01. elmelyparken, 2680 solrød

solen finder sjældent vej ind i elmelyparken; den bevæger sig i sin egen tid

de høje grå boligblokke af beton opfører sig nemlig skizofrent og lukker kun selektivt vind og vejr ind

det er næsten uforståeligt, at jeg er lykkedes med at give avalon noget, jeg ikke selv fik som barn

men jeg nærmer mig det umulige;

at skrive om min glemte barndom

om den fremtidige person, jeg aldrig blev

eller bliver

men det starter med et minde

det starter altid med et minde

et minde som ikke er mit, men som jeg har fortalt tilpas mange gange til, at jeg føler ejerskab over det

mor går for første gang tur i byen

hun forstår ikke, at for under én uge siden sprang bomberne om ørerne på hende

og hun mærker den danske sommerkulde i ansigtet og zoner ud

i takt med, at hun bliver vindblæst

men nu trækkes hun tilbage til virkeligheden; en sirene i det fjerne

en sirene som nærmer sig

mor kaster sig panisk ind i buskene mellem solrød centeret og gymnasiet

frygter i sit stille sind, at moralpolitiet er kommet for at anholde hende

hun har ikke dækket sit hår til

indtil det går op for hende, at hun ikke befinder sig i iran

men da er det for længst for sent,

hun har allerede tisset i bukserne

02. mahsa amini

det er historien, der gør forskellen siger ursula k. le guin

jeg har aldrig haft øjenkontakt med min far,

selv ikke da jeg landede på knæskallerne, og tog fra med ansigtet på det persiske tæppe

panikken i min rygsøjle

panikken i rygsøjlen er min historie

og i min historie er der ingen helte

i min historie hører ingen hjemme

ingen hører til

jeg ville ofre min midterste testikel for at opleve at høre til

følelsen af at høre til

i en alder af 36 oplever jeg det for første gang

på bertel thorvaldsens plads

mens jeg ser linjerne i skyerne

og løvens solopgang svaje i vinden

det er den første forårsdag og bidronningen er rejst til padova

og midt på pladsen bærer jeg den brune byrde med skam og stolthed

du kalder det medborgerskab

aydin soei kalder det modborgerskab

03. nye balancer

der er en særlig ensomhed ved ikke at have et sprog

hjemme hos os var der heller ingen latter

eller kram

og hvis det skete, blev jeg ligbleg

det var som noget gik igennem sjælen

et lys

og når han hoster i dag, lyder det som om, han kun gør det for at høre noget levende

ensomheden har ædt ham op indefra

og jeg skal være den gode historie, siger de

den der er kommet ud på den anden side

mønsterbryderen

arian, du er faktisk en af de gode

mens jeg læser om internaliseret racisme og undertrykkelse

du er værdifuld, hvis du er arbejdstager, siger de

det var hverken mor eller far

det er en illusion, at vi har en velfærdsstat, der fungerer for alle

men vi har lovet os det selv som samfund; bildt os det ind

men samfundskontrakten er brudt sammen, bjørn lomborg

naturen er et sprog, bjørn lomborg

kan du ikke læse hvad der står, bjørn lomborg?

uanset hvad de prøver at bilde sig ind, så ved de ikke, hvad hårdt er

det gør caspar eric

han tæller skridt

rationerer og doserer dem

han forstår det; han forstår alvoren

men ikke dig, danmark

knep dig selv med dine atombomber dine biblioteker er fyldt til randen med tårer

danmark, du er fucking farveblind

fuck dig at dit mundbind klør

fuck dig at irma lukker

min krop er farlig, når den har bestemt tøj på

hvad er din?

04. agher mubaraki

for mig var det at leve at vente

vente på den næste håndryg

nogle får stjernerne foræret og solnedgangene serveret

andre må nøjes med kopi-cola til særlige begivenheder

fredag efter skole og inden sfo bliver vi sendt i iranskskole

indtil vi ikke gjorde mere

tog fra solrød til hundige; 3 zoner med gult klippekort

jeg bliver udskammet af agher mubaraki for ikke at kunne iranske verber

hjem igen til aftensmad – og derefter direkte på hovedet i seng

du må ikke sove med strømper på – ellers bliver du blind, minder far mig om

siger hvem? svarer jeg

en gammel iransk tradition, hvisker mor

og så slutter weekenden og en ny uge starter

vi står op

vi spiser morgenmad på den dybe

ser smølferne, sonic eller mumitroldene

tv3, tv danmark, tv2

kanaler far har skaffet

cykler i skole

ankommer 7:30

venter i storrummet på at skoledagen går i gang

men den går ikke i gang for mig

for vi har kristendom i 1. lektion

det er jeg blevet trukket ud af

ikke fordi mine forældre har bedt om det, men fordi skolen bare går ud fra det

i mine frikvarterer tvinges jeg til at gå over i modtageklassen og agere tolk for amir

han er lige ankommet fra afghanistan han lyser op, da han hører mig tale farsi

så længe du ikke kan lege, kan du ligeså godt lægge dig til at dø

siger jeg til ham

hans ansigt ændrer karakter

ændrer kulør

amir bliver mobbet på den hvide mands skole

hans blik søger mit i håb om en hjælp, han aldrig vil få

han vil senere ende på telemarksgade, og optræde som en autofiktiv karakter i planen

05. estation

mit ordforråd er bredt, fordi min mors ikke er

grammatisk er jeg overlegen, fordi min far ikke er

de sætter e foran ord, der starter med s

kan ikke skelne mellem han og hun

synes og tror

du har gjort mig katastrofeparat

klar pirat start

står der på en bygning i nordhavn

som vi kan se fra lejligheden, du falder om i

og ikke besøger igen

06. yoghurt

hun er en afskyelig afskygning af alt jeg hader

hun ser på mens jeg bliver tæsket grøn, hvid og rød som det iranske flag

med det iranske flag

hun ser på

græder

hun står grædende i døren; skrigende i baggrunden

kærligheden til dem alle sammen er ikke engang hjemløs, for den har aldrig eksisteret

jeg har lyst til at flå hendes artiskokhjerte ud af brystet på hende

eller grave det ud med en ske

at vide hvad det rigtige er og ikke at gøre det, er mangel på mod

at vide hvad det rigtige er og ikke at gøre det, er mangel på mod

det sagde konfutse, konfucius, kong fuzi, kung fu-tze

men måske er det snarere et privilegium, at kunne det

07. mine sko er ikke af den her verden

jeg var altid i alarmberedskab; lyden når nøglen blev sat i døren

jeg vidste med eet om det var mor eller far, der var kommet hjem

fars måde at sætte nøglen i døren på var anderledes

der var ingen alliancer derhjemme, alle alene

far sover og ser fjernsyn, storebror spiller computer, mor er i køkkenet

jeg kan huske foruroligende lidt fra min barndom

altforglemmende

jeg aner ikke om mor havde sit hår sat op eller gik med det nede

om hun gik med neglelak, og om den var skallet af

eller om hun gik med enkle, klare eller lysende farver

men hun gik altid og tyssede på os

stilheden var altafgørende

far, måtte for alt i verden ikke vækkes

bjørnen sover

byen sover

hvem er det der tramper på min bro?

hvad betyder det for sommerfuglen at?

jeg hørte musik på værelset og transskriberede teksterne i mit blå kladdehæfte fra skolen

volumen næsten på nul

blink-182, live; the distance to here, throwing copper

nu kalder mor

der er mad –

det hører til sjældenhederne, at vi alle 4 er omkring bordet

fars adamsæble er absurd abnormt og astronomisk

kinden opsvulmet under måltiderne

som en hamster, som var der ingen i morgen

der er én admiral herhjemme og han sidder lige der og spiser så fucking klamt