Bidrag

June Elisabeth Vinther: Pæn pige

Jeg gider ikke at være en pæn pige
en stille pige, en dygtig pige
jeg er større end min krop
jeg vil slås og drikke guldøl
og score din dame og kaste op
i rendestenen under stjernerne
jeg er ikke sat på denne jord for at sulte mig
til en størrelse nul og kun være dit hul
det er fucked at kvinder kun
skal være fuckable
så fuck dig fuckboi
jeg vil manspreade mine vinger
udover dit fucking ansigt
og flyve gennem glasloftet
jeg vil kneppe mig vej
ind til dit hjerte og din hjerne
med mine ord
for jeg er rendestensglitter
grove penselstrøg
blødende knæ
men jeg er ikke dit fucking trofæ
jeg gider ikke at være en pæn pige
der aldrig skriver et ord
men skriger indvendigt
og med et smil
undskylder for sin eksistens
 

Mads Christian Voss: Kirk Delta S1 og FIFA

Kirk Delta S1

Kirk Delta S1 ringer og vækker mig. Hvordan skal jeg kunne sove igennem i den støj? Telefonen ringer fra gamle dage et sted og vibrerer i minderne lagret i kroppens nerver og skubber dem op til ørene. Så vågner jeg, og siger tak gud for, at det bare var en drøm, og jeg siger fuck dig gud for at minde mig om, at det skete. Og det skete. Og det skete så tit, at Kirk Delta S1 ringede. Altid omkring aftensmaden, hvor lærerne vidste, at vi var hjemme, og hvor vi sad fire mennesker om et bord, og hvor min storebror smilede sadistisk til mig. Han kan lave sine lektier, men han kan ikke holde sin kæft, når jeg beder ham om det. Og det var altid lærerne, der ringede på det tidspunkt, for Bedstemor ringede aldrig midt i maden. I start 00’erne ringede man ikke mellem klokken 18 og 19. Mors veninder ville heller ikke ringe på det tidspunkt. De ringede først, når far så fjernsyn og mor havde taget af bordet, og de havde spist i deres egne hjem. Ellers ringede hun til dem, men aldrig før 19.30. Jeg husker, at hun tog taburetten fra køkkenet og placerede den foran Kirk Delta S1. Jeg husker det aftagelige stykke plastic, som gjorde, at vores var grå og gul, imens Frederik fra klassen havde en grå og rød Kirke Delta S1. Jeg ved ikke engang, hvad min telefon i dag hedder. Det er en OnePlus og et nummer i rækken. Det er sådan noget barndommen husker, fordi Kirk Delta S1 var the messenger, and don’t shoot the messenger. Og ret beset skød jeg den ikke, jeg torturede den til døde. Mor og far snakkede om en håndholdt, og jeg greb chancen og slog Kirk Delta S1 ihjel ved at trykke 1-knappen ind under det gule plastic, så den satte sig fast, og den skreg, og et ar af 1-taller løb hen over displayet, indtil arret fyldte det hele og begyndte at skubbe de gamle 1-taller tilbage ind i displayet, imens nye kom frem i højre side. Lyden af at slå noget ihjel, før det slår dig ihjel, er en god lyd, og tanken om aldrig igen at skulle høre Kirk Delta S1 larme var mums. Far blev rasende, rev stikket ud, og satte det aldrig i igen. Jeg husker: Lyden fra Kirk Delta S1 ramte mig midt i maden og fik det til at synke dybt ned i kadaveret på mig, og al lyst til at spise flere frikadeller eller kartofler eller whatever forsvandt. Far rejste sig, og jeg afsøgte muligheder for at stikke af, men det ville kun gøre alting værre, og jeg kunne jo være heldig med, at det var forkert nummer, men jeg var aldrig heldig. Far sagde sit navn, lyttede intenst og kiggede ned i Kirk Delta S1; sin sladrehank. “A hva har han gjort?” sagde han og slog mig med blikket, og mor kiggede på min bror, og han sukkede, men først efter han havde smilt sadistisk til mig, og så placerede han teatralsk kniven og gaflen på tallerkenen, søgte mit blik, fangede det og rullede øjnene om i nakken. Mor tog de tomme fade med ud i køkkenet. Min bror gik efter hende og lukkede døren. Far strakte armen ud mod mig og pegede fingeren i jorden. Det betød, at jeg skulle blive siddende. Jeg vidste jo for helvede godt, hvad jeg havde gjort, og jeg vidste jo for helvede godt, at det var forkert. Jeg kan ikke huske opkaldene fra hinanden. De er bare blevet til en sum, der samler sig i ét minde. Måske var det dengang, jeg havde stukket Sandra i armen med en blyant, og hendes mor var bekymret for, at hun fik blodforgiftning og skulle dø på stedet. Eller dengang jeg kastede en passer tværs igennem klasselokalet og ramte Frederiks ankel, så den bare hang og dinglede i akillessenen. Dengang troede jeg faktisk, at jeg skulle slippe, fordi han gik til modangreb og slog mig hårdt på øret med knyttet hånd. Der blev sjældent ringet hjem, når der var slåskamp, fordi lærerne kunne tage fejl i, hvad der var rigtigt og forkert, og de ville ikke anklage nogen for noget, hvis der lå noget bag, som de ikke kunne finde frem til. Men når det var klart for alle og enhver, at handlingen var forkert, selv for mig; ja, så blev der ringet til Kirk Delta S1.

 
 

FIFA

Han skal kunne løbe hurtigere, og derfor er det vigtigt, at jeg træner så meget som muligt og får A i alle øvelser. Så bliver han hurtigt bedre. Man kan have to træningspas mellem hver kamp, og det skal jeg gennemføre til A, ingen simuleringer, ellers kommer det til at tage en krig. Lige nu spiller jeg i FC Nordsjælland, men det er ikke selvvalgt. Jeg startede i Roma, fordi Roma ikke? Men det var umuligt at starte inde; heldigt at jeg overhovedet fik lov til at sidde på bænken, når jeg havde 63 i total, imens flere reserver havde over 70. Men det er nok sådan, de gør. De giver mig en lille mulighed. Jeg blev skiftet ind med 18 minutter tilbage af den første kamp og havde ikke en chance. Jeg fik bare spillet bolden lidt rundt og forsøgte mig med et indlæg (trykkede firkant), som min spiller slet ikke havde niveau til at placere ordenligt. Den blev clearet, og det var egentlig det, der skete i den kamp for mig. Efter kampen var der et bud fra FC Nordsjælland. De ville hente mig på en lejeaftale resten af sæsonen, og jeg sagde ja. Jeg vidste ikke, hvad alternativet var. Ville der komme andre bud, ellers skulle jeg måske bare træne i Roma resten af sæsonen uden at spille? Øvelserne har sin egen logik. Jeg tvivler på, at det er sådan, de træner i virkeligheden. En masse kegler og oppustelige remedier fordelt på banen. Det tager tit ét eller to forsøg at forstå øvelsen, derfra er det bare at følge instrukserne, og vigtigst; score mål, det giver flest point. Det er dog ikke i alle øvelser, at der står en målmand. Her skal man bare skyde (trykke rund) og ramme nogle papkasser eller nogle metalskiver, der hænger i overlæggeren. Lyden, der kommer ud af højtalerne, når man rammer kasserne eller skiven, er lyden af succes. Og pointene, der lyser grønt på skærmen, giver god dopamin. Men det er ikke, fordi jeg som sådan er glad for at lykkes med øvelserne. Glæden tager i hvert fald hurtigt af. Øvelserne er et nødvendigt onde. Det er værre, hvis jeg mislykkes, så har det været spild af tid. Det vigtigste er, at jeg får A, så jeg kan stige; helst i pace. Jeg vil gerne, at han er hurtig, så en offensiv midt kan spille den i dybden (trykke trekant) til mig. Jeg har med vilje lavet ham noget højere, end jeg er i virkeligheden, så er der lidt mere target man over ham; muligheder for at excellere i hovedspillet. En Lewandowski-type, men med pace, masser af pace.

 
 

Ronnie Flensborg Iversen: uden titel

jeg husker ikke meget

min mormor fortalte mig om myter fra antikkens grækenland
i en stue af kaffe og hundekiks
om argos og hans hundrede øjne

jeg forestillede mig øjenlåg under fødder
blinke langsomt betændt væskende

jeg var bange for ham
hun sagde bare rolig
han døde for flere tusind år siden

flere tusind år siden
det er lang tid siden tænkte jeg og tanken var som at stå i en elevator
det gjorde ondt i brystet at tænke på
det gav mig åndenød

jeg kunne ikke sove og da jeg faldt i søvn drømte jeg om ham

dagen efter vågnede jeg med hundrede øjne

Liza Parnov Ryder: Jeg overvejer

Jeg overvejer
at blive bedemand
men jeg ved det
ikke rigtigt det
er lettere om natten
når man ikke længere
behøver at blive til noget
sådan har jeg altid haft det
da jeg var yngre
ville jeg gerne
arbejde som testperson
i et søvnlaboratorie
men som en god ven
engang sagde til mig
så er det virkeligt uheldigt
at én der er så glad for noget
også er så dårlig til det
han har ret
jeg ved det godt
jeg bryder mig ikke
om første nat i nye senge
jeg har ellers en hel del
udstyr sovemaske, ørepropper
og indsovningssokker
jeg elsker at ligge på ryggen
benene strakt
ligeud med hænderne
foldet på maven
som et nyligt klargjort
lig i sin kiste
og mærke at mine
fødder er varme
nogen gange tænder
husspøgelset lyset
over skrivebordet
midt om natten
jeg vågner til skæret
som ikke skal være der
og andre gange
når jeg skal sove
læner de sig ind over mig
især hende damen
med det lange hår
ligesom de gjorde
ved min mormor
lige inden hun døde
hun kaldte på mig
er det dig, spurgte hun
nej, mormor, svarede jeg
her er ikke nogen
åh, sagde hun,
jeg troede, der var nogen
de stod rundt omkring
mig og talte om mig
du drømmer, sagde jeg
nu er jeg ikke længere
så sikker på
hvad der er drøm
og hvad der ikke er
jeg savner hende
efter alle disse år
og jeg kigger mig i spejlet
og siger, nå hej,
der er du jo og hun
kigger forundret
tilbage på mig
som om hun ikke ved
hvor hun har været
og nu pludselig
i mine øjne
kommer til sig selv
jeg overvejer at blive
bedemand
jeg har så meget
jeg gerne vil grave ned
og endnu mere
jeg gerne vil beholde
 
 
 

Morten Walther Rasmussen: 8 tekster

 
 
 

THEREMIN

 
 
 
det digt jeg er så blødt
          afrundet   regelret nærmest længselsfuldt flået
          ud af nervesystemet
          dets takkede og viltre fylde
          som det står der stivnet dog dirrende
          på en mark ved Hadrup
          og fletter frosten ind i sine ophold og pauser
          som var det håret på nogens døtre
det digt jeg er så blødt
          næsten lindrende at se det stå der
          udenfor mig smidiggjort
          af oktobersolens lange ravtunger
          høre det hvine og virre i vinden
          som masternes wirer
det digt jeg er så blødt
          dets vibrerende gitterkonstruktion
          af tidligere bløddele
          mere menneske end det menneske det undslap
          har den stemme jeg aldrig fik
det digt jeg er så blødt
          adskilt fra dets forstenede vært
          levendegør det glemte kød
          og morser mod solens øje;
          et skrig af menneske på en kold mark
det digt jeg er så blødt
 
 
 
 
 
 

TAB

 
 
 
fordi mine tindinger føltes som elektriske stød
fordi jeg lå og flimrede ligegyldigt som sol i havoverfladen
fordi jeg genererede vagtsomhed
fordi der i den pille boede mørke der kunne omslutte mig
fordi mine øjne lå og lyste som sultne spurve
fordi mine kæbemuskler føltes som granater
fordi jeg ikke blev gengivet i spejlet
fordi jeg aldrig var mere nøgen
fordi det er senere end os
fordi vi først blev voksne
          da de forsvandt
fordi vi letter på små skæve liv med sol i strømperne
fordi vi sidder i din bil
          på vejen mellem Vær Kirke og Egebjerg
          og græder alle tre
 
 
 
 
 
 

UNDULAT

 
 
 
så er der kæder af repeteret ingenting og tv
så ligner det på afstand et levet liv men er en dårlig joke
så kommer den fugls død og gør os levende
så teatralsk kulørt i jorden
          pigerne har foret med vat
                    som var kloden et stort tøjdyr
så de der ekstatisk elastiske hjerter
          for små til at hade andet end regnvejr selleri og kløe
så sov den ind i pigernes hænder
          som absorberede de det alleryderste lillebitte
                              hjerteslag i fingerspidsernes bløde blommer
så står de nu på terrassen i morgenkulden
          et farverigt og fnuglet dødsfald i en æggebakke
så kan ingenting blive musik igen
          før den er i jorden
 
 
 
 
 
 

APRIL EKSTRAPOLERET

 
 
 
alt handler om april
          om at forvente at alt er konstant utroligt
alt handler om solen når den er her
          og når den ikke er
          kontrasterne i april
          at oppebære en træthed som endeløse kældertrapper
          i det dunlette   fejende lys
alt handler om taknemmeligheden i april
          for eksempel over at min far reparerer toilettet
          det dryppede   løb nærmest
          og nu kan man lave papirstesten   som han fortæller mig
          før han fortæller mig   at jeg ser træt ud
          de seneste år føles også som et bjerg
          men jeg beviste at jeg kan tage tæsk ind
          rulle med slagene og rette mig ud
          det er en kvalitet synes jeg
          men jeg har også følt
          og det talte vi om dengang ved Holterenden
          med hænderne i lommerne
                    fordi der stadig var frost og fed salt i luften
          at som en konsekvens måtte jeg udlede   at noget ville mig til livs
          og i den forbindelse er det rart at vide
          at hvis det sker   kan nogen reparere toilettet
          så man roligt kan fortære de kølige blommer
alt handler om den flettede kurv omkring oliventræet på terrassen
          der knirkende strækker sig i solen i april
alt handler om det menneske   der spejder mod verden
          sindssyg af tørst efter at blive set i april
alt handler om at komme hjem i april
          om at træde til så det synger i tænderne gennem regnen
                    men ikke rigtigt flytte sig alligevel
alt handler om at smerten langsomt forandrer hjernen i april
          kemi forskyder sig blødt og helt cool
          serotonin   solipcisme   kortisol
          man kan ikke være nogen steder
          ikke i smerten   ikke i søvnen   ingenting er bedre
alt handler om rytmen i betydninger
          ikke en rytme af lyd   men af erkendelse
          små glimt af sandhed rykvis   stødvis indsigt
          en basgang af små sprøde åbenbaringer
alt handler om lydene bagest i sindet
          der vokser op som snirklede stængler men ikke gider frugte
          og bare vil vende tilbage til lyset i april
alt handler om måden hvorpå bladene i april
          indgår sindrige åndingsfællesskaber
alt handler om april
          om solen og søvnen i april
          om at ingen er så blank som mig i dine øjne
alt handler om at du stadig er her i april
alt handler om dig
          om at hvis jeg kunne
          ville jeg rejse mig ved en af dine fregner
          der ligner en fjern blitz her fra sofaen
          hvor kulørte navne lovende springer op som gnister
          tramadol, malfin, amitriptylin og
          om at du læner dig ind over mig som et sug af tomt rum
          et pludseligt løft fra et mikroskopisk åbent punkt i dit blik
          et vidne om at du var barn engang
          men at du med din nænsomhed stadig bærer det barn i dig
alt handler om at jeg kan leve med at blive holdt af dig i april
          som en fugl der er fløjet mod ruden
                    igen   igen
alt handler om afstand i april
          om jollerne med bunden i vejret ved Følle Vig
          om mørket og kulden under dem
          om afstanden fra den tunge duft af tang til din første mælketand
                    holdt mellem to fingre i soveværelsets tusmørke
                              i et fjernt liv fyldt med fugle
alt handler om billeder af kollisioner i streamerkamre
          hemmeligheder om vores tilblivelse
          lokket frem af enorme ingeniørarbejder og grænseløs energi
alt handler om udgangspunktet i april
          om at noget i min fars øjne ligner en foragt jeg har for mig selv
          du trænger bare til sol siger han du trænger til at gå
          men jeg er bange for at gå jeg er bange for solen
          og man skal svare noget så alle kan kende en
          så jeg går i solen uden et sprog
          og stenene er så blanke
                    og under neglene føles
                    frost og salt som skorpede tårer
alt handler om de nætter i april
          hvor jeg drømmer jeg bærer mig selv
          forkrøblet og lille lægger jeg mig fra mig selv i vådt græs
          mærker angsten et øjeblik
          blændet af april derefter
          sendes alt aprils lys retur
alt handler om de lyse nætter i april
          der kun kan fortyndes af det mørkeste øl
alt handler om april
          det var april dengang
                    verden begyndte
                              på alt det her
 
 
  
 
 

APRIL OPSUMMERET

 
 
 
konstant utrolig sol
kontraster og træthed i dunlet lys
fed salt og frost under neglene
knirker om den flettede kurv og
oliventræet på terrassen
sindssyg af tørst efter at blive set
træder til så det synger i tænderne hvor
kemi forskyder sig blødt
          stødvis erkendt
bagest i sindet som snirklede stængler og
sindrige åndingsfællesskaber
så blanke som mig i dine øjne
pludselig løftet fra et mikroskopisk
          åbent punkt i dit blik og
var du barn engang bærer du det barn i dig
holder det tæt mod brystet som en fugl
          der er fløjet mod ruden
går i solen uden et sprog
fra den tunge duft af tang til din første mælketand
 
 
  
 
 

APRIL APPENDIX

 
 
 
konstant utrolig sol knirker om den flettede kurv
under neglene træthed i dunlet lys
oliventræet på terrassen synger i tænderne
stødvis erkendt af tørst forskyder det sig blødt
bagest i sindets sindrige åndingsfællesskaber
bliver holdt som en fugl fløjet mod ruden
blank som mig i dine øjne med bunden i vejret
et pludseligt løft fra den tunge duft af tang
et mikroskopisk åbent punkt i dit blik
går i solen uden et sprog
bærer kollisioner af fugle som den første mælketand
en fregne af grænseløs energi
som en fjern blitz fyldt med fugle
 
 
  
 
 

APRIL RESUMÉ

 
 
 
april rækker ind
i de nætter vi var sammen
som om vi stadig var
lys der for længst
har forladt sit udgangspunkt
 
 
 
 
 
 

LYS

 
 
 
og der er et
          hårtyndt lys   en mikro
          skopisk   kold luminescens en
          streng af fotoner   næsten en
          tone der agerer blitz
og der er en
          nerve et øjeblik   en
          håbefuldt  oplyst optisk fiber i kødet en ab
          rupt trækning  en kort fryde
          fuld sitren af liv
                    måske en tynd   tør vind
                    et komprimeret lysvæld
          der morser oppe fra det u
          opnåelige deroppe
          så jeg må blinke mit svar med øjnene
          fra det træge
og der er en
          sprække der oppe
          bærer alt   en gnist hvori alt er
          indeholdt   rummelig i sekunder
          som en pludselig lovende
          spasme i paresen
og der er et
          kort   vildt lys deroppe
          som akkurat gennem
          løber nerverne i så lang tid
          at man nødvendigvis må
          længes mod kort
          vildt lys
          i kort   vildt lys