Bidrag

Anders Aarvik: naervaer (moder)

LER

stuen
         stof om koed
              dunhammerkjolen
                       lang skolebaenk
                        sms
                   laeses op                      hvordan gaar det med dit liv                      stirrer ud i rummet                 statue                     pupilerne                      &nbspudvides                         &nbspsort kondenseret
         &nbsp&nbsp  hul
                   kollapser
         stoffet forsvinder
           &haaret i en knold
              falder sammen
                        fladt
                 bag stoffet
                    afsloeres
                       hud
                 toerret ind
farvet og haardt
            braendt ler
                      torsoen har faaet en ekstra sektion
stikker ud fra den eksisterende
                     kopi
     til hoejre for den
         brysterne haenger
              haarde kugler
      paa siderne af armene
          tung og urokkelig
knaser mod baenkens overflade



FUND

hvilke skal blive
finder loesning
krisemoede
tilbage
ind ad doeren
stof om sig
indkoebsposer
opsat haar
du ser sund ud







                   vi
har set hinanden

Benedicte Skjalholt: i kornet

omkring øjnene
sidder øjenvipperne
som græs eller tulipaner
i en vejkant
 
ved siden af vejen hviler de døde dyr
 
stingene i mine sår
synes jeg stadig sidder derinde
selvom de for længst
skulle have opløst sig selv
 
gemt ligger jeg i kornet
havet bærer stenene til bredden
i græsset vokser
en hyacint som ikke kan dø
 
 
 
 
 
 
jeg sidder længe på toilettet og bløder
jeg tænker på lægerne
som har set direkte ind i mit indre
som har fjernet livet derindefra
 
liljerne ved min side vil ikke stoppe
med at synge
livmoderen vil hele
 
himlen er sort
en kat kommer ridende
 
jeg flyder på havets overflade
rotterne i vandet
vælter rundt mellem hinanden
 
jeg bliver bragt til en stor sten i vandet
jeg lægger mig på den
og spræller rotterne af mine ben
 
 
 
 
 
 
de varmeste steder her er mellem mine ben
og i mine knæhaser
myrerne løber op og smager på det sukker jeg har tisset ud
i mine underbukser
 
jeg sutter på en lille lyserød blomst jeg finder og plukker
lægger mig i græsset
og hvisker en remse ned gennem jorden
 
jeg ønsker at alle skal høre mig
 
der er roser der blomstrer udenfor
roser som senere vil visne
mælkebøtten skyder op gennem asfalten
mælkebøtten lukker sig sammen om natten
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
en rotte bider i en ledning
 
ilden i huset
og en lillebitte mikrofon
 
senere
en hånd føntørrer rottens pels
 
senere
en rotte skydes i maven
 
senere
jeg forestiller mig
jeg aldrig skal holde op med at græde
 
 
 
 
 
 

Laura Safie Kabongo: Fire digte

Jeg går på line på gulvbrædderne
jeg er blevet i tvivl om alt:

cigaretten i den friske luft
din hals
en vase

 
*
 

Jeg strammer Orions bælte
for at tilpasse mig uendeligheden

vi er på kuglen over alle kugler
og du er fremtiden
i rummet hvor vi hænger
med vore luftige sommerkjoler

 
*
 

Jeg blæser de gennemsigtige piger
ud af trompeten
og danser med en af dem

 
*
 

Støvet i luften
er som små luftballoner
der kommer med breve fra glemte verdner

en grib har fattet hvem jeg er
jeg er tågen der ligger sig over byen
og gør alting utydeligt

slår mig selv i ansigtet
for at sikre mig at jeg eksisterer

 
 
 

Rolf Højmark: Menneskesværmen (til Simon Grotrian)

I mørket er alle katte blå ingen så
ordene så lystigt forvredne som
Simon Søjlehelgen blev fremkaldt i
pietistisk rensevæske opdraget i gode
manerer og slugte siden så mange
kameler at han var næsten helt
pukkelrygget da hans hjerte omsider sprak
som en lommetør tak Gud!
hakket ind i stolpen til pulpituret i
kirken i Lemming hvor alle hans
bønner vrimlede ud over bakkerne som
lemminger sådan skulle det være han
levede af hasarderede ordspil og
         hjernedøde rim
gyste frydefuldt når et navneord
som et flyvefattigt favneord
styrtede i dybet over Himmelbjerget
han var en barnlig gamling
som LO hysterisk over alt
det almindelige og sprogets knusende
halvmagt og GRÆD over ikke
at kunne smelte sammen
i fryd og amen og omvendt
følte en sær semantisk RO
ved synet af tallet 2
svanernes parringsvals og
kringlernes sydende pardans
i palminklimprende potter
han strikkede strømper i unævnelige
farver og mønstre og slubrede
filterkaffe og spiste citronmåner
fra tanken og sagde at han elskede alle
som lever i menneskesværmen men
at han ikke kunne holde nogen
af os ud i længden for livet er kort og
kunsten for lang og han længtes
som et rekviem drømmer om
at penetrere en tonedøv nonnes
trommehinder for sådan var
han bandt pikante strømpebånd
af alle sine følelser en lazur
lupin ultramarin blå kat som
aldrig knyttede sig til andre end
Vorherre og hans mor og hans læger
sagde det tåler du ikke!
og han gjorde det ikke
igen og igen og igen som Palle alene i
vreden og kattene på barndommens
gård drak mælken fra hans spejlsorte glas
til sidste tår og da jeg en uskøn dag
i et hæsligt år ringede til ham
fra menneskesværmen og øste
ud af mit blødende hjertes
smattede søle rimede han
‘smerte’ på ‘fjærte’ og sagde
nu ved du hvordan jeg har det!

Elvin Misimovic: Camping

Drengen presser sine håndflader mod hinanden. Pigen sidder overfor ham i lotusstilling. Han har instrueret hende.Og så siger vi Ohmm, siger han. Ohmm, siger de sammen. Han åbner øjnene. Hun sidder med sine helt lukkede. To rynkede revner i et smalt rundt ansigt. Håret rødt, uredt og filtret. Falder ned langs hendes ører. Han lukker øjnene igen og summer med. Ohmm. Pigens far skriger hendes navn, og hun blomstrer med et sæt og løber hjem igen. Han ved dette, selvom hans øjne forbliver lukkede.
   Senere sidder han ved bordet, og hans mor kommer ind med mini-pizzaer. Våde, hakkede tomater spredt på toast med ost og oregano. Han trykker to stykker mod hinanden. Hvide fingeraftryk sætter sig fast i brødet. Han sluger det meste uden at tygge. De voksne drikker øl fra dåser. Den syrede duft af gær og aluminium sidder med ved bordet. Drengens bror, ældre men stadig selv en dreng, har også fået lov til at få en øl. Hans hånd låst omkring det grønne skær. Ikke lang tid efter begynder alle at tale i munden på hinanden og synge. Drengen falder alligevel i søvn med sit hoved klistret til sin mors overarm.
   Næste dag vågner han som den sidste. Hans mor sidder udenfor campingvognen og bytter cigaretter med naboen. Når han kommer ud i bare fødder, trækker naboen i hans kinder, så de bliver lange, og han ikke kan lade være med at grine. Tipperne på hans fingre er beskidte. En duft af tobak bliver hængende i drengens ansigt. Naboens hund er bundet fast til en pæl i midten af pladsen. Han henter pigen, og sammen skiftes de til at se, hvem der tør komme tættest på. Hundens øjne er sorte og små, og dens kæber skælver. Allerede på det første forsøg kommer pigen så tæt på, at hun kan mærke hundens ånde. Hun er ikke bange for noget. Engang rev hun en løs tand ud med sine bare næver uden at græde. Bagefter gravede de den ned sammen et sted i skovbunden.
   Tandfeen bor i virkeligheden i skoven, havde hun sagt. Og man skal ikke forvente at få nogle penge for sine tænder.
   Senere samme dag gik drengen tilbage og gravede den op. Den ligger nu i en skoæske under hans seng. Drengens mor råber til dem, at de skal lade hunden være i fred. Det larmer for meget, når den gør. Drengen kaster en gren efter hunden, og sammen med pigen løber han ned til vandet.
   De bader nøgne i søen. Deres maver runde og lemmer spinkle, som to stankelben i samme livsbane. Blandt alger og dunhammere. Han samler benene i luften og lander i en bombe. Pigen hopper efter, men lander i vandet perfekt vertikalt. Helt lige. Som en nål. Den ene efter den anden svømmer ned på bunden og hiver ting med op. Hun løfter begge arme i vejret og sort mudder glider ned langs hendes knoer. Han dykker og finder en fejlfri rund sten og giver den til hende.
   Hvad sker der, når man bliver for gammel? havde drengen spurgte hende en dag.
   Man rynker sig sammen til en lille bitte rosin og så bliver man til en bille og så til en hund og så til en fugl og så får man lov til at være menneske igen, sagde hun uden en tænkepause først.
   Hun lægger stenen ned i sin sko, så hun ikke glemmer den. I den anden ende af søen, står drengens bror blandt afhuggede træer og iagttager dem. Han har sin yndlings T-shirt på. En for stram rød én med et udvasket Jolly Cola logo på. Pigen stopper med at plaske rundt i vandet, da hun får øje på ham og ser usikkert hen på drengen.
   Han gør ikke noget. Han vil bare gerne være med, siger drengen.
   Men hun bliver rød i ansigtet og synker skuldrene ned under vandet.
   Gå hjem med dig, råber drengen. Han bliver stående. Drengen finder nogle små harmløse sten og kaster dem efter ham. Gå hjem. Broren hyler og løber ind imellem træerne igen.
Da han kommer tilbage, sidder hans bror og græder under markisen, mens hans mor sidder ved siden af og prøver at trøste ham. Så, så, siger moren.
   Drengen får dårlig samvittighed. Sætter sig overfor. Hans sko stadig våde. Moren beder ham om at hente ham en cola. Men vi har ikke flere, forklarer drengen, og broren græder endnu højere. Hun rejser sig op, går over til fælleshuset for at se, om de har noget alligevel.
   Drengen samler en gren op fra jorden og slår sig selv i hovedet med den. Han råber en overdrevet lyd med munden fuld af halvudvoksede tænder. Broren stopper med at græde og kigger i stedet på drengen. Drengen bliver ved. Han slår hårdere med grenen. Til sidst griner broren og banker med flade hænder i bordet. Hans grin så let og uskyldigt at det ville kunne fylde en luftballon. Moren kommer tilbage med dåser, og de drikker dem synkront. Så småt begynder det at regne. Store fede dråber. De bliver siddende under markisen, indtil plastikloftet vokser som en gravid mave. Mens drengene sætter sig indenfor, tager deres mor en lang plastikstang og skubber. Regnvandet hældes væk.
   Pigen står ude på græsplanen og åbner munden mod himlen. Han løber ud til hende og gør det samme. Enkelte dråber snitter hans gane. Hun trækker i hans arm og ind i skoven. Regnen stopper gradvist og bliver i stedet erstattet af magre solstråler. De drejer væk fra stien og ind igennem budskadet. Grene knækker under deres gummisko. Flåter bider grådigt efter deres ankler. Han ved ikke, hvor de er på vej hen, men han spørger heller ikke. Endelig stopper de.
   Her, siger hun og lader ham gå først.
   Han træder et skridt frem. Foran ham står et gammelt rynket egetræ. Det er så bredt, at de ikke ville kunne nå hele vejen rundt om det, selv hvis de begge prøvede på samme tid.
   Kan du se dem?
   Se hvad?
   Se nu.
   Han kigger på stammen igen. I barken på træet sidder et sæt øjne. To store brune øjne. Drengen kigger i dem. Træet blinker. Øjenlågene skorpede og grønlige.
Det her er vores træ, siger pigen.

Klara Li Scheutz: Familie

Moders rute
moders rute
moders rute i gangene
men i mit blod moders rute
og som hud flået moders rute
men som en bevægelse i fingrene

en lyd af bevogtning jeg mener en lyd bevogter
små egenrådige trav i huset er lyden
moders rute ude i stuerne og så også en bestemt lyd
fra toilettet
det er låsen, den slås i, slår fra som sådan, sådan
sådan som lyden af moders rute bevogter
sådan som lyden bevogter moders rute, lyden som
moders rute sådan sådan.
meen, det er, en lyd alligevel, genkendelig, hjem
nogle siger hjem og
moders rute
moders rute
moders rute hjem

små trav med sko på hjemme
armene over hovedet moders rute forbi min dør
slå i, slår fra tager i håndtaget men åbner døren
indad eller udad?
armene ned igen med en lille let brise fra mundvigen
en lille let brise fra øjenkrogen
moders rute åbnede døren den rigtige vej
det var udad alle døre i huset åbner udad

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Hvis mine øjne ikke ser så længe
Undskyld ikke ser så langt
Smalle øjne for at se lidt langt
Smalle undskyldninger
Slippes fra neej det er ikke munden den er ikke først
i spil
en anden, hånden måske det kan blive hånden
og moders rute med hånden først
og så munden og så hånden
og så hånden og så munden
først fra hånden og så munden, til munden
som en undskyldning
føres først hånden til munden og så
hånden til munden

men gangen gås stadig med lyden med sig
fft fft, fft fft, fft fft, fft fft, fft, fft, fft, fft
 
 
en vandring hjemme moders rute

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

i hjemmet en vandring
 
 
 
 
 
Må gås
udenom må gås
udenom må gås forbi moders rute hjemmets vandring
hjemme

og nogle gange nødvendigt med en vandring
udad hjemmet udenfor hjemmet
smalle øjne for at se efter moders rute
i gangen drejer udad den ene dør
og udad den anden dør går nedad
gangen går med små raske trav, små
smalle øjne liige i det moders rute rundt
om hjørnet udad den sidste dør
udad hjemmet, udenfor hjemmet
men mine smalle øjne for at se langt
udad hjemmet for at se moders rute
udenfor hjemmet
men mine øjne ser ikke så længe, moders
rute drejer om hjørnet
udenfor og mon på gaden en vandring
eller hvor længe mon moders rute på gaden skal vandring
og om det er herind eller herind
og om det er den vej en vandring
mindre raske trav ude på gaden den vej
små egenrådige trav herind eller herind
og mere den vej og så hjem
eller først lige fremad fremad
moders rute den vej og så hjem, raske fødder
raske trav, bare fødder
eller undskyld jo bare fødder
men alligevel liige om hjørnet
moders rute
moders rute

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Små lukkede øjne kigger udad hjemmet
på moders rute hjem
og bevogter lyden som kommer sådan
hhhht hhhht hhhht hhht
først hhhht hhhht hhhht hhhht hhhht hhhht

og trappen bevogter lyden sådan sådan
bevogtes lyden, små trav i trappen bevogter lyden og trappen bevogter fft fft, fft, fft
små fødder, men mine små fødder
indenfor hjemmet ved døren bevogter
mine små arme løfter sig lidt og ikke en brise
meeen pppppp lyden
bevogter brisen vandrer i blodet, ikke slippes fra mundvigen
raske trav bare fødder moders rute
sene trav tidlige trav tunge trav sten trav
sten trav sten trav og lyden stadig hhfft
med bare fødder indenfor moders rute
en vandring hjemme

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

og min moders rute hjemme
min moders rute en vandring

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

i mit blod i hjemmet en vandring

 
 

   *

 

Jeg kan ikke tro mit held jeg er med en ven
fra april
min bror min bror
fra april

april er den ondeste måned det ved hun
men også du er april også du er grusom det ved hun

du tager os med
du kan du er vores favn
når hun starter vandring “kom vi køber is”
du kommer med ordene i dit forknytte ansigt
du kommer med os ud
vi kommer på gaden
vi holder i hånden med det, vi holder i hånden
med det holder du os i dit forknytte ansigt

engang var det normalt
sammen
men jeg husker det ikke
og når du siger det er det mest
april april som en lyd imellem os april april april

 
 
 
 
 

Vi har ikke sat os før
vi har ikke sat af
før først “kom vi skal længere væk”
vi skal til et andet hjem
vi skal hjem til hinanden (??)
du går først men vi skal hjem til hinanden
hvem er det nu du siger
hvem er du nu
min bror min bror med hælen sådan på kantstenen du går først

hvad var det hun sagde… hvad var det… en lyd (?)
med hånd om min ankel
her klap klap der mangler noget
her klap klap
“du er bar.”
noget mangler og det er det du siger
“noget mangler” (…)
jeg hører det er en lyd fra april mere kan jeg ikke høre
(…)

når du går min bror min bror

når du går sådan bærer du
og du har mit humør
men går fremad med det
og du har sagt vi skal hjem til os selv
vi skal hjem til et andet hjem til os selv
når du går sådan bærer du hjemmet til os
når du går sådan bærer du min bare ankel
 
 
når jeg ser dig der fremme
bare os to men
en ved siden af dig
når jeg er ved siden af dig
en imellem der vi går
når jeg kigger på dig væk
men når jeg kigger en er med os
en hun er vandret med os

du kigger ikke min bror min bror
du læner ikke frem
du går som du skal
med hånd om
du har det du har det sådan som
du passer det og jeg kan ikke tro mit held
”du er bar her”
du skal bare hjem med os
du passer det bare
du passer alt det der blev sagt
du passer april
og lyden fra april som du er
du passer lyden som du er
det er helt fantastisk
Sådan har du
og det er ikke andet
sådan har du passet telefonen
og du har passet på hinanden
og du har passet hende
og du har passet på og du har passet på
og du har passet at vi kom og at vi gik
og du har set min runde pande
og du har glattet når du skulle du har ringet til
og du har siddet ved vinduet og set fremmede gå
 
 
engang min… min… du var væk (??)
jeg sad ved vinduet og så fremmede gå
da du var her det var rigtigt

min bror min bror
der er ikke noget smukt ikke engang
men det er meget smukt
du har fundet dig, i det
i det
du har mig i dit humør
du bærer det der er ikke andet
og en lyd som jeg lytter april
din lyd som du april april
min bror min bror
vi kommer til døren vi kommer os
 
 
 
alt det du har med
du har taget vi er her
du har fået os sammen
vi har gået med det en med os
og gået lidt hurtigere og gået lidt hurtigere
og kunne vi gå fra det
og kunne vi få det til at lade
og kunne vi få det til at give sig
“det giver sig ikke”
det er det du siger i dit forhårdede ansigt
du kommer med det og du lægger det ned
“det har ikke givet sig”
det er det du siger i dit bløde bløde
det er det du siger med april april
din grund i april april april

Min bror min bror
engang var det med benene
og i en taxa og ud af hjemmet
og du sagde til mig “du skal du høre hvad jeg siger”
du sagde at nu går vi altså og jeg ved hvor vi skal hen
og du kan godt være bange men det er der ikke noget
du kan det er jeg og sådan som
du sagde at det var der ikke noget vi kunne gøre ved
og vi skulle gå videre og vi skulle gå videre
og videre og videre
og du sagde også til mig
“jeg tager telefonen”
 
 
 
du har ikke været her nok
du har været her alt
for det meste du har været her
for alt det alt det alt det
hvad er det nu hun siger
hvem er du nu
fra april
min bror min bror
fra april
det er helt, som det er
det er helt fantastisk som du er
min bror min bror du bærer det

helt fantastisk