Hvor blir det av bøkene mine? 

Det begynte sånn her: jeg satt i kjøkkenet og spiste en falafel. Min venn, som er en venn av en venn ringte på. De skulle låne en bok, til noe skole, eller noe annet. Jeg lånte: alt var godt. Men “som det jo skjer med bøker” endte den i en flyttekasse i Viborg, og nå skal jeg altså bruke den igjen, sånn på ekte, ikke av materielle grunner, men sånn rent faktisk: jeg skal bruke den nå. Men det kommer nok ikke til å skje, jeg må låne den på biblioteket, som self er okay -det er ikke dét, men [det materialistiske gjør sin inntreden] jeg ville jo gjerne ha min bok. Sist jeg skrev med min venn [av en venn] var de i Kasakhstan, og nå er boken i Viborg og jeg er i København. Hvorfor er det at bøker som lånes ut av de private biblioteker ender i for eksempel flytte kasser i Viborg?

  Jeg har holdt en liste med de bøker jeg har lånt ut til [venner av] venner og ekte venner og jeg er redd for hva som skjer om jeg begynner å oppsøke lånerne. Til gjengjeld er jeg òg en låner, for jeg har vel en bok eller to som ikke er…: mine, hvert fall på den måten jeg vil at de skal være.

  Jeg har også blod på hendene -sorry, det må vel være blekk jeg har, eller papair… I hvert fall én eller to, enda tre eller fra og kanskje til og med fem bøker har jeg hos meg selv, som ikke er mine, men som er noen jeg har lånt uten å gi dem tilbake. Noen av dem er enda ganske langt ute i familien: En norsk utgave av Albert Camus Pesten fra 90-tallet. [Hvis du leser dette så unnskyld.] Den har jeg lånt fra min gamle venn Karl. Jeg lånte den av hans far, uten egentlig å spørre om lov, fikk kun lov av Karl, ikke hans far. I boken står det “hilsen Julio, julen 92.” En gave fra en god venn? I hvert fall står den i bokhyllen på Amager, ikke i Karls fars leilighets bokreol. Har enda møtt Karl ganske mange ganger etter jeg fikk lånt boken med meg, men har aldri sagt noe til det, og heller ikke han til meg.

  Kanskje har Karls far, la oss kalle ham Carl, ikke savnet boken: ingen har sagt noe til meg -jeg må vel anta at Pesten har antatt et bedre hjem hos meg. Jeg har lest den en gang eller to: først i 2018, om morgenen, så under pandemien, som resten av verden. Men Carl fikk ikke lest den under pandemien og jeg har undret meg en gang eller to om han kom til å savne den i denne perioden, eller om han selv aldri hadde noen interesse for den og klarte seg helt fint uten. Jeg har ikke hørt noe, men jeg ser for meg en dag, en morgen, når jeg våkner om morgenen, ser på telefonen min og ser en sms fra Carl eller Karl: “hvor blir det av boken min”? står det, og jeg svarer: “den ligger i en flyttekasse i Viborg.” Eller kanskje ligger den et annet sted. Carl og Karl får ikke fingrene i den med det samme, og jeg sier: “jeg kjenner mange som har Pesten, jeg kan finne en utgave du kan låne” og Karl svarer: “nei, det er okay, jeg kan bare låne den på biblioteket.”

  Karl eller Carl, far og sønn, skulle kanskje bruke den, på ekte, sånn på ekte ekte: til en skoleoppgave(?) Ikke av materielle grunner. Det skulle ikke jeg, det fant jeg bare på, min intensjon var kun materiell: jeg ville ha tilbake boken min! Dessverre ligger den i en flyttekasse i Viborg. 

  Jeg tenker at det er sunt en gang imellom å stille seg spørsmålet: “hvor blir det av bøkene mine?” Jeg tror ikke det er så sundt å starte det store oppsporings arbeide, for så ender ens egen [min egen] bokreol, ens egne bøker [mine egne bøker] i å stirre tilbake på deg.

Mellom hav og have

August måned er forbi, igjen – gratulerer med det, vi klarte det, selv om det var en vanskeligere omgang enn det pleier. Å snakke om været er da klisje nummer 1, men jeg mener at når det er 50 varmegrader i Europa og en himmel som var gråere en grått i Danmark, skjer det noe merkelig: på samme tid som den tredje masseutryddelse i midt foran våre ansikter, er følelsen av å kjede seg når det igjen er grått og 17 grader i sommerhuset. De to opplevelser har vært litt uforenelige. Men der er mer på trappene: vannmangel i Europa og mon ikke energikrisen kommer tilbake igjen i vinter … Hva gjør man så? Det vet jeg ikke, men kanskje vi kan finne ut av det sammen.

Slagtryks temanummer VAND som kommer ut her en gang i løpet av høsten vil, blant mange andre ting òg, behandle dette. Vi jobber iherdig på å få stykket sammen temanummeret. Kort sagt er vi noen glade redaktører som leser bidrag. Fortsett å send dem inn, fristen er den 15 september. Om dette, denne tilstanden, reflekteres i august måneds utgivelser ville være å ta for mange tolkningsfriheter. Helst skulle bidragene som vi utgir stå for seg selv, upreget av oss redaktører, og hvor det er dere selv, leserne, som alene skal stå med makten til å tolke. Det sakt kan man ikke unngå smitte i setningen.

Denne måned har vi utgitt fem tekster. August måned startet med Marie Leth Meilvang, ‘Totem: Skovskade’; Sophie Hollands to dikt ‘Min fortid bliver din fremtid’ og ‘Klyng mig op, mens jeg smiler’; Marcus Agerschou Jensen, 6 digte; Ulla Bruhn ‘Som cirkler i cirkler / Som en sang i kaos’ og Ester Halvgaards ‘Mosedigt’. Det er sistnevnte som er valgt sist måneds vinner Amin Xapana til å være august måneds tekst. Gratulerer til Ester Halvgaard.

September er på trappen, ja faktisk så er den her allerede og oss i redaksjonen på Slagtryk ønsker alle et godt efterår, en god høst, og takker for at dere leser med. Vi er allerede i gang med septembers utgivelser og gleder oss til å utgi dem.

Send os idéer til et temanummer og mød vores nye redaktører

Kære læser,

Redaktionen på Slagtryk brygger i øjeblikket på idéen om at udgive et nyt temanummer på den anden side af sommeren 2023. I den forbindelse vil vi gerne spørge dig: Hvis du helt selv kunne vælge, hvilket emne eller tematik synes du så, det kunne være spændende at behandle med poesi og kortprosa?

I 2021 udgav vi temanummeret Mennesket, Klimaet & Litteraturen, som du kan læse her. Det var spændende at se, hvor forskelligartede bidrag vi modtog, og det afspejler den mangfoldighed af litterære udtryksformer, som vi elsker, og som Slagtryk i årevis har lagt hus til.

Til det kommende temanummer vil vi gerne have dig med helt fra starten af processen, så send os gerne dine tanker og idéer. Hvad skal Slagtryks kommende temanummer handle om? Skriv til os på Facebook, instagram eller send en email til temanummer@slagtryk.dk

Vi glæder os til at høre dine idéer.

Et nyt temanummer er ikke det eneste nye under solen hos Slagtryk. Vi er stadig i fuld udvikling som tidsskrift og motiverede til at undersøge, hvilke nye retninger vi kan drive et tidsskrift for dansk litteratur. Derfor er vi meget glade for at kunne byde velkommen til vores tre nye redaktører. Velkommen til Ditte Stokholm Kær og Gard Augustin som netop er startet og som vil begynde at læse jeres bidrag fra juni. Vi er desuden meget glade for at kunne sige velkommen til Thomas Brender, vores nye grafiske redaktør som skal være med til at udvikle Slagtryks grafiske udtryk. I kan læse mere om den nye redaktion her.

Vi bliver i denne forbindelse nødt til at sige på gensyn til Simone Prehn, der har været redaktør siden 2022, da hun har været så heldig at komme ind på Forfatterstudiet i Bø. Vi ønsker hende alt det bedste og takker for hendes altid dygtige og skarpe arbejde som redaktør. Vi glæder os til at se mere fra hendes hånd i fremtiden!

Mange hilsner,

Redaktionen på Slagtryk

Blikkets magt

– Ved redaktør Simone Prehn


Den kan mærkes. Solen der varmer mod kinderne og strækker sig ind i aftentimerne. Sammen med forårets fuglekvidder kalder den os udenfor. Ud fra de mørke stuer og ind i det fælles rum. Gaderne begynder at summe, fodaftrykkene i sandet bliver flere, og i parkerne slår vi snart igen tæpper ud, op og ned ad hinanden i én stor patchwork-formation. Vi rykker nærmere sommeren og nærmere hinanden – rent fysisk, om ikke andet.

I realiteten kan vi sidde og betragte det samme træ nok så længe uden at nå nærmere en forståelse af hinandens udsyn. Vores blik er personligt. Det er formet af vores væren i verden. Af vores drømme og ængstelser, glæder og sorger. Af hvor vi kommer fra, og hvem vi omgås med. Af økonomiske omstændigheder, politiske holdninger, spiritualitet, særinteresser og så uendeligt (!) mange andre faktorer, erfaringer og valg.

Det er på mange måder smukt – det personlige blik. Det, at vi læser verden med vidt forskellige konnotationer. Bider mærke i forskellige ting. Bukker æselører på forskellige hjørner af en dag oplevet fra tilsyneladende samme perspektiv – samme bilrude eller sofapude. Men i bund og grund tror jeg også, at vi som mennesker har behov for at føle os set. Eller snarere: at føle, at andre er nysgerrige på vores måde at se på. Ligesom det omvendte forhåbentligt også gør sig gældende – nemlig en nysgerrighed på andre måder at se verden på end vores egen. En rummelighed over for alternative perspektiver.

Her kan litteraturen agere øje i surrogat – den kan fungere som en særlig linse, hvorigennem vi betragter verden med et nyt, unikt blik. Men alt afhængig af vores læsevaner kan den også ende med at blive en reproduktion af en (mere eller mindre) bestemt måde at se verden på. En spejling af noget vi i forvejen kan identificere os med.

Det er selvfølgelig normalt at foretrække nogle typer af litteratur frem for andre – hvad end det er fransk poesi, russisk gotik eller nordiske krimier – men det er også indskrænkende. Vi vælger nogle perspektiver til og andre fra.

På Slagtryk byder vi det personlige blik velkommen og forsøger at give plads til, at forskellige erfaringer og verdensanskuelser kan sameksistere uden hierarkisk rangorden. En indbydelse til ikke bare at tage plads på det næste tæppe i parkens store patchwork, men at komme helt om bag solbrillerne og ind i et andet menneskes blik for en stund.

God læselyst!

I ordets magt

Om man interesserer sig for den slags eller ej, så er det nok gået de færrestes næse forbi, at en flok mænd i øjeblikket er samlet nede sydpå for at spille bold mod hinanden. Det er nok også de færreste, som på den ene eller anden måde ikke har stiftet bekendtskab med det tilhørende drama – om det så er, fordi man har hørt noget om slave-/ migrantarbejdere, korruption, alkoholforbud, armbånd, homoseksuelles rettigheder eller en af de mange andre ting, som har været i vælten. Som ordnørd fæstede jeg mig dog ved en specifik problematik; påskriften på spillernes trøjer. En ting er, at de danske træningstrøjer med påskriften “Human Rights for all” blev forbudt, men på den belgiske udebanetrøje stod noget så harmløst som “Love”, hvilket også blev forbudt. Ja ja, regler er regler, og FIFA har et generelt forbud mod politiske budskaber på spillertrøjer, men Love, kærlighed. Har noget ord nogensinde sagt så meget, så kort, så enkelt, så ligetil? Og kan noget ord samle som netop ordet Love? Hvem kan se sig uenig i et budskab om kærlighed? Hvilken verden er vi så kommet til? Det er imponerende, hvilken effekt det rigtige, velplacerede, veltimede ord kan have.

Som ny redaktør for Slagtryk er der også kommet ekstra fokus på ord og deres sammensætningers betydning i min hverdag. I redaktionen er vi i dag fem redaktører med hver vores baggrund og smag, hvilket giver forskellige indspark i dialogerne om de indsendte bidrag, og gud ske tak og lov for det. Et tidsskrift som Slagtryk bør også repræsentere bredt. 
Personligt er mit syn på tekster nok meget farvet af, at jeg i mine teenageår læste mig igennem digteren Morten Nielsens mange breve, og tog specielt tre ting med mig derfra om tekster. 

Den første ting kommer af en beretning Morten Nielsen giver sin ven, om at han, i mangel af penge til papir til at rulle smøger af, er begyndt at tage sider i sin salmebog til formålet. Han starter med de dårlige salmer og arbejder sig langsomt igennem salmebogen igen og igen. Til sidst ender han med at sidde tilbage med en samling af kun gode salmer. 
Den gode tekst er et håndværk og skal også forstås som sådan. Det kan godt være, at man i livsnært øjeblik blev ramt af en raptus, eller man på en gåtur, måske mere i sine egne tanker end i det gråvejr, der omgav én, snublede over en tanke eller sætning, der bare føltes rigtig på alle leder og kanter – men sjældent er det første udkast det endelige. Morten Nielsen selv måtte fjerne tre strofer, før han kom ned til de fire vers, der skulle udgøre “Foraarets Horisont”, og det er nok en proces, som alle der skriver må igennem. 
Det er sjældent et kompliment, når man siger “jeg skrev dette digt i dag” og får svaret “ja, det kan jeg se”. Ikke dermed sagt, at man ikke skal vise andre sine spæde tekster, men når min bror introducerer mig for nyskrevne tekster, nye metaller og ædelstene fra minen, så ved jeg godt, at han ikke forventer, jeg falder i svime, som var det kronjuvelerne, men at det er en invitation ind i smedjen for at se et materiale under arbejde.

Den anden er, at Morten Nielsen på et tidspunkt skriver til sin ven, at det ikke skal stå på linjerne, men ligge mellem linjerne og lyse.
Det er i sig selv, om end en dejligt poetisk formulering, nok ikke videre deskriptivt. For mig handler det om en forståelse for ordenes konnotationer, eller medbetydninger, og det rum, der skabes mellem ordene. Nogen ville måske kalde det x-faktor, men det er om noget mindre deskriptivt. Der skal være noget på spil i teksten. Noget der adskiller den fra den almene dosmerseddel.

Og det leder mig til den tredje og sidste ting. Tekster skal ikke beskrive livet, men selv være liv. Vi læser meget i løbet af en dag. Nok langt mere end man lige tænker over i det moderne samfund. Størstedelen af det er dog oftest små, hurtige viderebringelser af information i messenger beskeder; “Går det”, “Det går”, “k”, små tekster til sociale posts; “On the beach. Living my best life #nofilter #nolie #witnessme”, eller artikler om storpolitiske og økonomiske apokalypser, eller Fru Hansens kattehjem, som er ved at blive rendt over ende at herreløse katte. Ofte er det ikke information vi bruger til ret meget andet end smalltalk med vennerne eller til at navigere rundt i livets racerbane uden at ramme for mange bander på vores vej rundt i svingene. Sjældent er det noget som rammer os, bevæger os. Vi får måske tilfredsstillet vores nysgerrighed eller hang til forargelse, men det er i bund og grund hvid støj. En overflod af redundans i en verden, der kontinuerligt stræber mod mest mulig entropi. Den gode tekst bryder denne bevægelse. Den villes ikke noget, nej, den vil noget. Den har et indre liv, vi kan gå på opdagelse i og lære af. Det er ikke bare noget som er i teksten. Det er ikke medbetydning, men merbetydning. 
Da jeg for år tilbage sad ved min fars dødsleje med hans hånd i min og mærkede hans puls langsomt svinde bort, sagde jeg en sidste sætning til ham. I tiden efter lærte jeg hurtigt at tale om forløbet på hospitalet, begravelsen og tiden efter, uden ham, på en måde, så jeg ikke blev følelsesmæssigt berørt af det. Jeg var jo okay. Men den sætning, den vidste jeg, at jeg skulle holde mig fra. På ingen anden måde kunne jeg skildre den kamp, som havde ledt op til den dag ved hospitalssengen, så dybfølt som med den sætning. Den foragt jeg følte ved at vide, at jeg havde løjet for mine søskende, når jeg havde sagt, at far nok skulle klare den. Den afmagt det var, at måtte lade hans kolde hånd glide ud af mit krampagtige tag, fordi jeg ikke var stærk nok til at holde ham blandt de levende. Sætningen var lige der, men aldrig måtte den bruges, for den ville fortælle for meget. “Det er okay, du må godt have lov til at gå nu”.
Jeg tror, vi alle har den slags sætninger på den ene eller anden måde. Forhåbentligt er sætninger sagt på dødslejer primært forbeholdt folk noget ældre end jeg selv, men vi møder dem fra tid til anden. For noget tid siden sagde en kær veninde til mig, at hun elskede mig – eller rettere, hun forsøgte. Vi har ofte skrevet det til hinanden, men det er mange år siden, det er sagt mundtlig. Hun stoppede, fordi hun mærkede, hvad det var, hun var ved at sige, og mærkede alle grundene til, at hun sagde det. I stedet løb en stille tåre ned af hendes kind.

Og så er vi der igen. Tilbage til kærligheden, og det forbudte ord “Love”. Det er muligt, at den danske påskrift “Human Rights for all” er mere præcis, men arbejd den ned til sin essens, og hvad står du tilbage med andet end “Love”? 
I sin akkuratesse bliver den danske tekst måske også mere snæver i sit sigte. Kærlighed kan derimod være passionen for sporten, som ikke skal besudles af pengemændenes korruption. Det kan være næstekærligheden til at give basale og fundamentale rettigheder til de arbejdere, som har blødt, svedt og døet i opbygningen af de mange stadioner. Det kan være vidnesbyrdet om den hellige kærlighed, der er mellem to mennesker uafhængigt af køn. Om noget er det måske nu, på tærsklen til hjerternes fest, at man skal huske kærligheden. Kærligheden til hinanden, kærligheden til sig selv, og kærligheden til en verden, hvor det ikke er forbudt at sige, at vi har kærlighed til hinanden.

Slagtryk søger ny forsidekunstner for 2023

Har du lyst til at være Slagtryks nye forsidekunstner? Året 2022 går på hæld, og derfor søger vi nu vores nye forsidekunstner for 2023.

Rollen som forsidekunstner består i at lave én forside om måneden. Denne vil ikke blot udgøre forsiden for vores månedlige PDF-udgivelse, men hele det æstetiske baggrundstæppe for både vores sociale medier og vores hjemmeside.

Som et litteraturtidsskrift står vores publiceringer i centrum som autonome værker, men vores grafiske udtryk er en vigtig del af læserens samlede oplevelse. Derfor er samspillet mellem disse forskellige kunstneriske udtryksformer afgørende for os.

Vi er nysgerrige efter en mangfoldighed af grafiske udtryk; rammerne er frie, hvad end det er fotokunst, maleri, tegning, grafik eller en blanding af det hele eller en form, vi endnu ikke kender til!

Rollen er som udgangspunkt ulønnet og frivillig men vi har ansøgt om midler til at kunne honorere månedligt, noget som, vi mener, er vigtigt og som vi håber, går igennem. Send os din ansøgning samt portfolio senest d. 20 november på sendind snabel a slagtryk.dk

Vi glæder os til at se din ansøgning!

Redaktionen på Slagtryk, oktober 2022

Så lærer vi det på den hårde måde

Min nabo er vred over de stigende energipriser. Det bliver alt for dyrt: hvad med varmepumpen, hvad med de dobbelte skærme hun må have, brusebadet – og nu skriver de på DR, at der også måske bliver slukket for strømmen nogle timer hver dag. Jeg indvender, at det måske er meget godt at vi lærer at tænke over vores energiforbrug. Vi har levet som grever og baroner, haft lyset tændt inde og ude, nat og dag, haft alt på standby og ikke skænket det en tanke. Så siger hun: Så lærer vi det da på den hårde måde.

Man behøver ikke engang at aktivere sin fantasi og forestille sig langt hårdere måder at tage den lære til sig, end at udgiftsniveauet stiger. Man kan nøjes med at læse om oversvømmelser i Pakistan, eller se på antallet af flygtninge fra afrikanske lande, som ikke vover liv og lemmer i alt for små gummibåde på Middelhavet fordi de tror at de kan blive rigere i Europa. De flygter for at overhovedet at have en fremtid i et land der ikke er tørkeramt – eller så ramt af udlandsgæld til rigere lande at der ikke er ressourcer tilbage til at skabe fremtidsmuligheder.

Den hårde måde er ikke, når vi rammes på pengepungen, men når konsekvenserne af vores adfærd rammer.

Det kan kun lade sig gøre at udpine og overudnytte ressourcer af alle slags hvis man opfatter sig selv som udenfor eller hævet over dem. Slaveri var fx en konsekvens af en tankemæssig konstruktion der dehumaniserede ikke-europæere. Hermed gjorde de det legitimt at sætte dem i arbejde. Den ulighedstænkning er kun til dels afskaffet. I denne del af verden må vi mennesker opfatte os selv som mere værdifulde end alle andre, også andre arter, vores behov har forrang. Ellers kunne vi ikke undlade at handle på den viden vi har om livsbetingelserne i andre dele af verden og om klodens tilstand.

Men måske er de mange kriser netop den form for ydre pres der skal til, for at vi for alvor kan udvikle medfølelsen med de dyr der rædselsslagent flygter fra skovbrande, med uddøende arter, med gispende naturområder og med mennesker som bliver ofre for klimaforandringer eller konflikt? Måske er det kriser som nu energikrisen der skal til, for at vi får en forståelse for at vi mennesker er en del af alt levende? Det føles i vores og deres åndedræt og hjerteslag, i fuglesang og flyvedyr, i alt der er grønt og vokser, i bølgerne der ruller ind og bevæger alverdens bestanddele rundt på kloden i en evig puls. Vi sidder sammen i båden over middelhavet, og vores mulighed for at finde en olivengren er at mærke samhørigheden.

På Slagtryks egen redaktion sker der også forandringer, og denne udgave er den sidste med vores redaktører Mau Lindow Tarbensen og Olivia Lyhne Broksø. Mau og Olivia har været en fast bestanddel af Slagtryk inventaret i de seneste to år og det er under deres skarpe blikke at tidsskriftet har udviklet sig til den pulserende og dynamiske litterære drivkræft som Slagtryk er i dag. Vi er kede af, at sige farvel til Mau og Olivia men vi er samtidigt begejstrede for at meddele, at redaktionen i deres sted byder velkommen til Benjamin Storm, Simone Prehn og Christine Emilie Sejersen. Vi ser frem til at fortsætte rejsen med denne nye og dygtige redaktion og vi glæder os til at udforske de mange nye veje som vi skal tage Slagtryk med ud på sammen.

Forandring og forvandling

Status quo kan være helt OK, hvis man altså ikke er et rastløst gemyt … og et online litterært tidsskrift er nødt til at være mindst en smule rastløst, tror jeg. Det må prøve nye ting af, forandre og forny sig, både for at følge med tiden, men også for ikke at blive et kedeligt rutineforetagende, som risikerer langsomt at blive glemt eller, endnu værre, med større pludselighed at blive irrelevant.  

Der er heldigvis sket meget i Slagtryk i løbet af bare det seneste halve år. Vel og mærke ikke drevet af frygten for ovenstående, men af ren og skær lyst til at forvandle og forbedre: Vi har fået nyt PDF-design, holdt en fantastisk receptionsfest for temanummeret Mennesket, klimaet og litteraturen og nu også fået en ny hjemmeside.

Denne juni måneds redaktionelle tekst kommer omkring ikke mindre
end ti forandringer, af hvilke den nye hjemmeside står for de første otte:

1) Det pink tema er lagt på hylden, og vi har fået nogle blødere, beige og orange farver i stedet.

2) Nem navigering med færre muligheder for at folde foldemenuer ud
og mindre risiko for at fare vild i en fold eller folder.

3) Mobilvenlighed. Yes, læs Slagtryk på farten uden at skulle zoome og trække og skubbe.

4) PDF-læsning direkte i browseren. Du kan nu scrolle igennem måne-
dens udgivelse uden at skulle downloade eller åbne den i et nyt faneblad.

5) Forsidearkiv. Tidligere fungerede ”print”-siden som en slags uofficielt forsidearkiv, men nu har forsiderne altså fået deres helt eget galleri.

6) Smutvej til Slagtryks Instagram i bunden af hovedsiden.

7) Bidragene i fokus. – Dette er lidt et snydepunkt, for det er ikke en egentlig forandring. Bidragene har altid været i fokus, og sådan bliver det ved med at være. Men øverst i menuen er der i hvert fald kommet hurtig adgang til nyeste bidrag og bidragsydere.

8) Patreon i baggrunden. Tidligere havde vi en knap, hvor der stod ”støt os” øverst i menuen. Det er virkelig dejligt, at der er læsere, der vil støtte Slagtryk (!), men vi har heldigvis (indtil videre) et støttebehov i den lavere ende, så det punkt er kommet ind under ”Om Slagtryk”-kategorien. Vi har dog stadig brug for vores læseres hjælp til at drive og skabe forandringer på Slagtryk, og du kan støtte med helt ned til 8 kroner om måneden.

Intet af alt dette kunne vel og mærke have ladet sig gøre uden de mange timer og det store arbejde, som Maria Steenberg har lagt i at designe vores nye hjemmeside. Vi er så glade og taknemmelige for den side, hun har lavet til os. – Og vi håber selvfølgelig, at I også vil tage godt imod den.

Der er to forandringer tilbage, og det er to, der kan involvere dig:

9) Olivia Lyhne Broksø stopper i Slagtryks redaktion til efteråret,

og

10) det gør jeg også.

Olivia og jeg har været med i redaktionen i to gode år og var begge en del af det hold, der overtog tøjlerne fra Slagtryks ene stifter, Erik Scherz Andersen. Nu er der imidlertid nye døre, der har åbnet sig for os (kun så mange døre kan stå åbne samtidig, før et gennemtræk må få en af dem til at smække i), så vi leder derfor efter redaktører, der er klar på at videreføre Slagtryk sammen med Anna Livia Boljén Lambert og Seth Marvin Andersen.

I de sidste par år har vi haft en geografisk spredt, men aldersmæssigt ret homogen redaktion. Sådan har tilfældet villet det, men vi forsøger klart at prioritere at have en så stor diversitet i redaktionsgruppen som muligt; det gør både samtalerne og udgivelserne mere interessante.

Kunne du tænke dig at tage del i det både seriøse og sjove redaktionsarbejde, kan du læse mere om stillingerne på vores hjemmeside. Efter receptionsfestsuccesen i foråret har vi fået blod på tanden, og hvis du f.eks. står med ideer til et temanummer, et oplæsningsarrangement eller lignende, så skriv meget gerne dine ideer i din ansøgning. Slagtryk er, hvad vi gør det til, og vi er altid åbne for både mindre forandringer og større forvandlinger.

–

Som altid holder redaktionen publiceringsfri og ferie fra Slagtryk i juli, så bidrag tilsendt i både juni og juli kan forvente længere svartid end normalt, mens andre henvendelser besvares i august.

Rigtig god sommer!

Mennesket, klimaet & litteraturen

Omkring 1940’erne skrev den østrigske Stefan Zweig det efterhånden bedagede værk Verden af i går. I bogens anslag lyder det om zweigs samtid, at “(…) denne alt for tillidsfulde tro på fornuften – på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt (…)”. Zweig stod på kanten til det 20. århundrede og kiggede ned i det kaos, som det bragte med sig. Den gamle verden – trygheden, sikkerheden, hjemligheden – lå bag ham, og det var ikke muligt at vende tilbage. Det, som Zweig skriver om, er krig – ikke klima. Alligevel spejles samtidens verdenskrise i hans ord. Vi står også på kanten til en ny tid. vi har heller ikke læst skriften på væggen. Og hvad tager vi os til? Vi falder tilbage på en tillidsfuld tro – præcis som Zweigs medmennesker gjorde.

‘Denne alt for tillidsfulde tro på fornuften’ kan være troen på, at der kommer en god teknologisk løsning i morgen, eller dagen efter eller om et år, og at denne løsning kan redde os ud af det rod vi har skabt med et snuptag. Regeringens hockeystavs-model er her det bedste billede. Men hvad hvis det hurtige tech-fix ikke kommer? Og hvor går vi hen med alt det andet, de andre aktører, følelser og ord og kunst, mens vi sørger over det tabte, og forsøger ikke at tabe det sidste?

Måske er de første skridt en søgen efter udviklingen af en ny kollektiv bevidsthed, som tager sine rødder i et sprog, hvis form afspejler et ønske om en naturlig symbiotisk væren i verden; et sprog, som er emanciperet fra den lingvistiske dominans, hvori nogle former for liv er rangeret højere end andre. Måske kan vi lede i litteraturen og se, om vi her kan finde et af mange rum, hvor en sådan ny bevidsthed kan tage form og spire; at forvilde os i poesien kun for at finde vejen tilbage til en sti, som leder ind i en horisont, hvor livet kan gro.

Det var med det håb, at vi i slutningen af 2021 lukkede op for bidrag til vores temanummer. Vi ville lave et nedslag, vi ville sætte en ramme; sætte den løst nok, til at der var plads til at skrive i mange retninger, ikke gøre temaet til en spændetrøje, men skabe mulighed for at finde et fælles lejde, et fælles fodfæste – ikke forstået som et fælles sted at tale fra, men et fælles sted at tale om. – Og snart lyste en mangfoldighed af litterære tilgange tilbage mod os igennem den prisme, vi havde sat op: Mennesket, klimaet og litteraturen.

Der var en slående forskelligartethed blandt de bidrag, som vi modtog. At læse dem igennem – tekst for tekst – var ligesom at holde en mangefacetteret diamant op foran sig og dreje den, se den blinke tilbage. Vi er enormt taknemmelige for de tekster, som vi har modtaget, og vi vil gerne rette en tak mod dem, der har sendt dem ind.

Antallet af bidrag vi modtog viser, at det – omend brede – emne, er noget, der optager folk. Uanset hvor fokus lå, om det var på naturen eller klimaet eller løsningerne eller de frustrerende langsomme løsninger, har vi fået tekster med stor indlevelse. Særligt tekster om naturen, menneskets naturlige habitat, er ofte skrevet med stor længsel. Måske fordi de er skrevet indenfor, måske fordi de er skrevet efter en lang dag på et arbejde, som med sit klassiske kontorfællesskabskantethed ikke har særlig meget med menneskets naturlige ageren at gøre. Derfor går de sanselige beskrivelser af naturen igen, tror jeg, fordi vi nyder at læse om en hånd, der køres gennem lange strå, og at dagdrømme os selv ind i den situation.

Andre bidrag har afbildet en dystopisk fremtid, hvor læseren kan sanse brudstykkerne af en forandret verden. De verdener, vi bliver præsenteret for i teksterne, er karakteriseret ved et fravær af liv – og især fraværet af fugle optræder som et centralt symbol på tabet af frihed. Vandet, hvad enten det optræder i overflod i en verden, der drukner eller som fraværende i en verden, der lider af tørke, er endnu et essentielt element i teksterne, som giver læseren mulighed for at træde ind i en verden, som på én gang virker fjern men samtidig nærværende.

Der er altså helt af sig selv opstået nogle udtryksformer, tankerækker og symboler, som går igen igennem udgivelsen. Organiseringen af bidragene er dog som vanligt gjort alfabetisk – vi har bevidst valgt ikke at gruppere teksterne efter tematiske eller formmæssige forbindelser. Hvert bidrag indgår selvfølgelig i en form for forbindelse med, og bliver påvirket af, de andre bidrag, men det står læseren frit for at overveje betydningen af disse forbindelser, og hvad sammenfald i form, tone og indhold fortæller om, hvordan skrivende på netop dette tidspunkt i historien opfatter menneskeartens indfatning i naturen og påvirkning af klimaet.

Endnu en gang tak til alle, der har bidraget til udgivelsen, og tak til alle, der læser med.

Kh. fra Slagtryks redaktion,
Livia, Olivia, Seth og Mau

Aliasapril

Det er april. Vejret er omskifteligt, og hvorfor ikke være som vejret, hvorfor ikke også have flere ansigter? For tiden leger jeg med tanken om, hvad jeg ville hedde, hvis jeg skulle have et alias (hvis jeg nu engang skulle blive DJ… eller digter!). Efter en ustruktureret, men grundig, research fandt jeg ud af, at der faktisk er rigtig mange forfattere, som har udgivet under pseudonym. Mange af de forfattere, som jeg læste om, havde helt almindelige dæknavne, men der var også mange, som havde fundet på noget sjovt. Et par eksempler:

• Boz (Charles Dickens)
• George Eliot (Mary Ann Evans)
• Florio (Fanny Purdy Palmer)
• Silence Dogood (Benjamin Franklin)
• Busy Body (også Benjamin Franklin)
• Lemony Snicket (Daniel Handler)

… Hvor min yndlings umiddelbart (og uden tøven) må udpeges til at være Lemony Snicket.
“What’s in a name?” spørger Juliet Capulet i Shakespeares (måske allermest) kendte stykke, Romeo and Juliet, og selv om hun giver sit svar i stykket, så vil jeg alligevel tillade mig at dvæle ved det. I må støve jeres gamle Shakespeareantologi af, hvis I hellere vil have Juliets svar.

Det må antages, at der findes flere årsager til at gemme sig bag et pseudonym. Den første og mest oplagte er, at man ikke kan udgive sine værker i sit oprindelige navn, fordi man i det tilfælde ville blive enten overset eller problematiseret (jeg tænker her på kvinder, der har taget sig et maskulint klingende alias for at undgå, at deres litteratur blev fravalgt på baggrund af deres køn).

Den anden – mindre oplagte – årsag er, at man simpelthen ønsker at tage en smule pis på omverdenen (Lemony Snicket, det er dig, jeg tænker på): det er simpelthen for kedeligt at være Hr. Eller Fr. Andersen, når man kan være Hr. Boz eller Fr. Busy Body.

Som jeg sidder her og skriver denne måneds redaktionelle tekst, falder der mig en ny årsag ind: Man kan også været havnet i en situation, hvor man har forfattet et tekststykke, hvortil ens navn simpelthen ikke passer. Jeg studerer til daglig økonomi på Københavns Universitet – et studie, hvor sproget reduceres til rå formidling af information. Alle metaforer, alle stilfigurer – alt, der spræller og gør en tekst levende – det skal luges ud, som var det ukrudt i en prydhave. Min gamle underviser plejede at tegne blomster i marginen på mine opgaver. Ikke fordi fordi opgavens sprog var fængende. Nej – det var, fordi jeg havde gjort mig skyldig i at begå en sprogblomst. Sproget var for spirende og for lidt to-the-point (hvilket for resten er lidt af en præstation, for det er ikke nemt at skrive med indlevelse om kronekrisen).

Denne redaktionelle tekst skrives ud fra, hvad der sejler rundt i mit hoved, og det gør den på en måde til min egen. Men i det øjeblik jeg underskriver mine opgaver, føler jeg ofte, at de er skrevet af en anden. Her ville et alias næsten være rart at have (Boz, ligesom Charles Dickens, måske? Det ville jeg stensikkert få en blomst i marginen for).

Når man så er afklaret med, at man ønsker sig et alias, så skal man til et finde på et. Her er det vigtigt, at man ikke jagter sit alias: det skal komme frivilligt til en, ligesom en slags mini-epifani. Præcis ligesom et digt kommer til Søren Ulrik Thomsen. Jørgen Leth lavede engang en dokumentar om Søren Ulrik Thomsen (tænk, et fedt alias: SUT). Det er på alle måder en meget stemningsfuld film, spækket med de bedste Lethske stillbilleder: ravne, der flakser op fra et træ; regn, der siler ned ad glasflader; kaffe, der snurrer rundt i en kop og endelig – SUT selv, siddende på mageligste vis i sin chesterfieldlænestol. Mens han sidder der, hører man en speak, indtalt af Søren Ulrik selv. På speaken lyder det: Når jeg skal skrive et digt, så lader jeg teksten komme til mig. Jeg jagter ikke digtet – jeg er en sø, og jeg lader digtet stige op i mig. Smukt sagt, sut! (og hvis man et kort øjeblik konkretiserer metaforen: hvad stiger op i en sø? Er der andet end de små iltbobler, som algerne danner, når de fotosyntetiserer?).

Jeg vil lade dette være en opfordring. Forestil jer, at I er søer (eller damme, vandhuller eller stille åer, hvad I nu føler jer som), og at jeres alias ligger dernede på bunden, pakket ind i grønligt dynd. Det er et spørgsmål om tid, før det river sig fri og stiger op til overfladen som en lysende boble af ilt. Så er opgaven bare at række ud … og tage det!

Noget andet, som blev rakt ud og taget, det var mikrofonen til det lanceringsevent, som løb af stablen i Kulturhuset på Islands Brygge d. 1. april. Her havde vi – os fra Slagtryk, hey! – fornøjelsen af at invitere til udgivelse af vores temanummer Mennesket, Klimaet og Litteraturen. 16 forfattere var repræsenteret i det temanummer, ti af dem kom og læste deres tekster op, og vi fire redaktører kunne ikke have ønsket os mere. Tak til jer, som kom, læste og lyttede!

Efter oplæsningerne pluggede det upbeat (og megafede) band VAKT deres guitarer in og satte toner på aftenen. Alle kender følelsen af en flad livekoncert, men tro mig, med VAKT på scenen kunne den følelse ikke ligge længere væk. VAKT skal I helt klart lytte til, hvis I ikke kom til arrangementet og hørte dem der.

Peace out!

– Anna Livia AKA Sascha Slinkova, Erik Skærild Hede, Isak Andersson eller Alma Estray