Kulturen i politikernes hænder

Under den første lockdown udtalte daværende kulturminister Joy Mogensen, at hun “syntes det var upassende at tale om kultur nu”. Det på trods af, at kulturbranchen blødte, og at en af landets fattigste grupper er prekariatet i den usikre kulturbranche. Denne gruppe af mennesker er ikke ‘den klassiske arbejder’, og der er formentlig ikke mange stemmer at hente i dem for socialdemokratiet. Og måske er det derfor, at deres arbejds- og eksistensvilkår hverken stod eller står øverst for regeringen. Særligt en mærkeligt, fordi det i corona-pandemiens værste måneder var netop lige der, at vi havde ekstra meget brug for kulturen. Kultur, som rakte ud over Philip Fabers fællessang. Alligevel er der blevet investeret noget i kulturen, og det ‘noget’ er for mig en ukendt størrelse. På finansloven finder vi nemlig ‘Kulturens Analyseinstitut’, som har fået tildelt fire millioner kroner i 2022 og 8 millioner kroner årligt i 2023-2025. Instituttet skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel blandt andet med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser. Derfra viser instituttet sig også at være en lidt ukendt størrelse for mere eller mindre alle andre, et work in progress, som det er.     Det fortæller Lasse fra Kulturministeriet mig, da jeg ringer. Det vi ved, er, at Kulturens Analyseinstitut etableres som et uafhængigt institut. Aftalepartierne har nu haft møder med kulturlivets interessenter, og så er næste skridt, at kulturministeren nedsætter en bestyrelse, som efterfølgende udpeger en direktør. Så er vi ligesom i gang. Det er ikke til at sige helt konkret, hvordan litteraturen vil være at finde i instituttet, for det kommer selvsagt an på, hvad instituttet beslutter sig for at undersøge og fokusere på. Men i hvert fald har Danske Biblioteker, Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Kunstnerråd været en del af dialogen. Det, man bedst kan sammenligne analyseinstituttet med, er Idrættens Analyseinstitut, som også er at finde under kulturministeriet. Idrættens Analyseinstitut har til opgave at skabe overblik over og indsigt i idræt og folkeoplysning nationalt og internationalt, og analysere konsekvenser af og perspektiver ved politiske initiativer i forhold til idræt.      Det er ikke umiddelbart muligt for interesserede privatpersoner at få indflydelse, før instituttet er oppe at køre, men jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad de kan bidrage med. Derfor: Betragt dette som et stykke folkeoplysning. Men brug det også gerne som en anledning til, at tænke over hvad det er kulturen skal kunne, hvad den gør for mennesker og for samfundet, og hvordan vi bedst understøtter kulturen og de mennesker der bærer den. For med oprettelsen af Kulturens Analyseinstitut ser det ud til, at man fra politisk hånd i en eller anden grad begynder at tage kulturens rolle i samfundet mere alvorligt. På redaktionen har vi nu længe talt ned til lanceringen af vores temanummer ‘Mennesket, Klimaet & Litteraturen’, og nu er det lige om lidt! Vi har fået sindssygt gode bidrag ind, og på selve aftenen kan I glæde jer til at høre Clara Lykke Broe, Anne Katrine Bagai, Signe Kierkegaard Cain, Mikkel Roosevelt Hertz, Tobias Ole Wolthers, Antonius Dalsgaard, Mathilda Printzlau, Mikkel Vejle, Dorthe Maja Løwe, Anna Møller og Iben Indra Dons læse op. Efterfølgende vil bandet VAKT spille, og der vil være vin og smukke værker af vores forsidekunstner Ella Koppel. Husk at booke din gratis billet her. Og så kan du også stadig nå at sende en ansøgning til at designe Slagtryks nye hjemmeside. Der er rimelig frie rammer, et budget på 10.000 og deadline for ansøgning er den 15. april. Læs mere om hvordan du søger her.

Slagtryk skifter ham og inviterer til lanceringsfest

1)

I midten af februar fandt jeg ramsløg i skovbunden. Riis Skov i Aarhus bliver hvert år fuldstændig dækket af den kraftiggrønne løgplante. Det var i samme uge, som vintergækker og erantis dukkede op under æbletræet i fælleshaven. Er det nu, det bliver forår? Ugen efter gled jeg i sneen, mine støvlesnuder er utætte, jeg har købt en forårsjakke og en gul, ærmeløs kjole, vanterne skal af og på, det er muligt og så umuligt at sidde ved et udendørs cafébord: Én retning med mange udsving. Det er svært for de solhungrende at klæde sig rigtigt på, og jeg er en af tusinder, der derfor sjældent undgår forårsforkølelsen.

Da jeg i januar satte mig ned for at give Slagtryk nyt tøj på, var det med henblik på at gøre tidsskriftet klar til hele året. Mens vejret på bedste og mest irriterende vis påvirker mennesket, udgøres en – udelukkende glædelig – omskiftelig faktor i Slagtrykuniverset af månedens forside. Forsidernes påvirkning på tidsskriftets udseende er nu blevet større, idet deres farvepalette videreføres til baggrunde og tekst. Farven på bidragsydernes navne skifter således fra måned til måned. Derudover har vi endelig fået en bagside, bestående af en halvtransparent spejling af forsiden. Ændringerne træder i kraft samtidig med, at vi byder velkommen til Slagtryks nye forsidekunstner, Ella Koppel. Koppels kunst har derfor givet inspiration til det nye PDF-design.

Forsøget på at skabe en symbiose mellem forsider og indhold, følges af andre ændringer. Den vigtigste er, at tekstbidragene nu i helt bogstavelig forstand er i øget fokus: Skriften fylder simpelthen mere på siderne, og korte digte kommer ikke længere til at svømme i oceaner af hvidt. Tanken med det nye tekstlayout er både at lade bidragene påkalde sig mere opmærksomhed og at gøre PDF-udgivelsen mobilvenlig.

Slagtryks nye ham er mere spraglet end den gamle. Jeg håber, I kan lide den og synes, at den passer til den slange af skrift, der som altid udgør livet indeni.

2)

Foruden det nye PDF-design, pønser vi også på at give hjemmesiden en tiltrængt makeover. Vi søger derfor en hjemmesideudvikler, der vil påtage sig opgaven inden for de rammer, som vores økonomi tillader. For ikke at (gen)skrive et helt jobopslag, vil jeg henlede interesserede til opslaget på slagtryk.dk.

3)

Mens jeg skriver denne tekst, skinner solen udenfor. Der er knopper på buske, som jeg bilder mig ind at kunne artsbestemme, så snart bladene folder sig ud. Jeg tænker på de sandaler, der giver mig vabler under fødderne, men der er alligevel noget tid til, at dette let-løsbare sommerproblem bliver aktuelt. Der er i hvert fald en begivenhed forinden, som vi på redaktionen ser meget frem til:

Den 1. april afholder vi i samarbejde med Kulturhuset Islands Brygge lanceringsfest for det første temanummer under den nuværende redaktion: Mennesket, klimaet og litteraturen. Vi fik ekstraordinært mange fine og vilde bidrag og talte i redaktionsgruppen om, hvordan et godt gammeldags benspænd kan give endnu mere koncentrerede og gennemarbejdede tekster.

Til lanceringsfesten vil der både være oplæsninger ved bidragsydere, udstilling ved Ella Koppel og livemusik, så I er garanteret en god aften. Tilmelding er ganske gratis.

Hele redaktionen glæder sig til at se jer og håber, at I kommer godt ind i foråret.
Kh.

I Sapfos fodspor

Jeg er rejst til øen Lesbos i det Ægæiske Hav på udkig efter et lille hvil fra den travle Athenske metropol, som jeg kalder mit hjem. På færgen falder jeg i snak med en ældre græsk herre, som fortæller mig, at man bedst lærer Lesbos at kende ved, til min store overraskelse, at læse Sapfo; en antik lyrisk digter hvis død er dateret til 579 f.Kr.

Der er noget fascinerende ved dette, at en ø er kendt for sin digter. For hvad siger det om et sted og dets folk, når historie, selvidentitet og poesi er så tæt forbundet? Med disse tanker i baghovedet, er jeg rejst i Sapfos fodspor for at prøve at spore den antikke digtnings betydning og indflydelse på vore dages moderne Lesbos.

Sapfo var antikkens vigtigste kvindelige lyriske digter. Kendskabet til hendes lyrik strakte sig langt over det territorium vi i dag kender som Grækenland, og Platon refererede til hende som den tiende muse. Sapfo er ofte portrætteret med en lyre, da lyriske digte blev fremført som sange, højst sandsynligt til bryllupper og religiøse ceremonier. Hendes lyriske digte menes at have udgjort ni bind, hvoraf der i dag kun eksisterer ét fuldstændigt digt, En Hymne til elskovsgudinden Afrodite, samt større og mindre fragmenter af tekststykker. Sapfos hymne til Afrodite er hendes mest kendte digt, som introducerer det centrale tema om fri kærlighed og erotik, særligt mellem kvinder, som gennem historien både har gjort hende til en forhadt og bandlyst digterinde, men også en elsket, beundret og central skikkelse i den vestlige litteraturhistorie.

Da jeg træder ud i Mytilini, er det straks tydeligt, at Sapfo stadig er en central skikkelse på Lesbos. Det første sted, jeg ankommer til, er Sapfos Plads, Mytilinis hjerte, hvor en gruppe unge hænger ud og ryger cigaretter foran en hvid stenstatue af Sapfo med sin lyre; den højeste bygning ved pladsen er Hotel Sappho, og foran denne er der er et muralmaleri af Sapfos ansigt malet på ruinen af en efterladt bygning. Navnet Sapfo er over det hele i Mytilini: Hoteller, rejsebureauer, caféer, ejendomsmæglere. Sapfo er blevet markedsliggjort; navnet er blevet et brand, et salgs kneb som skal tiltrække en form for alternativ turisme og være med til at forbedre Lesbos’ omdømme, som i de seneste år i stigende grad er blevet forbundet med bådflygtninge og en urolig politisk situation med naboen, Tyrkiet. Statuer af Sapfo findes langs kysten ved siden af høje, hvide kristne kors og et hav af andre statuer, der hylder græsk nationalisme og uafhængighed fra Det Osmanniske Rige. Sapfo som et symbol på en ophøjet europæisk kulturånd kan ikke ignoreres i en anspændt græsk-tyrkisk geopolitisk kontekst med stigende nationalistisk retorik og konflikteskalering. Men med denne appropriation af Sapfo som symbol, er noget af den historiske Sapfo gået tabt. Hun var elsket i sin samtid og kendt for sine digteriske færdigheder, men hun var også en kontroversiel figur, særligt i sin eftertid hvor hendes tekster betragtes som subversive og endda farlige for moral og tradition. I middelalderen beordrede den katolske kirke, at alle hendes bøger skulle brændes, og gennem historien har magtfulde mænd, som ikke brød sig om en så rebelsk og fremtrædende kvindelig skikkelse indenfor den litterære tradition, forsøgt at portrættere hende som en prostitueret, der udelukkende optrådte i drikkeklubber for mænd, eller, som i tilfældet med muralmaleriet i Mytilini, forsøgt at underspille hendes seksualitet ved at male Sapfo som en grædende kvinde. Denne udbredte, men historisk udokumenterede, portrættering fortæller historien om, at hun tog sit eget liv ved at kaste sig ud fra en klippe på grund af ulykkelig kærlighed til en rig og berømt sømand.

En anelse skuffet over Sapfos nuværende eksistens som merchandise og brand, er jeg rejst til Sapfos fødeby, Eressos, for at se, om der er noget tilbage af denne subversive, rebelske digterinde. Og netop Eressos, viser det sig, har mere end noget andet sted været med til at sætte Lesbos og Sapfo på verdenskortet. Siden 2000 har en non-profit organisation ved navnet Sappho Women organiseret den årlige International Eressos Women’s Festival, en LGBTQ+-venlig festival, som hvert år tiltrækker deltagere fra hele verden. Selvom denne festival uundgåeligt også er en del af et turistorienteret Sapfo-brand, så er denne kvindefestival måske det tætteste, vi kommer på at finde Sapfos oprindelige ånd på Lesbos i dag. For hvis vi vil prøve at begribe, hvorfor antikke digte skrevet for 2.500 år siden, stadig læses og vækker resonans i dag, kan vi ikke overse Sapfos betydning for den vestlige kvindelitteraturhistorie. Hun er ikke kun den første kvindelige græske digter, vi kender til; hun er praktisk talt den eneste. Hun var en fremtrædende og respekteret offentlig figur, spillede en central rolle i lokalpolitik og skrev og digtede om at være kvinde, i en historisk kontekst, hvor ingen andre gjorde dette. Den historiske reception og de reaktioner som Sapfos tekster affødte, er centrale for at forstå den vestlige litteraturhistorie. Uanset hvordan man læser Sapfo som historisk person, er hendes poesi noget af den fineste lyrik, vi kender fra antikken.

Kærligheden for god lyrik har heldigvis overlevet Sapfo, både hos læsere og forfattere, og også i dette nummer af Slagtryk kan du finde elementer af det formfulde billedsprog og de maleriske detaljer i de skrevne ord, som karakteriserede Sapfos digtning.

Det kommende år bliver også et spændende år for Slagtryk. Vi kommer til at udgive et særnummer med klimalitteratur i foråret, som du stadig kan nå at sende dit bidrag ind til (deadline er rykket en måned til 15. februar). Der vil også være en udgivelsesfest, så hold øje med Slagtryks kanaler for mere information om det! Derudover bliver det forhåbentlig året, hvor Slagtryk får en ny lækker hjemmeside, som de gode tekster fortjener. Sidst, men ikke mindst, glæder vi os til at præsentere jer for vores nye forsidekunstner i 2022. En kæmpe tak til Jo Loui Borup for de flotte forsider i 2021. Vi glæder os til at følge din kunst fremover!

Vi er glade for, at I vil læse og skrive med, og vi ser frem til også at dele det kommende år med jer i litteraturens tegn. Godt nytår!

November 4 ever

Mit første møde med november i en tekst var i digtet året har 16 måneder af Henrik Nordbrandt. Det lyder sådan her:

Året har 16 måneder: November december, januar, februar, marts, april maj, juni, juli, august, september oktober, november, november, november, november

Essensen af regnvådskold, mørk og uendelig right there. November er (helt reelt) en gråzone, hvor det ikke rigtig er varmt, men det er heller ikke rigtig koldt. Det er en slags parentes i årshjulet, skudt ind mellem sensommer og jul, og der sker ikke rigtig noget i november (udover Mortens aften – men hvem var Morten egentlig og hvorfor skal han fejres?). Dagene flyder over i hinanden og der er laaaang tid til 1. december.

Som Alex Turner synger I “Snap out of it”: forever isn’t for everyone / is forever for you? No thanks, ikke hvis det handler om et forever i november.

Den sang er i øvrigt anbefalelsesværdig, og det er måske særlig relevant at anbefale musik til hinanden nu, for en god måde at humørregulere sig selv på er ved at lytte til musik.

Netop dette talte jeg med en ven om forleden. Vi havde sat os ned på en bar, og vi talte om, hvor udsat man er, når man er sæsonafhængig. Sommeren med lyset, den går så hurtigt, og det er så let at være udendørs. Når det er november, og incitamentet til at bevæge sig udenfor er reduceret til dagligdags gøremål (cykle til arbejde, hente mælk, hente bøger på biblioteket osv. osv.!), så tones humøret automatisk ned. Men her skal musikken redde os: min ven og jeg talte os frem til, at musik har sådan en stærk effekt på éns humør, at man i novembersituationer skal huske at lytte til det, som kan give energi. Jeg synes i hvert ikke, at der findes noget som at jazze hjem fra skole til Sweet about me af Gabriella Cimli (lyt til den!). At cykle missilhurtigt, mens Titanium brager derudaf i ørerne er heller ikke værst.

Min ven og jeg fik ikke talt om den musik, som er trist, men jeg synes også, at den er værd at nævne. Mange Gen Z’ere vil måske kende den meme med bålet og benzinen, og sådan er det netop:



man hælder noget trist musik på sit humør, det flammer op, og så har man lidt mere overskud bagefter, når det hele er brændt ned. Works like a dream.

Men ikke alting er gråt: om lidt er det noget andet, der kommer til at fylde: duften af tændstikker og appelsiner, nelliker og varm te. Det er næsten december, og solvhverv igen, hvor døgnet vender og vokser tilbage i lyset.

Tidsskriftet som springbræt, legeplads og læringsplatform

I starten af oktober læste jeg for første gang egne tekster op for et publikum. Det var til en festival i universitetsregi, hvor jeg og forfatteren Hans Peter Madsen var inviteret tilbage til det trygge campusområde på Kasernen i Aarhus, hvor vi begge havde vores daglige gang som litteraturstuderende fra 2015-2020.

Lykkeligt blændet af lyset, der var rettet mod scenen, læste jeg mit langdigt i to dele højt for tilhørerne; kun anet som uklare omrids og mørke plamager på stolene. Efter nedtrædningen fra podiet ramte lettelsens rus. Den eksalterede følelse, der kan følge i kølvandet på noget, man næsten ikke tør, men frygtelig gerne vil og altså gør alligevel.

Da også Hans Peter havde læst op, blev vi begge inviteret op på scenen. Denne gang til en sofabænket samtale om, hvordan man skaber sig jobs i kulturbranchen efter endt uddannelse. Jeg gled af på den muligvis underforståede forventning om, at vi skulle tale om lønnet arbejde. Jeg fortalte i stedet om Slagtryk, samt sagde et par ord om, hvad litterære tidsskrifter kan i sammenligning med bogudgivelser.

Jeg fortalte, at jeg opfatter litterære tidsskrifter som seriøse foretagender, der fungerer som litterære eksperimentarier – og at det på ingen måde er to ting, der modsiger hinanden. Det er her, man kan sende tekster i proces ind, tekster, der ikke passer ind i et større tekstkorpus, tekster til tiden og tekster uden for den. Nødvendige tekster, der mangler et sted at være; der kræver at blive læst.

De litterære tidsskrifter er som seismografer, idet de kan vise, hvad der rører sig i vækstlaget i dansk litteratur netop nu – hvilke genrer, temaer og stilarter, der er oppe i tiden, og hvordan eksisterende ditto kan brydes, fornyes og gentænkes. Eller som tidligere redaktører på Slagtryk har formuleret det:

Tidsskrifter er et sted, hvor forfatterskaber begynder, eller hvor læseren finder mellemregninger og sidespring fra forfatterskaber, der allerede er etableret.

Citatet stammer fra temaet I Slagtryk før værkdebut, der opdateres flere gange årligt med debuterende forfattere, som tidligere har været publiceret i Slagtryk. Nogle gange kort tid før deres værkdebut, andre gange mange år forinden, som det for eksempel er tilfældet med Ingrid Nymo, der debuterede med Kloster på Forlaget Kronstork her i 2021, mens Nymo første gang var trykt i Slagtryk ti år tidligere, i 2011.
 
Litterære tidsskrifter er kort sagt både læringsplatforme og legepladser. De er oaser eller åndehuller, der frembyder sig i en forfatters skrivepraksis; de er trykventiler og litterære mødesteder. Et tidsskrift kan godt fungere som en trædesten i et spirende forfatterskab. Men tidsskriftet er andet og langt mere end det – det har sit helt eget økosystem.

Litteraturen som en lonely planet-guide deluxe

Jeg har fornøjelsen af at opholde mig i Italien de kommende måneder. På en vingård uden for Siena, som dyrker Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot. Og så lige i tid til høsten! Det er første gang, jeg er i Italien, men heldigvis har jeg litteraturen med mig som guide. Både til kulturen, men også som en reel guide til det område, jeg befinder mig i.

Den mest kendte litteraturguide til en by er formentlig James Joyces Ulysses, som tager læseren på en detaljeret tur gennem Dublin, men også Ernest Hemingways A Moveable Feast kan stadig bruges som stringent guide på en tur rundt i Paris. Christopher Isherwoods Goodbye to Berlin havde jeg med mig, da jeg flyttede til Berlin på jagt efter en god fest efter gymnasiet. Derfor nød jeg særligt fortællingen om Sally Bowles, der også er inspirationskilde til musicalen Cabaret. Da jeg senere flyttede til Skotland, havde jeg Robert Burns’ højsang om både modige Jakobinere og det højland, de kæmpede for, med mig.

Nu er jeg her, med en frygtelig sparsom viden om både Italien og italiensk litteratur. Heldigvis er der hjælp at hente. De fleste italienere har i løbet af deres uddannelse læst Alessandro Manzonis Promessi Spoti (The Betrothed), og sikke en banger so far! Den er skrevet i første del af 1800-tallet, foregår i det spansk-besatte Lombardiet i 1620’erne og er Manzonis store kulmination på sine interesser indenfor litteratur, historie (wow, der er meget historisk afklaring, men skrevet så let, at det nemt glider ned), og en seriøs katolsk vækkelse. Intet vidste jeg om italienske prinser og fyrstedømmer, italiensk 1600-tals lovgivning på ægteskabs- og ejendomsområdet, bravos (en slags vagabonder, som kan hyres til ret beskidt arbejde), eller livet som munk i perioden. Endnu har jeg meget at lære, men heldigvis har jeg stadig 400 sider tilbage af bogen. Det er noget af en moppedreng, som forfatteren i øvrigt genskrev på “toscansk” 20 år efter, den udkom, efter først at have skrevet den på en blanding af de dialekter, som gav mening for karaktererne. En anden prins, Tomasi di Lampedusa, har skrevet Il Gattopardo (Leoparden), der først udkom efter hans død i 1958, og som handler om en prins i 1860’erne, der må gøre op med sig selv, hvorvidt han må give sig hen til forandringens vinde eller forsøge at bekæmpe dem. En tilstand Italien virker til ofte at befinde sig i. For at tage mig med tilbage til krigen i Italien (og her i Toscana, hvor jeg bor), læser jeg Iris Origos War in Val d’Orcia – hendes dagbog fra 1943-44. Og så læser jeg selvfølgelig Frances Mayes’ Under the Tuscan Sun. Det er med den helt store fare for at blive frontrunner på live-laugh-love-segmentet, men man kan slet ikke undgå at blive fortryllet af hendes beskrivelser af mennesker, landskaber, planter og MADEN! Man får lyst til at styrte ned til den lokale grønthandler og give sig i kast i køkkenet. Hvilket jeg så gør.

Jeg er naturligvis meget begrænset af mit ringe italienske, som gør, at jeg er nødsaget til at læse på engelsk. Derfor kan jeg også kun læse italienske værker, som er så store, at de er oversat. Eller, hvilket der også er meget af, udlændinge der skriver om Italien og italienerne. Af samme grund har jeg også en snigende fornemmelse af, at jeg misser de helt særlige perler. Så kan man jo heldigvis drømme om at komme igen en anden gang, måske når jeg har taget italiensk på aftenskole et par år. Eller giver mig helt hen til idéen om selv at købe en vingård, hvilket helt sikkert er mere romantisk i teori end i praksis.

I redaktionen genstarter vi efter sommerferien med nye kræfter. Byd velkommen til Anna Livia Lambert, Uzma Akbari og Seth Marvin Andersen – vi glæder os til at læse sammen med dem! Et stort tak til Astrid Kjær Olling for hendes arbejde på redaktionen det sidste år, og held og lykke på forfatterskolen i Bergen. Vi glæder os til at læse mere fra hendes hånd.

Redaktøren som litteraturens jordemor?

I en kommentar i Weekendavisen #14 skriver skribent og redaktør Kathrine Tschemerinsky:
Med fremkomsten af sociale medier troede vi, at behovet for redaktører forsvandt. Det var frisættende ikke længere at blive forstyrret og begrænset af en autoritetsfigur, der blokerer os med et word-dokument fyldt med overstregninger og kommentarer. Men redaktør er ikke kun en stillingsbetegnelse, det er også ideen om, at forbedring sker gennem samtale, en samtale, der pr. definition er kritisk.
Kommentaren handler om sproget på sociale medier, men pointen er også relevant for os, der arbejder med litteratur online, hvor vejen fra modtagelse af et bidrag til publicering er langt kortere, end i både fysiske tidsskrifter og på forlag. Ofte går der kun få dage, fra et bidrag antages af en af os redaktører, til det lægges op på siden. Alligevel sker det næsten altid, at teksten i nogen grad når at ændre karakter i løbet af de dage.

Jeg er enig med Tschemerinsky i, at vi må arbejde aktivt for at undgå degenerering af sproget ved at insistere på nødvendigheden af både at kunne modtage og give sproglig kritik – i den konstruktive betydning af ordet, der både kan tage form af åbne spørgsmål, fingerpeg, håndsrækninger og redningsplanker.

Her i Slagtryks redaktion er den kritiske samtale (i et tilfældigt, glædeligt sammenfald med forårets komme) for alvor begyndt at blomstre. Vi diskuterer ivrigt bidragene og skriver frem og tilbage om ændringsforslag.

For at kunne give god kritik, gør vi først og fremmest vores bedste for at forstå en tekst på dens egne præmisser. Det vil sige, at vi gør vores bedste for at sætte parentes om vores personlige præferencer og idiosynkrasier, for at kunne forholde os åbent og nøgternt til det indtryk, teksten gør, med det udtryk, den har. Herefter løfter vi blikket og overvejer: Vil nogle justeringer i udtrykket få tekstens helhed til at stemme bedre overens med de strenge, der allerede slås an; med tematikken, med stemmen og tonen? Bliver teksten stærkere af, at visse ord udelades, den sidste sætning streges, et par kommaer flyttes?

Når vi arbejder med litteratur, arbejder vi med, hvordan man indfrier eller befrier et allerede iboende potentiale. Som redaktører søger vi hverken at hæve os op over tekst eller forfatter, men at imødegå, sensibelt og tentativt, med en fast overbevisning om, at alting i en tekst er betydningsfuldt, om det så drejer sig om syntaks, grammatik, ord- eller formuleringsvalg.

Med en metafor kan man måske derfor sige, at teksten er forfatterens, mens redaktøren er dens jordemor. Man kunne dog også argumentere for, at den slags metaforik er fjollet og unødvendig, når budskabet allerede er gået klart igennem … Hvad synes du?

Til sidst vil jeg gerne opfordre alle skrivende læsere til at skabe eller deltage i skrivefællesskaber, hvor I modtager kritik på egne tekster og giver kritik til hinanden. På Slagtryk giver vi ikke begrundede afslag, men helt sikkert er det, at et afslag ikke bør ses som en afvisning, men derimod som en opfordring til at arbejde endnu mere med skriften – og her kan et skrivefællesskab være virkelig givende. Ligesom én fugl i hånden er bedre end ti på taget, lærer man utvivlsomt mere af at få respons på én sides tekst end af at skrive ti sider direkte til skrivebordsskuffen.

Som altid: Af hjertet tak for at betro og berige os med jeres bidrag.

*

Nye redaktører Det er med lige dele begejstring og taknemmelighed, at vi ønsker Klara Li Scheutz og Shosha Raymond velkommen i redaktionen! Klara har en kandidatuddannelse i kunsthistorie v. Københavns Universitet, hun har gået på Gladiators 1-årige forfatterskole og har tidligere arbejdet som formidler på kunstcentret CC og som redaktør og skribent for kunstmessen CHART. Shosha debuterede som forfatter i 2018 med kortromanen Stillezone på Forlaget Gladiator. Hun har desuden arbejdet med litteratur i kraft af bl.a. foredrag, oplæsninger og redaktionel feedback på højskoler.

Patreon I starten af april fik vi Slagtryks Patreon sat på skinner med to oplæsningsvideoer. Støt Slagtryk og få adgang til tre fede oplæsninger hver måned! Pengene går ubeskåret til at afholde litterære arrangementer, samt til at forbedre Slagtryks online platform.  

Om at udgive tekster som singler

I februar skrev jeg om, hvordan ny teknologi kan skade bogmarkedet. Hvordan nethandel lukker boghandlere i Tyskland og truer det danske bogmarked. I dag vil jeg i stedet vende blikket mod, hvordan ny teknologi kan være gavnlig og åbne bogformatet op. Eller måske rettere skille formatet ad og tænke tekster mere adskilt, som selvstændige værker, ligesom man ofte gør med sange – og ligesom vi i Slagtryk gør ved at udgive tekster løbende.

De første bøger lignede ret meget de bøger, vi har i dag: en samling sider omsluttet af bogbind, som man læser fra den ene ende til den anden. Musikformater derimod, har skiftet meget gennem årene, fra vokscylinderer til plastikdiske. Når formatet skiftede, mødte musikken et nyt benspænd, som samtidig gav muligheder. For eksempel gjorde vinylen, at man tænkte en plade inddelt i A- og B-sider. Og CD’en gjorde det muligt at lægge et usynligt hidden track ind, til dem der lader den spille længe nok, efter sidste nummer er sluttet.

Nu er det litteraturen, der møder et stort formatskifte, til det digitale. Den overgang er en mulighed for at gentænke det klassiske kronologiske sideforløb, som bøger som regel har. Her kan litteraturen lære af, hvordan andre kunstformer har tilpasset sig. Man kunne for eksempel overføre musikkens singler og mixtapes til litteraturens verden. Nogle artister vælger at udgive sange fra et kommende album drypvis, før det hele udgives. På samme måde kunne tekster udkomme online i singler, der til sidst samledes til en e-bog. Dem, der er ivrige efter at læse samlingen, kan få den på forskud, og dem, der er mere forbeholdne kan nøjes med et par hit-tekster. Det ville sætte de enkelte tekster fri fra bogen eller tidsskriftets udgave.

Når tekster er løsrevne, giver det også mulighed for at sammensætte dem på ny, ligesom man gør med sange i playlister. Der findes selvfølgelig allerede antologier og forfatterskabsudpluk, men det er ikke så almindeligt, at læsere selv sammensætter tekster på kryds og tværs. En bog lægger ikke op til den måde at sortere tekst på, som Spotify gør for sange. Forestil dig at læse litteratur på en platform, der indbyder til, at man smækker en række tekster sammen til en ven som et mixtape med personlige anbefalinger. Eller selv samler en mappe tekster, som man synes bruger et særlig spændende greb. Helt uden at skulle finde kopimaskinen og klippe-klistre-grejet frem. På den måde kan litteraturen bruge nogle af de rammer, som allerede giver liv til musik.

Noget andet, som poesien kunne lære af musikken, er den måde, folk omgås yndlingssange på. Jeg bliver ved med at vende tilbage til sange, som påvirker mig emotionelt, mens jeg tilgår digtsamlinger som en helhedsoplevelse. Det er skønt at høre et album fra ende til anden, men jeg nyder også at høre mine yndlingsnumre for sig selv. Det tror jeg til dels har at gøre med, at jeg tænker sange mere adskilt fra albums end digte adskilt fra digtsamlinger. Men sådan behøver det ikke at være.

Litteraturen behøver ikke at nøjes med at lære af musikken, den kan også mødes med musikken. Når tekster bliver digitale, bliver det nemmere at blande kunstformer sammen. Indimellem modtager vi bidrag, som gør netop det. Se for eksempel Marie Triers fine oplæsningsvideo, eller gå ind på vores Patreon, og hør den oplæsning, Havhus lavede sidste måned.

—

På vores Patreon udkommer der hver måned oplæsningsvideoer. De koster kun seks kroner, og pengene går til at holde events – også uden for København!    

Nej tak til algoritmedrevne bogvalg

I morgen åbner boghandlerne igen, sammen med de fleste andre butikker. Nedlukningen har ændret mange af vores vaner – også vores læsevaner. Ifølge en undersøgelse foretaget af Saxo, læste 33% af de adspurgte mere i foråret 2020 end tidligere. Vi læser også mere digitalt, både flere lyd- og e-bøger.

Når man søger efter en bog på nettet, er det tit Saxo, der kommer op som det første resultat. Om nogle år er det måske Amazon. Jeg vil gerne slå et slag for at tage en omvej ind til forlagenes egne hjemmesider. Især når man handler bøger, der udkommer på de helt små. I Danmark har vi netop haft et boom af nye mikroforlag. Antallet af små, kunstnerisk funderede forlag er steget de sidste ti år. Sådan et mylder er ikke set siden 70’erne. Den diversitet er værd at værne om.

I maj sidste år indgik Gyldendal en aftale med Amazons datterselskab Book Depository. Det er deres først skridt ind på det skandinaviske bogmarked, hvor de hurtigt kan få dominans. I Tyskland har Amazon allerede påvirket bogmarkedet drastisk. De sidder nu på 50% af onlineomsætningen. Det er da også meget praktisk at handle de fleste bøger fra samme site, men den lille luksus kommer med en stor pris. Noget af det, der gør Amazon så nem at bruge, er deres sorteringsalgoritme. Når du browser, bruger algoritmen data om dig og din adfærd på siden til at anbefale dig produkter, du sandsynligvis er interesseret i. Det er smart og tidsbesparende – og så er det med til at styre og ensrette vores smag. Algoritmen er bedst tjent ved at anbefale dig produkter, der minder om det, som du i forvejen synes om. Og den er god til det. Du kender måske oplevelsen fra Spotify. Lytter man først til én musical, er det ikke til at komme af med den Daily Mix med musicals. Vi kommer aldrig til at vide præcis, hvordan hverken Spotify eller Amazon sorterer vores feed. Det er en forretningshemmelighed, som de har ret til at holde på. Hvorvidt de bør have lov til det, er en anden snak. Men en ting er sikker, algoritmen er optimeret efter salg. Ikke gode læseoplevelser. Ikke udvidelse af din litterære horisont.

Danske boghandlere og forlag kan ikke hamle op med techgiganten Amazon på deres spidskompetence, e-handel. Men mikroforlagene kan til gengæld konkurrere på deres værdier. De er ofte startet med passion og en unik udgivelsesfilosofi. Tag f.eks. forlaget Rebel With A Cause, der fokuserer på underrepræsenterede stemmer, især kvinder. Eller forlaget Cult Pump, der udgiver især tegneserier og billedbøger, der er inspireret af punk- og undergrundstegneserier. Og så er der forlag som Arena, Gladiator, Korridor, Kronstork, Silkefyret og Vild Maskine, der satser på de kunstneriske udgivelser og oversete oversættelser. Hvis vi gerne vil blive ved med at have den slags forlag, må vi støtte dem direkte ved at købe bøger af dem.

—

Hvis du vil spare på fragten og få råd til flere bøger, kan jeg anbefale mikrofest.dk. Det er en online boghandel, der sælger bøger fra mikroforlag. Jeg håber, I vil give hjemmesiden et kig, for kun med sorte tal på bundlinjen kan forlæggerne blive ved med at prioritere litteratursyn over salgspotentiale.

Af forfattere tidligere publiceret i Slagtryk, kan vi anbefale nogle nylige udgivelser: Thomas Kirks legesyge debut ‘Hvad siger sproget’ fra Vild Maskine og Jacob Lassens debut ‘Som var en solstråle fanget i en spejlsal’ fra Forlaget Forår. Både Thomas og Jacob har været i Slagtryk forinden. Læs første bidrag i Slagtryk fra Thomas her og Jacob her. Også Mirian Due, som Slagtryk har haft glæde af bidrag fra, er aktuel med digtsamlingen ‘Vågent’ på Kronstork.

Slagtryk nr. 100 – og en håndfuld nye tiltag

99 udgaver og mere end seks gange så mange bidrag er gået forud for denne udgivelse: Du sidder lige nu med Slagtryk nr. 100 på skærmen foran dig.

Måske du ligesom jeg har forspist dig i julen, fordi der ikke var så mange deltagende til ædegildet som vanligt, mens madmængden af uransagelige årsager var uændret. Men nu er det heldigvis tid til at skifte den tunge mad ud med champagne, og den magelige juletræstraven ud med nogle mere løsslupne bevægelser, når vi danser 2021 ind. Efter festen glæder vi os til at tage hul på et godt år med et væld af digte (og vacciner).

Slagtryk startede i februar 2011, og vores platform har selvfølgelig udviklet sig i årenes løb. Den visuelle profil har for eksempel forandret sig en del siden tidsskriftets begyndelse.

I redaktionen har vi i den seneste tid truffet en række beslutninger om ændringer, der er mindre synlige, men ikke mindre vægtige.

Vi har besluttet at rette vores fokus mere direkte på at forbedre Slagtryk ved bl.a. at afholde flere oplæsningsarrangementer og forfattermøder og blive mere synlige i det litterære landskab. Det er en af grundene til, at vi har valgt at udfase de kvartale honorarer til udvalgte bidragydere.

I februar 2021 relancerer vores Patreon. Her giver vi jer adgang til ekstramateriale, der ikke lægges op på hjemmesiden, som tak for, at I støtter vores tidsskrift. Vi glæder os til at skyde projektet i gang med en række videooplæsninger fra nogle af månedens bidragydere, og vi har flere ideer i støbeskeen, som kan være med til at gøre litteraturen endnu mere nærværende.

Når vi søger økonomisk støtte, er det også med et mål om på sigt at kunne honorere alle tidsskriftets bidragydere. Forfattere har umådeligt trange kår i Danmark, og her på redaktionen vil vi gerne gøre den smule, vi kan for at vise, at vi anerkender skrivning som et erhverv på linje med alle andre. Derfor kommer vi på sigt til at aflønne bidragyderne så snart, vi har økonomisk råderum til det.

Desuden har vi fået Pernille Krog Jensen og Louise Holst Sørensen med på holdet. Pernille er vores nye grafiker. Hun laver opslag på vores Instagramprofil, så I kan få en forsmag på de bidrag, vi publicerer. Louise hjælper os på sin side med at holde styr på økonomien. Sammen med os, det nye hold redaktører, er de med til at vedligeholde og forbedre tidsskriftet, så det fortsat kan køre på skinner.

Her på redaktionen håber vi, at I får tid til at skrive og sende tekster ind i januar måned. Selv vender vi stærkt tilbage i februar, så svartiden kan godt være lidt længere end vanligt.

Godt nytår til alle!

Vinterens mørke (og hårfarver)

Hvad rammes vi af i november og december? Er det julens glæde, eller er det vinterens mørke, som rammer sjælens humør? Det, at lyset og mørket føles anderledes end om sommeren? Den der lyse morgen som vækker os til live efter en fest, måske, sådan er det jo ikke om vinteren. Et er sikkert: Vi bliver næsten alle sammen påvirket af det.

Her kommer jeg til at tænke på min bedstefar:

Min bedstefar er ved at være de 92 år gammel, og det har sat sit præg på hans sindsstemning og hukommelse. Min mor og jeg får ham en gang imellem til at fordybe sig i minder om konger, samfundet og kulturen. Så dukker gamle historier op, frække sømandssange og de allerførste minder fra Christianshavn. Hans fortællinger kan føles som et stearinlys i en vindueskarm der midt i vores gader. De har noget smukt over sig, som bliver særligt tydeligt, når der er så meget mørke omkring os. Både vinterens mørke, men også det som kommer af alderdommens evige påmindelse om, at nu er døden snart hos én. Derfor er det så vigtigt, at vi netop nu er noget for hinanden, og selvom corona gør det sværere for alle, må man slå til, hvor man kan. Min bedstefar får mig til at overveje, hvad det vil sige: Hvordan man slår rigtigt til og gang på gang kommer gennem vinteren.

Jeg forsøger at springe til der, hvor glæden finder sted for at lykkes med både at få en god jul og ikke mindst vinter. Det handler for mig om at finde den gnist i sneen, der får snemandens hjerte til at smelte – og at nyde den sprøde luft, den kolde luft. Lidt lige som jeg ser for mig, at man finder det smukke i naturen i bogen Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen. En bog som i den grad omhandler mørket og døden, men som hægter sig ved naturens skønhed.
Det handler om at se lysene på træet, høre sangen fra koret. Holde lidt afstand til hinanden, men sende så meget kærlighed og så mange bløde øjne til hinanden, at det alligevel varmer. Og så ellers bare vente på, at solen endnu engang varmer på os og vores sorte beklædningsgenstande.

Til sidst:

Jeg vil til sidst anbefale at gøre noget selvkærligt. Få en ny hårfarve, det har jeg gjort. Eller køb et genbrugt stykke tøj. Se de nærmeste. Drik et glas vin, eller bare nyd, at vinteren også har så meget at byde på. Du skal bare finde det.

Håber alle kommer godt ind i december.

Oversættelsens forskydninger

Når jeg tænker på oversættelse, tænker jeg tit på Herta Müllers værker. Selvom de ofte handler om hendes opvækst i en tysksproget landsby i Rumænien og det diktatur, hun voksede op under og sagde fra overfor, er det altid gennem sproget, at fortællingen udspringer.

Fordi Müller voksede op som del af et tysk mindretal i Rumænien lærte hun højtysk i skolen og talte landsbyens dialektale tysk derhjemme. Da hun blev ældre og flyttede til byen, var det først der, at hun lærte rumænsk. Og det gjorde hun ved at lytte. Hun skriver:

          Når omgivelserne kun siger det man ikke kan, lytter man med hele egnen til sproget. Og           bliver man længe nok, så lærer den på egnen værende tid sproget for en.

Ved at lytte forstår hun, at selvom man oversætter et udtryk fra ét sprog til et andet, så betyder det ikke nødvendigvis det samme. Fx om vindens bevægelse. Hun fortæller, at det på tysk hedder ”vinden har lagt sig”, mens det på rumænsk hedder ”vinden er standset”. Disse observationer viser det arbejde, der ligger i at oversætte; at overføre en betydning eller stemning til et nyt sprog og de billeder, der automatisk følger med – og hvor forskellige, de kan være. På den måde peger den nye tekst, oversættelsen, også altid tilbage på originalen.

Som Herta Müller så smukt formulerer det:

          Næsten enhver sætning er et andet blik. Rumænsk så anderledes på verden sådan som dets ord           var anderledes.

Når jeg oversætter, læser jeg. Det en gentagende og mere koncentreret læsning. Som oversætter har jeg ikke mulighed for at læse henover en sætning, jeg ikke helt forstår. Hvis sætningen slår knuder, og det vel at mærke ikke er hensigten fra originalteksten, må jeg gå et skridt længere ned i teksten. Dissekere hvert enkelt led i sætningen, prøve forskellige ord af. Selvom der kan være et ord, der umiddelbart ligger lige for som det direkte oversatte, er det ikke sikkert, at det er det bedste valg for teksten som helhed. Fx ville jeg normalt oversætte to follow the straight line til ”at følge den lige linje”. Men da jeg stødte på netop denne sætning i arbejdet med at oversætte en tekst af queerfeminist og affektteoretiker Sara Ahmed, hvor afsnittet bl.a. handlede om et queer barn, hvis familie slår hånden af det, ligger der naturligvis et ordspil i det engelske straight, der både kan betyde heteroseksuel og lige. Der skulle derfor noget mere til og efter en diskussion med det oversætterkollektiv, jeg arbejdede sammen med, besluttede vi os for oversættelsen ”at følge den rette linje”. Tanken bag rette er ordet ”afrette”, der kunne fungere lidt ligesom straight samt at der i en af de andre tekster også fremgik et udtryk med et barn, der skulle ”rettes ind” eller ”blive afrettet”.

Oversættelse kræver derfor et større fokus på de sproglige finesser. Lidt ligesom Herta Müller viser; det ligger i detaljerne, hvordan vinden opfører sig. Det kan være vildt frustrerende, når et ordsprog fx ikke er direkte oversætteligt, men samtidig kan det udvide forståelsen af ens eget sprog. For når det fx på svensk hedder at lägga benen på ryggen bliver jeg opmærksom på det danske udtryk ”at tage benene på nakken”. Der er ikke den store forskel her, men der er stadig små forskydninger, der kan vise sig at være relevante i en tekst, hvis brugen af et udtryk eller ord ofte går igen og derfor vægter højt. Hvis det er ryggen, der fx går igen, mister udtrykket en kobling, når det på dansk er ”nakken”. Der er også valg, der uanset hvad ofte ikke kan hamle op med originalen. Fx skriver Herta Müller, at ordet ”gane” på rumænsk betyder mundhimmel – der kommer gane lidt til kort, men at skulle bruge fx ordet mundhimmel kan også gøre, at læseren ikke forstår, hvad der menes.

Ofte kan der være ledetråde eller direkte henvisninger andre steder i teksten, der kan guide en til, hvordan et udtryk kan oversættes. Og de er vigtige at få øje på, hvis ikke i første læsning, så i anden eller tredje. Tit må jeg vende og dreje et ord eller en sætning flere gange eller lade den ligge lidt tid, før jeg vender tilbage. Eller sende teksten til ens redaktør, medoversættere eller en ven. For det kræver nemlig ofte et nyt blik, hvis der er noget, der virker knudret. Det er lidt ligesom, når man ser en film flere gange – jo flere gange, man ser den, jo bedre øje har man for detaljerne. For de små forskydninger, de steder den kommenterer på sig selv.

Jeg forsøger at tage dette andet blik med mig. For der åbner sig nye veje ind i en tekst, når man deler den op, læser bagud og genlæser. Eller måske ligefrem tænker over, hvordan en sætning ville lyde på dansk, engelsk, svensk i stedet for det originalsprog, man nu læser. For en oversættelse er også en åbning; en anden måde at læse og forstå teksten eller verden på.

Derudover er oversættelse i sig selv en åbning til en anden verden af litteratur. Jeg har længe søgt mod Sverige, hvis der var en bog, jeg ikke kunne læse på originalsproget, og som ikke var at finde på dansk, for at finde denne åbning til lande og kulturer, jeg ellers ikke ville have adgang til. Derfor er det vidunderligt nu at opleve små forlag som fx Palomar og Kosmos, der bl.a. har udgivet russiske værker, der i Sverige betragtes som essentielle, men som ikke før har været at finde på dansk. Hertil vil jeg også pege på forlaget OVO Press, der netop har udgivet Frank B. Wilderson III samt Audre Lorde og det nystartede forlag Harpyie, der allerede har udgivet to fantastiske nyoversætte værker og har mange flere på vej.

Alle disse værker er med til at åbne op for nye verdener og med dette andet blik måske også en ny, mere koncentreret, måde at læse på.

Citater og henvisninger er taget fra Herta Müller, Kongen bukker og dræber (2010), oversat ved Karsten Sand Iversen.

– – –

Generationsskiftet er en realitet – Thomas Glud er stoppet efter mere end 3 år som redaktør og ukuelig idegenerator. Erik Scherz Andersen, der grundlagde Slagtryk for 10 år siden, stopper som redaktør ved årsskiftet. Udskiftningen i redaktionen har været planlagt siden sommer, så viden ikke gik tabt og Slagtryk kan fortsætte ufortrødent.