Bidrag

Poul G. Exner: To digte

I

Du ser venner tage hinanden i hænderne
og hilse varmt,
imens en mand kalder sin aftale
med årepresse om sin penisstump
og en udmærket appetit på oplevelser,
til bordet et sted i Tyskland,
– vi skal spise,
og ikke kan forstå,
at politiet blander sig dagen efter
                                                    Menuen på Instagram.
Nøh…

Du ser roser foldes i røgelse,
mærker birketræernes dybe forelskelse i vinden
som bringer fuglene hjem,

du oplever          
mellem tro og virkelighed og virkelig tro,
oplever du

det! du kan tillade dig at sanse,
i frikvarteret til forskel fra timen,
det! du føler, det! du ser
med varmen fra fingerspidser mod smukke læber,
strålende lukkede øjne i kyssenes lysning,
(O kysset, O lysningen,
en glæde så stærk, at I græder sammen,
O, cypres, O cedertræ,
jeres tårer er lykkelige og blå,
resten af livet i civil intelligent ulydighed,
resten af tilværelsen medfølelsens naturlige
og aldeles rimelige anarki)

Du føler med mennesker ledet af stemmer
ingen andre kan høre, blege, bange, bedøvede af piller,
og frygten for at miste en aldrende mor
den eneste ene tilbage i adressebogen,
og undrer dig over nordlysets nyttesløse
modstandsbevægelse over deres hoveder
Du tænker over meditationens halvvejshus,
iagttager de kristne
på evigt stævnemøde i hjertet af en lås
døden overladtes nøglen til for to tusinde år siden,
og muslimer, hvis dolke
var beregnede på at skære et hjørne af kappen
i dyb ærbødighed for samme hjerte i ro
og ikke så meget pis,
og egentlig ønsker du bare at se verdensreligionerne
absorberet, opbrugt og forbrændt
af bevidstheden i ét eneste hjerte
og poesien fra klokkerne og bjælderne spredt ud
som nærende lag for majsen, risen og kartoflen,
på jorden hvor den hører hjemme.

Du ser børn, vibrerende som ordet selv
blive elsket og elsket igen og planmæssigt ødelagt,
den ene halvdel af kloden i skygge fra sult
den anden i lyset fra ovnen,
og sjælen forsøge at gabe over dét.
Du elsker andre mennesker,
så du hader også det, de bliver til,
men det er fint,
for mange af dem hader fandme også dig,
du selv ikke mindst mislykket

                                                nok (sidestepping here
                                                       proving the point)

Du påskønner, at mennesket vil rejse ud i rummet,
men ved også, det er bedst at vente
en tyve-tredive generationer mere
efter Hiroshima og Treblinka
og fascismen i en flammende kop mælk
vi først kan begynde at slukke tidligst i morgen.

Du kom for fanden bare forbi imellem en klit
og en sump engang henunder middag,
fik et glimt af miraklet og magien,
svarede med stjernen i dit bryst,
og se nu for helvede din tallerken.
Oh, jeez, Rick!

Den her planet, mand.
Dén her motherfucking planet.

II

Med et smil på læberne
som hos en
der er hjælpeløst
bundløst, oprigtigt
forelsket
i en komplet idiot
og vèd det,
vil verden vælte om på ryggen
og smile med røven
til gud ved hvad,
og havde det ikke
været for solsystemet
og alle de nøjagtigt samme
betingelser for udviklingen
af liv på jorden
og hele cyklussen fra ilden
til atombomben om igen
ville det have været såre godt
med en frisk start..

Det er sket og vil være sket:
det har været sket med os. Altid:
I vores kvadrant af mælkevejen
sker grimme ting bare
i samme sekund
et menneske træder ind i rummet,
horisonten
klodser fuglene op,
træerne vender det hvide
ud af kronerne,
og halvædelstenene
begynder at smiske.
Blandingen af
uendelighed, bevidsthed,
egoisme, økonomi
og dødelighed
er toksisk
for et menneske.

Nogen talte om
at lære af historien.
Vi kan ikke engang
finde ud af
at lytte til fuglene
uden at sende
en hånd
ned til skridtet.

  • Citatet i kursiv i digt I er fra Rick And Morty. To figurer som ikke er fremmede overfor det absurde.

Mikkel Roosevelt Hertz: Alexander

solens fingre
skræller himlen som en appelsin
lyset findes
ikke som andet
end en følelse
om sommeren
en lyd gennem frugthaven
blad rasler mod frugt
han står i skjorte
ude i stalden
blegt hø
hvide hænder
spiser af mørket
han føler på hestene
det faste spjættende skind
lægger fingrene om et bidsel
ånden fra de bløde muler
skæghårene
fiskesnøretynde
 
 
 

Leah Skovby Burke: To prosadigte

LAVENDULA HIBISCUS
 
paula er min slyngveninde i aften
bare for i aften
siger vi
at hun er min blomsterveninde
en kaktusblomst i baja california
jeg er tiltrukket af dig
i aften er jeg ikke mamis baby
hvisker jeg til hende i baren
paula lægger sin arm om mig
og bestiller to øl
hun siger vi skal gå op til leo
op ad trappen bag køkkenet
leo siger
i kan få en tattoo
vi siger
vi skal have blomster på brysterne
matching flower tats
og healing sisterhood
på computeren finder paula en hibiscus-blomst
en lyserød hawaiifest
som er den blomst vi putter i teen til de syge
(placebo eller hvad det hedder)
jeg søger efter lavendula drawing på google
og vi udvælger den smukkeste
tre lilla lavendel bundet i en sløjfe
paula siger vi har en connection
af fløjlsblød hud og leopardoutfits
vi har et special bond, siger hun
klokken er blevet to
lyset er gult
det skjuler skimmelsvampen
og giver rummet et natligt slør
leo tænder endnu joint
paula er skæv og har røde øjne
hun har en hvid blonde-bh på og skærer tænder
mens leo sidder på kontorstolen og pakker nålene ud
plastic-wrapped sterilitet i blækfarver
en gammel cinnamon roll ligger på bordet
kanelsukkeret er flydt ud af skorpen
food porn
og jeg giver paula en bid mens vi venter
hun har fået deller på maven
og hun flirter med mig
som en frugtbar hibiscus
jeg lægger en hånd på hendes lår
leo griner med de rådne bisser
fører nålen ind i paulas højre bryst
og tegner en hawaiiblomst
med fem bløde blade og støvtråde
 
 
 
 
 
 
MAMI OG BABY
 
mami ser på mig
hun har dulmet nerverne i dag med pulque og øl
mami græder
ikke som gulddråbeblomster fra kaukasus
ikke gule og grønne og lidende
men grimt og opsvulmet
med hængende poser under øjnene
hun er stadig fuld af de øl
jeg købte tidligere i dag med paula
ikke så muskuløs længere i natlig sorg og skyggeteater
lys t-shirt med madpletter på
dagens vagt er ovre
hun er alene i morgen
hun snøvler over ordene
 
”baby, please don’t go”
matriarken taler
”mami, I have to”
jeg taler
”but baby, mi hija,
promise you’ll wake me before leaving,”
”amar halshug”
jeg taler
 
mami har fået lov til at sove her i nat
de andre familier ligger rundt om os
forskanset af doneret og foldet tøj i bunker
tunge åndedræt nedsunket i madrasserne
mami græder
”don’t leave me”
mami taler
”tys tys”, hvisker jeg i hendes øre
sidste søndag rejste david og gabo
og vores sorg var ustoppelig
så jeg nynner at alt nok skal gå
og nusser hendes ryg
”i (won’t) let you go”
jeg taler
mami presser sit bryst ind mod mig
lægger sit hoved på min skulder
”bebe, te amo, bebe”
 
 
 
 
 
 
 

Tina Frank: badet er det blødeste sted i huset

badet er det blødeste sted i huset           hun holder sig selv i halen           de skarpe og automatiske funktioner           hun bor i Vejen           byens vartegn er en trold           trolden holder sig selv i halen           der findes delfiner           hun åbner sit indre marked           hun bor i Vejen           der gror graner her           alle instrumenter er lige svære          badet er huset           hun holder sig selv i hånden           der findes delfiner           hun elsker tøj med prikker på           hendes kjole er gul med hvide prikker           prikkerne er på størrelse med æg           badet er et sted           hun bor i mellemrummet           mellem halen og trolden           prikkerne er delfiner          det blødende er badet i huset           brusende           bruseren           hun holder sig selv i håndklædet           hun vil gerne sælge det           der gør hende til hende           hun vil prøve en anden skabelon           hun vil tegnes varmere op          ordet æg i ordet ægteskab          badet er det blødende sted i huset          hun vil være et badekar          hun vil fyldes til randen med varmt vand
 
 
 

Birgitte Trankjær: By med låg på

Jeg sidder på det blå linoleumsgulv blandt børn, der leger med lego, ninjago og plastikmad. Plastikost, plastikcroissant, plastikpizza. Der kommer usammenhængende tale ud af min mund. Børnene ser ud til at synes det er okay. Deres sprog er heller ikke komplet. Jeg har noget legetøj i hånden. Så er jeg lidt med i den ene leg, så den anden. Børnene kravler over mine ben, under mine arme, de læner sig op af min ryg og hænger på mine skuldre. Jeg tager deres ansigter med hjem. Jeg tager deres øjne og de små mandelformede øjenlåg med mig. Jeg tager rundingen på en bred, næbagtig næseryg med mig. Jeg tager polstrede kinder, små firkantede mælketænder og stemmen bagved med mig hjem. Jeg har pakket en rygsæk og et net. Jeg går hen på Hovedbanegården, da jeg har fri. Jeg venter oppe i ankomsthallen, går først ned på perronen få minutter inden togets afgang. Da jeg stiger af toget, er det blevet mørkt. Jeg går fra anden til første perron, under viadukten. Der står min far og vinker til mig foran den lille gule stationsbygning. Måden han vinker på; jeg vil skrive en bog om ham en dag. Han kunne kende min ryg og min gangart fra den anden side af skinnerne, det siger han og krammer mig. Vi sætter os ind i den varme bil. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg spørger om han vil tage ud og lede efter mig, hvis jeg en dag bliver væk. Det vil han. Han kører fra stationen og ud på den sorte landevej. Jeg fortæller, at jeg var alene på stuen med 13 børn i dag. Jeg spørger hvordan han og mor klarede det med tre små børn dengang. Det var ikke et problem, hver dag var en evighed, svarer han. Min far taler langsomt. Der er en grundighed over ham, som begynder i hans sprog. Problemet var ensomheden efter I var blevet store, tilføjer han. Jeg siger, at det er ensomt at blive voksen, at jeg gerne vil have ham tæt på, selvom han ikke skal passe mig længere. I lige måde, siger han. Jeg får øje på stjernerne da jeg træder ud på gårdspladsen. Min far har hængt et kort over de mørkeste steder i Danmark op på køkkenskabet. Et af dem er her. Jeg står med mine tasker i hænderne og ser op på himlen. Jeg kommer fra en by med låg på, siger han og mener København. Min mor sidder inde i køkkenet og læser, det kan vi se ude fra mørket. Min far tager taskerne ud af mine hænder, bærer dem ind bryggerset. Jeg går efter ham. Han tager sine støvler af og viser mig sine nye uldstrømper. De minder ham om blomster fra Island, selvom han aldrig har været i Island. Min fars mad er smagen af min barndom. Jeg husker mest min mor lave mad hvis vi fik gæster. Nu laver hun mad til mig, fordi jeg er en slags gæst i hendes hjem og så alligevel ikke. Hun har lavet dampet fisk og grønkålssalat, hun har skåret rødbeder og æbler i fine tern, lagt servietter på tallerknerne. Hun elsker at smide om sig med statements. Hun kniber øjnene sammen og siger ting som; ægteskabet er prostitution med accept. Jeg siger, at hun altid er så dramatisk. Min far siger, at maden smager dejligt. Stod det til min mor, ville der være åbne vinduer i huset året rundt. Stod det til min far, hang de deres snavsetøj ud på snore når det regnede. De synes som regel hinandens ideer er dårlige, de er unige om det meste. De kan blive enige om at de elsker hinanden, at der findes en gud og gå til yoga sammen tirsdag aften. Og så er der litteraturen. Den ånder de gennem. Jeg spørger om de har læst Pia Busk. De ryster på hovederne og jeg fortæller om Corinna og Jeg, der handler om kastanjetræer i blomst og om Cairo, om Ovid og prostitution. De ser begge interesserede på mig og jeg tænker på, at alt jeg ved er noget de har lært mig.

 
 
 

Jakob Lundbøl: Maske

Hun ligner mest en maske
et tryk på en påfuglefjer   min mors hvidtippede negle og slaggerrøg og rustrosenrøde åre langs
den brillianthvide øjeæblekuppel   der knapt og begærligt slipper sine sidste tårer.

Hun ligner mest en maske   et sted på gustengult-grædefærdigt tapet. Der hænger hende   der
mest ligner en maske. Et sted inde bag vatblødskarpt savsmuldstapet   blindeskrift for seende
trætskarpe øjne.

Hun har altid mest haft en maske af elfenben og af trætrustrosenrødt brændende varmt blod   som
vandmænd i tætte skove og skumrings-troldfugl som forunderligt luftig og forsvindende og blid og
stille og stille   så stille trækker natten med sig i voldsomme og skælvende ryk.

Hendes maske har altid lignet min.
Et hjerteskærvatteret sødvammel ibenholt og krystalsand   der altid spejler og
spejler og spejler og spejler:
Et kærlighedsknopskud den første varme aprildag; en frosttæret søndags
vingeklip.