Mens jeg skriver dette, er det den 15. oktober, og jeg er på besøg hos mine forældre, der bor i et stort skovområde i Midtjylland. Aftensolen står lavt på himmelen, og der falder et mat lys mellem træerne. Birk, fyr og eg. Det bliver snart mørkt, men desto mere betydning får dagens sidste lys. Bladene har opgivet fotosyntesen, og som Fugl Føniks er de gået op i flammer af rødt og gult.
Det er min yndlingsårstid, efteråret, især når solen skinner. Hvert år kommer efteråret med bestemte erindringer og stemninger, som minder mig om sidste efterårs erindringer og stemninger, og det får på en eller anden rar måde det hele til at hænge sammen. Det er det poetiske ved efteråret.
Forleden sad jeg på en fortovscafé i Aarhus og drak kaffe med en veninde. I løbet af vores samtale fortalte hun, at hun ville ønske, at hun var bedre til at læse. Hun sagde, at hver gang hun åbnede en bog og begyndte at læse, så vandrede tankerne helt andre steder hen, og ofte læste hun flere sider uden at opdage, hvad hun egentlig læste.
Jeg læser litteraturhistorie på universitetet, og indimellem er der selvfølgelig bøger på pensum, der er så dræbende kedelige, at jeg heller ikke kan koncentrere mig om læsningen og i stedet tænker på alle mulige andre ting, end hvad der står på siderne. Så jeg sagde til min veninde, at jeg godt kunne genkende det, men at det måske var et spørgsmål om kedelige bøger og ikke hendes manglende koncentration.
Siden snakken med min veninde har jeg tænkt lidt over det, og det, der optager mig, er særligt spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at læse videre i en bog, som ikke kan fastholde ens opmærksomhed.
Søren Ulrik Thomsen har i et interview engang sagt, at han altid starter med at læse en bog af lyst, men fortsætter af pligt. Det var et kompromis, han indgik med sig selv, fordi han i sin ungdom udelukkende læste af lyst og på den måde endte med kun at læse de første halvtreds sider af alle de bøger, han åbnede.
Jeg tænker tit på den strategi, når jeg læser, men faktisk er jeg kommet på et andet godt argument for at fortsætte i en kedelig bog. For uanset hvor kedelig bogen er, og hvor svært det er at holde koncentrationen, så er det altid i teksten, at fantasien tager afsæt, og de dagdrømme, det kan afstedkomme, er på en eller anden måde bogens fortjeneste. Og jeg dagdrømmer aldrig så godt, som når jeg læser en kedelig bog.
Derfor kan det måske give mening at læse videre i en kedelig bog, hvis altså det kedsommelige pirrer fantasien og sender den på spændende afveje. På den måde kan man beskæftige sig med alt det, der ikke står i bogen, men som alligevel aldrig var blevet til noget, hvis bogen forblev lukket. De dagdrømme, jeg skriver om, er måske ikke saglige udgangspunkter for en analyse, men det er jo heller ikke kun for analysernes skyld, at bøgerne er til i verden.
Hvis det har kedet dig at læse denne lille redaktionelle tekst, så har du måske tænkt på noget helt andet, som også har sin berettigelse, og ellers kan du på de næste sider læse oktober måneds bidrag, som med garanti ikke er kedelige. Og så vil jeg lige minde om, at vi den 29. november holder releasefest for en årsudgivelse, hvilket du kan læse meget mere om på vores kanaler. God læselyst!
Ved redaktør Jishuo Li
Efter en måneds ferie i redaktionen er vi vendt stærkt tilbage i august, og jeg tænkte at indlede tilbagekomsten med en rejseberetning. Siden sprog er et spil, vi alle deltager i, hvad sker der så, når man er på udebane og ikke kender reglerne?
Jeg har tilbragt en del af min sommerferie rundt omkring i Europa, bl.a. en uge i Antibes i Frankrigs Côte d’Azur. Udover at nyde det smukke azurblå vand og markeder fyldt med tomater, blommer og nektariner i fransk højsæson, var en af de store oplevelser for mig at kunne bruge lidt af mit fransk, jeg mest har tilegnet mig gennem min tid på gymnasiebænken.
På trods af at jeg afsluttede faget i 2017, havde jeg sat mig for at prøve. Det spændte mellem lette, men samtidigt nervepirrende bestillinger af kaffe latte, til frisør-agtige samtaler med taxachauffører, hvis ros/rutine til tider fremskaffede dem lidt ekstra drikkepenge. Ofte endte det med, at jeg blev svaret til på engelsk – jeg kunne undre mig over, hvad der afslørede mig.
Indimellem fandt jeg dog nogle, der var villige til at lege med. Særligt én oplevelse gjorde indtryk: Jeg sad på stranden ved siden af et ældre ægtepar, hvis hund syntes mine medbragte snacks var interessante.
Jeg så mit snit til at stille de helt basale spørgsmål. Hvad hedder han?: ”Comment il s’appelle?” Hvor gammel er han?: ”Quel âge a-t-il ?”. Således falder jeg langsomt i snak med Elvis på 11 måneder og hans forældre, og vi kommunikerer hurtigt frem og tilbage. Jeg tænker, at det går strålende og har bildt mig selv ind, at mit fransk kan gå an som C1. Men det varede ikke længe, før min hybris gjorde sit indtog.
Samtalen havde pludselig taget en drejning til grænsepunktet af mit niveau, da Elvis’ far ihærdigt gentager ordet ”russe” af flere omgange. Hver gang han gentog det, tog jeg mig selv i at klø hårbunden med større og større kraft. Seancen fandt Elvis’ mor
hylende morsom – at hendes mand og jeg, begge med vand til navlen, forsøgte at kommunikere med så stor desperation om noget tilsyneladende så ligegyldigt.
Så udbryder faren i et eureka-opråb: ”Putin”, ”Putin”, ”Putin”. Da han råber dette, var det altså før jeg vidste, at ”russe” betyder russer, og jeg forveksler det med ”Poutine”, som er den canadiske nationalret bestående af pommes fritter, ost og brun sovs.
Med samme entusiasme og cerebral åbenbaring råber jeg, hvad der i deres ører må transskriberes til ”Ah ouais, Putin est trés succulent!”
Meget kan man sige om mine franskkundskaber, men det gjorde mig nysgerrig på sproget, og hvordan vi bruger det. Tænkte på Ludwig Wittgensteins teori om sprogspil, centralt i ”Filosofiske Undersøgelser”, der nægter, at ord har faste, uforanderlige betydninger, men at de afhænger af hvilke sociale, kulturelle og interpersonelle ”spil”, individer bruger dem i, og at betydningen af dem først fremspirer gennem deltagelsen i disse spil. F.eks. når jeg skriver ”Elvis’ forældre”, så spiller jeg ikke ”hvem har afgivet kromosomalt genmateriale til Elvis”-spillet, men nærmere ”hvem har ansvaret for Elvis’ fysiske og følelsesmæssige behov”-spillet.
På samme måde kan jeg ved bagtanke og refleksion se, at jeg hos nogle af de lokale i Sydfrankrig ikke deltog i skolebænkens ”korrekte semantiske strukturer og perfekt udtale”-spil, men nærmere ”fri leg”-spillet, der tilsyneladende ikke havde det store formål;
hvor fejl og misforståelser var en del af det sjove og uundgåelige ved menneskelig kommunikation. Jeg kunne mærke, hvordan denne ”leg” forbandt mig til nysgerrigheden og letheden af min barndom.
Med årene er den dristigt blevet overhalet af andre spil. Ironisk nok kan ord, jo bedre vi mestrer dem, nogle gange føles mere utilstrækkelige. For mig bliver ordene, både i tale, men også på skrift (som nu), ofte mere overflødige på mine modersmål, dansk
og mandarin. Jeg får større forventninger til, hvad de skal kunne ”spille” for mig. I hans berømte citat ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, opfordrer Wittgenstein os til at være mere bevidste om vores sproglige begrænsninger – og måske søge andre måder kommunikere på. Eller måske blot tie lidt oftere? I sidste ende, mens jeg forsøgte at mestre sproget, lærte Elvis og hans forældre mig noget andet; når ordene svigter, kan tavsheden og legen ligeledes forbinde os.
Vi, i redaktionen, håber I har nydt sommeren, hvor end det har været og ønsker jer god læsning i august måneds udgivelse.
Forleden skrev Jishuo en meget interessant redaktionel tekst om mental lidelse i litteraturen. Den tog afsæt i bidragene, som vi har modtaget i løbet af foråret, hvoraf mange handler om netop dette emne. Jeg blev grebet af Jishuos tekst og overrasket over at blive konfronteret med det endelige spørgsmål: Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker? Jeg har grublet over det siden og vil gerne supplere med mine egne tanker.
Jeg er helt afgjort en af dem, der betages af lidelse i litteraturen. Druk, død og depressioner – jeg kan slet ikke få nok. Aristoteles ville nok have sagt noget om katarsis, og det forklarer en del, men hvorfor finder jeg ikke tilsvarende glæde i litteratur, der er opmuntrende?
Vi udgav i sidste måned et uddrag fra Rikke Arnholtz tekst Man, som i grove træk handler om en spiseforstyrrelse. Teksten taler for sig selv, så jeg vil ikke analysere den nærmere nu, men blot konstatere, at den ramte noget særligt i mig, som få tekster har gjort. Jishuo ville nok have spurgt: Hvorfor er netop det smertefulde så tiltalende? Og spørgsmålet er på sin plads, så jeg vil forsøge at svare.
Lad mig starte med en besynderlig statistik. I 2013 konkluderede en svensk undersøgelse, at andelen af forfattere, der led af skizofreni eller bipolar lidelse, var over dobbelt så stor som andelen blandt kontrolgruppen. Det kan lyde kunstnerisk irrelevant, men vi kender alligevel alle historien: Sylvia Plath og Ernest Hemingways depressioner; Tove Ditlevsen og Yahya Hassans psykoser. Sådan kunne man blive ved.
Søren Kierkegaard indleder i Enten – Eller med spørgsmålet: ”Hvad er en digter?” Og svarer: ”Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber er dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.”
Mange år inden svenske undersøgelser var Kierkegaard altså klar over sammenhængen mellem litteraturen og lidelsen. I samme århundrede skrev Knut Hamsun romanen Sult, der handler om en kunstner, der i sultens febervildelse forsøger at skrive noget, der kan udgives. Her konstitueres ideen om kunstneren som én, der lider, og det er nok en forestilling, vi har haft svært ved at lægge fra os. Den moderne kunstner er en, der lider.
Jeg er helt på bølgelængde med Jishuo, når han sætter spørgsmålstegn ved den ide. For hvorfor ikke fejre glæden i litteraturen?
Jeg har kun læst en lille smule af Arthur Schopenhauer, men måske var det nok til at blive smittet af hans pessimisme. I hvert fald vil jeg gerne inddrage ham nu. Schopenhauer forstod om nogen tilværelsens lidelse, ja, hele hans filosofi bygger på den antagelse, at mennesket ikke rigtigt kan forløses. Vi stræber af natur efter det uopnåelige, og derfor er vi dømt til pine.
Måske er virkeligheden for mange faktisk, at lidelsen er mere genkendelig end lykken? Kan det være en årsag til, at vi drages af ulykkelig litteratur?
Jeg siger ikke at kunst og lidelse er det samme, men som Lars von Trier siger i et interview: ”Kunsten og angsten kommer fra det samme sted.”
Måske er kunst altid et forsøg på at forstå livets smerte. Vi fortæller den tragiske historie igen og igen i forsøget på at forene os med den, og det er simpelthen der, vi mødes – i lidelsen.
Det kaldes medlidenhed, og det er netop en af Schopenhauers løsninger, når vi står ansigt til ansigt med livets elendighed. I medlidenheden genkender vi nemlig vores lidelse i den anden, og pludselig er den anden ikke et objekt for f.eks. økonomisk eller seksuel udbytning, men et individ i lighed med os selv.
Jeg tror, det er medlidenhed, jeg føler så stærkt, når jeg læser uddraget af Rikke Arnholtz tekst Man, og jeg kan ikke lade vær med at tænke, at det er en smuk ting. Det ulykkelige er vel bare, at medglæde er så sjældent et ord.
Med fare for at have glorificeret lidelsen, som netop var Jishuos anke, så lad mig med Kierkegaards ord slå fast: ”Hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene.”
Ved redaktør Jishuo Li
Eftersom den foregående redaktionelle tekst vedrørte vejret, må jeg nu hædre aftalen og vende mig mod et emne, der, selvom vi nærmer os sommermånederne, berører det mere
ubekvemme.
Siden jeg er startet som redaktør her i Slagtryk, har vi modtaget et væld af kreative bidrag. Ét emne har været gennemgående i mange af dem: psykisk lidelse. Det fik os i redaktionen til at drøfte denne tendens til vores møde i sidste måned. Hos Slagtryk
omfavner vi og fejrer forskelligartede og kreative perspektiver på mental sundhed inden for et fællesskab, der fremmer åbenhed og forståelse, fri for dom. Vi mener, at litteraturen tjener som et kraftfuldt medium til at udforske dybderne af vores indre verdener – de tanker, følelser og oplevelser, der driver individer til at udtrykke sig selv. Dog er der et spørgsmål, der er tilbagevendende for mig: Hvad er det, der driver os til at finde kunstnerisk værdi i lidelse?
Nu studerer jeg ikke litteraturhistorie, så derfor vil jeg også afholde mig fra den dybdegående afhandling, men vil påstå, at behovet for at belyse og søge det smertefulde gennem en kunstnerisk ventil ikke just er et nyt fænomen. Fra de græske tragedier og
Shakespeares ”Macbeth” til den mere moderne ”Ungeenheden” af Fine Gråbøl har litteraturen tjent som et loyalt mødested mellem individet og dets indre oplevelser i mødet med omverdenen.
Med lidt inspiration fra den Jungianske psykoterapeutiske skole kan man måske komme det lidt til livs. Her kan man trække på ”skyggen” – en arketype Carl Jung mener, er den del af os alle, og som omfatter de dele, vi har undertrykt som følge af, hvad
vores miljø har tilladt. Jung mente, det er afgørende, at vi integrerer alle de udstødte dele af os selv for at blive til ”hele” individer frem for en fragmenteret mosaik, hvis fliser skæver
til hinanden. I den kollektive sfære er det måske derfor, vi hylder forfattere som Franz Kafka, Michael Strunge og Sylvia Plath, hvis traumatiske livsoplevelser afspejler deres litteratur med en sensitivitet, vi erklærer for virtuos (f.eks. i Kafkas mesterlige skildring af en kosmisk skam og bureaukratisk fremmedgørelse i ”Processen”, som på måder nok afspejlede hans eget indre). De reflekterer en del af os selv, som er gemt inde, væk fra spotlyset af vores personligheder. Det føles godt endelig at blive set – et antidot til ensomheden fra os selv.
Omvendt kan lidelsen også blive så indgroet i os, at vi paradoksalt ikke kan undvære den. I “Moralens Oprindelse” af Friedrich Nietzsche er det ikke lidelsen i sig selv, men snarere meningsløsheden af lidelsen, der udpeges som menneskehedens forbandelse. Han var
heraf stærk tilhænger af konceptet om ”selvrealisering” herigennem, samt hvordan den kan fostre mening og gøre os til ”overmennesker”, der transcenderer kulturelle normer og værdier (tilgiv mig for at opsummere Nietzsche på så få ord, men leg gerne lige med på
præmissen). I en mere østlig filosofisk tradition, såsom buddhismen, betragtes lidelsen ofte som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand. På trods af at både Buddha og Nietzsche ikke længere er iblandt os fysisk, synes deres idéer at have efterladt et
transgenerationelt aftryk i den kollektive bevidsthed – ja, nærmest som en reinkarnation vil nogle sige.
Der er bestemt værdi at hente i disse pointer. På den ene side de kan give en følelse af en forsoning og accept af det, vi bærer rundt på og samtidigt fungere som et springbræt for personlig udvikling. Det kan virke tiltalende at kunne finde mening i det
sårbare, mørke og smertefulde – at tilskrive det værdi. Omvendt, risikerer vi så ikke netop, gennem denne fascination med det pinsomme, at forstærke vores tilknytning til det
mørke? Omend smertefuld, bliver den poetiske lidelse en tryg selvopfyldende profeti konsolideret af en kollektiv glorificering af den. Spørgsmålet er, om man med god samvittighed kan trække en grænse mellem den konstruktive poesi og poesien, der tillader
os at dyrke vores egen lidelse gennem andres og på æstetisk vis ”bedøver” vores kroppe. Måske er det ikke så binært.
Jeg skal være den første til at erkende, hvor rart det er at falde i et Elliot Smith-kaninhul, der indkapsler en unik melankoli, eller at læse Virginia Woolf, hvis skrivestil inviterer en helt ind til benet af de indre tankestrømme, der bølger i os alle – noget jeg følte kun et individ, der har konfronteret eksistensens råddenskab ville kunne formå at frembringe. Derfor har litteratur, der ikke tappede ind i bestemte sublimerede dybder i lang tid ikke tiltalt mig.
Det kan være svært at give slip på ting, der giver os mening. Samtidigt klynger vi til vores internaliserede forestillinger om verden, og hvad der er familiært for os. Det er nok derfor, elendighed kan være så romantisk, selvkritik så euforiserende, trist kunst så appellerende og det store ord ”glæde” så naivt. Vi må dedikere enorm medfølelse til os selv – ikke for at lappeløse os selv, men for at forstå hvorfor vi er, som vi er.
Så selvom jeg i titlen indledte denne redaktionelle tekst med et spørgsmål, tror jeg, det var formuleret forkert. Derfor efterlader jeg den med endnu et af slagsen:
Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker?
For mig er det nok begge.
Som en af vores nye redaktører påpegede, handler stort set alle Slagtryks redaktionelle tekster om vejret.
Men marts måned, årets første forårsmåned, kan man ikke skrive om vejret? Ved ikke om det er en særlig dansk ting, denne optagethed af vejret, er det ikke noget man siger?
Jeg er ikke god til small-talk, jeg vælger altid: vejret. Sikke dejligt vejr det er i dag. Er det koldt udenfor? Hvordan er vejret hos dig?
At beslutte sig for ikke at skrive om vejret og alligevel gøre det.
Jeg er optaget af brevromaner for tiden, har læst Mckenzie Wark og Kathy Ackers korrespondance (Jeg er helt opslugt af dig), Lykkelig med M af Anne Mari Borchert, mere Acker, mere Wark, CYF’s Til den ven jeg aldrig har kendt som jo er lidt brevroman agtigt (eller?), lige startet på Goethes Den unge Werthers Lidelser. Der er denne længsel i brevformen, ligesom en længsel efter foråret, efter lyset, solen.
Hvordan man kan glemme hvordan solen ser ud, hvordan dens varme føles i ansigtet.
At jage solen på cykel gennem byen.
Stoppe op steder og bare stå, på gadehjørner, trappetrin, hvilende.
Første rigtige solskinsdag og jeg sad i solen på gadehjørnet hvor jeg bor, læste Det Hellige af Colette Peignot og jeg tager teksten ind på en anden måde, ligesom feberagtigt.
Jeg læste Tre af Ann Quinn i sommers, når jeg tænker på den bog er det som at tænke på en drøm, et mareridt. Jeg lå i solen og faldt i søvn, drømte i de samme sætninger, der kan være noget ildevarslende, uhyggeligt over solen. (Tænker også altid på Algeriets sol i Den fremmede).
Men marts måneds sol er blid, jeg hører Forårsdag og plukker krokus i kirkegården, de skyder op overalt, jeg hængte en krokus op i mit køkken og dens blade åbnede sig, bredte sig ud. En krokus er meget følsom over for varme, den kan føle helt ned til 1/10 af en grad, den åbner sine blade for varmen. En af forårets første blomster, tænk at den kan vokse op gennem sneen.
Måske skal vi på redaktionen aftale kun at skrive om vejret en gang pr. årstid?
Ligesom Isa og Jishuo er jeg, Andreas, ny redaktør for Slagtryk. Det er en stor fornøjelse at være en del af redaktionen og at læse alle de forskellige bidrag, som i en lind strøm bliver sendt til tidsskriftet.
Jeg har nu fået æren af at skrive en lille redaktionel tekst, der, som hjemmesiden bekendtgør, er til for at bringe redaktørerne lidt frem i lyset. Der er, så vidt jeg kan se i arkiverne, tradition for, at den redaktionelle tekst påpeger de danske vejrforhold til en begyndelse. Jeg er lige hjemvendt fra en tur til Rom og vil derfor være så dristig at tale om vintervejret der. I Rom er gennemsnitstemperaturen 15 grader i februar, og for det meste skinner solen. Det var som at tage forskud på foråret, og vejret var altså til at sidde på altanen, hvor jeg drak morgenkaffe det meste af dagen og læste i de bøger, jeg havde medbragt.
Hvis man ser bort fra de urimeligt billige flybilletter, så er en interrail billet den billigste måde at komme til Rom på, så sådan en købte jeg. Alle veje fører jo til Rom, og da jeg på grund af min interrail billet havde en del rejsedage til rådighed, valgte jeg en omvej, hvor jeg lod mine bøger føre vejen.
Den første bog, jeg pakkede, var Slottet af Franz Kafka, og den læste jeg på vejen til Prag, hvor Kafka blev født. Her opdagede jeg, at der faktisk findes et fjerntliggende slot højt over byens gader, og kan Kafkas inspirationskilde næsten have været andet?
Den anden bog, jeg tog med, var Psykologi og eksistens af Viktor Frankl, og den førte mig til Krakow og derfra videre til Auschwitz, hvor Viktor Frankl sad fanget under 2. verdenskrig. På mirakuløs vis overlevede han koncentrationslejren, og derfor virker det meget overbevisende og troværdigt, når han i Psykologi og eksistens citerer Nietzsche og skriver, at ”den, der ved hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.”
Den tredje bog, jeg medbragte, var den østrigske Friederike Mayröckers Rejse gennem natten, der handler om en togtur til Wien, men ”handler” er for meget sagt. Alligevel rejste jeg i bogens fodspor og endte i Wien. I Rejse gennem natten demonstrerer Mayröcker på virtuos vis, at et litterært værk ikke behøver at have en handling. Den ene sætning er næsten aldrig forbundet med den tidligere eller den kommende, og jeg forestiller mig, at Mayröcker har skrevet romanen på samme måde som en billedkunstner maler et abstrakt maleri: legende og frit.
Den fjerde bog, jeg tog med, var Døden i Venedig af Thomas Mann, og derfor rundede jeg selvfølgelig også Venedig – denne mytiske by, der dag for dag synker i havet og er dømt til døden. Thomas Manns beskrivelser af Venedig er præget af råddenskab og sygdom, men det første, der mødte mig, var altså en stor seng dækket med velduftende roser, og jeg tror på den måde, at Venedig rummer både Thanatos og Eros.
Den sidste bog, jeg medbragte, var den romerske Senecas meget korte bog Om livets korthed, og det var den, jeg læste på altanen i Rom. Heri findes sætningen: ”Det mest kostbare af alt ødsler man bort, det undgår ens opmærksomhed, fordi tiden ikke er noget materielt, fordi den ikke er synlig, derfor agtes den så ringe, ja tillægges næsten ingen værdi.” Og med det in mente åbnede jeg en flaske rødvin og nød tiden i en af verdens ældste og smukkeste byer.
Denne måneds redaktionelle tekst er skrevet i to spor, under samme tittel. Den ene af Ditte Stokholm Kær, den anden af Gard Augustin.
Efteråret er kommet med regn og blæst og mørke, det trækker mig inden døre, under dyner i varme trøjer. Jeg begynder for alvor at gøre brug af min tekande, snitter ingefær og citron for at lindre den forkølelse som har ramt mig og så mange andre i denne tid.
Jeg har været ude og besøge min mormor, plukket æbler og pærer fra hendes krogede træer i haven, jeg har tænkt over oktober-æblers særlige duft, det er noget særligt, noget helt særligt, ligesom oktober-sol er noget særligt, måske fordi den er sjældnere, eller er der noget med farven, måske er den mere gylden, gullig?
Jeg har fundet buske med brombær på cykelture og spist mig mæt, jeg kan blive overvældet af efterårets totale overflod, har tænkt over det langt mere passende svenske ord for efterår: höst. Hvilket det vel også kaldes på norsk?
For tiden er jeg dog særlig optaget af det svenske; landet, sproget, litteraturen. Jeg blev lykkeligvis introduceret for Edith Södergran for en del år siden, og har i løbet af få år slidt mit eksemplar af Septemberlyren ned. Men først for nylig har jeg for alvor fået øjnene op for andre stærke svenske stemmer, som hidtil har været totalt fremmede for mig.
Jeg har læst Birgitta Trotzigs Anima, en af hendes få værker som er oversat på dansk, (jeg er endnu ikke nået til et punkt hvor jeg tør begive mig ud i at læse på svensk, og slet ikke hende), og nu er jeg så nået til en af svensk litteraturs mastodonter, Selma Lagerlöf.
Selvom Lagerlöf vandt Nobelprisen i 1909 (som den første kvinde nogensinde!) og var medlem af det svenske akademi, er jeg aldrig blevet præsenteret for hende i skolen, kendte hende faktisk slet ikke før jeg selv aktivt satte mig for at opsøge ældre kvindelige forfatterskaber som eftertiden har visket ud. Det er måske bare mig som har været uheldig her, men jeg er i hvert fald virkelig begejstret. Jeg fandt et eksemplar af hendes store værk Jerusalem i mit lokale antikvariat i sidste uge, og jeg har slugt den. Det er den slags romaner som efteråret kalder på, over 400 sider, en storslået slægtshistorie, et fantastisk persongalleri og et vidunderligt tidsbillede af det landlige Sverige i 1900-tallet. At læse den er som at drikke min varme ingefær-te, den glider ned og efterlader en dejlig varm, tilfreds følelse indeni. Måske er det i virkeligheden den, der har helbredt min forkølelse?
Eg hugsar fyrste gongen eg la merke til at det var haust. Det hadde vore haust mange gonger, ja faktisk kvart år dei siste uendelege åra; det er haust kvart år, men eg hadde ikkje lagt merke til det: eg hadde køyrt hen over hausten kvart år og plutseleg var det vinter – ingen veg tilbake. Blada fall av trea og det var mørkt heile tida, først til våren fekk eg lov til å leva igjen. Eg har ikkje vore gode venner med hausten: Året har 16 måneder: November / december, januar, februar, marts, april / maj, juni, juli, august, september / oktober, november, november, november, november. Kanskje er eg ikkje like stor fiende med hausten som Henrik Nord, men kjensla held fram: haust, haust, haust, haust, haust.
Så fekk eg eit klassisk bergensk råd frå bestemora mi. Ho heiter Laila og har berre få gonger sat foten sin utanfor Bergen. Kanskje er det å smørja litt tjukt på, men ho er så bergensk at eg nokre gonger må gjenta ord med skarra-r så ho skal forstå – igjen smør eg for tjukt på; poenget: ho er erke bergensar. Du må belite deg, sa ho. ‘Å belite seg’ er eit bergensk uttrykk og betyr at ein godtek noko, følgjar spelereglane eller aksepterer ei avgjerd. Det fekk meg i tankar: eg belite meg og det enda med at eg aksepterte det som eg ikkje kunne komma utanom: årstidene, hausten, hausten, hausten, hausten, hausten – denne gongen skulle eg belite meg og følgje med haustens reglar. Det var hausten 2019 og raskt fann eg ut av at haust er så ganske behageleg når ein spelar etter deira reglar. Eg gjorde som Ditte: eg byrja for alvor å burka tekanna mi.
Min noko yngre eg tenkte: eg gjær kva eg vil nær eg vil. Eg badar i oktober om eg følar for det, eg er inne hele tida i juli om eg følar for det, eg fordjupar meg, eg har livsenergi, vår-energi, eg har sommarleg lyst og vinterleg stillstand når eg vil! Eg underliggjar meg ikkje vêret, årstidene og sesongane, ikkje faen: eg gjær kva eg vil, når eg vil.
Det var både hardt og vanskeleg å kjempa imot. Alltid fann eg meg sjølv i vinter for eg gløymde og nekta å legge merke til hausten, men den heldt eg opp. Nå er eg på lag med hausten – eg gjer haust ting om hausten.
Årstider er ideologi. Dei finst ikkje. Dei er årstidsideologi, årstidshegemoni. Slik seier ei meteorolog til hovudpersonen Tara i Solvej Balles Om udregning af rumfag II. «Hun tænkte mere på dem som psykologiske fenomener. Erindringskoncentrater. Vedtagne stereotyper. Konglomerater af oplevelser og fornemmelser, måske. Folk spørger, om ikke snart det bliver sommar, sjølv om vi er langt inne i juli, bare fordi sommeren er lidt kølig. Som meterolog kan man nærmest blive afkrævet bestemte vejrfænomener på bestemte tidspunkter, sagde hun. […] Som om årstidene er en slags ideer, vi slæber med os.» Bokas hovudperson er fanget i den attende november, tida står stille og i annet bind er ho ei årstidsjeger. Til saman med meteorologen samansett dei ei reiseplan for stader i verda kvar vêret den attende november passar til den årstid det reelt ville ha vore, viss ein skulle samansetja alle årstider på ein dag. Slik får Tara haust, vinter, vår og sommar på ein dag. Seinare i bøkane møte Tara ei gruppe [sorry for spoil] som gjær som hun gjorde: reiser verden rundt etter årstidene. Solvej Balle har ikkje gitt bøkene sine titlar, men eg tykkje at Årstidsjegeren kunne ha vore eit godt namn på boka.
På same måte som eg heldt opp med at kjempe imot årstidene, slutar Tara [igjen sorry for spoil] å jakta årstida. At årstida ikkje alltid oppfør seg som ein forventar, at ein føle seg snytt av årstida, snytt av hausten er i det minste betre enn å kjempe imot årstida. Men den gruppa Tara møter som gjær sama som henne, jaktar årstida, held ikkje opp. Kanskje ville eg ha vore ein del av gruppa deira om eg vart fanga i den attende november. Men for no er det berre haust, haust, haust, haust, haust.
Til sidst skal vi huske at skrive til jer, kære læsere, at vi, udover at drikke te af vores te-kander og læse svensk litteratur (bl.a.), også er i fuld gang med at læse jeres bidrag til vores temanummer om VAND.
Derfor utkjem der ikkje nokon tekstar i november månad i Slagtryk, men vi kjem til å publisera ei handfull tekstar frå temanummeret i løpet av månaden, både som kompensasjon og som smakebitar.
