Bidrag

Hanne Dion Famoye: Fire digte

Kærlighed

Der er ligesom
ikke rigtig nogen
der kan konkurrere med
den første kærlighed.
Hun sov i sin seng
mens jeg lå og kiggede
på lyset fra bilerne
der blev kastet
rundt i værelset.
Jeg er enormt træt,
ordvekslingen går
langsomt.
Jeg har ikke sovet så godt
i nat.
Det er altid lidt
underligt for mig,
at vågne op i
et fremmed menneskes lejlighed.
Den første jeg scorer
efter jeg er flyttet
til København,
hedder Anna
og er to år yngre
end mig.
 
 
 
 
Techno-imperialism

Vi importerede keitai culture
fra Japan omkring 2000
Jeg var 10 da jeg fik min
første iphone.
I Japan blev
de bærbare telefonenheder
koblet til internettet
cirka fire år før
i resten af verden.
Jackie Chans datter
Etta Ng sprang ud på instagram.
Jeg er på en date
med en fra Tinder.
Jeg har aldrig været i Japan.
Men jeg kan godt lide
manga-porno,
fortæller jeg hende,
det får hende til at grine.
Hun er fra Tokyo.
Vi hænger ud i PoHo
og kigger på Etta Ng og Andi Autumns
bryllupsbilleder
og taler om
teknologi og SoMe.
Hun er nok lidt mere
vennemateriale.
Jeg har ikke snakket
med Jessica
i fire måneder.
Hun havde en hat med
hortensia bundet
på kvasten.
Vi havde stjålet blomster
i en park,
inden vi tog
til dimensionsceremonien.

Natural and sexual selection: the sexual preference of peahens determines the color characteristics, size and shape of the peacock’s tail (Lesbian Bar, 2019)

Lysreklamernes genspejling
i skyskraberne.
Somme tider tænker
jeg på vinden
der bevæger sig rundt
om hjørnerne deroppe.
Bartenderen på L’Paradis
minder mig lidt om
Jane Birkin
udover hun siden sidst har fået
klippet sit hår i
The Dapper.
Jeg bestiller en G&T
og kigger på de andre gæster i spejlet.
The Pompadour,
Short Chopped Head Style,
Blonde Pixie Cut.
Nu træder der en
Androgenous Aesthetic,
Fashion Icon Status lebbe
ind på L’Paradis.
Har ikke set hende før.
Hun kommer over
og bestiller
en Dark n’ Stormy.
Det næste tidsrum
er ikke så interessant,
så jeg rejser i tid
til vi er på hendes
værelse på 28. etage,
og jeg lyner hendes sølvlynlås
op med mine tænder.
Af en eller anden grund
er det smukkeste
i situationen
nogle juveler der ligner ribs,
og en armbåndsring
med blomstermotiver,
hun har ladet ligge
på sit natbord,
efter hun tog dem
og sin silke-top af.
Det sorte/sølv trommesæt i hjørnet
gør heller ikke noget dårligt
for indretningen
eller for mit sexdrive
Hendes forældre er meget rige,
hun er ikke særlig meget
ældre end mig,
et år eller to.
Der sker altid noget med mig,
når jeg bliver penetreret.
Det er som om detaljerne
står tydeligere frem.
Jeg kan kigge på
objekter og bygningerne
ud ad vinduet, og det er som om
de er tegnet
tydeligere mod himlen
og den baggrund
de er installeret op ad.
Bækkenstativerne glimter sølv
imod den hvide bagvæg.
Der ligger to analog-kameraer
på sofabordet på værelset,
som jeg tvivler på virker.
Bladene er ikke
af plastik
– det er vidst nok efeu eller ahorn,
nok nærmere ahorn.
Deres skygger
på væggen
ser rigtig tjekkede ud.
Efter vi har bollet
lægger jeg mest mærke
til hendes øjenlåg
og -vipper,
når hun kigger ned.
Et mørkt område
under begge øjne,
og hendes hår, der
hænger ned
foran øjenbrynet,
dufter af shampoo.
Jeg læser ret meget Anno for tiden.
Close to the River.
Det handler om
stjernernes hukommelse
og meget andet.
Noget med rødder
der vokser rundt om hjertet.

Byens Koreografi

Jeg går rigtig tit
ned på en café,
fordi jeg har brug for
at være alene
og sidde med min computer.
Kigge på bilerne
og en pige
der tager billeder
på sin mobiltelefon,
en mand med måne
og en plastikpose
med frokost,
en forretningsmand
der stiger ind
i en taxa.
75 kvadratmeter
i det dyre område
koster 42K Hong Kong $,
leveomkostningerne er 11%
højere end i
U.S.A,
fodgængerfeltet er tomt.
Nu står der to rækker
af mennesker
parat til at flette sig ind i hinanden,
når signalet skifter til grønt.
Jeg ser det hele lidt
oppefra i en 45 graders vinkel,
nogle går med kaffe latte to go
på denne årstid
bærer cirka en
tredjedel af menneskene
i bybilledet masker,
for at undgå at smitte andre
med luftbårne vira.
Det er en helt naturlig del
af den kulturelle dress-code.
Grevinde Alexandra opfører sig
ret atypisk
i forhold til hun har
været i kongehuset,
det er også atypisk
for kongehuset
at have en skilsmisse.
Hun virker som en ret vild person,
hun er både
forretningskvinde
og lærte dansk helt vildt hurtigt,
hun har lavet
et pop-hit
her sidste år.
Der bliver nok skævet lidt
til den måde hun agerer
i medierne
internt i kongehuset
mener kongehuseksperter
hendes popsang hedder
‘wash me away’
Nu går der
en stilet kvinde
med krydsede arme,
beige nederdel
og matchende højhælede sko
over zebra-striberne.
Jeg skal snart flytte til København
 
 

Jacob Lassen: To digte

THE HANDFUL

Først drikker vi hønens blod.
Så beder vi vores hænder om at besvare følgende spørgsmål.
Hvordan føles et ægs overflade?
Hvad er den taktile fornemmelse af ægget i vores hånd?
Vi lægger tryk på ægget for at føle modstanden fra æggeskallen.
Vi lægger lidt mere tryk på ægget til det knuses.
Det føles koldt og slimet i vores hånd.
Så siger vi til den døde høne: ræk os et håndklæde

 
 
 
 
 

THE HAND TO THE HEART

Om det var noget særligt vi tænkte på?
Da vi stod med pistolen i hånden.
Dørhåndtaget. At stryge fingrene gennem græsset på en sommerdag.
Vi tænkte på den smerte som vores hænder var i stand til at påføre.
Vi slog en sprællende fisk mod stenene på kysten for at få noget at spise.
En underlig stemme nåede os fra et fjernt sted.
Den sagde: handsken kan ikke tale håndens sprog, den kan i bedste fald være tolk
Vi holdte silken op til kinden for at blive kølet af i middagsheden.
Vi knuste en valnød, som et symbol på vores vilje til at sejre i vores liv.
 
 
 

Robert Henningsson: At få en blind til at lande i øregangens guacamole

Solens nys som et murmeldyr
jeg vil se den rå røg i et kor, jeg dirigerer ud fra varmen i mit venstre øre
vores rebusevner røber, hvordan vi sover i den ultimative fosterstilling
i hver festsal har de enøjede dækket op til kys.

Fra sit skjul sender døden 250 breve
blot en blund til at tage toppen af latter fra et køn af muler
udenfor sniger natten smerten gennem et sigte
selv hvis hvert råb begyndte at klukke

kunne deres stemmer stryge gennem håret som fingre.

 
 
 

Klara Li Scheutz: Jokum snakker om al lykken

”Jeg tænker på dengang man var på din alder og man kunne blive helt ekstatisk, bare af at være ude en sommernat. Det kan jeg ikke længere. Men jeg tænker nogle gange på nordlys. At se det. Engang da var jeg også ude. Om sommeren var det så perfekt, at gå sådan gennem byen, under træerne, udad Jagtvej mod Frederiksberg. Jeg kunne have taget cyklen. På sådan en strækning mødte jeg Lotte, det var måske ikke engang der, men det var samme tid, mens jeg stadig gik. Det har måske været længere ude, eller også var det mere mod nord. Jeg mødte mange vigtige mennesker der.
Lotte var den vigtigste og jeg tror også godt hun vidste det. Hun vidste det godt. Det var noget med den måde hun sagde, at jeg bare kunne gå rundt om hjørnet og vente. At jeg bare kunne gå ud af butikken, hun skulle nok komme med poserne. Hun var sådan en der kunne finde en lille trådkrølle bag på bukserne og sidde og pille frustreret ved den, såret over at bukserne var gået op. Selvom vi var meget unge og ikke kendte hinanden købte vi et hus. Eller også flyttede vi bare ind i et hus sammen, jeg kan ikke huske helt om det nogensinde var vores. Jeg synes det var et stort liv, fyldt med skabelse og selskab. Vi gik i haven og jeg sov godt. Når jeg vågnede sagde hun altid noget til mig om, hvad hun havde lavet før jeg stod op. ’Jeg har købt vindruer, stillet dem ud’. Jeg gik ud på terrassen og spiste dem køleskabskolde, til morgenmad. Jeg lagde mig igen og hun sagde noget nyt. Jeg hørte det måske ikke, fordi jeg nogle gange når vi lå sådan i sengen om formiddagen blev så optaget af, at studere hendes meget smukke øre, at jeg ikke havde åndsnærværelse til, at høre hvad hun fortalte mig samtidig. Det er de fineste øre jeg nogensinde har kigget på. Faste og udfoldede, uden bløde folder. En streg der tegnede én ubrudt kurve, som aldrig rynkede og sluttede i en perfekt dråbe af blødt fedt i øreflippen, der også stadig var fast. Hun havde huller i dem. Så handlede det om ikke at skabe for meget rører og ikke opildne til for meget snak, men holde temperamentet i en form for dvale imellem os, så jeg kunne blive ved med at kigge på ørerne uden at hun pludselig vendte hovedet og håret faldt nedover dem, eller hun grinte højt og lagde sig ind til mig, eller hun ville kysse for tidligt. Under alle omstændigheder gik vi i seng med hinanden, jeg kyssede hendes krop, hendes brede hofter og hendes spinkle overkrop og jeg lod være med at kigge på ørene imens. ’Det er så dejligt det vi har her, det sagde hun når jeg havde hende sådan i armene, ’det er så dejligt det vi har sammen med hinanden, ’vi behøver ikke engang tænkte på hvad vi skal i morgen’, er det ikke utroligt, sådan var det virkelig.

Men bag huset løb en lille å, som man kom til når man gik ud ad havelågen og drejede til højre forbi nabohuset ad en smal havegang, der blev længere end den egentlig var, fordi at hækkene som definerede den var så høje, at man knap kunne se indover. Der boede alle de andre mennesker som vi ikke snakkede med, men som alligevel var afgørende for vores liv derude, på samme måde som at man måske helst vil gå en tur sammen ved søerne, hvis man kan se et ældre par gå ovre på den anden side med armen om hinanden og en familie med flere børn der går lidt bag dem, eller nogle meter foran én selv, og som ind imellem siger noget man kan høre når vinden blæser rigtigt ind på dem. Men så forsvinder deres stemmer og er en varm baggrundsstrøm igen, i nærheden af en, og på den måde har det lille indslag af familien gjort noget godt, at man husker at der er mere at glæde sig over. Nede ved åen bag de andres huse gik vi ture og jeg kan ikke huske at vi mødte andre der gik dernede samtidig med os. Måske gjorde de det og vi så det ikke, eller også gik de så langt foran os at de altid var nået forbi det næste knæk som åen havde i sit forløb inden den løb ud i kanalen og derfor kunne vi aldrig se dem, eller idet vi trådte ind på samme ubrudte strækning som dem og de ville have været synlige for os, var de gået bag en busk eller et fyldigt træ som der var mange af, både langs baghaverne og langs åbredden. I det hele taget var ålandskabet fyldigt med en grøngrøn og moden bevoksning, på en måde som jeg ikke tror, at jeg har set andre steder herinde i byen, som kunne minde én om et afdæmpet argentinsk landskab, sådan som jeg forestiller mig et afdæmpet argentinsk landskab, når jeg tænker på åen og da jeg gik dernede med Lotte. Det var ligesom at åen og alt det grønne havde fundet en måde at være landskab på sammen, som forenede og vedligeholdt dem, så stedet altid så godt og upasset ud. Fugten fra åen steg op i træerne, de holdt på den med kronerne og lukkede den inde i en tunnel rundt om løbet hvor vi gik, hvorefter fugten blev givet tilbage til åen fra bladene. Græsset var altid højt og vådt, så meget at man ikke kunne se når man skulle til at træde i et mudderhul, der aldrig blev fyldt eller på andre måder ordnet, for man kunne ikke finde det og tog sig kun af det når man var trådt i det, og så var man mest optaget af at få skoen fri og komme hjem, og så glemte man det efterfølgende. Det hele var på den måde upasset og selvom frugttræerne med sikkerhed var anlagte og der var plads til at de kunne vokse sig rimelig i størrelse, virkede det som om at de var vokset frem af sig selv, smalle og store på samme tid, udfoldede i forskellige højder med plads til sig, hver især. På den anden bred, altså den hvor vores hus ikke lå og der idet hele taget ikke var nogle huse men en lang bakkeskråning, stod bøgetræer hele vejen og dækkede for udsigten. Og bag træerne det ukendte, indhyllet i ukendt form, og i duft. Det eneste der afslørede sig var en blå plastikbåd der lå i vandet et bestemt sted i åen, sådan at to eller tre børn kunne skubbe sig ud til et andehotel på midten af løbet, og kigge på ænderne der sov.

Når vi nåede til den blå plastikbåd var turen næsten slut og man kunne ligeså godt gå tilbage igen med det samme og behøvede ikke at nå til enden, hvor man uundgåeligt på en mere klodset måde, skulle kigge lidt rundt og beslutte sig for hvornår man vendte om og gik den anden retning. Lige meget hvad gik vi tilbage og sad i vores egen have.
 
 
 

Lukas Ballin: digte

 
 
 
 
 
Dagene forbindes i skriften
intet kan stå alene
lidt skarp sol
på bordet
kan godt tage mit syn
mælkelyse kranier, draperier
og blindhed
når jeg ordner digtene
smuldrer dagen
som en myretue af lys under barnets kæp
 
 
 
 
 
 
 
 
Birkesaft tappet
i plastikposer og sydende
på solens stamme
måbende
ser vi det ske fra vindblæste stiger
til værelset vi drømmer
videre om saften
i sengen
din krop
er et kridhvidt skrin
og skrinet bærer sit kridhvide i skrinet
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Harriet Grabow: To tekster

du skal ikke fylde din drikkedunk
finde proviant eller pakke din taske
du skal ikke samle kræfter efter solnedgang
og være klar den næste morgen

du skal blive hjemme

fra Heltesagaer (bind 20, s.3)

 
 
 
 
 

Distance – non-binær

1) ord fra tid før unionen 2) multiple til tider modsatrettede betydninger 3) som afstand på grund af afsky eller omsorg 4) vurderet som forvirrende klasse c
5) fjernet fra det daglige ordforråd 5a) undtagen hos mennesker uden AI-profil

Se også Menneskets Foranderlige Verden. Illustreret sort/ hvid og farver. Indledning og forord samt supplement “Mennesket fra A til Å.” Antikvarisk.