Hoteller er ikke bare hoteller. Hoteller er myrefarme, bikuber, mikrokosmosser. En avanceret form for celledeling, der udvider sig og trækker sig sammen, når man kigger på den i et mikroskop. Newtons lov om inerti foreskriver: et legeme, der ikke er påvirket af en kraft, vil enten være i hvile eller foretage en konstant, retlinet bevægelse. I et vakuum er du enten helt stille eller konstant i bevægelse. En bold, der får et enkelt puf, vil fortsætte i samme, retlinede retning, hvis den ikke ramler sammen med andre elementer. Det tænkte Sille på, da hun fulgte det røde, fnuggede tæppe langs korridoren på 2. sal. Hvis hun var i konstant bevægelse, og fulgte sin markerede linje, og ikke kolliderede med andre elementer, ville hun fortsætte denne projektilbane, indtil hendes krop løb tør for energi og kollapsede. Sille vidste meget om hoteller.
       Der er love for, hvor man må gå hen på et hotel. Man kan ikke bare opholde sig, hvor man vil. Gangene er markeret med usynlige pile, der indikerer, hvor du må gå hen og i hvilken retning. Man kan ikke bare stoppe og stirre. Man kan heller ikke smile for meget eller holde øjenkontakt for længe. Der er doktriner. Håndbøger. Eksistens er midlertidig på et hotel, som et trin på et spillebræt man skal passere for at rykke i mål. Som en boble fanget under vand, for altid på vej mod overfladen. Man eksisterer kun i sit midlertidige ham. Både gæster og ansatte er del af et lukket system, der slutter sig om sig selv som Ouroboros sluger sin egen hale. Bundet til hinanden af usynlige nervebaner og sener.
      Sille havde for længst indset dette. Det var som om alle de tidligere stadier af hendes eksistens havde manifesteret sig og stod der på række som variable af den samme grundform – kvadratroden af Sille. Kasserede forsøg fra før man nåede den rigtige sammensætning af materie. De fulgte efter hende ned ad gangene, hånd i hånd, som i en avanceret form for kædedans. Når hun vendte sig om, så hun dem for sig som de stod der – afventende, insisterende. Passerede hun folk, kunne hun ikke bare kigge ned og sende et forceret smil og sige ”dav”, for så stoppede de andre Siller dem og sagde: ”Hvor er du? Hvem går du hen? Er du udgangen? Hvem er mit værelse?” og andre spørgsmål, som Sille ikke selv kunne svare på.
       Nogle gange øvede hun sig på at gå rundt på andre etager og finde genveje rundt i korridorerne, indtil hun fandt dén vej der gjorde at hun kunne gå i cirkler rundt på etager og passere de samme værelsesnumre igen og igen. Sådan kunne hun tilbringe flere timer med at genopleve de samme gange, og hver gang bemærkede hun nye ting: mærker på dørene, ujævnheder i tæpperne, variationerne over et tema, lyde bag numrene. Det var som om, at hotellet krængede sig åbent og viste hende sit skelet. Som om strukturen viste sine mønstre, når hun gik i cirkler som en isbjørn i zoo. Hun forstod mekanikken. Gentagelsen som stilistisk figur, dørnumrene der steg og faldt som Fibonaccital. Til sidst stoppede hun, beruset og svimmel af oplevelsen.
       Sille kunne tilbringe dage med at sidde i lobbyen og kigge på receptionen. Det kolde, glatte marmorgulv, der bredte sig foran hende som en glat, stoisk pande. Receptionen, der knejsede sig fra panden som en alvorlig rynke. Forgyldt og glat. Lyset var altid gyldent og dæmpet. Årstider og døgntider var ikke mere end fjern flimmer på bagvæggen som hvid støj for øjet. Sille kunne sidde her i flere timer i sin store, tunge lænestol og betragte receptionen og gæsterne, der flimrede frem og tilbage som fluer. Store øjne, hviskende stemmer. Det bedøvede hende. Beroligende.
       Der var ingen, der krævede noget. Hun kunne sidde der og mærke hotellets fine vibrationer, som en sovende vulkan der bobler og pruster luft ud. Som kurver på et skema. Det var nok. Nogle gange var det hendes far, der passerede forbi hende i lobbyen. Nogle gange ikke. Når det var, spurgte han hende altid om hun manglede noget. ”Mangler du noget, Sille?” Han stod der med sin mappe i hånden i en lyseblå eller hvid skjorte. Slipset var sort eller navy. Håret var det samme – sort, nistret med gråt rundt om panden som en kyse. Øjnene dybt inde i kraniet, nærmest som myrer i færd med at grave en vej til den anden side af hans kranie. Stemmen dyb, altid. ”Mangler du noget, Sille?” Variationer over et tema: Samme spørgsmål, let variation i tøjet. Altid den samme far.
       For det meste manglede hun ikke noget. Der var mad. Personalet gav hende malebøger. Hun gik på opdagelse på gangene for at finde strukturerne. Før eller siden fandt hun koden bag hotellet, proportionerne mellem etager og personale og rengøringsrum og kvadratmeter. Alle hotelle havde den samme ratio. Der var aldrig den store variation. Og alle hoteller åbnede sig for hende som en musling når hun travede gangene tynde nok. Her er mine korridorer. Her er mine strukturer. Hvis Sille og hendes far var længe nok på et bestemt hotel, begyndte hun at navngive hjørner og møbler. Bjerget med de forsvindende tinder: Sofaen på plateauet på 3. sal med de mange puder. De evige drømmes kanal: Vasketøjsskakten der løb fra 5. sal og ned til køkkenet og vaskerummet. Hun elskede at se lagner og sengetøj folde sig ud og vikle sig sammen i en evig, kompliceret ballet mens de fløj ned ad skakten.
        Sille forstod sin far i kraft af hans kropsdele og organer. Hans dybe stemme, som han kun brugte på de helt rigtige tidspunkter. Det var som om, han sparede på den, og afvejede, hvornår den tjente sit formål. Den havde en dyb brummen. Og hans hænder, overraskende bløde og med forhøjede blodårer som buler i cementen, hvor træernes rodnet maser sig op. Hun elskede at trykke ned på hans bløde blodårer og mærke huden give sig under hendes finger. En lille fingertrampolin på verdens fineste fundament. Og når hans store hænder borede sig ind under hende i lænestolen, som var hun en doven kat, og han klemte hende ind mod sit bryst og bar hende op på deres værelse, uden at sige et ord, så mærkede hun deres strukturer smelte sammen og blive til én organisme, der udvider sig og trækker sig sammen i én rytme.