Bidrag

Andrea Aallmann: Morgenstilleben

Der sidder han. Med lange tynde ben og en sodavand i hånden.
                    Min mor har altid sagt,
at man ikke skal blive kærester med en soldat.
Hun har også lært mig,
hvordan man laver brombærmarmelade og downward facing dog.
Om sommeren læser hun Bjarne Reuter højt,
og om vinteren tænder hun op i pejsen og har tykke striksokker på fødderne.
To minutters stilhed,
                    siger han, og skygger vælter ind i køkkenet.
Hvornår er man en stille eksistens, og hvornår er man bare tom?
Mælkekartonen har stået ude hele morgenen. Jeg læser en artikel højt fra avisen,
men jeg tror ikke, at han lytter.
Sender en snap mens Amazonas brænder.
                    Måske et billede som sætter pigehjerte i brand.

Ud fra køleskabet flyder en lugt af smøreost og hjortepølse, og du har engang sagt, at en mand ikke kan leve uden kød, og jeg vælger at glemme det.
                    Hvornår er man en papfigur?
Du pakker sportstasken,
for det er vigtigt at løfte tung plade på tung stang, hvis man vil være tung mand med tungt sind. Kirkeklokkerne ringer en, to, tre gange, og jeg nynner en melodi.
Kan du huske, hvad det er for en,
spørger jeg dig, og døren smækker,
for tung mand er hurtig mand.
Tit er jeg glad men vil så gerne græde,
                    det er den, og den er jeg.

Når den første sne falder,
tænder min mor stearinlys i hele huset, og orange fylder hvert rum
                    og hvert hul i mig.
Vi går fem på række ud til grantræsplantagen og synger en sang om tjørne,
og med kolde fingre bag våd strik peger vi på det skæveste træ
med mange toppe og meget plads til kærlighed
                    blandt tynde nåle.
Gran i håret, siger jeg, og alle griner,
min mor har snekrystaller på huen.
Kan i huske dengang, siger hun, og vi griner alle lidt mere.
Min flyverdragt er varm og rar.

Nu er han tilbage med ny frisure,
og det troede jeg ikke man fik, når man var nede at løfte tung ting,
men hvad ved jeg,
hvis tung ting er frisørelev, passer det måske meget godt.
 
 
 

Nikoline Langkilde: Sally bliver voksen

så           så
så skamlæbepomade
og fisseskyld
så oliende chorizo
fra himlen

jeg groede vindheks
i skødet
og døbte den:
marcus antonius

så piblede frem
tyve brystvorter
på een

så talgens storhedsvanvid
så talgen gnide sig
til ærtestørrelse
i hårsækkene!

så fedtets gummihvalp
bjæffende
på hofter

så hudens
ejakulation på spejlbilledet,
så penismisundelig

så den høje lyd!
når huden revner,
så genspejles bølgernes
overflade
på maveskindet
så! vrider blåviolette
grenes bånd sig
om hinanden i fiberstråler
så får vorterne ansigtstræk

det er meget simpelt:
dette ansigt blev
min elskedes

derfra begyndte det
begæret

derfra begyndte det,
sølvglinsende slim

derfra blev
appelsinmarmelade

derfra blev
chokoæg

derfra blev
cyklusdødfødslerne vane
derfra

vokser frem
det menneske de
lige skal vænne sig til

derfra vokser frem
et menneske de
skal lære at elske igen

de her puder
de her hår
de her
nye lyde fra struben

*

i overkøjen begynder det
nøgne køn
på det lille barn
i sommernatten
at slå knuder på sig selv

så spænder hun i hele underkroppen
så ligger hun stille lidt
og klemmer vagt om pudevåret
så stramt kødet folder sig
om urinrøret

så sukret gele
hænger i luften og stivner

vær mit lysegrønne æbleskyllemiddel
græder hun
når hudporerne åbner sig
op
under sengelinnedet
kravl ind med hvide blomster
i underhuden

så far vågner i julimørket
så far lægge hende på badeværelsesgulvet og dyppe
hørviskestykke i koldt vand og placere mellem hendes
ben så branden lettes i fyrre sekunder
skambenet vil briste
så jamrer hun igen
så slår man det af sig så bliver morgenen så smuk det
koagulerer nu
der er lysorange snask i dynger nu det kommer nu
det er nu!

appelsinflæskets udskillelse

*

hvidt gardin hæver kort sin
tunge bomuldshånd til
medlidende hilsen
det rum hvori jeg kalder frem
alt fejlplaceret og forbigående
kalder frem
alle henlagte forhåbninger:
vi har købt nyt glitrende gavepapir vi har købt
grønne silkebånd!
det er nu
jeres tid til at skinne

i år får de

lille spontan abort
lille
hvilken forskel gør det hvordan mit hjerte knustes
lille
hvem af os havde du tænkt dig skulle føde barnet
i cellofanpose

i år får de
i lysegrøn papæske
endnu væskende lille snegleskede
lysende prikkede svamp
foldet ind i lilla silkepapir

og i den store dér:
begæret efter flødekaramel
det eneste jeg ved noget om
det eneste jeg ved
er hvor fedtet man bliver

vi er vel ikke fedtede
i solopgangens dybrøde funklende øje

er vi
er vi
er vi det

Jo Borup: To tekster

Alle kvinder har en fugl i munden, så nu taler vi fra det udgangspunkt

Alle kvinder har en fugl i munden. Når de taler, ser man fuglen titte frem bag tænderne. Fuglene er altid farvestrålende mod den blege hud og de bleghvide tænder. Går man på en plads med mange mennesker, er der typisk stille, bortset fra de sporadiske bræklyde fra kvinder, der får fjer galt i halsen. Man betragter dette som en privat sag på niveau med at barbere sig og lignende, derfor er der aldrig nogen, der banker de hostende kvinder i ryggen. Indimellem falder en kvinde om, fordi hun simpelthen er blevet kvalt i en fjer. Disse kvinder kan blive liggende på jorden i flere dage på grund af den altomsluttende berøringsangst med emnet om fuglene. Den første, der giver sig i kast med at bære kvinden væk, vil ofte skulle påtage sig at skræmme fuglen væk. Det kan være en grum proces. Kun en enkel gang har jeg set det med mine egne øjne. En mand satte sig på hug ved den døde kvinde og så sig skamfuldt omkring. Forsigtigt åbnede han hendes læber, til der blev plads til hans hånd, som han så stak ind i hendes gab. Herfra begyndte han ellers at grave med hånden inde i hende, mens han holdt kæben åben med den anden hånd, indtil han trak en kanelbrystet eremit ud af hende. Fuglens ryg er krum, men glat som bronze og kold som bronze i natten. Alle fugle er krumryggede, men har stadig et spændstigt bryst. Fuglen sprællede som en gal for at vriste sig fri af hans greb, og dette med så stor kraft, at den ellers ganske lille fugl lykkedes med at vriste sig fri og herefter sprang direkte tilbage i kvindens mund så hurtigt, at manden umuligt kunne have reflekser til at reagere. Dette gentog sig flere gange, jeg selv blev utålmodig og overvejede at gå, da den kæmpende mand med fuglen i hånden tog et panisk valg om at lyne gylpen op, trække pikken ud og fylde kvindens mund ud med den, så fuglen ikke kunne komme derind. Det skete med en hurtighed og snilde, som jeg sjældent har set siden. Så gav han slip i kolibrien. Fuglen forsøgte at hakke sig vej tilbage i munden, men måtte indse, at kampen var tabt. Nedslået fløj den sin vej, mens den stakkels mand blev stående der midt på gaden med sin penis i den kvalte kvindes åbne mund i frygt for, at fuglen ville komme tilbage og finde hende. Ingen tilbød ham at overtage tjansen. Man må huske på, at processen er yderst tabubelagt. En kvinde kommer forbi og siger til mig, for at være høflig, at jeg har spildt kanel på mit bryst. Jeg er meget rystet, jeg tænker: Hvor skulle den kanel dog være kommet fra. Jeg ser ned ad mig selv, og der ser jeg en spinkel fuglekrop. Jeg skriger.
 
 
 
 

Her er jeg anonym og kan derfor være mig selv

I denne gade er der ingen, der ved, at jeg en dag kom ind i klassen og sagde godmorgen, og ingen svarede mig. Jeg er et tomt, fremmed ansigt, jeg er en europæisk krop, jeg er et stykke råt kød. Jeg krydser gaden ved fodgængerovergangen, jeg lader mine øjne vandre mod kavalergangene, jeg skiller mig ikke ud, europæer. Over nakken holder jeg en plastikvandflaske, der er så kold, at den er våd udenpå. Jeg skruer låget af, der er ingen her, der ved, hvad jeg fantaserer om. Mit hjerte banker hårdt, fordi jeg har spist så meget sukker. Jeg presser flasken mod munden, jeg drikker og drikker, den fede krop læner jeg op ad en lygtepæl, mens den fyldes med vand som et bassin, jeg forsøger at få øjenkontakt, bare med én eller anden, men ingen ser direkte på mig, der er ingen, der ved, hvem jeg er, og vandet driver fra min mund og ned af kroppen, jeg tømmer flasken og smider den, der er ingen, der ved, at jeg er miljøbevidst, der er ingen, der ved, at jeg er et hemmeligt skovsvin, at jeg spiser gelatine i smug. Jeg brækker mig med to fingre i halsen op ad en mur, brækket driver ad mig. Skødesløst henvender en mand sig til mig, kalder mig Bella, rører ved mit bryst, rækker min brækmund en underskriftindsamling. Fører min hånd.

 
 

Karoline Marie Rasmussen : Uden titel

Vi går tur gennem det frosne landskab
armene ned langs siden
vinden omfavner ansigterne og lugter af skidtfisk og tang
en sten med krystaller i lommen hænderne
dybfrosne som de hotwings du varmer til os vi spiser dem mens vi drikker kakao
vi taler ikke sammen indtil du lægger din hånd på mit kraveben
og rummet ændrer sig

i sensommeren går vi samme tur
armene ned langs siden
mens markerne bliver høstet og maskinerne brummer
rødt græs bevæger sig gennem morænelandskabet
sammen med os
de blå busser passerer en gang i timen gennem bakkerne og din blå jakke
vi går gennem græsset vi er en del af landskabet
løfter måske endda en sten
opdager bænkebidere med unger på maven
sluger en myg ser på kejserkåber
skyerne gråner mørkner det trækker måske op til regn
bægerlavet samler dråberne
og morkler som vi vil spise
og kantareller og olieperler på suppen
insekternes glasvinger svirrer mens de står stille i luften
du viser mig alle dine hemmelige svampesteder, lover du
 
 

Hans Lucht: Småland

Godt at være tilbage igen, at gå de sædvanlige ture
at se de samme ting samtidig, at holde øje med vejen foran os
Eller som John McEnroe engang sagde: Nogle gange
er det som om spillet går langsommere, bolden virker meget
større, man har mere tid, man har flere muligheder
Dine øjne tøver et sted på halvvejen mellem kul og diamant
Solen falder på en regnvåd gravsten med min oldefars navn i Småland
bøjer mig ned og læser højt så børnene også forstår det
Vi har levet så længe at håret falder af, at tænderne bliver løse
at de tunge marmorfliserne slår revner under vores fødder
Det er stadig skrøbeligt som en æske med en lille levende fugl
 
 
 

Clara Sune Buch: Sne og sand

Før stod jeg bare og kiggede på bølgerne, når de slog ind mod færgens side, på skummet og det kolde vand, der danner mønstre, og tænkte ikke på noget. Men nu slår det mig.

Jeg vil ikke længere sidde i fælleskøkkenet. Det var, når sneen smeltede under mine Alpina-støvler og flød ud over linoleumsgulvet i gangen, vandet var helt gennemsigtigt, sådan er det oppe i fjeldene. Så sad jeg altid der.

Vinduet i køkkenet pegede ud mod den store sø. Man kunne skimte den gennem granernes nåle, se de små skikkelser, der løb på skøjter.

I weekenderne sad jeg og kiggede på dem. Stolen stod ved vinduet, albuerne støttede på vindueskarmen. Jeg drak te, og varmen fra radiatoren under vinduet brændte mod knæene. De andre sad på deres værelser og læste, og der var kun den boblende lyd af det varme vand mellem mine læber. Intet andet. De andre sad altid og læste.

I hverdagene gik jeg til forelæsninger, i starten, så lånte jeg nogle langrendsski. Det var svært, og jeg fik store, blå mærker. De bredte sig med en mørklilla farve ud over lårene, mørkest i midten og mere udviskede i kanten.

Men jeg begyndte at blive god. Til sidst var det over tredive kilometer hver dag. Lyden af stavene, der stak i sneen, var sprød og knirkende, og solens stråler glimtede i isflagerne, mens skiene gled afsted mellem granerne. Fugten fra min ånde satte sig fast i øjenvipperne og blev til rim. De små hår blev lange og tydelige som lag af hvid mascara, der løb fra øjenkrogen og ned over kinderne, når jeg kom tilbage ind i varmen.

I fjeldet var der ingenting udover mig.

Ligesom da Farnaz stod mellem træerne. Der var kun hende. Hvid rim sad også i hendes øjenvipper og i de små dun rundt om munden. Hun stod med sin telefon i hånden og prøvede at finde vej.

”The battery died. It’s too cold.”

Jeg tog skiene af og gik sammen med hende ned mod byen. Vejen svingede, vi gik ude i kanten, mig forrest med skiene over skulderen, hende bagved, vi sagde ikke noget. Grundfjeldet hvælvede sig op på begge sider, sneen begyndte at få et gråligt skær, mens dagslyset forsvandt. Der hang en sørgmodighed i kulden, som om træerne sukkede og lod deres lange skygger falde ned på vejen. Skoven fortsatte op over fjeldet, snart kunne vi ikke se ind mellem træerne, alt blev sort, undtagen os, som gadelygterne farvede orange.

Senere fortalte Farnaz om det lyse sand, bjergene, der fortsatte ud i horisonten, og kvindens skrig på markedspladsen. Mens det mørke blod sugede sig ind i burkaen, hvor stenene ramte. Voksne hænder med spidse fingre holdt om hendes dengang små barneskuldre, kroppen blev vendt mod den lyseblå skikkelse, gravet ned til livet i midten af halvcirklen, alle skulle se på, og skrigene, der overdøvede landsbyens vrede tilråb.

Det var, som om ordene kom ud gennem en sprække mellem læberne. Flydende. Monotone. Hun sad overfor mig ved vinduet og kørte langsomt pegefingeren rundt i det hvide støv i vindueskarmen. Hun kiggede væk, ud gennem vinduesglasset, som om hun så noget, der ikke var der.

I dagene efter lå jeg helt stille i sengen på det lille værelse. Når jeg brugte alle kræfterne på at rulle dynen sammen til en kæmpestor hovedpude, kunne jeg akkurat se ud ad vinduet. De små, sorte skikkelser cirklede rundt på skøjter nede på søen. Det skarpe stål skar i isen og efterlod spor, hvide ridser, der snoede sig ind og ud mellem hinanden. Så var der en, der faldt, midt mellem skøjteløberne, og hans hænder ramte isen først og blev trykket fremad, så kroppen lå udstrakt, og armene pegede lige frem. Som to spinkle pinde med knaldrøde vanter, der stak ud af ærmerne. Så blev ærmerne også røde. Men en anden slags rød, mørkere, og farven bredte sig, som mine mærker på lårene, ud over isen, og de to arme lå underligt langt væk fra drengen, mens det røde krøb ned i rillerne i isen og fulgte dem som lange strenge af sytråd, i buer og cirkler rundt mellem de skøjtende. Længere væk var der en anden, der lå på isen, hans ene vante var delt midtover, det blå stof var vådt og klistret, og solens stråler blev reflekteret i blodet, der bredte sig rundt om vantestykkerne, som om det var fyldt af glitrende, små isflager. En tredje styrtede med ansigtet først, henover ridserne i isen. Den rev i det yderste hudlag, som et finkornet blad af sandpapir, og trak et langt spor af små, lyserøde perler efter sig. Jeg lå i to dage og så blodet brede sig ud over søen, tykt og klistrende, så det nå ud til bredden og kaste røde skygger op på granerne.

Den tredje dag gik jeg igen. Ud til toget. Så til færgen, hvor jeg holdt stramt om rælingen oppe på dækket, og vinden piskede mit lange hår ind foran ansigtet som tykke vimpler, mens det kantede grundfjeld fjernede sig mere og mere.

Nu er fjeldene væk, erstattet af brede bælter af sand, der lyser op mod den grå himmel og strækker sig ud i Øresund. Følger kystlinjen, så langt øjet rækker. Jeg har stået her hele natten, kigget ud på de små prikker af lys langs kysten, da det var mørkt, og på det hvide sand, da solen stod op.

Langs færgens side bølger vandet og skummet ind og ud mellem hinanden som kalejdoskoper, der snurrer rundt og rundt og rundt.