit glas
de gennemsigtige trekanter
deler sig i deres øldrapering
ud over gulvet
lys tændes
musik slukkes
kost og fejebakke aktiveres
tobaksrøgen slår bølger
i himlens tjærekar
jeg driver i abrupte cirkler
rundt mellem samtaler
“Hvorfor gik du ud?”
“En fest stopper ikke bare,
fordi nogen taber et glas.
Lad os gå ind igen.”
hun hænger drømmende over alting
og drysser ord
jeg sluger hendes nedfald
med tændt lys og knust glas
lærer hun mig at danse brudevals
hun fører med lethed
som den hun taler med
mine fulde lemmer gennem dansen
klokken må være omkring tre om natten nu
hun begynder og spørge alle mulige andre
en lille flok af de andre
er med på ideen
vi bevæger os i samlet flok
hen mod stationen
toget skulle have været her for tre minutter siden
så vi kigger forvirret
på hinanden
vi venter femten minutter yderligere
det kommer ikke
så vi går tilbage
tørsten klør
bagerst i min gane
det bliver en flaske Gammel Dansk
den med chili
hvordan kan en rislende væske
kan blive til en blyklump i min mave
jeg kaster det sørgelige rester af flaskens indhold
ned ad mit svælg
mathias tømmer sin mavesæk
ned i en plastikpose
jeg tror signe
at dømme ud fra lyden bag den låste badeværelsesdør
er i samme manøvre.
“Jeg har fundet en ny afgang!”
hendes ansigt er et smil fra øre
til øre under de trætte øjne
hun begynder igen at spørge de andre
denne gang er de andre ikke mange
vi går i samlet flok mod stationen
for at konkludere
toget heller ikke denne gang kommer
deja vu
tilbage til festen
eller de sørgelige rester af en
den tilstand konkluderes
af svømmende øjne
på alle vores venner og bekendte
ude i baghaven
lyses ingen ansigter op af cigaretter
denne gang henvender jeg mig til hende
“Vi kan godt prøve.. Man siger jo tredje gang er lykkens gang.”
jeg slentrer rundt i ruinerne
og spørger de andre
det må være trangen efter pizza
og nye omgivelser
der for dem til at følge trop
minutterne vælter ind over hinanden
ikke togene
efter en halv time kalder vi den
og går ned på vejen
“Vi kunne også bare gå den.”
siger hun for sjov
jeg stopper op på fortovet
hun stopper midt på vejen
vender sit blik mod mit
og griner
“Mener du det.”
vi sætter i gang mod Roskilde
månen sigter sølv gennem bladene
vores fire fødder er monotone
på en måde
hvor jeg ønsker
at de aldrig stopper.
da vi endelig når frem
og får spist pizzaen
er solen begyndt at kaste sine gule klæder
ud over byen
jeg finder en afgang på stationens informationstavle
jeg siger
at mit tog går om fem minutter
vi sætter os i midterrabatten af et lyskryds
hun læner sin krop mod min
og spilder lidt varme
ned i mit bryst
vi rejser os
det sker på et splitsekund
uden af jeg kan forklare helt hvordan
min puls stiger
til en trommesolo
for på rekordtid
at falde dybt til ro i mit bryst
da jeg falder i søvn med hovedet mod ruden
tror jeg
må være det tætteste på lykke
som jeg nogensinde har oplevet
 
 
 

Marie Laurberg Nielsen: Lystrup

Grenåbanen om morgenen
om eftermiddagen
et billede på min første iphone
af Marie
der er gået ind i marken
for at plukke en blomst
en valmue sikkert
den måde den lodne stilk
knækker på
snap
den måde jeg var forelsket
i hende på
lige der
 
 
 

jeg går forbi den gamle æbleplantage
bag ved Super-Brugsen
de friske skud sidder på grenene
som en transplantation
solen skinner
på multibanen
hænger spillernes ånde længe i luften
basketballkurven
giver plads til bolden
til den er i spil igen
 
 
 

Hindbærhaven, Kirsebærhaven
Brombærhaven
Fars have
purløgene der vokser ved husmuren
havestolens varme lak
om lidt går solen ned
bag elefantgræsset
og kaster tremmelignende skygger
på terrassen
en pige går forbi ude på stien
man kan lige ane hende gennem hækken
stisystemet forbinder
vendepladsen
for enden af vejen
med de andre vendepladser
på de andre veje
 
 
 

Mikkel Vejle: Tre gymnastikdigte

BRUTE FORCE MARSBAR

når
fodboldsnak bliver
spændetrøje når
brute force bliver
hverdagskost
når
de pisser på hinanden
i fællesbadet og
håndklæder rulles og
smælder mod
drengelår
når græs på knæ er
adelsmærker
og
et flækket øjenbryn
maler ansigt i dannebrog
og pisser på de
varme sten
i sauna
og
dampen svider i næseborene som
varm stål i
kropsåbning
når
gokkecirklen udvides
og stofmisbruget indvies
og SSP-konsulenten får
dreng til at græde
over stjålen
marsbar
 
 
 
PRIVILEGIEBLIND

privilegieblind når jeg
står i lidt for store gymnastikshorts i et
uopvarmet lokale med
blåstribede ben og for lange
negle
med uvasket hår og
lille pik mod det lidt for løse stof
omringet af kroppe der er større end min som kan
kaste længere som kan
pisse på mig i fællesbadet og som kan
vælge mig til sidst i høvdingebold men
udpege mig som det første mål
privilegieblind når jeg dukker mig for flyvende sten
på vej hjem fra skole og
kommer hjem til enlig mor og
udadreagerende lillesøster
privilegieblind når min matematiklærer ignorerer at
mit kladdehæfte ikke indeholder regnestykker men
tegninger og at jeg efter 10 års skolegang
stadig ikke kan dividere
privilegieblind når jeg ikke kan komme på efterskole og
husholdningsøkonomien tvinger mig til at blive i rødby
privilegieblind når jeg ikke synes at det er fint nok at bo i rødby
og jeg ikke kan tåle lidt social udstødelse og social
armod
privilegieblind når jeg vender mig i mørket
og sover videre på den anden side
står op og spiser
morgenmad
 
 
 
HOLDÅND

jamen så se os da lige
i vores gymnastiksko der piber på gulvet
i vores korte shorts og forvaskede t-shirts i vores
skoletøj fordi vi har glemt gymnastiktaskerne og
pigerne på bænken der har menstruation hver tirsdag
og Gunnar med sin røde isse som fløjter os i gang
i gang med at positionere os at præstere
at etablere vores pladser i det sociale hierarki
med førstevælger og andenvælger
hør hvordan det syder når
kasper pisser på saunaen og
den varme urin river i
næseborene
 
 
 

Magnus Juhl: Ikke lige umiddelbart

hun er en herlig én ligesom rav og gul men
det har fået mig til at drømme
dristigt hvidere ved møllen som drejer ægte i det blå
hvis vinden tog møllen til drejning opad spontant
set nedefra, heden
og hun skulle smile til mig og jeg smiler og det bliver jeg glad for
bagefter går der måske et får hver anden meter
fra det grønne græs til det grønne græs
over den kære eng som vi løber uendeligt forbi
og 1 lille kid triller væk under/over bakken
det var en af mine fårestillinger
fik jeg sagt at jeg indrømmer det fordi jeg gerne vil være kærlig
 
 
*
 
 
natten har kølet havet ned der er fri passage
lige til at dykke i: den store gule har sænket sig
og jeg rejser mig op
intet ved vandet bølger længere
havet er fladt og dybt dybt

vidste hun at jeg en dag ville ramme kysten?
har jeg kun vist mig i løb, kun i zenit?
hun havde sikkert tænkt vi bare skulle soppe

to dyr kommer svømmende jeg tænker de må være kærester
og kan ikke undgå at blive misundelig fordi de står stille
altså de bevæger sig men aldrig forkert

vi ville ikke lægge planer, vi ville bare se på det sammen
men nu står vi med øjne som stjerner
kun tilsyneladende tætte på hinanden
for hun ser så godt ud over havet
og jeg dykker rundt og stirrer på mig selv
hvis det kan gås væk vil jeg gøre det
om jeg så må gå fra hende

men se derude: der er en ø!
der kan vi finde det hele. jeg er sikker på at vi kan findes
 
 
 

Anne Kierkegaard: Forår: Mælketænder

Det er forår og vi fodrer vores surdej. Træerne på vores gade står i hvid blomst.
Vi vander bønnespirer. Vi laver mere dej. Til pizza. Vi har brug for mozzarella,
men der er endnu tid. Vi plukker rosmarin og salvie i baggårdens regnvejr.
Vores tomatsovs bliver perfekt. Rød og tyk.

Vi lægger mærke til at en due er flyttet ind på vores overbos vindueskarm.
Det er et hovedløst forehavende: i dagevis falder alle kvistene den samler ned.
Hele tiden. To skader driller den. Jeg siger, Åndssvage fugl.
Men du er stadig uskyldig og bliver ked af det. Hvorfor gør de dét? spørger du,

og rokker med din nye rokketand. Hvad vinden og tyngdekraften lader i fred,
fejer skaderne ned. Hele tiden.
Snart er der så mange kviste i lag foran vores vindue, at vi ikke kan se ud.
De danner et tæppe af træ rundt om vores køkken. Som var det en bæverdam.

I dag hvor det regner og regner, svømmer vi, to kæmpe-gnavere, ud for at samle ost.
Vi klarer opgaven og svømmer ind i vores køkken og er mennesker igen.
Desinficerer hænder og tænker på eksploderende bakteriemembraner:
vores hænder massegrave.

Vi tænker på vores surdej og håber at den overlever.
Så længe det ikke er for koldt. Så længe det ikke er for varmt.
Vi fylder vandkanden. Vores grønne stueplante har fire nye skud,
stadig sammenrullede som grønne cigarer.

Vi dufter til de grønne skud, og duften får vores bregne-DNA til at summe.
Eller mit bregne-DNA i hvert fald – du er gået hen for at lege med Lego.
Det er som om mine knogler rører på sig, som om
de kunne bryde ud gennem mine hæle og søge efter et ordentligt greb i jorden.

Det er forår: alting vokser og spirer, ekspanderer. Så kommer solen
ud igen og du bærer pizzaen ud på bordet i baggården.
På vejen kommer du til at træde på en myre.
Dine øjne bliver store af følelse. Du elsker myrer.

Du elsker snegle, selv de fede uden hus. Du elsker duer.
Så, for at teste at det virkelig skete, gør du det igen.
Du sætter dig på hug og maser den ene efter den anden med din lille pegefinger.
Og der kommer flere. Og duens kviste falder fortsat ned.

Vi spiser. Pizzabunden har et perfekt knasende bid.
Det er for stort et arbejde for din rokketand:
Den falder ud. Om eftermiddagen går vi ud på vores blomstrende gade.
Du peger ned og siger,

Træerne har også tabt deres tænder.
Og jeg ser at det er sandt:
Træernes tænder ligger i hundredvis på det våde fortov
og skinner i solen.