Bidrag

Anne Sofie Marelli – Mørket i Marstalsgade & Meditationer

Mørket i Marstalgade

1. december
en ambulance glider forbi vinduet / jeg vågner og tror / at de blå blink findes i vores stue

2. december
en ambulance glider forbi vinduet / jeg vågner og tror / at de blå blink findes i vores stue jeg ryger mine første to cigaretter / jeg har på forhånd bestemt mig for / at græde imens

3. december
jeg ryger mine første to cigaretter / jeg har på forhånd bestemt mig for / at græde imens amalie og jeg køber et filmkamera til lejligheden / vi døber det / mørket i marstalsgade den grønne nøgle til porten og den røde nøgle til døren / orkidéen i køkkenvinduet

4. december
den grønne nøgle til porten og den røde nøgle til døren / orkidéen i køkkenvinduet
jeg er så forfærdeligt glad og fryser hele tiden / så jeg bliver øm i hele kroppen
jeg tager et billede af amalie på toilettet / vi venter de tre minutter / på graviditetstesten hver nat udtænker jeg løgne / om dagen fortæller jeg dem / jeg hiver mine vipper ud

5. december
hver nat udtænker jeg løgne / om dagen fortæller jeg dem / jeg hiver mine vipper ud
vi laver te og hører mine forældres sang / amalie vil vide / om de stadig er forelskede søerne fryser til / børnene leger på de sumpede pletter / jeg savner at gå i folkeskole
en baby sover til middag i gården / naboen kaster op i skåle og tømmer dem / fra vinduet jeg helliger mig himlen og tager billeder af den / når jeg ikke ved / hvad jeg ellers skal gøre

6. december
jeg helliger mig himlen og tager billeder af den / når jeg ikke ved / hvad jeg ellers skal gøre nogle dage går jeg i ring rundt om rigshospitalet / forsøger at holde mit hjerte blødt
jeg smører mig ind i creme / morer mig over / at der findes noget som kaldes / dream pop til undervisning tænker jeg på / hvor mange friske sår der kan gemme sig / i det lille lokale ost har aldrig været dyrt / førend jeg selv skulle betale for det / alder virker konstrueret dagene går med at undlade / at kræve noget / jeg læser en artikel om blomsteretikette

7. december
dagene går med at undlade / at kræve noget / jeg læser en artikel om blomsteretikette femten røde roser / om forladelse / jeg drømmer om udgivelser og indlæggelser
et grønt stræklagen / englen i mit vindue / den vedvarende følelse af sne på skærmen
jeg vil have en og han vil ikke have mig / jeg vil ikke have nogen / ingen vil have mig
en statskundskaber tager mit ansigt mellem sine hænder / kysser mig / jeg sluger mit spyt jeg går fra købmagergade til christiansmindevej til nordre frihavnsgade / efter julegaver
løber ved søerne / sender for mange hjerter og håber / at det en dag vil være tilstrækkeligt

8. december
løber ved søerne / sender for mange hjerter og håber / at det en dag vil være tilstrækkeligt hvis jeg ikke vidste bedre / ville jeg drikke rettelak / stå tidligt op og / forære mig selv lyset ve den / jeg engang skal behandle / jeg vil sidde og misunde dig dine problemer / række dig en gul rose / når du træder ud af min praksis / de siger: der er brug for flere som jer
vi tager på stranden / løber, til vandet når os til knæene / dagen trækker sig ind i sig selv et sted på havbunden ligger en ring / jeg har tabt / navne jeg har glemt / uden at ville det jeg vil make art / not war / jeg vil kunne tøjle mine rystehænder / så de kan blive nyttige mit værelse lugter af søvn / jeg kan høre amalie synge i køkkenet / oh, let the light in



Meditationer

jeg læser / at døve tit formoder / at solen frembringer en lyd / og at de derfor oplever skuffelse / når det viser sig / ikke at være tilfældet / solen som en kerne / solen som et ansigt / solen som et åbent gab / hvor skulle man vide det fra / alt det smukke / man tiltror den


jeg rører ved frugten
på de morgenkolde paller
skraber rimfrosten af
og ligner min mor
hendes yndige rodløshed
du har en smuk krop
fortæller hun mig
og hader sin egen
hun spiser hele citroner, kød
og skræl
og fortrækker ikke en mine
peger ud gennem bilens forrude
på en kornmark
siger: det er guld!
taler om Gud og om
hvilken sorg, det er
at have mistet forbindelsen
til ham.
vi er enige om mange ting
skæver til samme
trøstesløse bygninger
og føler det samme
jeg ser det sådan
at vi er to fugle
som stræber efter det samme:
at være to prikker på himlen
en tidlig morgen for tyve år siden
gylpede hun sin urskam
op i mit næb
og hver dag siden da
er den vældet over sine bredder
som en mave
over sin buksekant


svar ja/nej/ved ikke:
hvis der var tid
til at udrede alle 
misforståelser
sad vi ikke her
men i en vild have
langt herfra.

*
børnehavebørn skrår over plænen
iført gule trafikveste
de synger næsten enstemmigt
jeg holder en låge åben for dem
en dreng ser efter mig
vinker så langsomt
at jeg kan se sørgeranden
under hans negle
*
solen er et betændt øje
der gløder
mens vi sonderer terrænet
en sommerfugl flakser 


i en ølflaske
16 år og metaltræt
lad de andre
om at kloge sig
*
et lejlighedskompleks
støder op til stationen
når man kommer kørende
frygter man kort
at støde panden mod muren
der er fire sekunder
hvor skinnerne hviner og tøjet
hvirvler rundt på tørresnorene
først har man lukkede øjne
så slår man dem op igen
og lever stadig
*
nogle ord har en lugt
andre en smag, andre endnu
har begge
morte, italiensk for død
lugter af råd. smager af brombær

.

en skygge i græsset
fra et uroligt træ

øjne plirrer mod lyset

guldfeber guldregn guldsmede
summer

over et elektrisk hegn

hunden har ikke lært
af bitter erfaring

den snuser rundt mellem tidslerne

letter ben og rammer tråden
med en perfekt bue

seponeringen!

det må være lige oppe over

sur, sur, sur

jeg er på sommerferie
redder bier fra at drukne

deres honning, sød og klæbrig
som spyt

kattedyr i buskene
i min nattesøvn

tilfældigheder

bundet til hinanden
med en tynd lædersnor

en perlerække

babymunden med sit
gummesmil

hvide blomster i gården
en sorgens kurator

brænder kanten
af en appelsinskræl

med en lighter

Jane Birkin dies at 76

da jeg var lille
var min største bekymring
at alle mine tænder skulle rådne

og falde ud

eller at min lillesøster
ville finde
min teaterkniv

den med snydebladet

at hun ville få
en forkert opfattelse
af kniven som koncept

og at hun ville dø af det

ved min skyld, ved min skyld

VED MIN STORE SKYLD

med tilhørende slag mod bryst

i mit hoved er tandlægebesøg og oralsex
forbundne

på sådan en uforklarlig måde. ligesom at
dansk er rød og matematik er blå

forbrødrede, metalsmagende

fælles om noget instrumentelt

har frabedt mig
nyhedsbreve fra Zalando

er der ingen i denne verden
der lytter, når jeg taler?

mine knyttede næver
mod et klinkegulv

mine suk er små rystelser i struben

min mormor har det reneste gulv

jeg forstår ikke, at hun orker

hun er en from kvinde
smuk og klog

med knyster på fødderne
af anstrengelse

hun underviser migrantkvinder i italiensk
jeg vil være som hende en dag

jeg har en tre måneder gammel pamflet i min taske

om skizotypi

jeg bad selv om at blive afsluttet i distriktet,
følte kun vag tilfredsstillelse

kom ud af skydedørene med en recept i
hånden og en fjedrende gang

der tikker en besked ind
om regulering af lejen til oktober

der ryger hele budgettet!

det er ligesom med DSB
en vrede uden modtager må strande
et sted i kosmos

det er måske også en vej til fred

der er træk, havedøren smækker

et firben taber sin hale
af bar forskrækkelse.

TOVE RINDOM: EGENSINDIGE DIGTE

mælkevejens fedeste
sneglespor højt over
hyttens tjærede
paptag gennem
netdøren ånder
gylledampe
og den søde knitren
i vissent græs og
æblers rådne plasken
måneneglen knalder
panden mod den
stendøde jord
 
svimle fluer tumler
ned i melposen får
hvide ben og
vinger og dejen
bobler af kraft
mel og støv vandrer
lægger sig i
hjørner og karme
strejfer ud og ind
med fluer og trækvind
ingen frugter sat
intet nyt på vej
kun gamle kvinder med
melede hænder boblende
dej og kartofler
i kog
 
vi tynger hytten ned
i den frådende
stormnat trætoppene
koger og hytten
rokker på sine
støbejernsfødder kun en
netdør mellem os
og et levende
verdensorgel

Pelle Klitgaard Nielsen – to digte

˚
jeg overhører
nogen sige
grønne hænder

da jeg gik i gymnasiet
spurgte de om ikke
jeg var fra Grønland
de sagde
hvor er det altså bare synd med
alle dem der slår sig selv ihjel

da jeg gik i folkeskole
blev jeg altid spurgt
hvadså pelle,
er du fuld !

engang i metroen
talte nogen grønlandsk til mig
jeg forstod ikke hvad de sagde
jeg måtte undskylde
og sige at
jeg taler altså desværre ikke
Grønlandsk, haha

˚
det føles mærkeligt
når de flytter sig fra mig
i offentlig transport
når de spørger mig
hvor mange i min familie
der stadig lever
om jeg skal hjem
hvis Paludan bliver valgt ind

det føles mærkeligt
når jeg er vokset op med
venner jeg tror ligner mig
os små danske drenge

det er ikke os alle
der vokser ind i
farlige kroppe
det er ikke os alle
der bærer et
koloniseret ansigt
det er ikke os alle
der



far,
hvordan er din Grønlandske oplevelse?

Temanummer VAND: Dorte Naomi – 2 digte

NAVIGATØR


En flagrende sortklædt kvinde på molen 

med optegnede bryn

og knitrende pose med brød 

hun skynder sig langsomt


forbi Mærsk bygningens spejlvendte øjne 

der skuer ud over kanalen

imellem guldbelagt landskab i horisonten 

og havsort mørke


blæsten og bølgerne skriver med usynligt blæk 

på Toldbodens granit

guldspir, navigatør, store kanoner 

Gefion er overvejende smuk i silhuet.


FOSSIL


Efter angstanfaldet

onanerer jeg


begær er skyllet ind over brændingen

som små stykker flint

der blinker i sol og glitrer i sort


jeg ligger stille som fossiler

og tørrer op i solen

smerten ebber ud


kyst og hav mødes igen

disse timer som sten.

Temanummer VAND: Kristian Park – Dette er vand

Der er de her to unge fisk, der kommer svømmende og tilfældigvis møder en ældre fisk på vej i den modsatte retning, og den nikker og siger: “Godmorgen, venner. Hvordan er vandet?”
Og de to unge fisk svømmer lidt videre, og den ene vender sig og ser på den anden og siger: “Hvad pokker er vand?”

        – David Foster Wallace: “Dette er vand” 

Foran kassen i Netto indser forfatteren, at han ikke ved, hvordan man køber cigaretter

 

 

Det er sådan her: Vi zombier ind.

 

 

Hun har kødfulde hænder, der får mig til at tænke på ordet kværke. Hun har kværkerhænder. Hun har bersærkerhænder, der tager fat om Øgo-æggene uden at smadre dem. Hun har death grip handjob-hænder, og jeg bliver utilpas ved tanken om hendes akromegale kærtegn. Hun har homunculushænder, siger homunculus fra et glashus i en hjernevinding midt i en fantasi om nøgenheden som psykologisk kampform.

 

De time-lapse-ekspederer, de accelerer, de skaber en malstrøm efter det friske brød og delesygdommene, vi centrifugerer, og homunculus surrer sig fast i drivtømmer fra sidste session. Talkombinationen, bogstaverne, der er ikke noget menukort, mentalisering er at se sig selv udefra og andre indefra, backflasher jeg, og jeg mentaliserer, og jeg nærmer mig, og jeg mentaliserer, og brace yourself for impact.

 

—

Det bliver heller ikke i dag. Abort mission. For niogtredive kroner skam og antidepressiva fra spotvare-øen, farmakonomen, som står der i sin mellemfornøjede og mellemuddannede diskretion og spørger til tanker om selvskade og holder den op foran mig:

pillen / oblaten /

Jesu Kristi Legeme

 

 

 

jeg knæler ved kassebåndet og rækker tungen ud, og det er forkert, og what’s in your head, zombie? og homunculus er in my head, zombie, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare symbolik. Hun holder den tilbage, og jeg ved jo ikke, hvordan man gør, kan jeg bare tage den her, skal den indtages i forbindelse med et måltid, må man tygge den, er den sugar-coated, nydes den bedst i godt selskab

on the rocks

 

eller som side dish

 

eller måske som revenge?

 

 

We may die from medication, but it sure killed all the pain, siger forfatteren foran spejlet, og der er et insekt i maskinen, og den autocorrecter og vil slå mig ihjel med meditation, og er det dig, Gud? men hvis side er du egentlig på og junk det nu bare direkte ind i synapserne på mig.

Hun rækker mig manualen. Jeg tager den uden at røre hendes hænder, en oplyst forbruger af min egen udslettelse, det bliver niogtredive kroner, hun er all about the money, og homunculus er all about the dum dum duh dee dum dum, vil du have bonen med, jeg ved snart ikke.

 

Der er kø, og de er utålmodige this is America

this is water

 

og man bemærker det næsten ikke.

Louise Lauritzen – to digte

1.
 
ligger syltet i stræklagener
der lugter af tid
vender puder, som sten, og intet sker
i stilheden der driver af væggene
og pisker
 
 
bør gå med hænder som hav
bør gå i gaderne i natten
gå og dræne vandpytternes lys
se min mund blinke
 
 
 
2.

læser i går som en kladde med stikkende kritik
der får i dag til at bløde
 

altid må man læne sig forover i tid
altid undgå at skyde sig for at ramme