Bidrag

Simon Obirek Berg: Fire digte

larmen fra din brystkasse
noteres i cikaderne   kunne
du pløje et sort hul   kunne
du forhekse en planet
med hænderne helt dernede
om anklerne

 
 
 
 
 

et lys lagt i pres
mellem abrikosernes fine bark
en sværm af mariehøner   alle
med lilla vinger
flygter ind i lyset
og klemmes til roséstænk

 
 
 
 
 

angsten griber mig
polstrede lyde udsender sonder   der
kolliderer med min øreflip   og
sygner bort mod en bogkant.
dynen viklet om mine ben   og
et hjerte der hamrer for meget
kaster snører ud ad vinduet   og
fanger et genskær fra en rude   og
trafiklysets rødme
vibrerer golde huse til stilstand   mellem
natteluftens flager

 
 
 
 
 

hvis de lette tråde fra mine fingre
snoer sig om syrenerne
i en ren bevægelse
gøres det klart
at silkens åbning flosser
solens marv væk   og
hælder den i stilke på rækker.
jeg snitter en gul glæde ud
binder den op i en elastik
og maler væggene med den.
de er stadig blå men
syrenerne blev orange

 
 
 

Louise Uth Pedersen: Manglende pryd

Der er en bakterie på min hud. Det er ikke alle, der får den. Ikke hvad jeg ved. Bakterien forbindes ofte med teenageårene, men bakterien har ikke forladt min hud endnu. Den vil være der. Den gør min hud til grosted for knoldbegonie. Knolde, der springer ud i runde bulnende blomster. Røde, gule og orange farver. Med tiden visner de, bliver brune og skallede og så falder hovederne af.
Liljer kunne det også være. Bakterien kan styres, hvis man spiser piller og putter hvid, ætsende creme på hver dag. Efter et stykke tid med piller og hvid creme udglattes huden. Jeg skal også snart flytte ind i en ny lejlighed, hvor der er træpaneler, gipsstuk og roset. “Neeej, der er roset,” siger de.

Jeg stod på apoteket den anden dag og prøvede at kigge efter noget creme, der kunne lappe min hud sammen. Jeg har før prøvet noget creme, der kan lappe huden sammen, men det var for effektivt. Cremen lagde en hinde, der forhindrede udefrakommende helende kræfter i at trænge ind. Jeg har haft et sår i over en måned og det vil ikke hele. Det er riflet, bulet og hullet i overfladen.

Det skete bare, den anden dag. Han stod på en måde som vækkede alt for meget i mit hovede og min krop til, at jeg kunne forstå det. Det varmede nedenunder håret. Det er ligesom når jeg køber en ny slags shampoo og det svier i hovedbunden på en anden måde end, hvad brugsanvisningen siger, det skal.

Jeg drak en kop te og fik små stykker kalk ind i munden. Der sidder et tykt lag kalk i bunden af kogekedlen, der ikke er til at få opløst. Ikke engang med eddike. Istedet skaller det af i små stykker og kommer med ned i teen, selvom der sidder et filter i kedlen.
Der er også kalken på fliserne i badeværelset; den skaller ikke bare af, af sig selv. Det gør det bare værre, hvis jeg prøver at skylle den væk. Der skal eddike til. Hvis eddiken ikke hjælper, ved jeg slet ikke, hvad skulle hjælpe.

Jeg fik lyst til at ringe til nogen i dag, da jeg fik en sten i skoen, der trykkede så spidst som en glassplint.

Den første store artikel i Samfundsmagasinet handler om forskellige måder at fejre bryllup på. Den næste artikel er på kun en side. “Vakuumpakket vinder”, står der og handler om svinemørbrad. Så en artikel om hudsult. “Trænger du også til et kram?” spørges der i overskriften. Jeg bladrer et par sider. “Trænger du også?”, står der igen. Denne gang er det en
reklame for pakkerejser til Algarve.

Hos frisøren er der små hår over det hele og nu er de også i nakken på mig. Min hovedbund er varm og prikker, der er sat parfumespor ned i porerne og hovedskallen har suget dem til sig. Min hovedbund er syg, det ved jeg. For helt dybt nede i huden under håret, skal der ro på, og det er der ikke, så de små, hvide, tørre nogen lægger sig på skuldrene. Der kan godt opstå rødmen og man får sår og der kan også opstå svamp. Frisøren sagde, jeg måtte spise usundt, når nu min hovedbund var så syg. Hudlægen sagde, jeg ikke kunne spise mig fra det, men det gad jeg ikke diskutere med frisøren. Psykologen sagde, jeg bare kunne forestille mig alle de andre i rummet var nøgne.

 
 

Anna Møller: PURLØGENE BLOMSTRER

Nå, nu kørte der alligevel en bil ind til naboen. En kæmpestor grøn jeep. Af ren refleks kastede jeg mig ned foran pejsen, hvor lugen stod åben ind til et knitrende bål. Det kan godt blive hundekoldt i sommerhuset, også selvom alle radiatorerne står på fem.

Det store fyrretræ står og vinker til mig i blæsten, og jeg ved godt, hvad det siger, det vinker: Gå tilbage til brændeskuret og se, om han stadig er der. Om han ligger der, nøgen og afventende, eller om han er rykket videre til det næste hus, om det er inde ved nummer 9, han er nu. Og han er væk, jeg ved det bare. Du havde en chance, én chance, Beatrice, og det glippede for dig. Han havde ventet hele natten velsagtens, og så skreg du bare som en kalkun og smed kurven fra dig, før du drønede tilbage og smækkede døren i. Han var ung, selv forskrækket, uvidende om, hvad der skete. At det var dit brændeskur, han havde forvildet sig ind i. Hvor var hans tøj blevet af? Jeg kan kun gætte. Han er vel fattig, en fattig ung mand, helt alene ude i heden, har søgt læ i et ulåst skur ligesom alle de gnavne vildkatte, der strejfer rundt i området. Og al den tid vidste han ikke, at han bare kunne have ringet på. At jeg ventede på lige sådan en som ham.

Forårskulden sniger sig langs fyrretræsplankerne under mig. Mine bryster er fladet ud på hver side i uskøn disharmoni, og en splint presser sig ind mod den ene vorte. Nu er de kørt helt ind bag hækken. De slukker motoren, kan jeg høre. Åbner dørene. Jeg stirrer ned mod knasterne i gulvet. Ilden går sikkert ud nu. Alt det arbejde med at få varme i sommerhuset, og så går den alligevel ud, og jeg har ingen optændingsbriketter.

De første par år kom jeg aldrig herud alene. Enten var Bent med eller også var jeg heroppe med nogle gamle veninder, som jeg kendte fra seminariet, og efter Bent og jeg gik fra hinanden, var det mest med pigerne. Vi tog ned til stranden og badede, som om vi var unge igen, og om efteråret tog vi på den lokale golfbane og forsøgte at gennemføre ni huller. En eftermiddag inde i omklædningen kunne jeg pludselig ikke finde mit guldur, som jeg har arvet efter min mor. Jeg var sikker på, jeg havde lagt det i min taske, inden vi gik ud, og kun Gitte havde været inde og tisse, mens vi andre var på banen. Gitte, sagde jeg, har du taget mit guldur. Du skal være ærlig! Jeg rodede min sportstaske igennem med hektiske bevægelser, men det var ingen steder at se. Jeg kunne mærke, at mine kinder var blevet røde, og jeg var helt desperat. Jeg har ikke taget det, sagde Gitte og så fornærmet ud. Men hun forstod heller ikke, der er aldrig nogen, der forstår mig. Det ur er det eneste, jeg arvede fra min mor, resten fik mine søstre raget til sig, mens jeg lå på hospitalet med lungebetændelse. Grådige, egoistiske søstre, som slet ikke havde fortjent sølvtøjet og dåbskjolen og de tretårnede stager. Da vi kom tilbage til sommerhuset, var stemningen forandret, og efter aftenkaffen kørte Lisbeth med Gitte hjem, selvom det var meningen, de begge skulle have sovet i sommerhuset med mig. Siden har de ikke været heroppe, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt, at jeg fandt gulduret i tasken nogle uger efter golfturen. Om det overhovedet betyder noget, eller om uret bare var en undskyldning for dem, så de kunne trække sig væk fra mig.
Til helvede med dem. Gitte tog også alting personligt og underbagte sine småkager, så de hang sørgeligt, når man tog dem op fra fadet, og Lisbeth var en stor undskyldning for sig selv. Så synes hun, eleverne talte om hende bag hendes ryg, så var det pludselig ledelsen, den var gal med. Med årene var hun begyndt at male sine øjne med en kohl, men stregen sad langt over øjenvippekanten, og jeg er fuldstændig sikker på, at jeg ikke var den eneste, der kunne se det.

Jeg får pludselig lyst til at male et gigantisk maleri her midt på gulvet. Brede et enormt lærred ud og bare stænke løs, smide grøn og blå og rød og gul i lange dovne stræk ud over billedet, kaste mig ned og svømme rundt i malingen, tvære det ud med hænderne, knæene, de lange bryster. Male det mest fantastiske maleri, verden nogensinde har set, hente drengemanden ind fra brændeskuret, kaste ham ned på lærredet og se ham skøjte hen ad de bløde akrylfarver, så hans nøgne ungdrengeballer ville blive helt smurt ind i vådt pigment. Han ville blive overrasket, jovist, men han ville være med på den. Han ville synes, det var friskt, anderledes, det havde han ikke ventet. En ældre dame med fantasi, det ville være lige noget for ham. Beatrice, ville han sige, Beatrice, jeg har ventet på denne dag. Han ville kende mit navn, naturligvis. Han havde jo opsøgt mig, lige præcis mig og ingen andre. Lad os blive elskende, ville han sige og række armene ud efter mig, kom ned og elsk med mig i dette øjeblik, jeg kan ikke holde ud at være væk fra dig længere, min dronningefrø. Nok er jeg kun 20 somre gammel, men du er lige den kvinde, jeg har ledt efter hele mit unge liv. Lær mig livet at kende, smør mig ind i kærlighedens safter! Sådan ville han sige. De store mørke øjne ville stråle som stjerner op mod mig, og jeg ville give efter, ville jeg. Kaste mig i hans arme.

Døren til pejsen står stadig på klem, og jeg kan se, at der mod alle odds stadig er liv derinde. Jeg kan lige puste skråt deropad fra min flade position hernede på gulvet, mon ikke det hjælper. Jeg byggede det også fornuftigt op. To tørre træstykker af anseelig størrelse nederst, parallelt over for hinanden. Oven på dem, i modsat formation, to træstykker til. Inde i det lille træhus: tørre kviste og nogle sider fra en gulnet fransk ordbog med gotiske bogstaver. Det var muligt at dechifrere ’pommade pour les yeux’, og så smed jeg bogen ned i kurven til det øvrige optændingsmateriale. Tændstikker, masser af tændstikker og så puf – der var gang i ilden.

Han ville godt kunne flytte ind, det ville jeg ikke have noget imod. Her er jo plads nok. Køjesengene står stort set ubrugte hen, og annekset skal bare ryddes for edderkopper, så er det også klar. Selvom han nu nok helst ville være her inde i selve sommerhuset sammen med mig. Det var jo mig, han var kommet for, sådan ville han sige. Jeg er kommet, fordi du er her, Beatrice, tror du så, jeg vil tage til takke med gæstehuset? Hans lem ville være erigeret, idet han ville rejse sig fra malerlærredet på gulvet og træde hen imod mig ved pejsen. Jeg elsker dig, Beatrice, ville han sige. Du er mit livs kærlighed. Kom, lad os elske, og vi ville elske igen, selvom vi lige havde kastet os over hinanden nede på det gigantiske maleri og efterladt en sløret brun-rød masse under os og måske i virkeligheden burde overveje at gå ud og skylle malingen af.

Jeg burde også rejse mig. Det er uværdigt at ligge her, nøgen og 63 år gammel, med rynkerne i fri dans fra det slappe legeme. Han kunne jo være fri fantasi. Han kunne være en halvflad badering fra de tidligere ejere, en skummadras i et forkert lys. Mine øjne er også så dårlige efterhånden. Jeg kan knap nok se mine havregryn om morgenen, og nogle gange får jeg hældt rugmel op i skålen i stedet for davre. Jeg havde drukket næsten en hel flaske hvidvin, inden jeg gik ud og hentede brænde. Der er så mange gode forklaringer, men når jeg lukker øjnene hernede mod de rå fyrretræsplanker og mærker helt ind i det, mange nok vil kalde sjælen, så ved jeg, han er derude. Han venter på mig. Om lidt banker han på hoveddøren og lægger munden mod dørens rude, inden han blidt hvisker Beatrice… Beatrice, det er mig. Luk mig nu ind. Jeg har ventet så længe.

Og det er lige i dét øjeblik, jeg ser det ud ad det mælkehvide stuevindue, jeg burde have skiftet for længst; at purløgene blomstrer.

 
 

Mikkel Vejle: Rådden frugt

FÆTTER

det er flere måneder siden jeg har set min far
han er flyttet hjem til en fætter
som jeg aldrig har mødt

de bor på en gård
hvor møddingen damper
 
 
 
 
 
 
 
 
I HUNDENE

jeg henter min far på værtshuset på vej hjem fra skole
der lugter af røg og læder helt ude på vejen

at være mand må føles som en konstant kamp imod standardindstillingen
at sætte sig blandt typer med en flad læderpung i baglommen
bande imens der kører en ligegyldig fodboldkamp på et lille billedrørsfjernsyn i et tilfældigt hjørne
glemme at ringe hjem og
i stedet gå i hundene
 
 
 
 
 
 
 
 
FLAGMAND

i Rødby er der en mand som hver søndag kører rundt på en lille havetraktor
ladet er fyldt med hvide flagstænger, som han hejser langs hele gågaden
når det er aften tager han flagene ned igen

da vi boede i østergade kunne vi se dem lige ude foran vinduet
dengang var der butikker i gågaden
nu er der bare flag

Oskar Fehlauer Nielsen: To digte

 
en hjorts bløde blik

gennem regnen

vandmørkt

pelsblødt

lyset fra søen

de mørke øjne

pupilvådt

lugten af sø

dynd alger pollen

himlen pelsen søen

de våde blade

lyser orange i solopgangslyset

 
 
 
 
*
 
 
 
 

natten tilbyder et rum for sorgen

en oprejsthed

det regndisede

det vådkølige

et sted at trække sig tilbage til

et menneskestort skrin af mørkt

vand og lyden (det piblende,

drypende, rindende)
 
 

 

Freja Bøgh Lassen: Stella

Stella gnider viskelædere imod huden på sine underarme når hun keder sig.
Stella keder sig ofte, når der intet kaffe er tilbage i skabet eller når der ingen spændende tanker er tilbage i hjernen.
Når Stella gnider viskelædere imod huden på sine underarme, falder hudceller til gulvet og der ligger de indtil Stella engang vasker gulv. Hudcellerne når engang imellem at blive til nullermænd under Stellas seng.
Når Stella gnider viskelædere imod huden på sine underarme, gnider hun huden af så det begynder at bløde men aldrig så meget at blodet drypper fra armen. Bare så meget at viskelæderet bliver en smule rødt og hun kan smage på blodet, når hun sutter på armen, det smager af jern.

Jeg elsker når vi elsker, siger P til Stella. Tak, siger Stella. Du må ikke bide negle det er klamt, siger P til Stella. Okay, siger Stella. Det er jo fordi negle er ulækre, siger P. Nå, siger Stella. Altså det er ikke fordi at jeg synes dine negle er ulækre, det er mere fordi at der samler sig altid skidt under neglene og når du bidder i dine negle, så sutter du på skidtet, der sidder under dine negle, og så får du skidt i munden, og det er jo klamt, siger P. Ja, siger Stella.
Skal vi elske, siger P. Ja, siger Stella.

Stella filer sine negle ind over toiletkummen, så døde celler falder ned i toiletkummen som pulver. Pulveret har samme farve som en negl. Stella maler kaffebønner fra skabet i bønnekværnen og laver kaffe i stempelkanden fra skabet. Hun tænker spændende tanker i hjernen.

Der ligger døde celler i toiletkummen, siger P til Stella. Jeg filede negle ind over toiletkummen, siger Stella. Må jeg trække ud, siger P. Ja, siger Stella. Må jeg gerne drikke af din kaffe, siger P. Ja, det må du gerne, siger Stella.
P maler kaffebønner fra skabet i bønnekværnen og laver kaffe i stempelkanden fra skabet. Stella tænker spændende tanker i hjernen.
Hvad tænker du så på, siger P til Stella. Jeg tænker på den lille kaffebønne, du slår ihjel, når du maler kaffe i bønnekværnen, siger Stella. Men Stella, du slog også kaffebønner ihjel, da du lavede kaffe til dig selv, siger P. Ja, siger Stella.

Stella køber kaffebønner i kaffebutikken og hælder dem ned i en æske med vat som hun stiller i vindueskarmen, hvor solen skinner på dem. Stella tænker spændende tanker i hjernen. Hun vasker gulv og opløser nullermænd i syre i køkkenvasken. Hun vasker især gulvet under sin seng. Samler de største nullermænd op med hænderne og lader dem dale ned i baljen med syre.

Skal du gro dine egne kaffebønner, siger P til Stella. Nej, hvorfor skulle jeg gøre det, siger Stella. Der ligger kaffebønner i vattet i æsken i din vindueskarm, siger P. Det var da jeg puttede dem til middagslur inden middag, siger Stella. Men hvorfor puttede du dem til middagslur inden middag, siger P. De så trætte ud efter at have ligget i kaffebutikken, siger Stella. Må jeg lave kaffe, siger P. Ja, siger Stella. P maler kaffebønner fra æsken i vindueskarmen og laver kaffe i stempelkanden fra skabet. Han er kommet med en pakke under armen, som nu står i værelset.
Du må gerne åbne pakken, siger P. Den er godt nok blød, siger Stella. Det er mink, den kan holde dig varm om vinteren, siger P. Tak, siger Stella.

Kaffebønnerne sover bedre i vattet i æsken i vindueskarmen end i skabet.
Stempelkanden bliver en form for jaloux på kaffebønnerne.

Stella lægger stempelkanden i sengen og lægger dynen henover den så kun toppen af den stikker op over dynen. Godnat, siger hun og kysser minken der hænger på knagen i gangen. Stella gnider et viskelæder imod huden på sine underarme så hudceller falder til gulvet i gangen. Det begynder at bløde så viskelæderet bliver en smule rødt, og så sutter hun på armen og smager blod, og det smager af jern.

Skal jeg lave kaffe til os, siger P. Nej tak, siger Stella. Men må jeg lave kaffe til mig selv, siger P. Det må du vel godt, siger Stella. P maler kaffebønner fra æsken i vindueskarmen og laver kaffe i stempelkanden fra sengen under dynen. Har du luftet minken, siger P. Nej, siger Stella. Men hvorfor ikke, siger P. Solen har skinnet, siger Stella. Men det er jo vinter, siger P. Stella tænker spændende tanker i hjernen. Men minken havde ikke lyst, siger Stella. P stiller sig i gangen. Du plejer ikke at skulle gå endnu, siger Stella. Men det skal jeg desværre nu, siger P.