༺♡༻

Anemonerne skød op i dagevis og kildede mellem vores tæer, lyset fandtes atter igen. Manden fra bøgeskoven var smuk som en forårsfatale og høj som et træ. Hans hud var dækket af jordbærrøde plamager og en stjernehimmel af leverpletter, på toppen af hans hoved lå tre hvide æg i en rede af hår: tre nye sangere, vi sammen måtte passe på. Månerne blev grønne og panderne gned mod hinanden, beundringen hvæsede med så stor en kraft, at alle himmellegemer måtte æde sig selv. Han sugede mig ind med sin løvsuger – og så lå jeg bare der, hele foråret, i en luftfattig beholder fuld af støv og visne blade, og tænkte på ham.

༺♡༻

Den skotskternede skumgummimadras rokkede med båden. Manden fra mosen tog sin penis ud. Den var lang som en blækspruttearm og lys som et kalkbrud. Glansen var blævrende, lige til at klaske på, urinvejsåbningen formet i et o, hivende efter vejret som munden på en blobfisk. Nej, der var ikke tale om, at det monstrum skulle ind i min organzapolstrede kødhule, så da jeg gik ud på badeværelset for at ”pudre min næse”, fandt jeg nødøksen frem under vasken. Jeg kappede størstedelen af monstrummet af, polerede den nye spids med en neglefil, jeg havde i håndtasken, så den blev glat og svampeformet, og smurte skeden glidestærk med blodet. Så gik vi i gang. Ja det var cirka sådan, det gik til, da jeg blev gravid med de tre van(d)skabte.

༺♡༻

De blå vinde jagede himmelgardinet bort og alle verdens iskrystaller begyndte at glimte i solen. Manden fra isbræen stak sin tommeltot ind i min navle, så frosten skød vej gennem tarmkanalen og lagde sig som en broderet rimkrans omkring røvhullet. Det sitrede og bed i det rynkede skind, rusens savl dryppede fra min mundvige og landede på hans arm – hver dråbe smeltede ned i den blege hud og efterlod dybe, dueblå sår. Jeg lod mig rive med, stak min spidse tunge ned i sårene, kørte den rundt i grådige cirkler og så op på ham med mine bedste pornoøjne. Manden fra isbræen hylede som en polarræv, hans snebefængte ånde strejfede mine øjeæbler og alt blev kridhvidt. I månedsvis var jeg blændet af begæret, indtil iskrystallerne en dag smeltede og tårerne vældede ned ad mine kinder.

༺♡༻

Aftensolen glødede, hver en sten rødmede, mågerne skreg og samlede sig om skarvet. Manden fra klippehulen var hårløs og herkulisk. Hver morgen polerede han sin statuariske torso med en diamantsliber og bredte sig ud foran solen, så dens stråler kunne trænge helt ind i skindet. I skumringen lyste den fluorescerende krop op som en ledestjerne, alle fugle, alle kryb fulgte efter – ligeså gjorde jeg. Fra skarv til skarv vandrede vi hele natten, et kilometerlangt optog af alt kriblende, møvende, flyvende, levende i dette golde landskab, med manden fra klippehulen forrest og jeg allerbagerst. Jeg vidste, at han ville dræbe mig, når solen stod op, alligevel blev jeg ved med at gå, nærmere og nærmere min egen afgrund.