Bidrag

Jonas Majcherek Klingenberg – Bare en kold lungebetændelse

Fars hænder ryster. Jeg kan ikke tage øjnene fra dem. Fingrene gnider gentagende mod hinanden. Griber ud efter intet. De sagde, det bare var en kold lungebetændelse.
Jeg tager hans hånd i min. Aer den rytmisk. Mærker, hvordan den langsomt falder mere til ro. Vi siger intet. Kun den tunge vejrtrækning gennem iltmasken fylder hospitalsstuen. Bare en kold lungebetændelse.


*


De har fjernet fars skæg. Barberet ham, mens han var bevidstløs. Han opdager det først på tredjedagen, efter han er vågnet af sin koma.
”De har fjernet mit skæg.”
”Ja, det ved jeg. De var nødt til det. Ellers kunne sonden ikke sidde fast.”
Jeg er min fars tolk. En oversætter i systemet. Et vidne til min fars kamp. Til al uretfærdigheden mod ham.
”Nødt til. Er du klar over, hvor længe jeg har brugt på at gro det skæg?”
I hvert fald hele mit liv. Har aldrig kendt ham uden. Han ser nøgen ud nu. Svag. Skægget skjuler ikke længere de indsunkne kinder.
”Du var død, hvis de ikke havde opereret dig.”
”Ja, opereret. Men de havde da ikke behøvet barbere mit skæg. Havde jeg været Mikkel Hansen, så kan jeg godt garantere dig, at de havde fundet en anden løsning.”


*


De vil flytte ham igen. Fra Nykøbing Sygehus til Rigshospitalet til Næstved Sygehus til Nykøbing igen.
”Jeg vil ikke på Nykøbing Sygehus. Der lugter af terpentin.”
”Så galt er det vel ikke.”
”De serverer leverpostej med flødeskum til dessert.”
”Arh, mon dog.”
”Jeg vil ikke på Nykøbing Sygehus. Folk dør på Nykøbing Sygehus.”


*


Der ligger en sammenfiltret tjavs hår på puden her til morgen. Viklet ind i hinanden i en spiralagtig form. De lange brune hår changerer til det rødlige.
Far samler hårene op fra hospicesengen. Han klamrer sig til sin stok, mens han langsomt bevæger sig mod toilettet. Han kommer tilbage med en hel fuglerede.
”Jeg har overvejet at sy det ind som polstring i en pude. Genbrug, du ved. Med min hårpragt skulle der nok kunne blive til en helt anstændig pyntepude.”
Far sætter sig igen. Det er hårdt at grine af sine egne jokes.
Jeg ser rundt i værelset. Kryds og tværs´er fra betænksomme gæster har hobet sig op. Han har ikke nænnet at fortælle dem sandheden. At bogstaverne ikke længere giver mening i hans hoved. Selv hans mahognirøde Gibson står uberørt hen op ad væggen. Han spillede altid på den for mig som barn. Bob Marley, Beatles, Neil Young.
”Jeg kan ikke længere huske akkorderne. Det er som om, der ikke længere er forbindelse.”
Far peger til hovedet med den asymmetriske frisure skjult under kasketten.


*


Skosålerne klistrer til det grønne linoleumsgulv. Det svupper for hvert skridt. En beskidt kaffekop i køkkenvasken. Engang boede her et menneske. Et mand, som engang var en far. Jeg rydder ud i hans liv. Gamle skolefotos. Tegninger fra min barndom. Plasticfigurer fra Kinderæg. Gør mig til dommer. Udvælger, hvad der er værd at gemme. Ikke meget. Bunken til storskrald vokser.


*


Jeg kan ikke sætte Neil Young på grammofonen uden at tude.
Tude, som en lille dreng, der savner sin far.
Jeg kan ikke lade være med at sætte Neil Young på grammofonen.

Elisabeth Leonora Christine Stig Meyer – Kapitel 0,1

Gardinerne til den trængte 1-værelses lejlighed er trukket for, men
det forhindrer ikke solen i at skinne.
     Hænderne op til ansigtet
     i snot, tårer og savl
     og den eneste grund til at jeg ikke er død,
     er mit udpumpede hjertes ynkelige forsøg
     på at føre mit tynde blod gennem mig.


Hvis man løfter hovedet og kigger til venstre, er der en kaktus.
     En kaktus
     så gennemtrængende
     ligegyldig for eksistensen,
     at den bliver grim, og jeg
     løfter aldrig mere hovedet
     og kigger til venstre.

De syltede agurker, jeg troede jeg havde lyst til i går, står stuetempereret på skrivebordet.
     Selvom jeg ikke opfatter
     det, spredes en sær,
     eddikesyltet lugt, der
     minder mig om min far.

Jeg burde ryge en joint.
     Mon det er på kun dén
     måde at jeg kan omfavne
     min sorg.
     Tvungne, obligatoriske
     ågsorg.

Ingen joint i fire timer,
    utællelige tanker,
        tør albuehud knaser mod krummerne i sengen,
            jeg kan snart ikke holde mig mere, jeg skal tisse.

Jeg flytter en arm.

Den højre.

Kigger op.
Græder.

     Jeg kan hive min krop ud over sengekanten, kravle over gulvet 
     som en soldat i en, min, grav.
Jeg tror også, at min venstre arm er død.
     Jeg kan ikke forstå, om
     min krop vil have, at jeg
     lever       eller       dør.
     Om den ikke kan bestemme sig.

Jeg kæmper mig ud over
kanten af sengen og glider
ned på gulvet. Dér
begynder jeg at græde
til jeg sover.

     Hjernen er     våd, slimet og klam.
Jeg ved det kun,
fordi jeg engang drømte,
at jeg havde puttet for meget salt i spaghettien,
og jeg sad alene på stentrappen
ved bagindgangen til mit barndomshjem.
Jeg proppede mig
i skam,
i frygt
for at blive opdaget af min mor eller hendes kæreste.

Hjernen i den drøm føltes
så tyktflydende våd,
     at mine fingre klistrede nok sammen
     til at jeg akkurat
     kunne mærke
     modstanden, når jeg
     adskilte dem. Så slimet,
     at fedtet trængte ind i huden
     på min håndryg og gjorde den blød,
     duft af citron,
     måske kanel?

Anstrengelser for at
slukke lyset eller tage den
sidste sok på får det, at
overleve, til at virke som
en leg.      De muskler, det
             kræver at snitte en person
             op indefra, rejser sig som
             fyrretræer over mine
             slappe sener.
Gulvet er hårdt, og hvis
nogen kunne have hjulpet
mig op i sengen, havde jeg
været så taknemmelig.

I stedet bliver det lysere udenfor,
fuglene kvidrer allerede klokken 3.
Overgangen fra den
mørke, natteblå himmel,
et cremet lys viser sig som
collagefragmenter
gennem persiennerne.
     Det rører mig.
        Strækker sig
           ind gennem mine
              blødgjorte ribben og
                 omslutter mit lille hjerte,
                    vrider det i nervøse tics.

Om blot timer vil kaffemaskinen klikke klar, og jeg er på benene.
Jeg ved det ikke endnu,
jeg tror stadig, at jeg skal
dø. 

Salaah Yousif – tre digte (Oversat af Kirsten Schmidt)

Salaah Yousif er en tysk-sudanesisk lyriker, der kom til Tyskland i begyndelse af 1970erne. Han har skrevet digte det meste af sit liv og er i dag involveret i det litterære undergrundsmiljø i Berlin. Han skriver fra ”den fremmedes” perspektiv og med en bagage af krigserindringer, undertrykkelse og tab. Han skriver sine digte på arabisk, og de udgives her for første gang på dansk ved Kirsten Schmidt.



Faraonisk Omskæring

Morgengryets resterende mørke oplyses kun af bladets skær

Trommerytmer og kvindesang skildrer fejringens glæde

De elskelige kvindeansigter tager pludselig form af skræmmende vilddyr

Og jeg ligger bundet til min seng og hyler som en lille, såret gazelle mellem krokodillens kæber

Så begynder slagteriet

Min tryglen, min enfoldige gråd, min bøn om barmhjertighed

Mit blod spredes omkring mig som en kilde

Mit afskårne kød falder med resten af min menneskelighed til jorden mellem mine lår

Et dybt sår kaster sin skygge på min sjæl

Nu regner jeg med dagenes nåde

og ellers uden liv at føde liv som mine søstre



Morderne

Det selvsamme syn kilometer efter kilometer

Liggende mænd med hænder foldet over bryst

Stearinlys tændes, når aftenen falder på

Sorgens rasende ord gennemtrænger atmosfæren – uden ende

Løftet gentages: Dette må aldrig ske igen

Mængden opløser sig, og alle går hver til sit

Men før græsset kan nå at vokse frem på ofrenes grave

høster døden på ny i afrikanernes rækker



Ansøgning om dobbelt statsborgerskab

Ni måneder blev jeg båret af min mor og fodret med flodernes vilde mælk

I Goethes fodspor fulgte jeg siden, og hans ord ledte mig til den vide verdens dør

Når lindetræernes duft bryder ud efter en sommerdags regn, når en mor leger med sit barn i en park,

så erklærer jeg denne by min uforbeholdne kærlighed

Kan jeg sige ”min by”?


Jeg frygter dødens dunst, som Du ikke bringer til ophør

Jeg frygter den store ilds dag: Vil Du kendes ved mig?

Jeg frygter tidligere tiders stemmer: Forstummer de ved min død?


Min sjæl er som en lukket amulet

I nattens mørke spaltes jeg i to, men hvem er jeg i denne maskernes vredesdans?

Min mor rejser sig fra sin dybe søvn

med sin varme hånd tager hun min maske af og fjerner min barndoms tågeslør

hun lader mig vide, at min far og mine søstre venter mig nu

Om morgenen opsluger byen mig, og mit fordums ansigt svinder bort

Min oprindelige stemme formet af sol og ibenholt tager afsked med mig

Jeg står nu nøgen her blandt de forbipasserendes stikkende øjne

Hvem er jeg, min Herre?

Jeg er to verdners barn

Arian Shokraneh – jern og vin

01. elmelyparken, 2680 solrød

solen finder sjældent vej ind i elmelyparken; den bevæger sig i sin egen tid

de høje grå boligblokke af beton opfører sig nemlig skizofrent og lukker kun selektivt vind og vejr ind

det er næsten uforståeligt, at jeg er lykkedes med at give avalon noget, jeg ikke selv fik som barn

men jeg nærmer mig det umulige;

at skrive om min glemte barndom

om den fremtidige person, jeg aldrig blev

eller bliver

men det starter med et minde

det starter altid med et minde

et minde som ikke er mit, men som jeg har fortalt tilpas mange gange til, at jeg føler ejerskab over det

mor går for første gang tur i byen

hun forstår ikke, at for under én uge siden sprang bomberne om ørerne på hende

og hun mærker den danske sommerkulde i ansigtet og zoner ud

i takt med, at hun bliver vindblæst

men nu trækkes hun tilbage til virkeligheden; en sirene i det fjerne

en sirene som nærmer sig

mor kaster sig panisk ind i buskene mellem solrød centeret og gymnasiet

frygter i sit stille sind, at moralpolitiet er kommet for at anholde hende

hun har ikke dækket sit hår til

indtil det går op for hende, at hun ikke befinder sig i iran

men da er det for længst for sent,

hun har allerede tisset i bukserne


02. mahsa amini

det er historien, der gør forskellen siger ursula k. le guin

jeg har aldrig haft øjenkontakt med min far,

selv ikke da jeg landede på knæskallerne, og tog fra med ansigtet på det persiske tæppe

panikken i min rygsøjle

panikken i rygsøjlen er min historie

og i min historie er der ingen helte

i min historie hører ingen hjemme

ingen hører til

jeg ville ofre min midterste testikel for at opleve at høre til

følelsen af at høre til

i en alder af 36 oplever jeg det for første gang

på bertel thorvaldsens plads

mens jeg ser linjerne i skyerne

og løvens solopgang svaje i vinden

det er den første forårsdag og bidronningen er rejst til padova

og midt på pladsen bærer jeg den brune byrde med skam og stolthed

du kalder det medborgerskab

aydin soei kalder det modborgerskab


03. nye balancer

der er en særlig ensomhed ved ikke at have et sprog

hjemme hos os var der heller ingen latter

eller kram

og hvis det skete, blev jeg ligbleg

det var som noget gik igennem sjælen

et lys

og når han hoster i dag, lyder det som om, han kun gør det for at høre noget levende

ensomheden har ædt ham op indefra

og jeg skal være den gode historie, siger de

den der er kommet ud på den anden side

mønsterbryderen

arian, du er faktisk en af de gode

mens jeg læser om internaliseret racisme og undertrykkelse

du er værdifuld, hvis du er arbejdstager, siger de

det var hverken mor eller far

det er en illusion, at vi har en velfærdsstat, der fungerer for alle

men vi har lovet os det selv som samfund; bildt os det ind

men samfundskontrakten er brudt sammen, bjørn lomborg

naturen er et sprog, bjørn lomborg

kan du ikke læse hvad der står, bjørn lomborg?

uanset hvad de prøver at bilde sig ind, så ved de ikke, hvad hårdt er

det gør caspar eric

han tæller skridt

rationerer og doserer dem

han forstår det; han forstår alvoren

men ikke dig, danmark

knep dig selv med dine atombomber dine biblioteker er fyldt til randen med tårer

danmark, du er fucking farveblind

fuck dig at dit mundbind klør

fuck dig at irma lukker

min krop er farlig, når den har bestemt tøj på

hvad er din?


04. agher mubaraki

for mig var det at leve at vente

vente på den næste håndryg

nogle får stjernerne foræret og solnedgangene serveret

andre må nøjes med kopi-cola til særlige begivenheder

fredag efter skole og inden sfo bliver vi sendt i iranskskole

indtil vi ikke gjorde mere

tog fra solrød til hundige; 3 zoner med gult klippekort

jeg bliver udskammet af agher mubaraki for ikke at kunne iranske verber

hjem igen til aftensmad – og derefter direkte på hovedet i seng

du må ikke sove med strømper på – ellers bliver du blind, minder far mig om

siger hvem? svarer jeg

en gammel iransk tradition, hvisker mor

og så slutter weekenden og en ny uge starter

vi står op

vi spiser morgenmad på den dybe

ser smølferne, sonic eller mumitroldene

tv3, tv danmark, tv2

kanaler far har skaffet

cykler i skole

ankommer 7:30

venter i storrummet på at skoledagen går i gang

men den går ikke i gang for mig

for vi har kristendom i 1. lektion

det er jeg blevet trukket ud af

ikke fordi mine forældre har bedt om det, men fordi skolen bare går ud fra det

i mine frikvarterer tvinges jeg til at gå over i modtageklassen og agere tolk for amir

han er lige ankommet fra afghanistan han lyser op, da han hører mig tale farsi

så længe du ikke kan lege, kan du ligeså godt lægge dig til at dø

siger jeg til ham

hans ansigt ændrer karakter

ændrer kulør

amir bliver mobbet på den hvide mands skole

hans blik søger mit i håb om en hjælp, han aldrig vil få

han vil senere ende på telemarksgade, og optræde som en autofiktiv karakter i planen


05. estation

mit ordforråd er bredt, fordi min mors ikke er

grammatisk er jeg overlegen, fordi min far ikke er

de sætter e foran ord, der starter med s

kan ikke skelne mellem han og hun

synes og tror

du har gjort mig katastrofeparat

klar pirat start

står der på en bygning i nordhavn

som vi kan se fra lejligheden, du falder om i

og ikke besøger igen


06. yoghurt

hun er en afskyelig afskygning af alt jeg hader

hun ser på mens jeg bliver tæsket grøn, hvid og rød som det iranske flag

med det iranske flag

hun ser på

græder

hun står grædende i døren; skrigende i baggrunden

kærligheden til dem alle sammen er ikke engang hjemløs, for den har aldrig eksisteret

jeg har lyst til at flå hendes artiskokhjerte ud af brystet på hende

eller grave det ud med en ske

at vide hvad det rigtige er og ikke at gøre det, er mangel på mod

at vide hvad det rigtige er og ikke at gøre det, er mangel på mod

det sagde konfutse, konfucius, kong fuzi, kung fu-tze

men måske er det snarere et privilegium, at kunne det


07. mine sko er ikke af den her verden

jeg var altid i alarmberedskab; lyden når nøglen blev sat i døren

jeg vidste med eet om det var mor eller far, der var kommet hjem

fars måde at sætte nøglen i døren på var anderledes

der var ingen alliancer derhjemme, alle alene

far sover og ser fjernsyn, storebror spiller computer, mor er i køkkenet

jeg kan huske foruroligende lidt fra min barndom

altforglemmende

jeg aner ikke om mor havde sit hår sat op eller gik med det nede

om hun gik med neglelak, og om den var skallet af

eller om hun gik med enkle, klare eller lysende farver

men hun gik altid og tyssede på os

stilheden var altafgørende

far, måtte for alt i verden ikke vækkes

bjørnen sover

byen sover

hvem er det der tramper på min bro?

hvad betyder det for sommerfuglen at?

jeg hørte musik på værelset og transskriberede teksterne i mit blå kladdehæfte fra skolen

volumen næsten på nul

blink-182, live; the distance to here, throwing copper

nu kalder mor

der er mad –

det hører til sjældenhederne, at vi alle 4 er omkring bordet

fars adamsæble er absurd abnormt og astronomisk

kinden opsvulmet under måltiderne

som en hamster, som var der ingen i morgen

der er én admiral herhjemme og han sidder lige der og spiser så fucking klamt

Phillip Kristian Pedersen – Henvendelser

Brev 1


Efter du flyttede, er dit værelse ingenting
Hvis gæster sover der, kalder jeg det for et soveværelse
Jeg kan ikke betale huslejen alene
Kroen vil ikke give mig flere vagter efter, at jeg stjal den kasse hvid bourgogne
Den var åbenbart vigtig
Jeg kan godt lide din nye kæreste, men jeg kan bedre lide dig her


Brev 2


Det hele er faktisk det samme
Bortset fra de steder, som du plejede at være
Underholdningen på MTV er i hvert fald ikke det samme længere
Jeg forsøger stadig at lære at lave den forbandede Wellington, den med de halvpebrede svampe
Dine ønsker om fred i verden er blevet efterladt på dansegulvet
Jeg tror, at jeg kan se dig på dansegulvet
Får du stadig at vide, at du ligner alle andre ?
Det gør jeg ikke


Brev 3


Den lille kaktus i vindueskammen er i live
Allan råber stadig, “I dont chase pussy”
Men i virkeligheden har det intet med kragerne udenfor mit vindue at gøre.
Det føles tomt i køkkenet uden dine krykker og badeskammelen fra sygehuset
Nu spiller Fred Again’s, “Marea (we’ve lost dancing)” igen på repeat fra stuen
Jeg er ikke ligesom Allan
Du sagde altid, at du frygtede denne dag; det gør jeg også lidt


Brev 4


Alle var virkelig fulde, men det ved du jo godt
Jeg skal på date med sjakalina nummer 2
Hun siger, at hun gerne vil holdes om, jeg forstår det ikke
Hvorfor er det altid hende som køber drinks til mig ?
Jeg piller hele tiden ved den skæve lampe, den der strækker sig ud over OMAR reolen
Mon hun i virkeligheden føler sig tryg her ?


Brev 5


En blå himmel lyser altid mere om vinteren
Da jeg vågnede, var hun væk
Stemmerne fra gaden gør, at jeg ikke føler mig alene
Vinden blæser altid et eller andet sted
Dine ord har sjældent en betydning
Det må være trist at være ingenting


Brev 6


Hende kvinden for enden af gaden danser igen topløs i sin stue
På vej hjem fra Føtex er lyset slukket
Jeg sidder her på parkbænken
Skraldespanden er fyldt, men intet af det er mit
Hvis jeg tænker for meget over det, kan jeg komme til at føle mig fanget


Brev 7


Cirkeline er kommet ud af psyk, men hun er stadig tynd
Jeg savner broen til svenskerfærgen
Hun siger, Lana Del Ray ikke er blevet tyk alligevel
Hvad synes din kæreste om hårene på din fisse ?