Da det første blad faldt af træet, noterede gamlingen sig blot, at det nu lå dér i det tunge græs. Siden dalede flere, og på særligt blæsende dage kunne han sidde bag sin rude og se vinden rive bladene ét for ét af træet og kaste dem hid og did. Det første blad var endnu grønt, da det faldt, men med dagene forrykkede farvespektret sig. Siden faldt gule blade, og andre i okker og rust. Og en stormende eftermiddag, da tilstrækkeligt mange blade var faldet af træet, tog gamlingen sin jakke på, fandt den gamle løvrive i skuret og trodsede vejrliget. Han rev bladene sammen i en bunke tæt ved træet, og da han var færdig, satte han sig ind igen med valne fingre om en varm kop kaffe og så på bunken. Han tænkte på formuldning og orme og mikroorganismer, mens vinden trodsigt omgjorde hans arbejde med sit eget. Sådan gentog det sig gennem dagene, at han rev til bunke for så at betragte vinden sprede bladene så meget den nu magtede den pågældende dag, og nogle dage tyvstartede vinden og spredte, mens gamlingen endnu var i færd med at samle. Da kunne gamlingen finde på at holde inde og lænet mod sin rive, se lige op i himlens gråhed som bevægede sig over ham, sige til vinden, “Du må vente på din tur.” Som regel talte han for døve øre, men det hændte, at vinden holdt inde, om blot for en stund, og da rev han veltilfreds videre. Til sidst, da vinteren havde udbredt et snehvidt liglagen, havde træet ingen blade mer’. Gamlingen havde set det sidste blad, helt krøllet og sort, endeligt give efter. Det havde styrtet sig ned i en dramatisk sortie og var landet til skue på sin kolde katafalk. Da rejste han sig, tog sin jakke på og rev det hen til de andre. Derefter gik en tid, hvor vinden ikke gjorde væsen af sig, og gamlingen bare så på bunken og det nøgne træ og blev så ilde tilmode. Selvom der nu var blade for sig og træ for sig, og vinden var sjældent rolig, syntes det ham, at der var en sådan mægtig uorden ved det hele. Det var ikke sådan, det skulle være, men det var sådan, det var blevet. Løvriven stod i skuret, og nu var der ikke mere at stille op. Dermed gik både timer og dage, hvor han bare sad og så mistrøstigt ud på det sorte træ og den sorte bunke og mørket, der blev tættere og faldt så tidligt på. Engang imellem tog han sig en mundfuld kold kaffe, rejste sig og tømte koppens indhold ud i køkkenvasken, skænkede sig en ny. Da netop nok dage var gået sådan, kom han på andre tanker. Han skulle senere fortælle sig selv det sådan, at modstand havde slået sin rod i mismodets muld, for han syntes det lød så godt. Han fandt de gule tuber med kontaktlim i skrivebordsskuffen på kontoret, og tog dem udenfor. Her samlede han et blad fra bunken, klamt og skrøbeligt som det var, klemte en klat lim ud mod bunden af stilken og holdt den mod en gren, hvor han syntes, det skulle sidde. Han måtte holde sammen nogle sekunder, mens limen størknede til. Sådan fortsatte han blad for blad, mens natten faldt på, og da han ikke mere kunne se for mørket, fandt han en pandelampe og fortsatte, og da der ikke mere var plads på de laveste grene, hentede han stigen i skuret og fortsatte. Og natten gik, og solen stod op et sted bag det grå, og i det disede lys kunne han beskue sin formåen – et træ stod nu med blade på. Og hans gamle ven, den kolde vind, prøvede, først forsigtigt, siden med hele sin kraft at trække i det sorte, pålimede løv, men uden at kunne afrive et eneste blad. Gamlingen så det og muntrede sig derved, gik så ind og til hvile.