Ja, tyve år sat over styr. Det er i sandhed så forbandet trist, men sår heler, og I bliver så yndige sammen. Han kommer ind på scenen fra højre; du kommer ind fra venstre. Han har en rose i munden og fører det imposante forplantningsorgan i fremskudt position; så net og fint danser han, den stramme ballettrikot holder flommen og svømmehuden på plads. Svanesøen af Piotj Ilitj Tjajkovskij. Du er svanen, og jeg, ja, jeg er selvfølgelig troldmanden. Og han? Ja, han er helten, og helten, det ved enhver, kommer med tulipaner i hånden fra kiosken og roser i kæften. Hans pik står strunk og peger mod himlen. Men bare rolig: Det hele er ontologisk, ikke sexuelt.
Jeg kommer aldrig til at forstå det, men jeg kommer videre, og det gør du også. Teamfølelse? For vores skyld, for børnenes skyld, for fællesskabets skyld? For hvis skyld? Nej, jeg forstår det ikke; det gør jeg ikke, men jeg er dum; dum og naiv, og sådan har det altid været. Dum og naiv og godtroende, trofast og tillidsfuld; og dig, ja, dig stolede jeg på. Jeg var sikker på at du var min makker, sikker på at vi var sammen, sikker på at alt andet bare var mareridt, dumme drømme om natten (eller bare mine egne længsler, projektioner af min egen indestængte drift?), men som så ofte viste virkeligheden sig at være langt mere grufuld end selv den værste forudanelse produceret af mit eksorbitant veludviklede drømmeorgan.
Pøj, pøj med karrieren, held og lykke med børnene og børnebørnene, med alderdommen.
Drengene kommer til at elske den overlæbeløse læge med den omskårne pik og den pilrådne kryptokatolske moral. Ham kan man regne med, ham kan man stole på. Han kommer selvfølgelig med det samme når man kalder; og det er som altid dejligt at se ham, og han vil altid være i dit hjerte, altid. Og jeg: jeg er dum som en dør, dum som et hul i jorden, naiv som klokkeren fra Notre Dame, igen og igen og igen har jeg spillet hovedrollen i jeres harlekinade. Først T, så U. Story of my life, men I kommer til at klare jer fint uden mig alle sammen, og drengene kommer til at elske det bredskuldrede, sortøjede mandfolk der står ved sine handlinger, som er trofast og god som dagen er lang, og som er meget vigtigere, et langt finere krydderi end en bogmisbruger, en alfabetafhængig drøvtygger som mig. Hvor dum kan man være?
Det håbløst blåøjede fæ der allerede i fjerde klasse på vej i bussen til Holbæk svømmehal for altid fik tatoveret »dum-i-nakken« i, ja, netop!, nakken, siger alle af hjertet tak! I mit næste liv vil jeg være et mandeltræ eller en myre og tale spansk med en sten, vogte bjerggeder om dagen og være en kat om natten. Hvis jeg skal være menneske, falder valget på hyrdeinkarnation. Disse gedehyrder her i de spanske bjerge, roen i deres dybe øjne. Jeg er så ulykkelig. Jeg sidder fast i min ulykke. Jeg græder og græder og græder, og nej: Jeg kan ikke se mig selv i rollen som godtroende pauseklovn mere; jeg vil forsøge at blive andet og mere end et forklæde med arme og ben. Jeg tør ikke, jeg vil ikke, jeg kan ikke, jeg vil fandme ikke. Du kommer til at klare dig fint uden mig, tro mig; det skal nok gå over, også dette går over som den buddhistiske munk siger, men jeg er færdig med at brænde mig selv af. Færdig med at være narren med den mangefarvede hat ved jeres hof. Færdig med at være et tilfældigt stykke legetøj i jeres matriarkat.
Næppe lige så stort og inderligt savner du mig som da du på vores fælles ferie i Norge var helt paralyseret af savn og længsel efter ham; så meget som du savnede ham, kan du umuligt savne mig, så meget at du absolut skulle tale med ham i telefon klokken 18.32 fra Brekkeseter, mens jeg var i værelset ved siden af, en halv time før vi skulle til festmiddag på højfjeldshotellet, og igen to dage efter da vi var kommet hjem, nemlig i det sekund jeg var ude af døren. Og elsker du mon mig som du elskede ham i midten af maj? Lige inden vi tog til Berlin? Mere eller mindre? Pærer eller æbler? Op eller ned? Ude eller inde? Spansk eller dansk? Fransk eller swahili? Putin eller Trump? Havenisse eller buksetrold? Fausto Coppi eller Gino Bartali? Bjarne Riis eller James Joyce? Hölderlin eller Bubber? Heidegger eller Rasmus Paludan? Hvad betyder sproget? Ikke en skid, nada, nix, nihil, nichts, rien, nothing, zero, men det gør handlinger, og du valgte ham til og mig fra, børnene fra, dig og ham til og jeres patetiske fest med femtusinde likes i sekundet; døgnet rundt; og nu skal jeg, klokkeren fra Notre Dame, manden med forklædet og de hjemmestrikkede fingervanter, de lyserøde gummistøvler og regntøj bare komme hjem og snorke og lege familie og normalitet og bage brød og sætte vask over og gøre rent og rydde op, mens du passer krydderiet i dit arbejdsliv, de fremtidige, åbenbart livsnødvendige, karrierebefordrende publikationer og genmutationer mig her og total immundefekt mig der; og måske, hvem ved, der en dag kunne blive plads til et knus eller et lille kys eller, må jeg ligefrem anbefale et hurtigt, saftigt knald på et vagtværelse, eller hvad med et weekendophold med fuld penetration på Kongebrogården, mens den nyttige idiot render rundt derhjemme i sin animasjæl og bager brød og passer børn og tager mod venner mens du laver ›kontorarbejde‹ i M med det blåøjede pattebarn med det fremskudte understel og de stramtsiddende bukser?
Glem det, glem det, glem det, vergiß es, vergiß es, vergiß es! Fuck det, fuck det, fuck det. Tag min blåøjede mødom igen og igen og igen. Det kommer til at tage lang tid det her, og hvis du ikke kan vente på mig, bliver jeg ikke skuffet, ikke rasende, end ikke såret eller ked af det, for jeg kan ikke blive mere ked af det, ikke blive mere rasende end jeg er. Mit hjerte kan ikke blive mere knust. Du kan ikke ødelægge mere i mig. Det er umuligt, Dr. Heartbreakerling. Både højre og venstre hjertekammer er totalskadede; grænseoverskridelsen irreversibel, som døden selv. Du har for altid ødelagt noget i mig. Og jeg mener det alvorligt: I bliver så søde sammen, og tænk på alle de børn og børnebørn I skal have, og drengene bliver så pjattede med ham; og I kan snakke immunologi døgnet rundt, og han er så klog og spændende, og han er så god til sprog, og han interesserer sig for så mange ting (damer for eksempel og lægeromanspoesi, rosemetaforer og tungekys og hænder på røven og frokoster på dyre restauranter og tulipaner, røde tulipaner fra hospitalskiosken og roser, roser for fanden, roser, han kan SÅ godt lide roser), og din familie vil elske ham. I passer meget bedre sammen end dig og mig. Fisk og jomfru skulle være den dårligste konstellation af alle, så hellere fisk og vægt, selv om astrologien heller ikke giver den sammensætning gode chancer, men jomfru og fisk; Vorherre til hest, milde Moses, den ringest tænkelige kombination under stjernerne. Og vi består jo inderst inde af stjernestøv, støv fra andre galakser, og din galakse ligger mange hundredetusinde solsystemer væk fra min, åbenbart. Du kommer fra Andromedagalaksen, og jeg drøner rundt i Mælkevejen og leder efter mine spredte lemmer. K ser så positivt på alt, har et lyst og muntert sind, kan den ene Storm P-vittighed efter den anden, kan lire dem af på samlebånd hvis det skal være, flere end Johannes Møllehave; pyt med at hans moralske kompas er som et bøjeligt siv i en pilrådden mose; og ved du hvad det bedste er (legetøj fra BR): han tror på det GODE i mennesket og den GODE Gud. Hvor er det herligt og skønt. I får råd til en kæmpe bil med plads til alle de sammenbragte børn plus to efternølere. Ferie med minibus og ni børn, og en dag knalder han en sygeplejerske, og året efter knalder han en anden sygeplejerske, og efter fem år knalder han også en praktikant, men det tager du i stiv arm, for han er jo bare et lille sølle menneske, som dig og mig og alle andre, bortset fra, naturligvis, at I er lidt bedre end alle andre. Og drengene, drengene og L kommer til at elske ham og elske hans børn, og I slipper for mig og mit pis og mit humør og mine dumheder og særheder og umuligheder, for min melankoli, mine suk, min forpustede, stakåndede, selvmedlidende animasjæl. I slipper for manden med forklædet, for narren med den multifarvede hat, for alle mine humørforpestende udladninger. Jeg er offerlammet på vejen til jeres lykke, og hvis man stikker et spyd gennem røven på mig og slår det på plads med en mukkert og eventuelt forinden fjerner mit overflødige hoved, så spyddet, om man så må sige, kan nå hele vejen igennem, så kan I helstege mig og servere det faste kød til en havefest for gode venner. Må jeg anbefale kartoffelsalat som tilbehør. Jeg ofrer så hjertens gerne mit overflødige legeme på jeres alter. Og hans kone bliver slet, slet ikke ked af det, for I mente jo ikke noget med det, og hans børn synes det er så spændende at de nu skal have fire papsøskende. Og han har en kvik bemærkning til det hele. Naturens muntre søn. Det hele er jo bare for sjov, ikke?! For postmoderne skæg og ballade. Og når der er børnefødselsdag i storfamilien, kan I leje mig for hundrede kroner i timen, så kommer jeg og underholder. Vejrmøller og korttricks og ballonfoldede flodheste og giraffer og bananlagkage i hele ansigtet. F… Fredericias største klovn. Ich bin’s. Og når festen er slut, vasker jeg op, støvsuger og smører madpakker, og når alt er fikset, slår jeg koldbøtter hele vejen ud gennem indkørslen og hopper tre gange på tungen. Ikke et øje er tørt.
K er svaret på alle dine længsler, på børnenes; og jeg slipper for flere løgne, for bedrag, for forstillelse, for falskhed og pis og papir, og jeg kan sove om natten igen og smile ved tanken om at jeg ikke længere forhindrer dig i at være glad og lykkelig. Og hvis jeg kan hjælpe dig med det, tager jeg gerne skylden for det hele på mig. Det er min skyld. ›Ich nehme die ganze Responsabilität auf mich‹. Magister Noah Buchius, Freund der Vergangenheit. Fellow sufferer.
Jeg er årsagen, alle kausalkæder begynder og slutter i mit minimale selv, nu og i al evighed. Og til næste jul sender jeg min nye bog til jer. I kan bruge den som mandelgave og læse den højt omkring det pyntede træ efter at I har pakket gaverne ud. Det drejer sig om et helt nyt kapitel i Juleevangeliet, hidtil ukendt materiale, fundet og udgravet i bjergene vest for Málaga af en fortabt sjæl, en søn uden hjem, uden sted, af et menneske stedt i ubodelig ensomhed. Flaskepost fra et sort hul i en hvid by. Selv jødekatolikken vil more sig og finde historien underholdende og få talrige indfald og blive inspireret til at citere Storm P og Piet Hein hele natten.
Jeg går i seng nu og græder og ligger vågen til klokken fire eller fem eller seks, så sover jeg et par timer eller tre og har mareridt om dig og TANDlægen fem kvarter i timen, og så vågner jeg og tvinger mig til at stå grædende op; og så kæmper jeg mig gennem dagen, sidder under et mandeltræ og taler spansk med en sten og drømmer om at være vildtvoksende timian, rosmarin, kamille, og så kalder jeg på Gud, og så tænker jeg på at smerten forsvinder en dag; jeg skal bare vente længe nok, tænker jeg, »hvis jeg venter resten af livet«, råber jeg højt under træet, vågner jeg måske en dag som mandeltræ eller stenurt på en bjergside i Andalusien. Ligningen går kun op uden mig, og nu holder jeg min fede kæft. Jeg undskylder for alt det jeg gør forkert, for alle mine fejl og mangler.
Mea culpa, mea culpa, mea culpa.
