Denne måneds redaktionelle tekst er skrevet i to spor, under samme tittel. Den ene af Ditte Stokholm Kær, den anden af Gard Augustin.
Efteråret er kommet med regn og blæst og mørke, det trækker mig inden døre, under dyner i varme trøjer. Jeg begynder for alvor at gøre brug af min tekande, snitter ingefær og citron for at lindre den forkølelse som har ramt mig og så mange andre i denne tid.
Jeg har været ude og besøge min mormor, plukket æbler og pærer fra hendes krogede træer i haven, jeg har tænkt over oktober-æblers særlige duft, det er noget særligt, noget helt særligt, ligesom oktober-sol er noget særligt, måske fordi den er sjældnere, eller er der noget med farven, måske er den mere gylden, gullig?
Jeg har fundet buske med brombær på cykelture og spist mig mæt, jeg kan blive overvældet af efterårets totale overflod, har tænkt over det langt mere passende svenske ord for efterår: höst. Hvilket det vel også kaldes på norsk?
For tiden er jeg dog særlig optaget af det svenske; landet, sproget, litteraturen. Jeg blev lykkeligvis introduceret for Edith Södergran for en del år siden, og har i løbet af få år slidt mit eksemplar af Septemberlyren ned. Men først for nylig har jeg for alvor fået øjnene op for andre stærke svenske stemmer, som hidtil har været totalt fremmede for mig.
Jeg har læst Birgitta Trotzigs Anima, en af hendes få værker som er oversat på dansk, (jeg er endnu ikke nået til et punkt hvor jeg tør begive mig ud i at læse på svensk, og slet ikke hende), og nu er jeg så nået til en af svensk litteraturs mastodonter, Selma Lagerlöf.
Selvom Lagerlöf vandt Nobelprisen i 1909 (som den første kvinde nogensinde!) og var medlem af det svenske akademi, er jeg aldrig blevet præsenteret for hende i skolen, kendte hende faktisk slet ikke før jeg selv aktivt satte mig for at opsøge ældre kvindelige forfatterskaber som eftertiden har visket ud. Det er måske bare mig som har været uheldig her, men jeg er i hvert fald virkelig begejstret. Jeg fandt et eksemplar af hendes store værk Jerusalem i mit lokale antikvariat i sidste uge, og jeg har slugt den. Det er den slags romaner som efteråret kalder på, over 400 sider, en storslået slægtshistorie, et fantastisk persongalleri og et vidunderligt tidsbillede af det landlige Sverige i 1900-tallet. At læse den er som at drikke min varme ingefær-te, den glider ned og efterlader en dejlig varm, tilfreds følelse indeni. Måske er det i virkeligheden den, der har helbredt min forkølelse?
Eg hugsar fyrste gongen eg la merke til at det var haust. Det hadde vore haust mange gonger, ja faktisk kvart år dei siste uendelege åra; det er haust kvart år, men eg hadde ikkje lagt merke til det: eg hadde køyrt hen over hausten kvart år og plutseleg var det vinter – ingen veg tilbake. Blada fall av trea og det var mørkt heile tida, først til våren fekk eg lov til å leva igjen. Eg har ikkje vore gode venner med hausten: Året har 16 måneder: November / december, januar, februar, marts, april / maj, juni, juli, august, september / oktober, november, november, november, november. Kanskje er eg ikkje like stor fiende med hausten som Henrik Nord, men kjensla held fram: haust, haust, haust, haust, haust.
Så fekk eg eit klassisk bergensk råd frå bestemora mi. Ho heiter Laila og har berre få gonger sat foten sin utanfor Bergen. Kanskje er det å smørja litt tjukt på, men ho er så bergensk at eg nokre gonger må gjenta ord med skarra-r så ho skal forstå – igjen smør eg for tjukt på; poenget: ho er erke bergensar. Du må belite deg, sa ho. ‘Å belite seg’ er eit bergensk uttrykk og betyr at ein godtek noko, følgjar spelereglane eller aksepterer ei avgjerd. Det fekk meg i tankar: eg belite meg og det enda med at eg aksepterte det som eg ikkje kunne komma utanom: årstidene, hausten, hausten, hausten, hausten, hausten – denne gongen skulle eg belite meg og følgje med haustens reglar. Det var hausten 2019 og raskt fann eg ut av at haust er så ganske behageleg når ein spelar etter deira reglar. Eg gjorde som Ditte: eg byrja for alvor å burka tekanna mi.
Min noko yngre eg tenkte: eg gjær kva eg vil nær eg vil. Eg badar i oktober om eg følar for det, eg er inne hele tida i juli om eg følar for det, eg fordjupar meg, eg har livsenergi, vår-energi, eg har sommarleg lyst og vinterleg stillstand når eg vil! Eg underliggjar meg ikkje vêret, årstidene og sesongane, ikkje faen: eg gjær kva eg vil, når eg vil.
Det var både hardt og vanskeleg å kjempa imot. Alltid fann eg meg sjølv i vinter for eg gløymde og nekta å legge merke til hausten, men den heldt eg opp. Nå er eg på lag med hausten – eg gjer haust ting om hausten.
Årstider er ideologi. Dei finst ikkje. Dei er årstidsideologi, årstidshegemoni. Slik seier ei meteorolog til hovudpersonen Tara i Solvej Balles Om udregning af rumfag II. «Hun tænkte mere på dem som psykologiske fenomener. Erindringskoncentrater. Vedtagne stereotyper. Konglomerater af oplevelser og fornemmelser, måske. Folk spørger, om ikke snart det bliver sommar, sjølv om vi er langt inne i juli, bare fordi sommeren er lidt kølig. Som meterolog kan man nærmest blive afkrævet bestemte vejrfænomener på bestemte tidspunkter, sagde hun. […] Som om årstidene er en slags ideer, vi slæber med os.» Bokas hovudperson er fanget i den attende november, tida står stille og i annet bind er ho ei årstidsjeger. Til saman med meteorologen samansett dei ei reiseplan for stader i verda kvar vêret den attende november passar til den årstid det reelt ville ha vore, viss ein skulle samansetja alle årstider på ein dag. Slik får Tara haust, vinter, vår og sommar på ein dag. Seinare i bøkane møte Tara ei gruppe [sorry for spoil] som gjær som hun gjorde: reiser verden rundt etter årstidene. Solvej Balle har ikkje gitt bøkene sine titlar, men eg tykkje at Årstidsjegeren kunne ha vore eit godt namn på boka.
På same måte som eg heldt opp med at kjempe imot årstidene, slutar Tara [igjen sorry for spoil] å jakta årstida. At årstida ikkje alltid oppfør seg som ein forventar, at ein føle seg snytt av årstida, snytt av hausten er i det minste betre enn å kjempe imot årstida. Men den gruppa Tara møter som gjær sama som henne, jaktar årstida, held ikkje opp. Kanskje ville eg ha vore ein del av gruppa deira om eg vart fanga i den attende november. Men for no er det berre haust, haust, haust, haust, haust.
Til sidst skal vi huske at skrive til jer, kære læsere, at vi, udover at drikke te af vores te-kander og læse svensk litteratur (bl.a.), også er i fuld gang med at læse jeres bidrag til vores temanummer om VAND.
Derfor utkjem der ikkje nokon tekstar i november månad i Slagtryk, men vi kjem til å publisera ei handfull tekstar frå temanummeret i løpet av månaden, både som kompensasjon og som smakebitar.