En vinge slår et slag i takt med vinden
der banker gennem skovens blåbærbund
Da pigen trommer taktfast hårdt med pinden
forstyrres fuglens eftersommerblund
Tre børnestemmer runger mellem stammer
mens fuglens skrattens ekko ringer bort
da blæsten kaster løvet op som flammer
og åbenbarer linjer på et kort
En silhuet af fingerfjer står tegnet
i brunrød skovbund, blåt og sort som blæk
Vi ånder ud i ly af nøddehegnet
Jeg ser på dig at fem er ikke én
mens længslen følger fuglens rytme væk
i flugt henover verdens stisystem
I flugt henover verdens stisystem
har skovens skade efterladt sin plads
den lander vippende på parkens gren
Nu vender efterårets timeglas
Det første barn ser op i byens susen
Jeg taber alt og finder det igen
Et pludseligt skrig, en lyd af vingers brusen:
Hvor skaden sad er der nu ingenting
Jeg ammer barnet, hun kan ikke sove
En krop af sved mod byens skarpe kulde
Det skratter højt herfra i lyse skove
Jeg aer hendes ansigt under linden
Vi gemmer os med løv der skal formulde
og hånden tegner linjerne på kinden
Og hånden tegner linjerne på kinden
i sengen, hvor vi ligger jeg og du
Alene her, som manden og som kvinden
mens mørket tætner over dette nu
Først skoven bagved byen rundt om rummet
så sengen under huden rundt om mig
Du ligger nøgen, smuk og sammenkrummet
og alt på jorden ved, at det er dig
I går på kirkegården som et syn
stod jeg alene gemt i læ for regn
da fuglens høje skrig slog ned som lyn
Da frosten kom, gik vi en tur i sneen
Jeg ser igen et glimt af nye tegn
mens dagene blir mange, en for en
Mens dagene blir mange, en for en
mens børnene de skyder vildt som kviste
forvitrer jeg som lav på gamle sten
Jeg glemmer alt det andet, jeg kan miste
Vi følger fuglens skrig på listefødder
igennem bregner, blæst og brombærkrat
henover skarpe sten og bløde rødder
Vi søger efter skovens hæse skrat
Vi kommer til en lille dal derinde
Der lugter varmt af sol og fugtig muld
Jeg ser et væld, jeg hører vandet rinde
Jeg griber ned i bækkens kolde strømme
og finder det der skinner mørkt som guld
Jeg holder om det lysende og ømme
Jeg holder om det lysende og ømme
Hun sover på min arm og i mit sind
I natten, ængstelig og uden drømme
kærtegner jeg den bløde ferskenkind
Der findes meget få og smalle sprækker
i dagen, hvor mit blik det er som før
Jeg går i stå, jeg tænker om det rækker
alt det jeg ikke kan og ikke tør
Men du er med i alle mine dage
Vi søger tilflugt sammen på en plads
hvor jeg igen kan se og le og smage
et overdækket skjul i sikkerhed
hvor jeg kan bruge dig som mit kompas
Jeg gemmer skattene på dette sted
Jeg gemmer skattene på dette sted:
i dette dynetætte mørkekammer
hvor vores kroppe er en mulighed:
en fremkaldt drøm som månens stråler rammer
Jeg vogter over rosakvarts og jade
opal, smaragd, topas, akvamarin
De ligger runde, splintrede og flade
forvaret i det dunbelagte skrin
Et løvfald ruller årets hjul afsted
Vi vokser hurtigt ind i alle tider
Jeg spreder armene og følger med
Vi sover, og jeg ser i mine drømme
hvordan en skabning løfter sig og glider
på vinger båret frem af varmestrømme:
På vinger båret frem af varmestrømme
forsvinder fuglene i sortbrunt løv
De søger efter forråd de kan tømme
før skoven dør og blade blir til støv
De flakser ind og ud som tabte sjæle
To skræmte spøgelser i brun og blå
Med kløerne forsøger de at stjæle
den hårde, modne frugt så de kan få
en grav som de kan fylde op til randen
de lander, fjer slår op i vindmodstanden
de kratter hårdt, så kan de gennemtvinge
et næb i mulden med den skarpe klinge
hvis hulerne forblir en hemmelighed
kan tanken cirkle i uendelighed
Kan tanken cirkle i uendelighed?
Kan rytmens slag mon pludselig gå i stå?
Hvis ikke jeg får ordene på gled
forsvinder alt jeg oplevede og så?
Når totemdyret viser sig i skoven
forbindes jeg til jordens dybe klang
en blåsort fjer forløser sig foroven
jeg mærker den som bassen i en sang
Mit hjerte slår, mit sind åbner sig op
Jeg står i storm og lyn på verdens top
på bund af bjergkrystal og ametyst
mens tordnens slag forvandler sort til lyst
jeg griber vinden, alting blir mig givet
hernede hvor jeg går i takt med livet
Hernede hvor jeg går i takt med livet
hvor jeg udfolder planen mens jeg går
hvor alle ordene er gennemsivet
af dage, uger, måneder og år
hvor jeg har brugt så lang tid på at skærme
mig mod det endelige og det øde
hvor ingen himmelstorm af fuglesværme
kan vække mig af angsten for det døde
ser jeg en plante spire frem det sted
hvor fuglen inden jul gravede den ned
jeg ser at agern, bog og andre nødder
forplanter sig og vokser og får rødder
de vokser med en hast der er forrykt
med alt hvad der er varmt og tæt og trygt
Med alt hvad der er varmt og tæt og trygt
vågner jeg op i rummets hvide morgen
og tanken om det sted, jeg har besøgt
i drømme kredser rundt, langsom og doven
På loftet blinker tusind klare pletter
der spiller alle lysets farver ud
Jeg rækker armen ud og ser de sætter
et prismefarvet aftryk på min hud
Du peger på krystallen i mit vindue
De slebne sider fanger vårens sol
Den kastes ind og brydes så itu
Når solen ser det, jeg har foregivet
og endelig gir lys til vores pol
forsvinder jeg i fugleperspektivet
Forsvinder jeg i fugleperspektivet?
Forsvinder jeg fra barnets lille krop
op i en sfære, hvor jeg har forgivet
det ansvar at få tingene gjort op?
Forsvinder jeg, hvis jeg lar tanken flyve
henover tagene i denne by?
Og er det ikke tungere at lyve
og altid lade sindet søge ly?
Hun dier her på bænken, mens hun kigger
og øjet spejler sig i vårens himmel
Syrenen dufter blomstrende og nikker
i byens aftenvind der lifligt fletter
en enkelt tanke så den blir en vrimmel
Jeg spejler mig i forårslyse nætter
Jeg spejler mig i forårslyse nætter
og birkeskovens flossede papir
Det tager ikke lang tid før jeg sætter
en anden streg på kortet, mens jeg gir
mig selv et minde om at finde frihed
at følge håndens flugt og sindets sang
at se den tætte, sammensatte lighed
imellem nu og alt der var engang
Du kalder på mig, børnene er trætte
Jeg ånder ind af skumringsskovens lyd
en sang af ord der stigende vil lette
Når hele livets kort er gennemsøgt
blotlægges skovens vej til tankens fryd
Jeg træder frem fra mørket uden frygt
Jeg træder frem fra mørket uden frygt
Jeg træder ind i solens gløde-cirkler
der slutter tæt da lyset flyder tykt
igennem mig og skriver sære snirkler
og kragetæer i alle mine lemmer
I sengen læser vi hinandens breve
og rummet gemmer alt det vi to glemmer
de ord og lyde som vi nu tør stave
Mit blik ser klart langs forårshimlens sfære
Vi mærker lyset hvidt henover norden
Jeg hører sproget som jeg snart kan lære
Det samler sig i prøvende sonetter
mens forårsregnens vand opløser jorden
Jeg graver forråd op – og fuglen letter
Jeg graver forråd op – og fuglen letter
– blåbær i tupperware og grøntsagsmos
så griber barnet ud, mens fuglen sætter
sig over os i byens varme os
Mit sind er som en samling blanke ting
der skramler hvis jeg roder rundt derinde
så jeg kan finde en helt særlig ring
der endelig for altid lar mig binde
til dette nu, til dette barn, til livet
til alt hvad der er skønt og tungt og stort
til ømheden i himmelperspektivet
en blæst slår op, en pludselig forsvinden
af fuglens tyngde, grenens form står sort
en vinge slår et slag i takt med vinden
En vinge slår et slag i takt med vinden
i flugt henover verdens stisystem
og hånden tegner linjerne på kinden
mens dagene blir mange, en for en
Jeg holder om det lysende og ømme
Jeg gemmer skattene på dette sted
På vinger båret frem af varmestrømme
kan tanken cirkle i uendelighed
Hernede hvor jeg går i takt med livet
med alt hvad der er varmt og tæt og trygt
forsvinder jeg i fugleperspektivet
Jeg spejler mig i forårslyse nætter
Jeg træder frem fra mørket uden frygt
Jeg graver forråd op – og fuglen letter
