Bidrag

Poul Aksel Poulsen – 7 Digte

Når du er kremeret
er det nat
med din skygge

/


Engang var jeg fej
men så blev jeg affejet
og nu tør jeg dø

/


Når han holder vejret
kan man være sikker på
han snydeånder
for der er aldrig noget
eller nogen
der overrumpler ham

/


Det man forestillede sig i går
var noget med at komme myldrende
alle tider og steder fra
og nu sidder man her

/

Min erindring gnasker mine oplevelser i smadder
den er en betændelse i knæene som mere og mere
hindrer mig i at gå

/

Høre livet i lyden af dets oplysning

Se livet i lyset af dets ophør

/

For ham udgjordes
livets indhold
af bevægelser

som han vidste var
overflødige

Mette Engsted – Dagsorden

Jens sidder på sin faste plads
der står et krus kaffe foran ham, hænderne under bordet
han ser ned i kaffen
det hvide plastikkrus holder ham tilbage
hvis han vil have kaffen, er han nødt til at gribe fat om kruset
det kan han ikke, for han kan ikke lide hvidt
hvidt betyder fred
når man får fred, er man død
lig er hvide
hvis han rører ved kruset, dør han
han ser op og hilser på mig, men hans blik farer hurtigt videre og
ender på et billede på væggen
alle fire vægge er hvide
billedet er det eneste, han kan hvile øjnene på

Vi skal eksponere
Julie, Christina og Tim skal ud på toilettet
røre ved toiletbrættet og vente 5 minutter før de må vaske hænder
Casper skal køre med elevatoren
Jens skal drikke kaffe
som lektie har jeg skrevet nogle ord, jeg ikke bryder mig om (jeg bruger udtrykket ”bryder
mig om” i stedet for ”kan lide”, fordi jeg ikke bryder mig om ordet ”lide”)
det er meningen, at jeg skal læse ordene
lade ubehaget, tankerne og billederne skylle over mig
udspille sig i mit hoved
det er meningen, at jeg skal tro på, at det kun er tanker og ikke noget, jeg får til at ske lige nu
at jeg skal lade være med at lave mine ritualer
ikke banke ikke klikke ikke klemme
jeg skal læse ordene højt i dag
jeg skal sige ordene, lukke dem ud i verden, lade dem findes
bare som ord
jeg prøver:
død
min hals snører sig sammen, forsøger at trække vejret dybt
sorg
jeg kan ikke få vejret ned i lungerne, der er ikke plads til luften i min hals
kidnappe
jeg sætter farten op, synker
smerte
sygdom
spænder i nakken og i kæben
blodprop, blod, begravelse, brand
jeg kan se min Pelle, i flammer, han brænder, jeg kan ikke ikke-se ham, han vrider sig, skriger og græder. Mor!
tortur, lidelse, lig, fare
jeg sveder, spænder i skuldrene
jeg ved, at det slutter på et tidspunkt
for hvert ord, jeg læser, kommer jeg tættere på
ondskab drab mord tab ulykke uheld udrykning drukne kiste kors afsked farvel

Da jeg har læst det sidste ord, finder jeg straks et neutralt ord på tavlen
dagsorden, dagsorden, dagsorden
jeg puster ud, stirrer på ordet,
dagsorden, dagsorden, dagsorden
det er kedeligt, neutralt, der er ro i det
dagsorden, dagsorden, dagsorden
jeg mærker det, det lufter ud
skuldrene falder ned, jeg trækker vejret helt ned i lungerne, åbner munden let, løsner kæberne
dagsorden

SOFIE MØLLER: HOTELLER

Hoteller er ikke bare hoteller. Hoteller er myrefarme, bikuber, mikrokosmosser. En avanceret form for celledeling, der udvider sig og trækker sig sammen, når man kigger på den i et mikroskop. Newtons lov om inerti foreskriver: et legeme, der ikke er påvirket af en kraft, vil enten være i hvile eller foretage en konstant, retlinet bevægelse. I et vakuum er du enten helt stille eller konstant i bevægelse. En bold, der får et enkelt puf, vil fortsætte i samme, retlinede retning, hvis den ikke ramler sammen med andre elementer. Det tænkte Sille på, da hun fulgte det røde, fnuggede tæppe langs korridoren på 2. sal. Hvis hun var i konstant bevægelse, og fulgte sin markerede linje, og ikke kolliderede med andre elementer, ville hun fortsætte denne projektilbane, indtil hendes krop løb tør for energi og kollapsede. Sille vidste meget om hoteller.
       Der er love for, hvor man må gå hen på et hotel. Man kan ikke bare opholde sig, hvor man vil. Gangene er markeret med usynlige pile, der indikerer, hvor du må gå hen og i hvilken retning. Man kan ikke bare stoppe og stirre. Man kan heller ikke smile for meget eller holde øjenkontakt for længe. Der er doktriner. Håndbøger. Eksistens er midlertidig på et hotel, som et trin på et spillebræt man skal passere for at rykke i mål. Som en boble fanget under vand, for altid på vej mod overfladen. Man eksisterer kun i sit midlertidige ham. Både gæster og ansatte er del af et lukket system, der slutter sig om sig selv som Ouroboros sluger sin egen hale. Bundet til hinanden af usynlige nervebaner og sener.
      Sille havde for længst indset dette. Det var som om alle de tidligere stadier af hendes eksistens havde manifesteret sig og stod der på række som variable af den samme grundform – kvadratroden af Sille. Kasserede forsøg fra før man nåede den rigtige sammensætning af materie. De fulgte efter hende ned ad gangene, hånd i hånd, som i en avanceret form for kædedans. Når hun vendte sig om, så hun dem for sig som de stod der – afventende, insisterende. Passerede hun folk, kunne hun ikke bare kigge ned og sende et forceret smil og sige ”dav”, for så stoppede de andre Siller dem og sagde: ”Hvor er du? Hvem går du hen? Er du udgangen? Hvem er mit værelse?” og andre spørgsmål, som Sille ikke selv kunne svare på.
       Nogle gange øvede hun sig på at gå rundt på andre etager og finde genveje rundt i korridorerne, indtil hun fandt dén vej der gjorde at hun kunne gå i cirkler rundt på etager og passere de samme værelsesnumre igen og igen. Sådan kunne hun tilbringe flere timer med at genopleve de samme gange, og hver gang bemærkede hun nye ting: mærker på dørene, ujævnheder i tæpperne, variationerne over et tema, lyde bag numrene. Det var som om, at hotellet krængede sig åbent og viste hende sit skelet. Som om strukturen viste sine mønstre, når hun gik i cirkler som en isbjørn i zoo. Hun forstod mekanikken. Gentagelsen som stilistisk figur, dørnumrene der steg og faldt som Fibonaccital. Til sidst stoppede hun, beruset og svimmel af oplevelsen.
       Sille kunne tilbringe dage med at sidde i lobbyen og kigge på receptionen. Det kolde, glatte marmorgulv, der bredte sig foran hende som en glat, stoisk pande. Receptionen, der knejsede sig fra panden som en alvorlig rynke. Forgyldt og glat. Lyset var altid gyldent og dæmpet. Årstider og døgntider var ikke mere end fjern flimmer på bagvæggen som hvid støj for øjet. Sille kunne sidde her i flere timer i sin store, tunge lænestol og betragte receptionen og gæsterne, der flimrede frem og tilbage som fluer. Store øjne, hviskende stemmer. Det bedøvede hende. Beroligende.
       Der var ingen, der krævede noget. Hun kunne sidde der og mærke hotellets fine vibrationer, som en sovende vulkan der bobler og pruster luft ud. Som kurver på et skema. Det var nok. Nogle gange var det hendes far, der passerede forbi hende i lobbyen. Nogle gange ikke. Når det var, spurgte han hende altid om hun manglede noget. ”Mangler du noget, Sille?” Han stod der med sin mappe i hånden i en lyseblå eller hvid skjorte. Slipset var sort eller navy. Håret var det samme – sort, nistret med gråt rundt om panden som en kyse. Øjnene dybt inde i kraniet, nærmest som myrer i færd med at grave en vej til den anden side af hans kranie. Stemmen dyb, altid. ”Mangler du noget, Sille?” Variationer over et tema: Samme spørgsmål, let variation i tøjet. Altid den samme far.
       For det meste manglede hun ikke noget. Der var mad. Personalet gav hende malebøger. Hun gik på opdagelse på gangene for at finde strukturerne. Før eller siden fandt hun koden bag hotellet, proportionerne mellem etager og personale og rengøringsrum og kvadratmeter. Alle hotelle havde den samme ratio. Der var aldrig den store variation. Og alle hoteller åbnede sig for hende som en musling når hun travede gangene tynde nok. Her er mine korridorer. Her er mine strukturer. Hvis Sille og hendes far var længe nok på et bestemt hotel, begyndte hun at navngive hjørner og møbler. Bjerget med de forsvindende tinder: Sofaen på plateauet på 3. sal med de mange puder. De evige drømmes kanal: Vasketøjsskakten der løb fra 5. sal og ned til køkkenet og vaskerummet. Hun elskede at se lagner og sengetøj folde sig ud og vikle sig sammen i en evig, kompliceret ballet mens de fløj ned ad skakten.
        Sille forstod sin far i kraft af hans kropsdele og organer. Hans dybe stemme, som han kun brugte på de helt rigtige tidspunkter. Det var som om, han sparede på den, og afvejede, hvornår den tjente sit formål. Den havde en dyb brummen. Og hans hænder, overraskende bløde og med forhøjede blodårer som buler i cementen, hvor træernes rodnet maser sig op. Hun elskede at trykke ned på hans bløde blodårer og mærke huden give sig under hendes finger. En lille fingertrampolin på verdens fineste fundament. Og når hans store hænder borede sig ind under hende i lænestolen, som var hun en doven kat, og han klemte hende ind mod sit bryst og bar hende op på deres værelse, uden at sige et ord, så mærkede hun deres strukturer smelte sammen og blive til én organisme, der udvider sig og trækker sig sammen i én rytme.

Cathrine Marie Nørgaard: jeg ejer ingenting

jeg tænker ofte på, om det er i dag, jeg skal dø
i en højresvingsulykke på vej mod arbejde
eller til en skydegal mand i metroen
mellem stationerne
og jeg ville aldrig nå hjem og kysse dig
lægge mig til rette i din store ske
falde i søvn, vågne og gentage
det hele forfra

en drengs ansigt i metroens vindue
han har en strikket hue på
‘ohohoh’ står der på den
det er snart jul
han holder sin bedstemor i hånden

den sidste jul, hvor mormor levede
hun havde iltslange i næsen
og lang nissehue på
den hvide kugle hang ned foran brystet
hun lagde hovedet på skrå og smilede til kameraet
det er flere år siden jeg begravede næsen
i hendes bløde kind
nisserne gemmer sig i lejligheden
på hylden i køkkenet bag stempelkanden
på badeværelset under en klud
vi fjerner dem løbende gennem januar
egentlig er lejligheden din
vi gik fra hinanden i efteråret
i 24 timer havde jeg ikke noget hjem
jeg ejer ingenting
slet ikke dig

min mormor fødte fire børn
de voksede op i et hus, min morfar byggede med sine hænder
i sin dagbog skrev mor om livet på landet
hun fandt den for nogle år siden, læste højt
et sted beskriver hun, hvordan de hentede roer hos naboen en søndag eftermiddag
et højdepunkt, og vi grinede, da vi læste det
en gang om året tog mormor min mor og onkel med til byen
tvillingerne skulle have nyt tøj
mormor havde sparet sammen hele året
lagt penge hun havde fået af morfar til side
det var som juleaften
kortvarigt at glemme, at de var fattige

mor græder ofte, når vi taler om morfar og mormor
tårerne som en direkte forbindelse til fortiden
nogle gange græder jeg også
jeg tænker på, at mormor drømte om at se bjerge, men aldrig nåede det
og på brændeovnen i stuen, hvor min bror og jeg satte os på gulvet for at se morfar tænde op
hvordan plastikgulvet bulede opad forskellige steder i gangen og køkkenet
mormors glasaskebæger, som blev smidt ud, da hun brækkede ryggen
det var et par år efter, de flyttede fra huset
hvor de havde boet i 50 år
morfar døde først, det var lungerne
mormor var gennemsigtig til sidst, men duftede af sig selv
Bamseline med blomster, syntetisk
hendes natkjole: lyserød og tynd, den formede sig efter knoglerne
sygesengen blød som mos
til sidst faldt hun i søvn, uden at vågne

jeg tænker tit på de børn, vi måske får en dag
eller hvis vi går fra hinanden og får børn med andre
så tænker jeg på, hvordan jeg vil fortælle dem om dig
måske hvordan dit smil kunne transformere dine øjne på en helt særlig måde
og at vi passede på hinanden, men at det var svært i de perioder, hvor vi begge havde brug for at den anden var stærkere
jeg ville nok fortælle, at det bedste ved at være sammen med dig var, at jeg følte mig fri
men at det kan være svært at have alverdens muligheder
gad vide, om jeg vil savne dig, hvis mine børn ikke arver din næseryg og din hårfarve
jeg vil nok forestille mig, hvordan de havde set ud, hvis du havde været deres far
måske ville vi have givet dem samme frisure, som din mor gav dig, da I boede i Norge, og hun klippede dig i køkkenet

men jeg tænker mest på de børn vi måske får
sammen
dem vil vi tage med til bjergene, hvor luften er anderledes end derhjemme
pege på kæderne af bjergrygge, der omkranser os, lade dem mærke det smukke i at være lille
vi vil introducere dem for Harry Potter og for skøjteløb, gymnastik og håndarbejde, og de skal have lov at hade det vi elsker, og elske det vi hader
de skal ikke mangle noget, men heller ikke tro, at de kan få alt
vi vil tage dem med til deres bedsteforældre, så de kan høre historier om dengang, der ikke fandtes telefoner og computere, dengang bilerne så anderledes ud
de vil spørge, hvad er roer? og, kan vi rejse til Norge?
jeg vil vise dem billeder af mormor og fortælle om hendes bløde kind, og en dag vil et af børnene presse en pegefinger mod min kind og grine
og børnene vil vokse op, blive konfirmeret eller måske ikke, og til den tid har vi begge fået rynker, og dit hår har fået grå stænk, ligesom du altid har ønsket dig
jeg holder af at tænke på os to som skrøbelige sammen
hvordan jeg holder din stok, når du skal bruge begge hænder for at komme ind i bussen
hvordan du holder fast i min albue, så jeg ikke glider på de glatte fortove i december, på vej hjem til vores ældste barn for at holde jul
og når du får en blød pakke af dine børnebørn, vil du pakke den op og se, at det er en hue med teksten ‘hohoho’ foran
jeg vil pege og sige: den minder mig om noget
men jeg vil ikke kunne huske hvad
måske vil det minde mig om dengang, vi var unge
og jeg vil tænke på den hue, du gav mig i fødselsdagsgave, engang før vi fik børn
fordi du ikke kunne lide mine hatte, store og fjollede, den ene med en kvast på toppen, som vippede, når jeg gik
og jeg ville huske de dage, de mange dage, hvor jeg ikke kunne mærke, om jeg elskede dig
og efter du har pakket gaven op, tager du huen på og krammer dine børnebørn, og jeg vil række ud efter din hånd, sige, at jeg elsker dig, hvis ikke med ord, så med øjnene
og jeg vil vide, at hver gang, jeg har sagt det, har det været sandt

Charlot Roslev: Provinsen, mit hjerte

Jeg elsker provinsen og dens veje, der ender blindt. Lyden af plæneklippere og solsortesang, der fortæller mig, at det atter er sommer. Jeg elsker, at markerne begynder, hvor hovedgaden slutter. Jeg elsker, at mine voksne fødder stadig kender hver en gade, hvert et hjørne, hver en åbning og slutning, huset hvor du boede står stadig, nu så forladt som mit hjerte.

Jeg hader provinsen, dens despotisme, hyggeracisme, fadølsanlæg, at det er i håndboldhallen al volden hærger. Jeg erklærer død over pålægskagemanden. Jeg hader, at jeg ikke er velkommen, at jeg aldrig mere skal høre til, at min største sorg og kærlighed stadig lever i hver en afkrog. Jeg skal aldrig nogensinde blive fri.

Og jeg kigger ind ad vinduet til min gamle skole, og jeg ser hende stå lige der med fletning og æblekinder og togskinner, og jeg græder over alt det, der aldrig mere bliver.

Jeg elsker provinsens naboer, der altid har filterkaffe på kanden.

Og jeg var lidt forelsket i din storebror og helt vildt forelsket i din storesøster. Jeg stod fra førstesalen på Rød Skole og ventede hele spisefrikvarteret på, at hun skulle passere. De store måtte forlade skolens grund, de måtte ryge og køre på knallert og kysse, jeg vil også være stor, gid jeg dog kunne blive til.

I provinsen bor en mand, der hedder Frede, der har døbt sin søn Freddy, det er alligevel noget.

Mor former kødboller med fast håndgreb, som hun har gjort det de sidste halvtreds år. Huden på hænderne tynder ud, ryggen er formet i sorg. Vi skal have boller i karry. Bolle i Kaj, kaldte jeg det, da jeg var lille. Jeg har aldrig brudt mig om kogt kød, teksturen der møder min mund føltes aldrig som et rigtigt match, ligesom dengang jeg kyssede med en mand, der duftede særlig godt, calabrisk bergamot, og som senere sprang ud som bøsse. Samme fornemmelse; tungen der ligesom bare: slaskeslaskeslaske

Om lidt er vi voksne, siger du. Om lidt skal vi dø, svarer jeg.