Bidrag

Oskar Fehlauer Nielsen: at dele et værelse i to

at dele et værelse i to

mig og ham i rummet
hver nat

i går lagde jeg mig

til at sove alene i
mørket

i morges da jeg vågnede
stod der en kop på bordet

i koppen lå et brev

jeg fik næsten lyst til at græde

trak gardinerne halvt
fra

ville ikke forstyrre den
anden søvn

i værelset

listede rundt

samlede ting ind til dagen

skriveredskaber
papir

et stykke lilla konfetti glimter i hjørnet
i den første sol

strækker sig ud i rummet

jeg er fedtet og lyserød i dag
det er jeg hver dag

jeg har boet på flere værelser
her

et værelse
hvor svalerne fløj foran vinduet

en nat på et værelse
alene under taget

lyden af grussti
følger med alle steder

vi har gjort os umage
på det nye værelse

jeg har printet billeder ud en aften hvor jeg ikke kunne andet

hængt dem op over bordet

en blomst der taber sin pollen
ud over en flise

en blomst
fotograferet
indefra

midterdelen af et triptykon der har fulgt mig i flere år

hvis det skulle lugte
ville det lugte af svovl og hud
efter sex

en voldelig pikfarvet blomst
lyserød harpiks

ud over gulvet
gråt eller grønt

en forening midt i et rum

man kan snakke om:
flyde sammen
bryde fri

at en svovlfarvet krop
vokser ud af det lyserøde

et john bauer billede over sengen
for at bringe barndomshuset i sverige
herind

og alle bøgerne

der er kommet af sig selv
og der kommer flere

en bog bringer altid flere med sig

det er en profeti
jeg har taget med mig
hjemmefra

blomsterne

taber lilla blade

der lægger sig over
smykkerne de små krystaller

sengebordet med de evige bøger
det evige vandglas

synet ligger der
små blå perler

sengen kan redes
helt hvid
eller helt
lyseblå
 
 
 

Casper Havser: Appelsiner i hans hænder

under farens negle
ligger komposten og
smiler med ti små munde

hans hænder dufter
af blomsternes væv

min frygt er defineret af
hænder som hans
fingerens led
alt har en ryg

at alt kan knækkes
som en ryg
er håb nok for mig
at alt kan dø
er et håb

at alt kan knækkes
som en ryg
er trøst nok
for mig
at alt kan dø
er en trøst
 
 
*
 
 
drømmene krøller
min musselinkjole

jeg må vågne
tage mine bukser på

tage ham i hænderne
og udgive mig for at være ældre
end jeg er

jeg må være taknemlig
for mine følelser
 
 
*
 
 
jeg bærer familiens hemmelighed
som tyndt stof omkring skuldrene
 
 
*
 
 
det er køligt i dag
temperaturerne forenkles

han knæler foran mig
når han binder
mine snørebånd

hans nakke
er tætklippet
som den nøgne plet
under træerne

svedperlerne triller
over hans nakke og
samler sig i skjortekraven

jeg vil gerne dø i dag
 
 
*
 
 
jeg læner mit hoved
mod barnet i min krop

skuldrene summer som bierne
om sommeren
 
 
*
 
 
tøjet afvikler
en begivenhed
at det kan tages af
som et plaster
og blotte en smerte
der knytter sig
til ham
 
 
*
 
 
han står i haven
træernes voldsomme vækst
gør ham lille
som en frugtkerne
rører ved de sidste blade
på grenene

mine shorts bliver våde

pisset farver stoffet
mørkt af forskrækkelse
ved tanken om
kroppens handlinger
der kan gentage sig
på tværs af generationer

træet i haven
er ikke herre
over egen vækst
 
 
*
 
 
mine negle ligger på gulvet
flossede i kanterne
og på linje i stilhed
som brødre til videoaften
 
 
*
 
 
min pattende mund
søger mælken i glasset
søger som en mand
knoglernes opbyggelighed
et stillads
at spænde musklerne omkring
 
 
*
 
 
faren ligger
på den hvide seng
med de tynde lagner
duften af sprit
duften af beskidte tænder
i en mund på klem

han tager fat i mine shorts
trækker dem af
for at se min hofteskål
han lægger appelsiner
på størrelse med hænder
i min lyske

jeg er en frugtskål
jeg er farens frugtskål
jeg er et stilleben
i nuancer af hvid hud
 
 
*
 
 
jeg har hunden
med ud i skoven
jeg har kniven
med ud i skoven

himmelen hænger i lange strøg
over mig
som puffede flæskesvær

jeg følger stien
gennem skoven
mine øjne vendes til mørket

hunden er medgørlig
som jeg
født med snoren
ud fra maven

hunden springer let
i den tætte bevoksning

skoven åbner sig
mod stranden

bølgerne efterlader
rabies på bredden

hunden er blevet rolig
går ved siden af mig
snuser til kniven
i min hånd

jeg fortæller hunden
at der bliver sort i aften

vi sætter os i sandet
stilfærdigt som voksne

hunden bliver tung
øjnene lukker sig
om mit spejlbillede

et snit
for hver appelsin
i min lyske

et snit
for hver karton juice
i mit røvhul
 
 
*
 
 
manden
på sengen
spænder musklerne

han kalder på dyret

jeg ved
at dyret er blodigt og begravet
jeg ved
jeg har sluppet et liv fri
 
 
*
 
 
det er sket før
at børn er blevet stumme
at de har reddet familier
ved at holde på hemmeligheder
 
 
*
 
 
han sidder i sofaen
og betragter min form
hans hårde skuldre
er beregnelige
armene tager fat i rummet
trækker det til sig

han hvisker

der er ingen
der kan stå
som dig
siger han

der er ingen
der kan dræbe
et dyr som dig

hans hånd
mod min
jeg må
ikke
slippe
det gør
ham hård

han lægger sig på sofaen
fører hånden over sin arm
blødgører de små stive hår

hvis mig så
hvordan du sidder
siger han
og klapper
sofaryggen som
en skulder

nervøsiteten er
følelsen
af evig
sult maven
trækker sig
sammen om hans fingre
 
 
 

Signe Pildal Hansen: Jeg går i Magasin om søndagen

Jeg ser elefanter drukne i verdenshavene og skylle i land som skeletter på Grønland. Aldrig har lyngen stået smukkere, siger hedemanden i TV. Aldrig har han oplevet noget lignende. Lyngen kan godt lide varme det ene år og væde det næste. I sidste uge toppede den. Lyngen trives i ekstremvejr, bare det doceres rigtigt. Den ved ikke, hvad der venter. Vil den glæde sig den dag, den beklæder hele kloden – den del der ikke er druknet? Eller vil den synge en rødlilla lyngblues, mens en kranieknogle, hvid som sne, ligger og blinker i solen?

Jeg er den hånd, der griber mig i håret og tvinger mit hoved under sortsmudset gletschervand, forplumret af aske og partikler af sod og syre. Jeg smeltevandstorterer mig, mens jorden drukner. Og jeg skyller min medicinurin ud i lokummet, håber på dens tvivlsomme effekter. Angstdæmpende, antipsykotisk, antidepressiv, kemiske regulatorer af highs and lows. Jeg sluger og pisser og skyller og taler. Jeg taler. Jeg flyver og går i Magasin og vil have ananas og iPhones, kemikalietøj, chokolade og kokød. Og flere iPads og macs og pc’ere og mere af det hele: aluminium, krom, kobber, kviksølv, bly og plast, jern og glasfiber, guld og grønne ædelstene, silicium, cadmium, sølv og katastrofer. Big data, mikromanagement, algoritmer. De ved, hvad jeg vil have: mere. Og fred og ro og tryghed og på hospitalet og i skole og blive passet og arbejde med noget vigtigt, noget som udfordrer og udvikler mig. Ikke tørre røv for alt for få penge. Jeg vil være kreativ. Og til Vietnam og Paris og Påskeøerne inden det er for sent. Og til Grønland.

Vor Fader tager sig til hovedet og er for længst afgået ved døden. Han ligger og roterer, mens Big Brother (den store strateg) og Big Mother (den store pædagog) holder hvert deres vågne øje med os. De monitorerer, belærer, behager og bevæger os. Så lillesøster, lille søster, hvad skal vi gøre?

Vi vådrumssikrer – der er bestemmelser for den slags – så vandet ikke kan trænge uvedkommende steder hen. Så lofter og vægge ikke bliver bløde og smuldrer og slipper psykedeliske sporstoffer ud. Vi graver dræn ned. Og reservoirer. Sikrer mod stormflod og skybrud og Fanden og hans pumpestok sætter vi i sving. Vi vil ikke være våde. Kun engang imellem. Vi vil lede og regulere, lægge rør og ledninger og kanaler. Vi vil vandlåse og afløbe. Gennem tysk armatur, i fransk porcelæn og ud af svenske toiletter.

Jeg observerer verden i sidespejlet på mit mobil home, min Tesla in the sky with diamonds. Ha! Som om! Hvem siger, at det ikke er min pandeskal, der ligger i lyngen og blinker? Hvem siger, det ikke er mig, som verdenshavenes plastikfisk har nappet kødet af? Hvem siger, det ikke er mig selv, der har gjort det?

Hannah Kazmi Høgsbro: Ceremoni

Det tørre, fattige, jyske hedelandskab er truet af frugtbarhed. Det springer i enggræs. Et sted er skyerne lodrette, de har en agenda. Snart skåler skræppebladene i tung majregn for de gule rapstæpper langs E20. Det handler om styrken i farven, det modige i at vove sig frem, de ranke stængler. Der stiger en særlig alvor op fra jorden efter et tungt regnskyl, det har noget at gøre med måden græs og blomster rejser hovedet på igen. Vi tager langt vestpå, vi får propper i ørerne. På vejen ligger døde dyr, egern og andet rødt, og bliver kørt igennem igen og igen. Bliver en del af vejen, bliver dets matte pigmentpletter, som ahornbladene gør det i våd novemberasfalt. Over os: rovfuglene i cirkler. Andre i løvspringende læhegn. Engang fik man en lille cylinderformet lakrids for hver af dem, man spottede. Den bitre fornemmelse på tungen, sort savl. Vi siger ikke noget om fuglene.
 
Tidligere kyssede vi barndommen farvel gennem en ceremoni med hakkebøf og sort te fra Aldi og solen klokken halv fire og den firkantede duft af pelargonierne i vindueskarmen. Lysindfaldet spillede en rolle, dets forudsætning: vedbendbladene, pelargonierne i vindueskarmen. En skovdue og Joan Baez var lydtapetet. Du sang med på Diamonds and Rust, din stemme var en besværgelse ud af en tryllestav, spændingen over en elektrisk ledning. Det var noget med måden, du slugte light years på.
 
At tage vestpå er at tage ansvar for sin udvikling, Vesterhavet er et voksent hav. Vi smiler til hinanden og er bange for døden. Mørket spiser bølgelængder, det er svært, når alting bliver blåt. Nogle steder er døden blå. Havet trives i skumring. Vi smiler til hinanden og tager alt vores tøj af, lægger det i en bunke, vi forsegler den med sko og er bange for døden. Kærtegn fra flygtigt sand, små slag på huden. Vesterhavsvinden smyger sig gennem bunkens ærmer, de blafrer som arme i afsked. Sandet er koldt og fugtigt under fødderne, der danner spor, ingen vil bemærke. Vi træder i blæretang, i blåmuslinger, men det er lige meget. Det er med hinanden i hånden, at vi løber ud i dåben. Huden hopper om vores kroppe; brysterne, maverne, ballerne, lårene er sandsække om os, de sørger for, at vi vender tilbage til den jord, vi groede op fra, som de struttende hvedeaks til sensommer vil vende mod den jord, de er kommet af. Man vil leve retrospektivt. Tale i datid. Tale om det med tiden der går, dens hastighed og livets, bruge store ord. Vi ved det godt, vi ved også godt, at der ikke er andre retninger, så vi gør som bølgerne, der løber os i møde hånd i hånd, de råber på os, overdøver os med sprøjtende fråde. Ingen bemærker, hvordan hænderne glider fra hinanden i bølgerne. Alt der bemærkes er huden, der bliver aktiv som grænse og påtager sig rollen som frontorgan: modtager tappert de første pile. Måske skærer vi os på sten, vand. Det gør ondt, ved vi, men vi mærker det ikke endnu.
 

 

Laura Safie Kabongo: Tre tekster

Under havbunden er en anden bund
en bund af noget andet
og så er der farver
farver og fugle
fugle med farver
farver med fugle
en ugle
med gule øjne
gule øjne, en ugle og en bund
havet er blevet ædt af en andet hav
havet er en suppe af blod og fiskekranier
fugle der danser på fiskekranier
det der er oppe er nede
det der er nede er oppe
havet er en suppe klædt i rød
fugle danser og spiser fiskesuppe
langt nede er der farver uden lys
lys uden supper og dybere
nede er et andet hav. Under øjnene andre øjne
Fiskene svæver, fuglene svømmer
 
 
 
 
Dette sted er ikke et sted
men der er vel en stol
jeg kan løfte den over i hjørnet, mobbe den
kalde den en nørd
Der er vel et gulv
jeg kan strække det ud over mig som et tæppe
jeg kan trampe det på plads
hvis det laver ballade.
Der er vel en væg
jeg kan klatre på eller spytte på
loftet er kun til for at falde tungt ned over mig
Dette sted er ikke et sted
men der er vel et vindue
 
 
 

Jeg opdager nye ting i oversættelsen fra notesbog til computer.
F.eks. kan du tilføje fodnoter og brudstykker fra internettet ind i teksten som gør den endnu mere absurd end dine egne ord tillader. Men der er også visse ting som går tabt i oversættelsen. F.eks. kan katten kun dukke op i Venteværelset ved at gnide sit hoved ind imellem notesbogens åbne sider.

 
 
 

Nanna Vibe Spejlborg Juelsbo: Her ligger landet

Her bor en hejre. Her ligger landet. Sådan skabes forventning. Vi er på tur ud i allemandsret. Her må slås stilling op, hvis ikke du ejer flader. Åh, fladerne. Dem, som alle vil mase. Vi løkker hinanden, før det sker. Magnolia, træterrasse. Alle vores drømme er ens. Alle vores frugter er de samme som dem før os selv. I bedene vokser altid snerler. De ved det. Deres arme fanger alt.

Vi tænker ikke på hegn og flod, vi regner med vandets aktier. De står i svær kurs. Vi opfinder tale, vi finder sult. Landet har mange munde at gøre olie på. Vi brænder dem for varmen.

Ved vandet ligger et stykke jord. Vi blodruser dette naturlige materiale. Vi gør ingen svampe efter. Det er vores fortjeneste alene.